Når det hele går i arv!

Oprettet af Lise Seidelin i
Kender du en psykopat?

Når det hele går i arv!

Tilbage til kategorien: Kender du en psykopat?

Når det hele går i arv!
22/02/2013  af henriette
Han er hverken fysisk voldelig, bevidst ond eller speciel intelligent, men alligevel har det været noget af en mundfuld at have ham inde i mit liv.
12 timer efter vi havde mødt hinanden, proklamerede han, at han elskede mig. Jeg trak mig bekymret tilbage og syntes det var noget mærkeligt noget at sige, når vi kun havde kendt hinanden så kort. 2 dage senere kom der er stor buket blomster. Det syntes jeg var sødt. 2 år senere blev jeg gravid, og det havde jeg det fint med, selv om han selvfølgelig havde sine dårlige sider, lige som alle andre. fx syntes jeg det var træls, at han altid smed alt hvad han havde i hænderne for at hjælpe hvem som helst uden at planlægge forløbet og sikre sig at andre (hans familie) kom til at lide under det. Jeg syntes også, at det var træls, at han altid talte grimt om andre når de ikke var til stede og fremhævede et hvert dårligt motiv fra deres side, som han kunne finde på.
Hvorfor fortæller du ikke bare sandheden? spurgte jeg ham også ofte. Det var ikke fordi han løj om vigtige sager eller stjal, men han omskrev bare sandheden ved en hver given lejlighed, også selv om det ikke gjorde nogen forskel. Mest irriterende var det dog, at han nærmest dagligt skulle nedgøre nogen enten med at joke om deres udseende eller le af dem. Da vi skulle flytte sammen i hans lejlighed, da jeg var i tredje måned, gik det først for alvor op for mig hvad det var, jeg egentlig havde rodet mig ud i, for pludselig kunne alt det, som tidlige havde kunnet lade sig gøre, ikke mere lade sig gøre. Pludselig var hans svar på næsten alt, at hvis jeg troede man bare kunne gøre dit og dat fordi jeg syntes det, så tog jeg fejl. Når vi var nogle steder og jeg var træt eller dårlig, så blev jeg ignoreret og så havde han altid en eller anden undskyldning for hvorfor det var mere vigtigt at han lige fik snakket med en eller anden, end det var at babyen inde i min mave blev stresset. Chokeret måtte jeg til sidst indse, at jeg ikke havde gennemtænkt konsekvenserne af at blive gravid med ham godt nok. Heldigvis fik jeg fundet styrken til at sige fra og fortælle ham at jeg alligevel ikke ville flytte ind til ham. Han blev ikke ked af det eller vred. Nej, han brugte det bare til at håne mig for at være svag, ikke til at stole på osv. I stedet aftalte vi, at han skulle flytte ind hos mig, hvilket han gjorde lige efter vores barn blev født.(Jeg tænkte, at hvis han kom væk fra sit miljø og hans familie, som ikke var særligt behagelige, så ville vi have en chance).
Allerede på barselsgangen gik det op for mig, at spøgelset var flyttet med. Hans familie gad ikke at komme og se deres første barnebarn, fordi de havde planlagt en tur til jylland ugen efter hvor det var planlagt, at jeg skulle føde. Der kunne de få gratis logi, så det skulle der ikke laves om på. Han blev selvsagt meget ked af det. Dejlig svigerfamilie tænkte jeg……men jeg skulle bare have vidst, hvor “dejlige” de var, så var jeg løbet skrigende bort. med en lille baby i favnen og et større barn at passe på også, måtte jeg det næste stykke til se på, hvordan min datters far, som nybagt far lige pludselig transformerede sig næsten helt og holdent ind til sin egen far. Han var lige pludselig konstant efter min store søn, kritiserede ham, eksploderede på ham, brugte babyen til at forskrække ham ved at tage hende hen til ham så hun kunne rive ham i håret, låste ham inde i en bil, så han kunne more sig over hvor forskrækket min søn blev og moraliserede for ham at hvis han ikke gjorde dit og dat, så…… (som forøvrigt ikke passede). Men værre endnu var det at se ham sammen med sin datter. Skreg hun stirrede han bare tomt på hende og han kunne slet ikke læse hende behov. Jeg kunne ikke lade ham være ret meget alene med hende, for det gik også hurtigt