Lise som ordblind — og hvordan angsten forsvandt

Lise som ordblind

Det er jeg ikke med alle de dårlige oplevelser, jeg har haft omkring dansk og danskundervisning. Og så lige det, at jeg er opvokset som flersproget i Afrika.

Det hele startede dengang i Afrika, da min far skulle undervise mig i dansk. Det var i 2. klasse. 1. klasse havde jeg gået i skole i Danmark, hvor vi var hjemme et år.

Far og mor underviste mig

I 2. og 3. klasse fik jeg undervisning af mor og far i Afrika. Mor underviste mig i regning, det gik godt. Der var ingen problemer, hun truede ikke. Far underviste mig i dansk og her kom problemerne godt og grundigt.

Jeg skulle lære at stave. Og jeg blev ved med at stave “de” med “i” i stedet for “e”, altså “di”. Far blev vred og skældte mig hæder og ære fra. Der satte sig en angst i mig, som jeg gemte godt i mig, en angst der gjorde, at jeg ikke kunne finde ud af ordene, bogstaverne og sætningsopbygningen. Jeg “glemte” det simpelthen inde i mig. Jeg kunne ikke huske det af bare angst for ikke at gøre det rigtigt. Dermed blev det forkert. Jeg fik endnu mere skæld ud og endnu mere nedværdigelse, og dermed øgedes min angst for at stave forkert, en skrue nedad uden ende.

Far stemplede mig – Lise som ordblind

Min far stemplede mig som ordblind, fordi han ikke kunne indrømme overfor sig selv, at han brugte angst som undervisningsmiddel, samt at han ikke kunne undervise. Han måtte “tørre sin fejl” af på mig som barn, dengang var jeg 7 år. Denne undervisningsform havde jeg så i 2 år, indtil vi tog til Danmark igen for at blive der. Jeg var blevet 9 år. En lille pige endnu ikke stor nok til at indse alt det, der skete omkring mig.

For endnu engang at dække over mine forældres egne fejl, sagde de til mig, at de var nødt til at tage til Danmark, fordi jeg ikke kunne skrive ordentligt. Hele skylden og hele byrden for at de måtte opgive deres dejlige liv i Afrika, den blev lagt på mine skuldre, som dengang 9 år gammel.

I dag ved jeg, at det overhovedet ikke er rigtigt.

Jeg startede i Danmark igen i en almindelig skole. Det blev til, at jeg skulle gå 3. klasse om. Jeg var jo ordblind. Det skulle min far nok sørge for. Det var mig, der var forkert stadigvæk, ikke ham der ikke kunne undervise. Sådan!!

Mine nye lærere fik af far at vide, at jeg var ordblind. Og så farvedes deres holdning til mig af den oplysning. Jeg skulle gå en klasse om. Jeg blev ikke engang testet, de troede blindt på far. Men det er rimeligt forståeligt, en højt uddannet og højt ansat akademiker, han måtte jo vide bedre.

Jeg kunne ikke læse, det havde han fundet ud af. Jeg var ordblind. Derfor kunne jeg heller ikke lære at læse i skolen. For når jeg blev stemplet ordblind og dermed dum, var hele deres holdning til mig sådan. Desuden levede jeg op til den rolle, de voksne havde givet mig. Jeg skulle spille ordblind og dum. Angsten for at være dum og forkert, gjorde det selvfølgelig endnu værre. Det indvirkede på hele mit liv i skolen, også legen med de andre børn, fordi jeg var dum, og angsten forværrede det hele.

Jeg blev testet ordblind

Senere blev jeg testet. Der viste testen, at jeg var ordblind. Så jeg har fået ekstra tid til eksaminer, osv. hvad der nu var af muligheder for at hjælpe mig dengang.

Angsten forsvandt og dermed forsvandt ordblindheden

Da jeg var omkring 40 år, hvor jeg altså var uddannet læge, fik jeg computer, og dermed en stavekontrol. Den skældte ikke ud, når jeg stavede forkert. Så lige pludseligt kunne jeg finde ud af at slå ord op i ordbogen. Det havde jeg ellers ikke kunnet. Nu var angsten væk. Så kunne jeg godt. Hvor var det en stor lettelse. Men stave og læse særlig godt, det er jeg aldrig blevet god til.

Men nu har jeg skrevet 8 bøger, lavet teksten til denne hjemmeside på ca. 1.000 sider. Og der kommer hele tiden mere, fordi jeg skriver mange indlæg og meget andet. Jeg er også ved at skrive endnu en bog.

Så selv om man bliver stemplet og testet ordblind, så er der mulighed for, at man kan finde en vej frem, så man kan stave og læse og tel også fungere. Det er bare så dejligt at se, når nogen lærer det.

Man skal ind i sig selv og finde ud af, hvorfor man er blevet ordblind, når årsagen løses, så forsvinder ordblindheden også.

 

Tilbage til Den psykiske faktor