Når et mennesker over en periode bliver udsat for overgreb, vold, en psykopat, osv. osv. så er en af de ting, der sker, at man bliver mere og mere trængt op i en krog, fordi man kæmper en ulige kamp for at finde ud af, hvordan man klarer alle kravene, og hvordan man gør, for at få det godt – bliver reelt elsket. Og alligevel bliver det værre og værre. Så man endnu mere og endnu mere bliver trængt og får en endnu mere krampagtig overlevelsesstrategi – og dermed ofte selv bliver udøvende.

Hvis vi nu lige vender det hele på hovedet, og ser på den der oprindeligt er udøvende. Så har den udøvende lært en del vaner gennem sit liv, har selv været udsat for overgreb, vold, en psykopat, osv. osv. oftest ved de det slet ikke selv, fordi det er så vant og kendt for dem, så de reelt tror, det er en tryg barndom og voksenliv, de har haft, at de tror, det er den udsatte, der er skyld i at det hele er så galt. Der går ofte meget lang tid, inden man kommer til erkendelse af, at der er noget galt, som der skal gøres noget ved.

Så reelt så har den udøvende den samme krampagtige overlevelsesstrategi, som den udsatte har, bare på sin måde ud fra det liv, de har haft og de vaner de har lært gennem livet. Troen på at det er sådan, der skal gøres – det har de lært gennem livet – for at få tingene til at fungere, også selv om det slet ikke lykkes, så bliver de ved, ligesom den udsatte bliver ved.

Hvis jeg nu tager mig selv som eksempel igen igen, så var det f.eks. at jeg blev bestemt over, og den vane var sådan, som jeg troede, livet var. Det var helt normalt for mig. Men reelt var det jo et stort overgreb på mig. Den vane bragte jeg jo med mig i mit voksenliv og ind i mit parforhold. Alle omkring mig sagde, jeg havde en god barndom, og ja, sådan så det også ud. Jeg var tryg ved det og havde det godt i den rolle. Sådan tror vi alle mere eller mindre, at vores barndom har været god, men den har både gode og dårlige sider, ligesom den har for alle andre. Både den udøvende og den udsatte har vaner, der er gode, og vaner der er skadelige for en. Når de skadelige så har stået på længe nok, og der kommer mere og mere ”grus i maskineriet”, f.eks. den fysisk vold jeg efterhånden blev udsat for, så begynder den krampagtige overlevelsesstrategi. Det gjorde den også for mig, på min måde. Og jeg endte som voldelig. Hvor er det dog længe siden.

Og hvor er jeg taknemmelig for alt det, jeg har lært af det, som jeg så i dag kan bruge til selv at få det bedre og bedre og at vejlede andre til at få det bedre og bedre. Jeg bruger acceptprocessen. Den virker så godt. Det er så dejligt at se, når nogen får det godt. Det nyder jeg rigtigt.

Så når jeg kan og andre kan, så kan du også. Det starter inden i dig, så kommer det.

 

Tilbage til Blog

 

Se mere om billedet under Billeder

Skriv et svar

Din emailadresse bliver ikke offentliggjort. De markede felter skal udfyldes

Send kommentar