Skammen at bryde kontakten med psykopatisk far

Oprettet af Lise Seidelin i
Kender du en psykopat?

Skammen at bryde kontakten med psykopatisk far

Tilbage til kategorien: Kender du en psykopat?

Skammen at bryde kontakten med psykopatisk far
16/07/2013  af
Hej. Jeg håber man er fuldkommen anonym herinde?? Er simpelthen så bange for at blive “opdaget” af min familie. Har bare ledt i noget tid efter et sted at dele mine oplevelser omkring det her og tale med andre der har oplevet lignende. (og har efterhånden ikke så mange penge tilbage til mere terapi.. og psykopati er ikke min psykologs ekspertise område.)
Problemet med det her er jo at det er så svært at diagnosticere, at der er så mange tabuer om det.. og alt det gør at jeg ofte føler mig som en idiot og enormt “skyldig” når folk spørger mig hvorfor jeg har brudt kontakten med ham.
Jeg bærer derfor rundt på en stor skam. Jeg føler jeg er et dårligt, egoistisk og muligvis svagt menneske fordi jeg ikke kunne holde ham ud, bære hans smerte (som jeg følte og stadig føler meget stærkt: det eneste bånd der er tilbage). Han sagde at jeg var den der forstod ham bedst. Jeg prøvede virkelig. Han var meget omskiftelig og jeg kunne hurtigt fornemme hans humør. (jeg er meget følsom generelt overfor stemninger/atmosfærer osv. har været det ligefra jeg var barn, hvor pædagoger derfor brugte mig som en slags antenne fordi jeg var den første til at reagere på en dårlig stemning eller når noget var galt.)
Jeg også kæmpet med en stor identitetskrise over om min far måske også er meget sensitiv, havde en forfærdlig barndom og derfor har brug for ekstra omsorg fra alle (inklusiv hans børn.) Jeg er bange for at ligne ham.. og især fordi at han jo ikke selv kan se den skade han påfører andre så det er jo svært at vide om man selv er sådan! Jeg kan gå helt i selvsving over de mindste ting jeg muligvis har gjort mod andre, eller om jeg nu har såret dem og i visse stunder gennemgå alle disse episoder (fra hele min barndom/ungdom) i hovedet. Og føle stor anger over de mindste ting.. hvilket vel betyder jeg ikke er psykopat. Jeg er også i stand til at sige undskyld til folk (og mene det.) Noget han aldrig har gjort. Jeg græder nemt over andres smerte. Men kan blive meget mistroisk overfor mig selv mht store følelser (fx vrede, stærk vilje/selvtillid)hvor jeg er bange for at give slip af angst for at udvise nogen af hans tendenser.
Jeg har ikke haft opbakning fra min mor (der selv flygtede fra ham da de blev skilt da jeg var barn. Dog først da hun havde ventet på han fandt en ny kvinde som kunne være den næste til at tage sig af ham og fordi han truede med selvmord hvis hun forlod ham.) Hun forholder sig anonym og jeg forstår stadig ikke hvorfor??
Føler hun skyld? Hun har selv en forædlre der behandlede hende forfærdeligt da hun var barn men er “holdt ved” denne person, og nævner dette når jeg prøver at spørge ind til emnet. (så hun mener vel jeg også burde ha holdt fast/været stærkere som hende selv. Men hun har jo valgt en mand der mindede om hendes egen forældre; det viser vel netop at det er vigtigt at sige stop så man ikke forsætter med at invitere den slags mennesker ind i ens familie??)
Heller ikke fra min bror der har holdt kontakten med ham og som selv har været svært depressiv og angst i mange år nu. Min ældre søster har ikke kendt til ham som barn og ser ham mest for at hendes egne børn har en bedstefar.