op for mig, at han lovede en masse, som han senere enten ignorerede, glemte eller ikke formåede. Alt han havde lovet at gøre, skulle jeg tjekke, og ca hver anden gang blev jeg nødt til enten at gøre det selv eller redde en potentiel farlig situation, han havde skab, for man kunne da sagtens lade en lille baby ligge uden opsyn på puslebordet eller fodre hende med flødeis selv om sundhedsplejersken sagde det modsatte! Og for øvrigt så var alting alligevel min skyd, samfundets skyld hans arbejdsgivers skyld og sågar børnenes skyld. En af de mest øjenåbnende situationer fandt sted en dag, hvor han skulle putte sin datter i barnevogn til middagssøvn en varm sommerdag. Klog af skade, vidste jeg at jeg lige som altid selvfølgelig blev nødt til at tjekke det når han var færdig, for jeg havde tidligere erfaret at han åbenbart ikke syntes det var nødvendigt at putte myggenet på barnevognen, hvis han ikke syntes der var så mange hvepse den dag. Eller syntes han ikke behøvede låse barnevognen så den ikke kunne trille! Men den dag, kom jeg ud og fandt min datter liggende pænt i en barnevogn der var låst og som havde myggenet på, til gengæld stod hun midt ude på gårdspladsen i en sort barnevogn i bagende solskin midt i højsommeren. Da jeg skyndte mig at flytte hende ind i skyggen, fik jeg det svar fra hendes far, at hun jo kun havde stået der et kvarter!
Og sådan fortsatte vores tilværelse, indtil jeg en dag blev syg og ikke mere kunne passe mine to børn. Altså havde jeg brug for, at han hjalp til og lod være med at arbejde over hver dag og tog ud at rejse i flere uger i træk. Hans svar på det var, at han godt vidste at vi betalte prisen, men at vi jo ikke døde af det, og selv om han ville ønske han kunne, så kunne han ikke, for hvis hans arbejdsgiver bad ham om noget, ville/kunne han ikke sige nej. Hans familie bakkede ham op… han skulle da ikke spilde livet på en kæreste der var syg, og svupti vupti holdt der en flyttebil, så han kunne flytte hjem til sine forældre. Han regnede selvfølgelig med, at han skulle have vores datter med, da jeg ikke kunne passe hende mens jeg var syg. Men lige så urealistisk han var med alt andet, lige så urealistisk var han selvfølgelig også omkring vores brud. Kommunen trådte prompte til og hjalp, så hun kunne blive hos mig, statsamtet gik ind og sagde, at han kunne glemme at få hende, det kom ikke til at ske. Han kunne se hende hver anden weekend og i ferie og skulle forøvrigt selv hente og bringe og betale for transporten af hende. Hans familie bakkede ham selvfølgelig op – de var tilfreds, han hørte til hos dem og skulle aldrig være flyttet, sagde de, men hans venner stillede sig undrende og en af dem fik endda fortalt ham, at sådan opførte forældre sig ikke og opfordrede ham til at opsøge en psykolog. Jeg kan forstå på ham, at det har været forvirrende for ham at finde ud af hvor helt ved siden af hans verdens forestilling alle vi andre befinder sig. Efter vi gik fra hinanden, fortsatte han selvfølgelig med at skylde skylden på mig og på sine forældre for at det hele var gået så galt. Han fortsatte med at forsøge på at bryde de fleste af de aftaler han havde lavet, ringede og sendte smsér på alle tider af døgnet, overfaldt verbalt mine forældre og hånede mig, men langt om længe har jeg fået sat nogle grænser, som gør at han ikke kan det mere ………… nu kan jeg endelig koncentrere mig om at sørge for, at de ubehagelige ting som min datters far står for,ikke går i arv til hende, men bliver hos hendes far.
  SV: Når det hele går i arv!
22/02/2013  af Lise Seidelin
Kære Henriette!

TAK for dit fine indlæg.
Hvor er du god til at skrive.

Godt gået, at du har fået sat grænser, og nu kan koncentrere dig om opbyggelse. Flot klaret. Du kan bare det der.

Husk du er et dejligt og vidunderligt menneske, elsket bare fordi du er til – er født. Intet andet. Og det er dine dejlige to børn også.

De kærligste knus
med massere af accept, lys og ros
fra Lise

  1

Lisegården