At takle det negative i livet, så der kommer lykke

Stine var udsat for en negativ person, nu er han forstående, rar og venlig, og de skal giftes.

Svanen

Stine var udsat for en negativ person, nu er han forstående, rar og venlig, og de skal giftes.

Hun ringede til mig og fortalte, at hun blev skilt 3 år tidligere og havde mødt en ny mand. De havde det godt de første 3 måneder, men så begyndte det at ændre sig stille og roligt. Han begyndte at mene, det var hende, der skulle ændres.

Han blev ind imellem pludselig iskold og afvisende. Han kunne kun se tingene fra sin egen side, alt var andres skyld. Han så det som, at det var ham, det gik ud over. Han ville have, det var hende, der flyttede fra sine kære heste og ned til ham. Hun skulle give køb på alt.

Hans negative side kom uforudset og så skulle hun straffes.

Han havde det sådan, at alt skulle være forudsigeligt, hvis der var ændringer i noget, så skældte han ud på hende. Når hun var syg, var han væk, der var ingen omsorg eller hjælp, det måtte hun selv klare.
Han var illoyal og gik bag hendes ryg, siger hun er dum, syg og sygeligt, selv om hun er højt uddannet og har et godt job. Han er førtidspensionist på 10. år.
Hele hendes verden er indrettet efter ham, hun har hele sit fokus på ham.
Det har næsten kostet hende forstanden. Det går ud over børnene på 14, 18 og 21 år.
Da hun starter hos mig, har Stine sagt fra, men hun kan ikke blive væk fra ham.

Da Stine har gået hos mig 2 måneder, skriver hun på maillisten (Blog), hvor lykkelig hun er, hvor stor fremgang hun har haft. Kort efter frier han til hende, og han sætter sit hus til salg. Stine fortsætter med konsultationer, så hun får bearbejdet de traumer og negative handlemønstre hun har, at hun lærer helt at takle den verden hun har og lever i – både inden i sig selv og udenfor.

 

Stines historie

Kundeberetning Stines historie – om at takle det negative i livet

Stine skriver:

Er ved at bruse over, som en sodavand, af LYKKELIGHED….!!!!!

Kan næsten ikke forstå, at tingene kan gå så stærkt…

Havde i vinters en af de tungeste kriser i mit liv. Én af den slags, hvor alt kører sammen fra alle verdenshjørner mod en stor kollision…indeni mig.

Har så længe jeg kan huske haft stort behov for at få tilkendegivelser på, at jeg var ELSKET, AFHOLDT, HOLDT OM, IKKE ALENE….

Og uanset hvor meget nogen har forsøgt, har de aldrig lykkedes med at komme helt ind i hjertet på mig. Der har altid siddet den der lille tvivlsdjævel og spærret.

Har i stedet sørget for at alt andet i mit liv var i orden og godt…for jeg er stærk, det ved jeg. Og jeg har en vilje uden lige.

Og jeg har på den måde haft et rigtig, rigtig godt liv.

Jeg har fået lov at prøve næsten alt det af, jeg har kunnet drømme om: Fik en flok dejlige unger med den mand, jeg ville have dem med. God uddannelse og de udfoldelsesmuligheder, jobmæssigt, som kun er få forundt. Eventyr i ind- og udland. Realisering af drømmen om bondegård på landet. Masser af dejlige ting.

Og så var min glæde og lykke alligevel så skrøbelig, at jeg den ene gang efter den anden røg ned. Og HELT ned.

Som Henning Jensen rigtigt siger: Der er mange etager i Helvede.

Og jeg har været i kælderetagen.

Og jeg har forsøgt så mange steder at få hjælp til at få fat under det, der sendte mig ud, ned…ad helvede til.
Har lært meget undervejs. Fået masser af godt med mig. Men den ubeskrivelige ensomhed og rædsel, som kunne opstå som lyn fra en klar himmel, den vedblev at ligge og lure.

Alle de mærkelige handlinger og reaktionsmønstre, som udsprang af den, blev ved at tage over, når fornuften akut stod af.

Jeg havde fundet manden i mit liv…og mistet ham pga mit eksplosive, uforudsigelige reaktionsmønster.

Jeg var desperat ulykkelig, kunne ikke få vejret for sorg og savn. Og der var ingen fremtidsudsigter, for jeg ville jo bare falde i hullet den ene gang efter den anden i al fremtid.

Troede jeg.