Min far lever op til stort set alle de punkter der er for en psykopat. (voldelig, charmerende, lyver, skifter humør, ingen tegn på anger over ting osv.) Min far har ingen rigtige venner, kan ikke fungere i et rigtigt job (pgr af det sociale). Er kort sagt en byrde for sin omverden.
Hvorfor syntes verden så man er et forfærdeligt menneske når man går fra ham?
Jeg troede i en del år på at han kunne forbedre sig og prøvede også at komme ind på et par svære emne med ham. Bla hvor bange jeg var for ham som barn fordi han var voldelig overfor mig og min bror og ellers truede med vold. Han mener ikke det var “voldeligt nok” til at være rigtig vold (han blev selv tævet som barn.. og misbrugt på andre måder. Derfor mener han selv han har gjort en stor nok instats ved at være en bedre far end hans egen var det.)

Da jeg tog dette emne op mht volden viste han ingen tegn på anger overhovedet. selvom jeg kæmpede for at holde tårer tilbage.
Listen med “beviser” er MEGET lang.
Jeg har heldigvis en psykolog der troede på mig med det samme/efter en kort snak.

Jeg fik taget mig sammen til at bryde kontakten da jeg landede et godt sted hvor jeg hørte hjemme, fik gode venner og følte mig derfor stærk nok.
Jeg ville ønske mine søskende også ville holde op med at se ham og at han ville flytte langt langt væk. Han prøver ind i mellem satdig at kontakte mig.
Jeg sendte ham et brev da jeg brød med ham og han hev fat i mig på gaden en dag vi desværre stødte ind i hinanden hvor han sagde at jeg havde ret i noget af det jeg havde skrevet. Han var stadig skræmmende og jeg har ingen tillid overhoevedet til ham (han har en meget dominerende truende adfærd som også var der her. så det var bestemt ikke noget emd at krybe til korset.) Men det er for sent for mig og han vil ikke gå i nogen behandling. er overbevist om det er mig der har et problem.

Min bror ser ham som en onkel og min søster føler sig frastødt af ham (på samme måde som jeg selv gør.. meget svært at forklare. men føltes lidt som at invitere noget ubehageligt ind i sin privatsfære og opdage det for sent.)

Jeg er en kvinde og har stadig svært ved at stole på mandlige autoriteter hvilket har været og stadig er en hæmning ift mit studium og liv generelt. Jeg har en tendens til enten at frygte eller forgude mandlige autoriteter. Jeg er også meget meget påpasselig med potentielle kærester. er angst for at blive snydt som min mor blev det af en charmerende mand og opdage for sent at han er psykopat.

Så HVORFOR er det mig der skal undskylde når det er ham der har lavet så meget ravage i mit liv? Prøver at få det bedste ud af det og “oprydningsprocessen” går da også fremad, men langsomt. Og skammen er der stadig. Ved han ikke føler noget som helst af den. Han føler sig helt sikkert krænket. jeg er en slags ejendel han har krav på. Har aldrig oplevet noget menneske der har kunne gøre mig så lille og bange.
Det var først da jeg mødte andre mænd der respekterede mig for alt hvad jeg er at jeg indså at jeg er god nok, at alle mænd ikke hader mig, at jeg gerne må fylde lidt/larme lidt, være lidt træls engang i mellem.. at jeg gerne må være HELE mig.
Så det må være mit råd til dem derude hvis nogen af jer læser det her: insistér på at blive respekteret for hele dig og når man finder dem der gør det så indser man at der kun er et eneste menneske der ikke gør det. Og så må man gøre op om den byrde det ene menneske er, er nok til at man vil gå igennem alt det arbejde det er at forlade det. For det er ikke nemt!
Jeg kan bare bedre se mig selv i øjnene nu, er gladere og bliver derved også et bedre menneske overfor alle de andre der er i mit liv. Er det egoistisk?

  SV: Skammen at bryde kontakten med psykopatisk far
18/07/2013  af Lise Seidelin
Kære J. St.!

TAK for dit fine indlæg. Du kan bare det der med at skrive og fortælle, hvordan du har det. flot klaret.

Ja! Det er helt i orden at være anonym her.

