Sjælen der vokser

I min klinik oplever jeg alt alt for mange gange, at forældre gerne vil have, at deres børn er syge. Det lyder helt forkert, men det er det, jeg ser. Jeg har også selv været ude for det. Så jeg kender det både fra klinikken og mig selv.

I yderste konsekvens hedder det Münchhausen by proxy, hvor en forældre skader barnet, og opdigter sygdomme barnet har. Dem ser jeg ikke. Men jeg ser de mildere grader, hvor det virkelig kommer til at skade barnet. Især fordi ingen ser, at det er det, der sker. De tror forælderen, til stor skade for barnet. Det kan fortsætte langt ind i voksenlivet, nogle gange hele livet.

Men vi har også en kultur og en samfundsnorm, med Janteloven, mobning, overgreb, vold, psykopatiske træk, osv. der forstærker tendensen.

Det der gør, at forældre gerne vil have at deres børn er syge, er, at de selv har problemer, som de ikke tør erkende. Så er det lettere at give børnene skylden, og dermed for nogle at gøre dem syge. For børnene bliver ofte syge af at blive betragtet som syge. De bliver sygeliggjort – stigmatiseret. Og især børn er lettere til at få til at tro på, at det er rigtigt, hvad forældre siger. Så de ender med at få nogle vaner, hvor de er syge og på den måde kommer til at bekræfte forældrene i, at det er syge. Når så det lykkes forældrene også at få bare én behandler – læge, psykolog, alternativ behandler, osv. til at tro forældrene, så bliver det virkelig slemt for barnet.

Mange gange har denne type forældre selv baggrund indenfor lægeverdenen, altså de ser andre mennesker som diagnoser, der skal behandles. Det kan være læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, alternative behandlere, osv. osv. De har alt for ofte en tendens til at se det normale som sygt. Det er jo hele deres verdensopfattelse, deres oplæring i deres fag, osv. Heldigvis er det ikke alle, men det er alt for mange.

Jeg ser de børn, oftest når de er blevet voksne og tror stadig på, at de er syge. Det gjorde jeg også selv i lang tid, men må jo erkende, at det var jeg ikke. Men jeg var sygeliggjort – stigmatiseret.

For mig er det så at vejlede til at se, at de slet ikke er syge, men at det er en holdning hos forældrene og behandleren, hvor de så er medicineret af den grund.

Meget medicin der gives ved psykiske sygdomme, de har mange bivirkninger. Og dem der tager medicin, om det er reelt, fordi de er syge, eller reelt fordi de er sygeliggjort, så er bivirkningerne der. De af bivirkningerne, der gør, at hele deres normale reaktionsmønster forsvinder, gør jo, at de bliver ændrede, sådan at de ikke har en naturlig og normal reaktion.

Hvis de så prøver på at trappe ud af medicinen, så kommer de helt naturlige reaktioner, så som vrede, bange, ked af det, glæde, osv. helt normale og sunde reaktion. Det er de så vant til, at de ikke må have, så de ”flygter” tilbage til medicinen. Så for mig, kan det være utroligt svært at vejlede sygeliggjorte mennesker, især når sygeliggørelsen er sker fra barnsben.

Men heldigvis lykkes det ind imellem. Det er bare så dejligt.

Jeg bruger acceptprocessen, og den er virkelig god her. Altså at det er i orden at have helt almindelige reaktioner. Det er sundt og normalt. Når de bliver accepteret, så bliver personen rask og sund og velfungerende.

Så når jeg kan og andre kan, så kan du også. Det er en holdning inden i dig, en tro på hvad der er normalt og hvad der er sygt, der skal ændres. Så kommer det.

I mit eget tilfælde var det særlig slemt, efter jeg blev udsat for fysisk vold fra min ægtefælle. Mine forældre mente, at der var det mig, der løj, mit humør svingede for meget, osv. osv. altså jeg var psykisk syg. Mens min voldelige ægtefælle var der ikke noget galt med.

Også da jeg var i puberteten, og sikkert helt som normalt i puberteten prøvede at finde min egen mening og selvbestemmelse. Men her blev jeg af mine forældre bare sendt ind på værelset, og så fik de min læge til at se mig som syg. Så jeg skulle medicineres – psykofarmaka. Det blev jeg så. Senere da min svigermor fandt ud af, at jeg var medicineret, fik hun mig til at holde op med medicinen.

Jeg har aldrig kunnet se, at medicinen hjalp. De ville også have, jeg skulle have medicin, da jeg var udsat for vold, men der var jeg heldigvis så selvstændig og selvbestemmende, så jeg lod være. Jeg kunne ikke dengang som nu, se, hvordan min voldelige ægtefælle ville holde op med at være voldelig mod mig, ved at jeg blev medicineret.

I dag ved jeg, at der ofte sker det modsatte, nemlig at volden øges. Det skyldes, at den udøvende bliver bekræftet i, at det er den udsatte, der er den, der er syg, og dermed den der gør noget forkert. Så er den voldelige berettiget til at være voldelig. Mener den voldelige.

Det er ikke rigtigt, men sådan fungere deres vaner ofte.

Oprindeligt startede mine forældre sikkert deres måde overfor mig, da jeg blev født. Men dengang mærkede jeg ikke særlig meget til det. Da jeg voksende op i Afrika, fra jeg var 2 år, til jeg var 9 år, der har mine forældres negative indflydelse ikke haft den store betydning, da jeg primært ikke var sammen med dem, men sammen med de andre børn og afrikanerne, der ikke så mig som syg.

Men da jeg kom til Danmark som 9-årig, der begyndte det virkelig at have en negativ indflydelse på mig. Desværre.

Jeg har gennem mit liv haft en del erstatningsforældre. Det har hjulpet mig. Men det har taget lang tid at finde ud af mønsteret og derefter at finde en vej frem, hvor jeg var sund og rask. Det er nu så dejligt at blive betragtet som sund og rask. Især at jeg selv gør det.

Så når jeg kan og andre kan, så kan du også. Det starter inden i dig med at finde dit mønster, hvad det er der sker for dig, hvor du har lært det fra og så ændre det inden i dig.

Du kan se mere her:

Fra alvorlige psykisk syg til sund og rask:

Fra alvorligt psykisk syg på medicin til sund og rask

Diagnose

Diagnose (sygeliggørelse) modsat sund og rask

Sygeliggørelse – Hypokonder

Hypokonder

Syg modsat rask

 

Tilbage til Blog

 

Se mere om billedet under Billeder

Skriv et svar