Dømt uden rettergang

Er det først sket en gang, så står det i papirerne. Dvs. at næste gang, så selv om kommunen / lægen evt. fandt ud af, at det var forkert, så står det i papirerne, og det bliver så næste gang papirernes ord, der bliver udgangspunktet, så endnu en gang bliver den udsatte dømt uden rettergang og uden at bliver hørt.

Børn bliver tvangsfjernet og den udsatte bliver tvangsindlagt. Uden rettigheder. Den udsatte mener man jo, er, som der står i papirerne – dvs. psykisk syg, har vrangforestillinger, psykopatiske, maniodepressiv, depression, osv. også selv om man første gang fandt ud af, at det var forkert, så er det det, man går ud fra næste gang, og næste gang og næste gang igen.

Det står jo i papirerne. Men hvad er sandheden?

Kommunen og lægen siger så, at det står i papirerne, så må der være noget om det. Ellers var det jo ikke sket. De følger loven, siger de. Men det gør de ikke, for man skal ikke følge det, der står i papirerne, man skal følge det, der er rigtigt – sandheden.

Jeg ved godt, at det kan være meget svært for en sagsbehandler eller en læge at gennemskue disse sager. Det er helt forståeligt. Hvem lyver og hvem siger sandheden?

Men selv når der er beviser og den udsatte er frikendt ved en domstol. Den voldelige er dømt for volden. Så står det stadig i papirerne, at den udsatte er psykisk syg, har vrangforestillinger, er psykotisk, utroværdig, osv. osv. osv. hvad der nu står. Så den udsatte bliver fortsat dømt, selv om der har været rettergang.

Heldigvis er det ikke altid sådan. Det er dejligt, når kommunens sagsbehandler / lægen finder ud af, hvad det er, der reelt sker, og den udsatte får den hjælp, som de har brug for. Og det sker mange gange. Heldigvis.

Desperationen begynder

Men det er alt for ofte, det ikke sker, og i de sager går det ofte virkelig galt. Jo mere den udsatte ikke bliver hørt, jo mere desperat bliver den udsatte for at få sandheden frem. Den desperation kommer til at gøre, det hele bliver endnu værre. For den sagsbehandler i kommunen / lægen kommer desperationen til at bevirke, at det bliver en bekræftelse på, at den udsatte er psykisk syg, psykotisk, har vrangforestillinger, osv. Men sandheden er stadig sandheden, også når det bliver sagt i desperation.

Find din indre ro

Det jeg i disse situationer anbefaler, er, at man lærer, at finde roen inden i sig selv. Når man finder roen, så kan man med ro i stemmen, sige sandhden. På den måde vil det bliver lettere at får sagsbehandleren / lægen til at tro en. Man skal sige sandheden fast, bestemt, kort og klart. Jeg ved godt, at det er utroligt svært. Men det kan læres og er en vej frem.

Det der jo også spiller ind her, er, at den der laver overgrebene, voldelige, psykopaten, osv. viser den side, der er sød og charmerende. De lyver på en måde, så det lyder som sandhed, men det er jo stadig løgn. Der dækkes over den udøvendes negative side og vises kun den gode side. Den udøvende kan have truet den udsatte til også at dække over den udøvendes negative sider. Eller den udøvende synes ikke, at man skal tale dårligt om andre, osv. osv. osv.

Hvis den udøvende så endda er fra de højere sociale lag, har mange penge, så bliver det endnu sværere for sagsbehandleren / lægen, at tro sandheden. Holdningen er, at det kan jo ikke passe, at dem fra de højere sociale lag laver overgreb, vold, er psykopater, osv.

Men der skal man lige huske på, at der procentvis er flere voldelige i de højere sociale lag end i de lavere sociale lag.
Så fordi en person er veltalende, ser pæn ud, er charmerende, osv. så kan der godt være en tyran bag den facade.

Dømt uden rettergang. Desværre!! Der er ingen rettergang i kommunen eller på psykiatrisk / hos lægen.

 

Tilbage til Vold – Voldsramt – Voldelig