Ja! Det er en proces at finde ind til sig selv og lære, hvordan man takler andres negative sider. Det er dejligt at se, at du er kommet langt. Flot klaret. Når du er kommet så langt, så kommer du også videre. Du finder vejen.

Husk, at lige meget, hvad andre siger, så er du et dejligt og vidunderligt menneske, elsket bare fordi du er til – er født. Intet andet.

De kærligste hilsner
fra Lise

SV: Skammen at bryde kontakten med psykopatisk far
10/08/2013  af Anne
Hej J St.
Jeg er selv lige kommet ud af et forhold til en mand med stærke psykopatiske træk. Det du skal påminde dig selv om, hver eneste gang du tvivler på dig selv og din del af ansvaret, er at du ALDRIG er ansvarlig for hans måde at reagere/handle på. Psykopater er mestre i, at få offerene til at tvivle på sig selv, netop fordi vi som “normale” har evnen til at tvivle på vores handlinger og indrømme at vi ikke er perfekte, denne evne har psykopaten ikke!
Hvis du vil snakke, så skriv til mig over mail…

Alt held og lykke :-)

SV: Skammen at bryde kontakten med psykopatisk far
11/08/2013  af
Hej tak for svar fra jer begge :)

Efter at have kigget nærmere inde på den her side kan jeg se at den løsning der kan tilbydes gennem behandling ikke kun er at løbe væk (som man ellers altid foreslår som eneste løsning) men også at lære at blive sammen med sådan et menneske.

Men for mig var der netop de problemer som du Anne skriver, at man hele tiden tror man gør noget forkert, der gjorde at jeg måtte væk.
Det ændrer ens selvopfattelse rigtig meget.. også i forhold til andre mennesker. Man tager den med sig der.

Min far var vild med hele tiden at nævne dumme ting jeg gjorde som barn, noget jeg ved et uheld havde ødelagt, noget jeg uvidende havde sagt.. han elskede generelt at gøre grin med folk.
Det er bare én af de ting jeg kæmper med nu: ikke at tro at andre mænd tænker dårligt om mig og leder efter den mindste undskyldning til at gøre mig til grin.

Han kaldte mig nørd.. bare fordi jeg læser bøger. Noget han aldrig gør. Og jeg er langt mere social end han er.

Jeg føler lidt at når man bliver ved sådan et menneske så “støtter” man hans måde at opføre sig på. Så får han bare lov at blive ved.
For han lærer det ALDRIG. Der var nok engang hvor det kunne være vendt men det blev det ikke. nu er det for sent.

Så det er ikke fordi jeg mener psykopater skal straffes. De lider vidst generelt en del.. bl.a. fordi de fleste mennesker ikke kan holde dem ud og forlader dem og psykopaten FATTER ikke hvorfor han bliver forladt(!)

Min far havde en periode det mantra kørende med at man ikke kunne styre hvordan andre behandlede en, men at man kun kan styre ens egen reaktioner på dem.

Jeg er uenig: jeg vil ikke ændre min reaktion på umoralsk/dårlig behandling! Hvordan kan man opretholde et velfungerende samfund hvis man begyndte at være tolerant overfor den slags opførsel? Jeg har klare grænser.. og normale mennesker kan godt holde sig indenfor dem. Jeg tænker nogen gange at det netop er alt for overbærende mennesker som min mor der er delvist ansvarlige for at psykopater bliver ved med at eksistere. Det er dem der får børn med dem og på den måde videregiver en mindre god barndom der ofte er en rigtig god grobund for en ny psykopat. (jeg kan spore dårlige, misbrugende fædre flere generationer tilbage på min fars side.)

Jeg er IKKE vred på min mor. Hun er fantastisk. Men udefra set kan jeg godt bare få den tanke nogengange.. selvom det sikkert er meget politisk ukorrekt at sige..

