Farlig forelskelse

Forholdet startede som en drøm. Johannes var utrolig glad for sin kæreste. Men hun overtog bukserne i forholdet, og det udviklede sig til et mareridt for Johannes.

Af Signe Rasmussen
En ung fyr kommer ind ad døren. Det lyse hår hænger tjavset ned over skulderen i en skarp kontrast til den sorte trøje, han har på. De krystalblå øjne spejder ud over det fyldte lokale og standser pludseligt ved et bord. Han går målbevidst hen mod det og sætter sig ned. Han kigger op mod baren og får øjenkontakt med en af de mange tjenere, der flokkes deroppe.
”En lille øl, tak.”
Og blot et par sekunder efter står der en kold fadøl på bordet foran ham. Johannes er 18, han går i 2.g på matematisk linie, og læseferien er godt i gang. Han tager en slurk af øllen, inden han går i gang med at fortælle.
”Jeg var i Værløse sammen med en ven, og så mødte jeg Linda. Vi snakkede lidt sammen, men der gik nu altså seks måneder før, jeg fik øjnene op for hende. Hun faldt først for mig, og så røg jeg også i.”

Johannes var 16 år, da han mødte den jævnaldrende Linda. Johannes var lige kommet ud af et forhold, som ikke havde været særligt godt. De havde ikke haft noget tilfælles. Forholdet til Linda var helt anderledes.
”Nu var der en, der rent faktisk elskede mig. Jeg følte, at jeg fik noget igen, det havde jeg aldrig følt før.”
Selvom Johannes og Linda boede 35 kilometer fra hinanden, så var de sammen fire-fem gange om ugen. Der gik et halvt år, hvor de havde det rigtig godt sammen. Men så begyndte det at gå ned ad bakke.
”Vi begyndte at skændes ret tit. Og jeg tænkte: ”okay det her begynder at spille på sidste vers”. Jeg havde det smadderdårligt i starten, for jeg var jo smaskforelsket i hende, hun var megadejlig.”
Men forelskelsen var ikke nok til at stoppe de vedvarende skænderier. Og snart udviklede forholdet sig i en mere voldelig retning.

To blå øjne
Han holder en kort pause og ser ned på sine fingre. Han følger den ene hånd med øjnene, mens han rækker ud efter øllen og fører den op til munden.
”Det var omkring skolestart lige efter nytår sidste år, hvor vi var kommet op at skændes, og så knaldede hun mig en, mere var der nu ikke i det. Men efter det begyndte hun at have bukserne på i forholdet. Det var hende, der bestemte, og hende der kontrollerede mig.”
Linda troede, at Johannes havde været hende utro, og det brugte hun til sin egen fordel.
”Jeg kunne aldrig finde på at være utro. Men hun begyndte at undertrykke mig ved at sige: ”Jeg stoler ikke på dig, men jeg vil godt være sammen med dig.” Hun ville have, at jeg skulle danse efter hendes pibe, ellers ville hun slå op med mig.”
Herefter tog volden til. Johannes prøvede at tale med Linda om det, men uden held.
”Hun gav mig en ordentlig en på siden af hovedet, hvis jeg sagde noget til hende.”

”Jeg blev tit slået i den sidste del af forholdet. Og ikke kun med flad hånd, nogle gange også med knyttet hånd. Jeg har haft to blå øjne på samme tid.”
Men de blå øjne var langtfra det værste, Johannes oplevede i den tid. I februar tog det helt overhånd.
”Hun var hjemme hos mig, og vi lå og så fjernsyn. Så kom vi op at skændes om et eller andet totalt ligegyldigt. Hun blev skidesur på mig, og skred ud af værelset og smækkede døren efter sig. Jeg ville være den gode kæreste og fulgte efter hende. Hun var gået ud i køkkenet. Så tog hun en af knivene og holdt den lige op i ansigtet på mig. Hun sagde, at jeg var en skiderik og en idiot og alt muligt.”

Efter episoden med kniven fortsatte Linda ufortrødent med at slå Johannes, når hun følte for det.
”Jeg begyndte nogle gange at græde, fordi det gjorde afsindigt ondt. En gang har jeg været slået helt ud, hvor hun troede, jeg var død. Hun slog mig lige i tindingen, og så blev det hele sort. Heldigvis landede jeg på min seng. Jeg vågnede en halv time efter, hvor hun bare var helt ude af den, for hun havde jo regnet med, at jeg rejste mig op igen.”
Men ikke engang der kunne Linda se, at det var forkert, og Johannes hørte aldrig et undskyld.
”Hun var fløjtende ligeglad. Hun mente, hun havde ret, derfor havde hun ret til at slå mig. Jeg var jo manden, jeg måtte ikke slå hende. Jeg har kun oplevet hende sige undskyld en gang, og det var fordi, hun smadrede min fjernbetjening. Hun ramte en marmorkant i stedet for mig.”

Selvtilliden forsvandt
Det værste frokost rush er så småt ved at forsvinde ud i byens gader for at overlade plads til dem, der trænger til en forfriskning ovenpå shoppeturen eller sightseeingen rundt i det gamle København. Larmen er ikke nær så overvældende, som da Johannes satte sig ned for knap en halv time siden.
”Hun ville gerne have kontrollen over mig, og det havde hun sådan set også.”
Lindas dominans ødelagde også hans sociale liv. Han så stort set ikke familie og venner i den periode.
”Hvis jeg sagde, at jeg ville til familiefødselsdag, så truede hun med at slå op. Det ville jeg jo ikke have, for på det tidspunkt var jeg jo sådan set stadig forelsket i hende, og nogle gange kan jeg godt se, at det nok har gjort mig meget blind for, hvordan hun opførte sig.”

