Hvordan skal vi tro, de vil os det godt?

De siger, de vil os det godt. Politikerne, kommunen, Statsforvaltningen, Ankestyrelsen, osv. osv. de har alle forskellige meninger om tingene. Nyhederne kommer med det, de mener, og det de synes, der bliver sagt og gjort, men også med en drejning, så det kan sælge nyhederne.

Står man som enkeltperson og skal have ting igennem, for at få den hjælp man har brug for, og som man har krav på, så får man en skrivelse fra en sted, som siger en ting, og en anden skrivelse fra et andet sted, som siger enten det samme eller noget andet, som alt for ofte slet ikke er det, som det hele handler om.

Så er der meninger, der skal fortælles og findes en fælles løsning på tingene. Det er demokrati.

Men når så de begynder at svine hinanden til, rive hinanden “i stykker”, de vil have deres vilje, og det er kun den, der skal være gældende. Hvordan skal vi så tro, de vil os det godt?

Det minder mig alt for meget om de personer med psykopatiske træk – de psykisk voldelige, når jeg arbejder med dem, der er udsat for den psykiske vold. De har det ikke godt. Så når ”demokratiet” bruger de samme ca. metoder, hvordan skal vi så tro, at de vil os det godt?

En drøm om nærhed

Jeg har en drøm, som nok slet ikke går i opfyldelse.

Efter min mening så synes jeg, at i stedet for at lave enkelte og store sygehuse, at man så bibevarer de små sygehuse og gør dem til sundhedshuse, tæt på borgerne. Det samme med kommunekontorerne, osv. De ligger der alligevel. Der er de funktioner, som vi har brug for, og hvis vi så kunne få de praktiserende læger, lægevagten, lettere akutfunktion, speciallægerne (ikke de få specialister, som det er bedre tjent med på de centrale sygehuse med specialenheder) og andet sundhedsfagligt personale ind også der – kiropraktorer, zoneterapeuter osv. som så kunne samarbejde, det ville spare en masse penge, men også være utroligt godt menneskeligt.

Man kunne være indlagt der, når man ikke skal være under specialisternes kyndige overvågning.

Specialafdelinger

Så kan specialafdelingerne med specialisterne ligge hvor i landet, det skal være. Dem skal der kun være enkelte af – vi har jo IT, så de også kan vejlede det lokale personale.

Det ville være godt, hvis specialsygehusene ligger et sted, der er let at komme til, med massere af parkeringsplads, helikopterlandingsplads, offentligt transport, så de få dage, som vi er nødt til at være på specialafdelingerne, der er der lang vej, men alt det andet, hvor vi ikke behøver at være på specialafdelingerne, der kunne vi have det lokale – det nære. Tæt på borgeren.

Nå det er min mening, og jeg vil gætte på, at selv på trods af slåskampe ender det ca. sådan, at det hele bliver centraliseret i nogle helt store sygehuse. For når vi ser bort fra de få, der har en helt utroligt dårlig opførsel, så er der jo ca. bred enighed om, at det er borgeren, der skal have det godt. At det er borgeren, der skal være i centrum. Men er det det, der sker, når det hele centraliseres til få steder i landet? Hvor bliver nærheden og trygheden af ved den kendte læge, sagsbehandler, osv.

Se mere her:

Sygehus – sundhedshus

Når det offentlige driller

Det offentlige system vælger at behandle for sent

Det offentlige system – mulighed for at gøre noget

Styrket indsats for mennesker med psykiske lidelser

Udmattelseskrig

Det går den forkerte vej med sundheden, men det kan vendes

Administration og bureaukrati

Vi dør af administration

Dokumentation kan koste liv: ‘Tænk hvis tømreren skulle …

Overholdelse af lovgivningen hos kommunerne

 

Tilbage til Blog

Skriv et svar

Din emailadresse bliver ikke offentliggjort. De markede felter skal udfyldes

Send kommentar