Lises knude

Lises knude — ændring af psyken så knuden forsvinder Min egen historie - Lises knude, hvordan jeg læge Lise Seidelin endte med at få min knude til at forsvinde med det psykiske arbejde.

Sjælen der vokser

Her er min egen historie, hvordan jeg endte med at få min knude til at forsvinde. Jeg har også hjulpet andre med at få deres knuder til at forsvinde. Så når jeg kan og andre kan, så kan du også.

I 2002 fik jeg pludseligt en knude i ve. bryst. Jeg var selvfølgelig rystet, men viste også, at det her skulle jeg inde i mig have gjort noget ved.

Jeg viste, at kræft havde noget at gøre med livet, det at leve, være elsket, føle sig elsket, mest på det ubevidste plan. Når man ikke gør det, så er en af mulighederne for kroppen at udvikle kræft.

Men hvorfor kom det NU?

Hvad kunne jeg gøre ved det?

Jeg vidste, jeg havde brug for tid til at finde ud af det her. For det tager tid at finde frem til de psykiske årsager bag de fysiske symptomer. Derfor gik jeg til min egen læge og spurgte, om han ville give mig hormonbehandling, så processen kunne forsinkes. Men Nej! Det ville han ikke, det ville være for uprofessionelt. Jeg skulle først undersøges på sygehuset. Det havde jeg besluttet, inden jeg besøgte min læge, at det ville jeg ikke.

Efter længere tids søgen og flere skift har jeg heldigvis nu en læge, der respekterer mine valg. Så han begyndte ikke at true. Vi fik en god snak. For jeg syntes, jeg have brug for en til at hjælpe mig med at finde ind til og få den bagvedliggende årsag frem.

Jeg havde brug for en, der kendte til og arbejdede på ca. sammen måde, som jeg selv gør. Vi blev enige om, at jeg skulle kontakte en anden lidt alternativ læge. Min egen læge sluttede konsultationen med at sige, at jeg altid var velkommen til at henvende mig igen, hvis jeg havde brug for det eller bare havde lyst til at snakke. Det var jo dejligt.

Jeg gik til min egen læge

Så jeg henvendte mig til den anden læge. Men her blev jeg ikke mødt med respekt for mig og mine valg. Jeg skulle ind og undersøges på sygehuset, ellers ville han ikke snakke med mig. Derfor takkede jeg nej tak til ham. Jeg havde besluttet, at jeg ikke ville på sygehuset, og jeg ville ikke undersøges.

Så stod jeg der. Helt alene med mig selv.

Min kæreste kunne ikke hjælpe mig. Han kendte ikke nok til at arbejde med årsagen bag problemerne. Altså jeg havde kun mig selv. Jeg gik i gang. Visualisering og tænkning var mine veje frem.

Jeg spurgte mig selv:

  1. Hvad var der sket?
  2. Hvad havde ændret sig især på det ubevidste plan?
  3. Hvad havde ændret sig i mit liv, så jeg ikke følte mig elsket og dermed ubevidst ikke havde lyst til at leve, og jeg derfor lavede den kræftknude?

Jeg vidste, at jeg ikke følte min kæreste elskede mig, men det var ikke nyt. Så det var noget andet, der var årsagen. Men hvad?

Efter 3 måneder nåede jeg frem til, at det der var sket, var, at min gamle hund Vera, den havde jeg ikke mere. Den unge Mia havde jeg stadig, men den havde jeg ikke helt det samme tætte nære bånd til.

Det skal lige indskydes, at jeg som barn ikke har følt mig elsket af mennesker og slet ikke af mine forældre. Derimod følte jeg mig elsket af mine kæledyr. Specielt havde jeg en hamster og senere en kanin, der var mit et og alt. Det var dengang min kilde til kærlighed. – Det dybt inde i mig at føle sig elsket.

Derfor da min gamle hund ikke var mere, havde jeg mistet denne dybe følelse af kærlighed til mig.

Da det gik op for mig, var løsningen på knuden i mit bryst lige til – jeg måtte have en hund, hvor jeg havde den samme dybe kærlighed – det at føle sig elsket.

Knuden var væk. Så godt så langt

Jeg fik en ny hund, og jeg sikrede mig selvfølgelig, at jeg oprettede denne dybe nære kærlighed – at jeg følte mig elsket. Kort efter opdagede jeg, at knuden var væk. Så godt så langt.

Men her var mine trængsler ikke helt væk. Det værste var væk. Ja! – Knuden var væk. Nu skulle jeg jo sikre mig, at knuden ikke kom igen. Jeg havde nemlig også en stor brystspænding og hævede lymfeknuder i armhulen. Brystspændingen kom før knuden, så der lå en årsag bag de hævede bryster, som var med til at lave knuden.

Brystspændingen var kommet, da jeg lærte min kæreste at kende i 2001, så der var formentlig en sammenhæng. Det havde jeg set før. At når jeg fik en kæreste, fik jeg brystspændinger. Den forsvandt, når jeg ikke havde en kæreste mere.

Når brystspændingerne øgedes gjorde det ondt og knuderne i armhulen gjorde også ondt. Men der kom ingen ny knude i brystet. Altså det måtte have noget at gøre med det at have en kæreste. Men hvad? Og især hvordan få det ændret, så jeg holdt op med at have brystspænding.

Gennem de næste år visualiserede og tænkte jeg, prøvede mig frem. Nogen gange virkede det, som om der kom mindre spænding og andre gange forværredes brystspændingen, af det jeg gjorde. Men helt forsvandt det ikke.

Jeg skal endnu mere gøre det, der er rigtigt for mig.

I 2005 fandt jeg ud af, at jeg endnu mere skal gøre det, der er rigtigt for mig.

Altså jeg skal inde i mig selv føle og fornemme, hvad der er rigtigt for mig og gøre det, lige meget hvad andre siger, også og især min kæreste.

Jeg troede ellers, at jeg var blevet god til det. Men jeg fandt ud af, at jeg skulle være endnu bedre.

Herefter begyndte der at ske noget, brystspændingen forsvandt mere og mere. Knuderne i armhulen blev også mindre og mindre.

Ind imellem blev det værre. Men det var altid 2 skridt frem og 1 tilbage og så igen 2 skridt frem igen, altså samlet fremgang.
Nogen gange var det tilfældigheder, der åbnede min forståelse for, hvad jeg ubevidst gik og gjorde ved mig selv. Når jeg førte min nye forståelse ud i livet, blev brystspændingen og knuderne mindre.

Jeg har i hele processen savnet en at snakke med. En som ikke truede, men accepterede mig, mit valg og især troede, hvad jeg faktisk oplevede, især når jeg havde forbedringer.

Ind imellem har der været nogen, der troede mig. Men oftest forsvandt de ud af mit liv igen. Det var og er svært at forstå, det der sker med og i mig. Det passer ikke ind i vores almindelige livsopfattelse, vores kultur og vores normer. Men jeg ved, det er rigtigt. Så må andre tro, hvad de vil.

Nu tænker jeg ikke så meget over det mere, så behovet er der ikke mere.

TAK fordi I ville læse min beretning om min erfaring med min egen knude.

 

Se også Lises anden knude

 

Tilbage til Den fysiske faktor