Så dukkede Lise op…som en lille blinkede annonce i kanten af min Facebook side. Der stod: Få hjælp NU!

Og så ringede jeg.

Og alle der har mødt Lise ved, at hun er den store, stærke, rolige løvemor, som kan få en til at lande trygt på jorden med begge ben, hjælpe en med at få sat kikkerten for det rigtige øje, give en redskaber at arbejde med, og holde en fast i øvelser, træning, træning, træning, ros, ros, ros, anerkendelse, anerkendelse, anerkendelse, hjælp til at anerkende, elske og hjælpe sig selv.

Til man er, ikke bare selvkørende, men godt kørende…. derudaf i sin egen, indvendige Cadillac. Sit stabile, strålende selv.

Jeg ved nu, hvorfor og hvordan tingene blev som de blev.

Jeg har haft så meget vokseværk i de sidste måneder, at mit lille, ensomme, indre barn er ved at blive voksen. Og kan passe på sig selv.

Og ham, jeg mistede, har set min nye styrke. Og vi er startet på en frisk. Med nye øjne, nye mønstre, nye fine redskaber. Respekt og en langt mere velfunderet kærlighed.

Jeg ser en lys og solbeskinnet vej foran mig nu. Med lidt sten og grus, som der altid vil være i et menneskes liv.

Men ingen klippeblokke.

De ubærlige forhindringer er forvandlet til spændende opgaver og udfordringer.

Og jeg er så taknemmelig, glad og stolt. Over at Lise dukkede op. Over at hun kunne hjælpe. Og over at jeg var åben og klar, motiveret og dygtig!

Håber alle vil opnå det, jeg har nået. Og at min glæde må smitte alle dem, der kommer i nærheden af mig.

Stine.

 

Lidt forhistorie

Skrevet efter Stine fik det meget bedre, så de helt negative ting, er helt forståeligt allerede blevet mindre i hendes verden.

Stine skriver:

Jeg er en stærk pige med et glad og lyst sind. Har altid haft let til smil og latter. Har altid haft et mægtigt “drive” og en vilje, som “ja, ve den, der kom i vejen, når jeg havde besluttet mig for noget!”

Men så er der lige det, der gang på gang er kommet ind og uden varsel har stukket en kæp i hjulet for mig, når det gik allerbedst. Eller…som måske har varslet, men jeg har ikke set det. Og det med allerbedst…måske gik det bare…men ikke allerbedst.

Det kan jeg se nu.

Jeg har en stor følsomhed: har altid kunnet mærke stemninger, misstemninger, ønsker inden de nåede at blive udtalt, forventninger uden at der var blevet sat ord på.

Den samme følsomhed som gør, at musik og ord kan gå direkte i hjertet og røre mig. At jeg kan høre, hvornår der bliver spillet “krydser” og “b´er” i musik.

Kort sagt en MEGET STOR sanseflade.

Og det er flot. Men det kan også blive en voldsom stor belastning, når den bliver brugt forkert. Og min er blevet brugt rigtig forkert i det meste af mit liv. Igangsat af diverse omstændigheder i mit tidlige barneliv, og senere vedligeholdt af andres og egne fejlagtige, bevidstløse handlemønstre.

Med det resultat at jeg, som i udgangspunktet er stærk som et egetræ, i perioder har været et lille, gennemsigtigt, skælvende espeløv, som ikke turde leve og ikke turde lade være. Som har forkrøblet mig og mit liv mere og mere. På trods af både styrke og vilje.

For jeg anede ikke, hvad det var, jeg var oppe imod. Kun at det invaliderede og skræmte mig.

Jeg har, lige så længe jeg kan huske tilbage, haft et stort behov for at vide “hvor jeg havde mine folk.”

Noget der ikke akkurat blev tilgodeset, men kun forstærkedes af, at specielt min far var utroligt sløset med overholdelse af tidsplaner og aftaler. Med det resultat at jeg altid var den sidste, der stod alene sammen med en utålmodig pædagog, i børnehaven, efter at de andre var blevet hentet. Var den, der altid stod alene tilbage fra violinspil og andre aktiviteter, fordi min far lige havde gang i noget på en anden kant. Var den, der kunne komme hjem til en låst fordør, fordi der lige var dukket et eller andet spændende op…og jeg fandt jo nok ud af noget.
Min mor var musisk og labil. Øretæverne hang altid løst. Og fysiske afstraffelser og forvisning til værelset var helt dagligdags.