Jo mere kontrol Linda fik over Johannes, jo mere påvirkede det ham psykisk. Han blev meget deprimeret, og hans selvtillid røg ned under nulpunktet.
”Jeg følte ikke, at jeg var god nok. Hun gjorde, at jeg følte mig mindreværdig. Jeg følte, at jeg var en skidt person. Det gik så galt, at jeg begyndte at skære i mig selv. Det var en måde at få vreden ud på, på en lidt absurd måde, det ved jeg godt.”
Johannes har altid gået meget i lange bukser og store bluser, så ingen lagde mærke til de sår, han havde på kroppen. Ingen andre end Linda.
”Hun rørte mig på et tidspunkt på benet, og så gjorde det selvfølgelig ondt. Da hun så det, blev hun vist meget forbavset og begyndte at græde, kan jeg huske. Jeg tror nok også, at hun der godt kunne se, at der var ved at være noget galt.”

”Jeg havde bare lyst til at grave mig ned i en hule og gemme mig.”
Johannes var nu helt i kulkælderen. Men selvom han havde det dårligt, kunne han ikke få sig selv til at slå op med Linda.
”Et eller andet dybt sted holdt jeg stadig meget af hende. Så jeg havde et par måneder, hvor jeg bare sagde til mig selv, at selv om min energi og selvtillid ryger ned på nul, så elsker jeg hende stadig og hun er stadig megadejlig.”
Det var først, da hans venner så, at den var helt gal, og de talte med ham om det, at han fik kræfterne til at komme ud af forholdet

Dødstrusler på telefonen
Øllen er halvt væk, to tyskere har sat sig ved bordet ved siden af. En af tjenerne står klar med blokken foran dem. Johannes kigger hurtigt over på trekløveret, inden han fortsætter.
”Jeg kunne bare mærke, at jeg ikke kunne mere. Det gjorde mig mere og mere deprimeret, selv en solskinsdag kunne være deprimerende. Jeg syntes, det var deprimerende at leve. Med hende i hvert fald.”

”Det var en torsdag, den 11. marts. Hun skulle på arbejde, og hun kom hjem til mig. Jeg sagde, at jeg syntes, det var kørt af sporet. Hun sagde: ”jamen, det er bare, fordi du har været utro”. Så sagde jeg bare: ”jeg gider ikke mere”.”
Selvom Johannes nu i princippet var ude af forholdet, så gik der mange måneder, hvor han stadig havde det skidt.
”Der var en del, der skulle opbygges igen, selvtilliden og troen på at jeg kunne være sammen med en anden, uden at det endte i vold.”
Johannes begyndte igen at spille musik. Det hjalp ham videre, ligesom han fik det bedre af at tale med sine venner om det. Det var dog ikke alle i vennekredsen, der formåede at hjælpe Johannes.
”Nogle af dem syntes nogle gange, at jeg var en svans, fordi jeg havde været ude for det. Jeg ved nu, at det ikke er noget, jeg skal sidde og sige til alle og enhver, fordi det stadig er et tabu. Men jeg har nogle, jeg har kunnet stole på og har kunnet fortælle alt.”

Det var en lang proces, og det tog tid før Lindas tag i ham blev slappere. I august, fem måneder efter han havde slået op med hende, ringede hun til ham.
”Den ene gang optog jeg samtalen, og den anden gang lagde hun en besked på min telefonsvarer. Hun sagde, at hvis jeg mødtes med en anden end hende, så ville hun slå mig ihjel. Efter det andet opkald gik jeg til politiet.”
Politiet optog rapport og sagde til Johannes at hvis det skete igen ville de anholde Linda.
”Jeg skrev til hende, at jeg var gået til politiet. Så var hun pludselig engleblid, og sagde mange gange undskyld, for hendes far havde fortalt hende, at hun kunne få fængsel for dødstrusler.”

I december sidste år havde Johannes fået så meget selvtillid, at han kunne sige til Linda, at han ikke ville tale med hende mere.
”Jeg sagde, at jeg ikke gad se hende mere. Hvis hun mødte mig på gaden, skulle hun bare gå videre, for det ville jeg gøre. Og så gik jeg, og siden har jeg ikke snakket med hende.”

Hortonsagaen i levende live
En af tjenerne går forbi for at se, om der er nogle tomme glas eller tomme tallerkner på de små cafeborde. Endnu engang bliver tørsten stillet med den efterhånden lunkne øl, mens Johannes tænker tilbage på Linda og deres forhold.
På trods af de mange sorger, og det år han brugte på at have det dårligt, fortryder Johannes ikke forholdet med Linda.

”Jeg er kommet 100 procent videre, og jeg har en ny kæreste nu, som jeg har været sammen med i tre måneder. Fortiden kommer ikke op til mig og indhenter mig, for jeg har sørget for, at den ikke skal indhente mig. I starten af forholdet til min nuværende kæreste var jeg meget bange for, at det ville blive som før. Men jeg ved, at jeg er blevet det klogere, og at jeg kan se faresignalerne inden.”
I dag har han et meget nøgternt forhold til det, han gennemlevede dengang
”Det var sådan et forhold, hvor man, hvis man sådan ser det hele fra en tredjepersons synsvinkel, tænker: ”okay, det er jo Hortonsagaen gange ti”.”
Øllen er væk, og regningen er betalt. Han skubber stolen tilbage, og rejser sig op. Han ser sig en sidste gang rundt på menneskerne med kaffe, sodavand, eller te foran sig. Han vender sig og forsvinder ud af døren, ud i menneskemængden udenfor, mens en af tjenerne fjerner hans glas og de spor, der er efter ham.

Johannes og Linda er ikke de rigtige navne.

Lisegården