Lises acceptproces virker.
Hermed en kundeberetning, som jeg har fået lov til at sætte ude på hjemmesiden.
Det er en kunde, som skriver i min Facebook gruppe ”Psykopat? Kender du en?” Beretningen beskriver fint selv, hvordan det var, og hvad der skete, så jeg vil ikke tilføje yderligere.
Se fortsættelsen 3 måneder senere Fortsættelse af Lises acceptproces virker
Kunden skrev dette i gruppen:
Tak fordi I findes og skriver privat til mig – fordi jeg skriver her! Vi er mange, med kendskab til psykopatens sorte slimede spor.
? ? ?
Ja. Acceptmetoden – Lises acceptproces virker. Lise er jo lægeuddannet og har virket i den tunge psykiatri. Hun kunne opremse en liste så lang, en genklang af milliard-medicinal-industriens gyldne lykke-pille-løfter. HVIS hun troede på at det hjalp folk NOK.
Jeg kommer fra den psykologiske verden – sådan lidt kort sagt – og JEG GIK NED med et hult drøn efter -lang historie- opslidning fra en meget manipulerende/lukrerende person – der sled mig op – fordi jeg ikke sagde fra. JEG ville lykkes med familien. Men jeg var den eneste der gjorde en indsats for fællesskabet. Det var virkelig ikke let.
Jeg var indviklet totalt i et spind – og det blev en del af hverdagen – at blive skidt behandlet – pakket ind i en masse pæne facader – så kun de voldsommeste dramaer “rørte mig” til sidst. Hverdagsubehagelighederne – var “bare” en lind strøm af “normal hverdag”. Men selvfølgelig drænede det da. Næsten umærkeligt. Der var aldrig noget der stemte. Det “vænnede” man sig gradvist til – så almindeligt dårlige dage, faktisk var ok gode dramafri dage. Men der lå altid en tvivl og ulmede.
Vanens magt – og så det smigrende øregas der blev sagt efter hvert drama – som hele ens sjæl og krop higede efter at høre. Mennesket søger harmoni. Jeg VILLE tro på alle løgnene. Det var lettest. Der var så meget involveret og på spil – ud over mig selv – at det var lettest. Men det føltes alligevel – som en dør, der aldrig kunne lukkes. Hængslerne knagede og døren stod altid på klem. Jeg vidste alt var rivende galt – og jeg var for træt, måske også for bange, eller for afmægtig – eller bare for DUM til at gøre noget helt alvorligt ved det.
Jeg blev indebrændt, jeg blev udbrændt – for jeg havde jo ret i alle tvivl skulle det vise sig – og jeg søgte sandheden. Men den fik jeg jo aldrig. Der blev løjet om enhver lille ting 100 gange om dagen. (I dag har jeg RIGTIG mange svar på det jeg ville have be- eller afkræftet – sådan af de alvorligste bedrag, og råddenskab – og meget gider jeg simpelthen slet ikke rage op i i dag.
Jeg forstod faktisk godt mine egne psykologiske mekanismer – de var helt naturlige efter hvad der nu var sket.
Men hvad der kom bag på mig – og jeg burde ikke have været så overrasket – det var hvordan andre reagerede, da jeg endelig kom fri af nettet jeg havde været snørret ind i. Hold nu kæft nogle historier han kunne fortælle – for at vinde alles gunst og hjælp. Og de troede ham – og de hjalp ham – på et løgnagtigt, uetisk, umoralsk og angerforladt – fuldstændig fantasiopkørt grundlag – og helt og aldeles uden skrupler overhovedet – og knejsende skadefro. Den sved.
Og hvorfor dog det – hvorfor skulle de ikke ønske at tro ham – det gjorde jeg jo selv.Nå – men hvorom alt er – så var der pludselig bare FOR MEGET – og jeg havde simpelthen ikke mere overskud til at skille det ad – og tage een ting ad gangen.
Jeg fik målt STRESS. Svær stress.
Acceptprocessen skilte det ad. Og især skilte den for mig – følelser fra rationel tankegang – mens der var press på både usorterede følelser og chok, befippelse over alt det skjulte, jeg havde fornemmet hele tiden, der pludselig kom frem alle sider fra – og hvor dum jeg følte mig – osv osv osv.
Dum var jeg så aldrig – og skyld havde jeg ikke rigtig heller – havde jeg flippet ud – var der masser af grunde til det. Man blev jo drevet derud. Lod sig drive. Det sker for mennesker. Godt så.
Jeg mener stadig, at der blev TONSET ind over min banehalvdel – fordi jeg ikke kridtede banen tydeligt nok op.
Jeg gjorde mit aller aller bedste, hver eneste dag – for alle (andre end mig selv). Det er mit ansvar.Med psykologisk bagland, lærte jeg hurtigt acceptmetoden – og forstod hurtigt logikken i – hvad den kan, hvad den gør, og hvorfor.
Men den måde Lise lærte mig det på – var baseret på MIN situation på DET tidspunkt – så selvom metoden er som den er – er det ikke ligegyldigt, hvordan den introduceres. Det er individuelt. Og det er Lises afdeling.
Jeg skriver herinde, fordi jeg ved, hvor svært folk kan have det – når det der var deres hele eller halve liv, deres tillid, forventning og begrundede håb – på et øjeblik kan blive vendt på hovedet.
Tro mig. Jeg forstår jer. ?
Men jeg ved, at alt kan blive meget bedre, end når det er værst.
Der er såmænd som regel grunde til alt. Kun er psykopaterne fra en anden planet og jeg brugte tid på at acceptere, at de ingen menneskelig mening giver og at jeg ikke kommer til at forstå dem.
Nogen kan lære at omgås dem – og holde sig ude af deres nederdrægtige langtidsskadesvirkninger – altså når/hvis de har gennemskuet dem.
Jeg er bare ikke en af dem.
Det her er Lises gruppe – og jeg skriver her, fordi jeg har lyst til at sige – jeg har haft det stramt – og jeg fik stress – og at det var der grunde til.
Og det var mit ansvar, og jeg måtte gøre.noget ved det. Afløb var det første jeg gjorde….. så sortering. Så accept – og så ros…. det har jeg sgu klaret godt. Ingen onde ånder har fat i mig. Og får det ikke igen.
Du kan se den originale tekst her på Facebook Det kan du også kommentarerne til indlægget.
Se fortsættelsen 3 måneder senere Fortsættelse af Lises acceptproces virker
Tilbage til Kundeberetninger