Det var også en hellig pligt for min mor at lære mig janteloven, så jeg aldrig glemte den: Jeg blev gjort grin med, hvis jeg stod i tanker og sang. Hånet, hvis jeg som 8-årig spejlede mig. Fik at vide, at “hun er jo ikke akkurat noget vidunderbarn”, mens hun blev ekspederet i en butik, som solgte fine glasperler. Og jeg havde fået lov at få nogen til en halskæde.

Blev skældt ud og gjort til grin for øjnene af mine klassekammerater om og om igen.

Fik bank med min ridehjelm en dag, jeg kom 5 minutter for sent hjem til aftensmad.

Blev slået med min violinbue til den knækkede, en dag hun var rasende. (Til erstatning fik jeg et klaver; og så taler vi ikke mere om det!!!!)

Fik min første store reaktion imod VERDEN, da jeg var 14 år.

Min mor havde, for jeg ved ikke hvilken gang, besluttet sig for at forlade sin udenlandske mand. Og vi var blevet hevet op af vores senge kl. 6 om morgenen, for vi skulle af sted til Danmark, inden han kom hjem fra arbejde.

Og selvfølgelig kom han hjem, og selvfølgelig var det rigtig ubehageligt. Men vi overlevede det.

Overlevede.

Men da vi nåede hjem til far, kunne jeg bare mærke, at nu var det nok!

Jeg havde taget en akut beslutning om, at nu skulle jeg bare væk. Lige meget hvorhen, bare væk! Jeg orkede ikke at skulle se nogen i øjnene og skulle redegøre for min mærkværdige familie én eneste gang mere!

Og hvordan det end gik til; ja, jeg nævnte vist noget om en stærk vilje! Jeg fik lov at flytte LANGT væk. Til min moster og onkel, som var meget ældre og meget mere gammeldags end mine forældre. Men de boede på landet. Jeg kunne få min hest med. Og her var der mad til bestemt tid. Huslige pligter. Ro og regelmæssighed.

Og jeg havde det godt her.

Efter 1,5 år gik turen så tilbage til mit fædrene hus. Jeg skulle i gymnasiet. Min mor var flyttet til byen og var i dyb krise. Min far var nøjagtig ligeså stresset og ophængt med sit eget liv, som han altid havde været. Jeg havde jo brændt alle broer, da jeg rejste fra byen. Og det var svært at komme tilbage og lade som ingenting, få nye venner og finde gejsten.

Og ret hurtigt sank jeg ned i en krise over, at der ikke var noget som helst, der var forandret…jo, måske nok til det værre.

Det korte af det lange blev, at jeg midt i 2. g blev indlagt på psyk. efter en langvarig, dyb depression. Slut på gym. for denne gang.

Kom ud af psyk. med mod på livet. 17 år gammel. I egen lejlighed! Fik et job som ung pige i huset. Nød at være sammen med små, glade unger. Nød at tjene lidt penge, købe små fine ting til mig selv: hvide urtepotteskjulere, husfred, kurvestole.

Fik mod på livet og fremtiden. Fik behov for at komme videre med min KARRIERE!

Tog studentereksamen på kursus. Med godt resultat. Kom ind på tandlægeuddannelsen…hvilken luksus! Tandlæger har nemlig ikke nattevagt!

Havde fundet “manden i mit liv!” 18 år gammel!

Sømand, soldat. Nu studerende. Med fuldskæg og ild i øjnene. Sportsmand.

Sej fyr! Han skulle nok passe på mig!

Men underforstået, fandt jeg senere ud af, jeg skulle også passe på ham!

Han kunne godt falde i en kasse øl. Og så var den tom, inden han var færdig. Og han var ynkelig og flæbende og brækkede sig. Og jeg havde ondt af ham, for hans far havde taget livet af sig, da han var 12 år gammel. Og siden havde de haft det så hårdt! Og “hvorfor drikker Jeppe?” Jeg skulle nok gøre ham lykkelig og give ham alt det, han havde manglet. Og så ville han holde op med at drikke….

Han stod fast på, at vi skulle stifte fælles hjem….jeg tøvede, var ikke klar…men OK. Så gjorde vi det.

Tog lån i banken…jeg var skeptisk…men jeg kunne da vel for Helvede se, at det var man nødt til…desuden var det en GOD IDÉ at have gæld, fordi man kunne trække det fra i skat! OK, jamen så gør vi det…..

