Vores syge børn
Min datter måtte igennem 5 år se sin mor blive tæsket og hånet. Hun fik lov at gå med sine egne tanker, hun led af mavesmerter og havde sociale problemer.
Jeg fik kontakt til Lise Seidelin og fik konsultationer herfra. Jeg skriver på maillisten (Blog), som Lise Seidelin har oprettet. Langsomt fik jeg troen tilbage på mig selv og mine evner som mor.
… Den lille pige tog et stort ansvar på sine skuldre i de år, nemlig at passe på sin mor …
Kunden skrev
Kære Alle.
Jeg bor sammen med min datter på 16 år, som er det dejligste jeg kender. Jeg elsker hende og vil gøre alt for at hun har det godt.
For nogle år tilbage kom jeg ud af et voldeligt forhold. Jeg boede sammen med en voldelig mand, hvor min datter ofte var vidne til volden og måtte gå imellem os. Min datter måtte igennem 5 år se sin mor blive tæsket og hånet. Det betød at jeg på grund af tæsk heller ikke magtede at passe min datter. Hun fik lov at gå med sine egne tanker, hun led af mavesmerter og havde sociale problemer.
Det var meget svært for hende at etablere og fastholde venskaber. Hun begyndte samtidig at anvende et grimt sprog overfor andre børn. Hun græd i skolen, når de voksne ikke så det. Hun var ofte syg og jeg måtte hente hende fra enten skole eller sfo. Når vi så kom hjem var der ikke noget, men hun har siden hen fortalt mig, at hun bare gerne ville være sammen med mig. Jeg tolker det også som at hun skulle kontrollere om der skete hendes mor noget. Den lille pige tog et stort ansvar på sine skuldre i de år, nemlig at passe på sin mor. Et alt for stort ansvar, som hun jo på grund af alder slet ikke var udviklet til, og hun skulle jo heller ikke være mor for sin mor.
Jeg havde stadig store følgevirkninger efter volden
Men jeg kom ud af forholdet ved hjælp af en psykolog, og min datter og jeg fik det bedre. Men jeg havde stadig store følgevirkninger efter volden, som betød at jeg var meget opfarende og havde et voldsomt temperament. Jeg havde vanskelig ved at sætte grænser for min datter. Jeg havde meget svært ved at håndtere konflikter uden at blive uhensigtsmæssig opfarende. Det var jo ikke særlig sundt for min datter at opleve.
Ind imellem kunne jeg blive helt forskrækket over mig selv, fordi jeg blev så grov i min mund. Jeg havde nærmest overtaget min voldelige x partners måde at være på, bortset fra at jeg angrede dybt, når jeg gik over stregen og måtte sige undskyld til min datter. Jeg blev til sidste klar over at det her ikke gik uden hjælp. Jeg oplevede at min datter manglede tro på sig selv og sine egne evner og stadig havde svært ved det sociale liv med veninder osv. Og samtidig var jeg klar over at jeg havde et ansvar som mor i den sammenhæng. Jeg havde den indstilling til mig selv, at hvis jeg hjalp mig selv ville jeg indirekte også hjælpe min datter og hun ville komme til at føle sig elsket og værdsat som den hun er.
Jeg fik kontakt til Lise Seidelin
og fik konsultationer herfra. Jeg skriver på maillisten, som Lise Seidelin har oprettet. Langsomt fik jeg troen tilbage på mig selv og mine evner som mor.
Men så skete der i mellem tiden det at min datter fik anorexi. Hun havde gået i mange år uden hjælp, uden en mor der havde været i stand til at lytte til hende og forstå hende. Det var meget alvorligt, og min datter var livstruet. Hun var så forfærdelig tynd, at bare synet af hende kunne få mig til at græde. Det var så forfærdelig som noget kan være. I nogle måneder havde jeg svært ved at erkende sandheden som den var, at hun skulle have hjælp. På et tidspunkt under hendes sygdom siger hun til mig, at hun tror ikke jeg elsker hende. Hun havde sådan behov få at vide fra mig at hun var elsket og værdsat.
Jeg skrev stadig med Lise Seidelin, fik konsultationer osv. Det hjalp mig til at støtte min datter. Men samtidig blev min datter også henvist til Børnepsyk. Hvor hun fik professionel hjælp til sin sygdom, men uden mig kunne de ikke hjælpe hende, det var nødvendigt at jeg fik vejledning og støtte til min rolle som mor.
Det var en meget svær tid
Det var en meget svær tid for både min datter og jeg. Men jeg havde jo i noget tid skrevet med Lise Seidelin og havde på baggrund af hendes hjælp ikke længere så svært ved at fortælle om min datters og mit livsforløb, og jeg måtte fortælle om årene i et voldeligt forhold. Et forhold som tidligere har været fyldt med skam for mig at tale om. Men Lise havde ved sin kærlige og omsorgsfulde form for terapi hjulpet mig til at være mere åben.
Det var meget svært for mig at fortælle om det på Børnepsyk. Men jeg vidste med mig selv, at den eneste vej frem for min datter, var, at jeg var ærlig om mit liv og på den måde viste min datter, hvad der skal til for at få hjælp og samtidig udvikle sig. Jeg har grædt mange gange over og har mange gange overvundet min egen angst for at tale ud, men bevidstheden om at jeg ville hjælpe min datter på den måde, var det der skulle til for mig.
… på grund af den hjælp jeg fik fra Lise Seidelin var jeg i stand til at give min datter det hun i høj grad havde brug for …
Tilbage til Kundeberetninger