Udover det vil jeg lige tilføje at det kan være lidt træls at “diagnosen” psykopat (som vidst nok oftere hedder dyssocial adfærd nu) er så tabubelagt. Man kan ikke sige det om nogen uden at det virker.. useriøst el.lign.
Selvom der er en masse kriterier at opfylde, altså måder at måle det på, grader af det.. og hvis så den pågældende passer ind der bør det være OK at sige at sådan ER det altså.

Jeg siger det fordi at det for mig har været en lettelse netop at finde ud af at min far faktisk passer på stort set alle punkterne. bla disse:
1. Veltalende og charmerende

2. Egocentriske og selvovervurderende

4. Let ved at lyve og bortforklare

5. Bedragerisk og manipulerende

6. Ingen skyldfølelse og anger

7. Svagt og overfladisk følelsesliv

8. Manglende indlevelsesevne og empati

10. Opfarende, aggressiv og ringe selvkontrol

11. Promiskuøs livsstil (hurtige forhold og utroskab)

12. Tidlige adfærdsproblemer (før 12 års alderen)

13. Kort tidshorisont. Ingen langsigtet planlægning

14. Impulsiv

15. Ansvarsløs som forælder

16. Mange skilsmisser og mislykkede forhold

17. Ungdomskriminel (før 15 års alderen)

19. Manglende ansvar for egne handlinger

Så det burde da snart være muligt at sige som et FACT at han passer der.

Jeg faldt tilfældigvis over en artikel i et blad en dag af en kvinde der havde brudt min sin narcissistiske far og min passede også på alle hendes punkter (de fleste omhandlede at være meget opadfarende over småting og meget humørsvingende.. og en vis grad af manipulation) men der var et punkt jeg syntes var ekstra skummelt at min også passede ind under: hun havde som jeg, oplevet hendes far sige til hende at “du er den eneste som forstår mig” .. ikke rart at ens egen far ser en som den bedste støtteperson han har.
(og selvfølgelig at resten af verden er befolket af idioter der aldrig forstår ham.)
Det er altså ikke sundt at være for lang tid sammen med et menneske med sådan et livssyn!

Så JA jeg syntes der er mange gode grunde til at løbe væk fra sådan en person..

SV: Skammen at bryde kontakten med psykopatisk far
12/08/2013  af
Hov, ville gerne have rettet i min sidste besked men det kan man åbenbart ikke herinde :/

Blev lige lidt overophedet for vil selvfølgelig ikke sige noget om at det er NOGENS skyld. Alle kan være lidt blinde, især hvis man er forelsket. Min mor så først min fars dårlige træk da de fik børn (hvor de havde været sammen i en del år inden.)
Jeg mente bare at det at BLIVE i sådan et forhold når man først har set/oplevet alt det dårlige, og er ved at blive kvalt.. og at dette muligvis går udover sine børn. Der skal man nok overveje ret kraftigt om der er nogen løsning. Og hvis der ikke er så skal man nok overveje at gå, også for ens børns skyld. Hvilket min mor heldigvis gjorde. Men måtte gerne ha været tidligere da jeg også i et par år levede med en meget bange og ulykkelig mor.

  SV: Skammen at bryde kontakten med psykopatisk far
14/08/2013  af Lise Seidelin
Kære J. St!

TAK for endnu et fint og godt skrevet indlæg. Du kan bare det der med at skrive. Godt gået.

Ja! Nogle gange er det bedste af gå, men nogle gange er det bedste at blive. Det er meget forskelligt.
Husk på, at 80 % af partnervold sker efter, at man er gået. Det er som pest eller kolera. Men der er også en tredje mulighed, som jeg har skrevet en del om – en del af acceptprocessen. Jeg skal gerne lære dig og andre den. Det er så dejligt, når det lykkes.

Kan du have det godt, så godt som det kan lade sig gøre under de omstændigheder, du har.

Man lærer af de svære ting, man er igennem i livet. Også selv om det er hårdt, når det står på. Det er bare så dejligt, det man lærer.

De kærligste hilsner
fra Lise

  1

Lisegården