Han var 5 år ældre end mig og havde været ude i livet. Det havde jeg ikke rigtig nået. Så det var naturligt, at han tog sig af økonomi og de alvorlige ting…så slap jeg også for at lære det!

Og så gik det jo sådan, som det havde gået i hans liv altid: et nomadeliv, hvor man altid var lige ved at komme for sent. Hvor økonomien altid blev lidt dårligere end forventet, fordi….. Der var altid nogen, der var skyld i det! jeg måtte virkelig tænke mig om, og så…kunne vi ligeså godt låne lidt mere, for når nu om lidt, SÅ skulle jeg bare se,

SÅ skete miraklet!

Det skete så bare aldrig.

Vi havde mange spændende år sammen. Rejste, fik skønne børn, havde masser af oplevelser.

Men min usikkerhed over vores ustabile økonomi, som jeg ikke forstod. Hans uforudsigelige alkoholproblem, hans voldsomme temperament og periodevise mangel på følsomhed, hans svigt i de situationer, hvor der var ALLERMEST brug for ham gjorde, at jeg blev mere og mere ked af det indeni. Fik ondt i ryg og nakke. Blev ALT for tynd. Følte lede ved ham…og havde dårlig samvittighed over at føle lede ved manden i mit liv, mine børns far. Så ingen vej hverken frem eller ud. Skilsmisse var tabu; det havde vi begge lidt under i vores barndom, og det SKULLE VI BARE IKKE!

Jeg elskede mit arbejde. Var god til det! Havde mange gode venner, ting jeg var glad for. Børnene. Hestene.

Men jeg følte lede ved min mand. Og han var mere fraværende end tilstedeværende…skiftede job HELE TIDEN. Brugte penge, vi ikke havde aftalt. Blev rasende. Var pludselig fuld; løj om det og gav mig overhalinger og ansvaret for hans drikkeri.

Jeg oplevede pludselig, at jeg var ved at forsvinde for mig selv. Gravede mig ned i at bakke børnene op, være en dygtig tandlæge, en god ven, en pålidelig og allestedsnærværende mor og hustru…men blev mærkeligt gennemsigtig og fuld af gråd.

Så fik vi en ny medarbejder. En grusom pige med en sort fortid og en rørende livshistorie. Og i løbet af et par år var min før så gode arbejdsplads forvandlet til en slagmark, hvor der var hendes hær mod os få, som ikke ville “rette ind.” Trusler om vold, verbal ydmygelse og grove chikanerier blev vores virkelighed.

Jeg var leder af afdelingen men havde ingen opbakning højere oppe fra.

Og en dag knækkede snoren, og jeg oplevede at sidde med en patient og ryste uhæmmet over hele kroppen.

Bad om hjælp. Fik ingen.

Min mand slog ud med armene og skreg: ” Jamen, hvad vil du ha´, jeg skal gøre????”

Ja, se det kunne jeg så ikke lige svare på!

2 år tidligere havde han været i krise efter en fyring. Og da tog jeg over, lod ham rejse til udlandet og klarede de hjemlige ærter.

Men det var nok noget andet….

Jeg havde behov for at blive befriet for ALLE forpligtelser, ALLE forventninger, ALT!

Men det kunne jeg jo ikke, for jeg stod for hovedindtægten i vores økonomi, min mand havde varierende arbejdstider – og steder. Jeg var det stabile element i familien, den som stod for aflevering af unger, kørsel til og fra sport, pasning af hus og dyr…kort sagt: DEN ALLESTEDSNÆRVÆRENDE!

Men jeg blev fritaget! For pludselig gik bunden nemlig ud af kassen!

Jeg oplevede en angst og smerte dybt inde i min sjæl, som var så stærk, at jeg ikke kunne holde mig oprejst. Som lettest kan sammenlignes med en 3.gradsforbrænding af hele kroppen.

Den slags lægger man folk i kunstigt koma for!

Jeg kom i antidepressiv behandling. Og her er der en ventetid på flere uger…mange uger, før du mærker lindring.

Og i den tid røg jeg helt ned på bunden af Helvede.

Var hændervridende angst KONSTANT! Løb tur…hele tiden…for at holde ud at være til. Så kun frem til aftenen, hvor jeg kunne tage en sovepille og forsvinde.

Prøvede at holde masken lidt overfor børnene.

Bad på et tidspunkt min mand om at måtte blive indlagt. Men, så satte han ind med alle argumenterne for, hvorfor det ikke var en god idé. Og jeg havde intet at stå op med.

Kunne ikke så godt fortælle, at hver dag var en kamp på liv og død for ikke at tage en kniv…kaste mig ud af vinduet…for dog bare AT OPLEVE EN ANDEN SLAGS SMERTE, SOM KUNNE OVERDØVE DEN, JEG HAVDE INDENI!

Virkningen af mine antidepressive SSRI- tabletter indfandt sig efter lang tid.

Og jeg fik ro indeni.

Min søde psykiater sagde: det er forkert at kalde dem lykkepiller, for de giver ikke lykke. Den må man selv skabe. Men de kan måske få dig til at klare at leve.

Og det var sandt.

Og jeg levede. Og havde ingen bivirkninger ved det. Havde det godt med det.

Vendte tilbage til min arbejdsplads, hvor der var blevet gjort “hovedrent,” og flere var blevet fyret efter min sygemelding.

Men en tur i Helvede går ikke henover nogen uden at sætte spor.

Og langsomt begyndte jeg at vågne op til en ny bevidsthed:

Jeg havde så længe savnet at opleve varm, gensidig kærlighed. Problemfri erotik.

Og jeg blev klar over med mig selv, at fik jeg mulighed for, bare én eneste gang mere i dette liv, at opleve det, så ville jeg tage imod det med kyshånd!

Og en dag kom chancen. Jeg tog den. Det var fantastisk. Og bagefter måtte jeg betale prisen: Mit ægteskab var slut! Og jeg var alene med hus og børn.

Jeg blev hvirvlet rundt! For jeg havde aldrig fået lært at klare en voksentilværelse for mig selv. ALT skulle jeg lære. Og jeg fik det lært.

Jeg havde så meget lyst til mit liv. Og lyst til kærligheden. Og lyst til at KUNNE SELV!

Ville gerne finde den store kærlighed igen. En voksen kvindes store kærlighed. Vidste, hvad jeg gik efter. Og fandt det!

Svævede indtil hverdagen indfandt sig, som den jo skal.

Så måtte vi til at lære hinanden RIGTIGT at kende.

Jeg havde mine tanker og handlingsmønstre. Han havde sine. Som man jo har.

Vi havde hver sin fortid og hver sine traumer. Og indimellem kolliderede de.

Og der blev talt højt! Skiftedes til at smække med døren.

Vidste at vi VILLE hinanden. Men åh, hvor kunne det være svært.

JEG oplevede at han ville bestemme over mig. At jeg så mig selv som en lille logrende, dum hund. Og så var jeg alligevel også stædig og insisterende selv, på mine punkter.

Fik sagt for meget, for grimt, indimellem.

Elskede hinanden og morede os, hyggede og nød det, indimellem.

Så røg jeg “ned” pga ydre omstændigheder. Og SÅ var fanden pludselig løs.

For jeg blev ramt af en gammelkendt tilstand, som jeg ikke havde været i længe.

Panikangst, universel ensomhed, sveden, raseri og sorg i én vild forvirring. Og så eksploderede jeg i et kæmpe vulkanudbrud af beskyldninger, had, frustration og hysterisk gråd.

For manden, som måtte stå model til dette blev det et chok, som han ikke kunne forstå, acceptere eller tilgive. “Jeg ved jo ikke, om du kan finde på at gøre det igen!”

Jeg undskyldte og lovede bod og bedring. Men noget var ødelagt.

Og selvom vi prøvede, så var der hele tiden den der usikkerhed og mangel på tillid fra hans side. Og jeg følte mig bare forkastet, afvist, ikke forstået, ikke elsket.

Det ville ikke blive godt.

Knap et år efter, hvor “ydre omstændigheder” IGEN, i form af langvarig, alvorlig sygdom hos et af mine børn, alt for meget at lave på ALLE KANTER tvang mig i knæ, eksploderede jeg igen uden varsel: Gjorde det forbi med manden i mit liv, fordi jeg følte mig “universelt ensom, ladt alene og ulykkelig.”

Og han tog mig på ordet!

Da gik jeg i sort.

Jeg så kun for mig, at jeg i al evighed ville være dømt til at miste dem, jeg elskede, fordi jeg momentant kunne blive ramt af “sindssyge!”

Alt var tabt!

“Søg hjælp NU!”

Så så jeg en dag en lille blinkende annonce på nettet om Lisegården. Den sagde: “Søg hjælp NU!”

Og det gjorde jeg så. Og fik det!

 

Tilbage til Kundeberetninger