Vi er et samfund, der på mange måder bygger på, at vi skal hjælpe hinanden. Og ja! Det er godt på mange måder. Men når det går over og bliver sådan, at vi giver gode råd, bliver bedre vidende, dømmer den anden som en, der ikke kan hjælpe sig selv, en der er så svag, så det er synd for, fordi vedkommende ikke kan selv, osv. osv. så bliver det til hjælpesyndrom, som er skadeligt ikke bare for den, det går ud over, men også den der har det.

Især når vi er udsat for mobning, Janteloven, overgreb, vold, en psykopat, osv. osv. så har vi som udsatte sådan en lyst til at hjælpe andre, give gode råd, osv. for vi vil så gerne have, at de ikke får det, ligesom vi har haft det. Vi ved jo nu, hvordan det er, hvordan vi kommer videre, så det skal de jo også, det er så synd for dem, at de er i det, de er i, og de råber også på hjælp, så vi må jo hjælpe. Og så hopper vi som udsatte i med begge ben og giver en masse råd, vi ved, hvad de skal og ikke skal, og hvordan de skal gøre dette eller hint, osv. Den jeg hører mest, er, at man skal skynde sig væk fra den udøvende.

Men stadigvæk, det er kun den udsatte selv, der kan finde ud af, om vedkommende skal gå eller blive. Der kan være mange grunde til at blive og der kan være mange grunde til at gå. Faktisk kan det for nogen blive endnu være at gå fra den udøvende. Så ved at sige / ofte kommandere, at den udsatte skal gå, så er vi med til både at mindske den udsattes selvbestemmelse, men også nogle gange til at forværre situationen gevaldigt, evt. med dødelig udgang. Så der skal forberedelse til, hvis man skal gå. Og stadig, det er den enkeltes egen beslutning.

Den der har et hjælpesyndrom, kommer al for ofte til at gå ind i et mønster / vane, hvor man fornægter sig selv, og begynder at tage sig af alle andre. Og ja! Det er der utroligt mange udsatte, der gør. Det er vi som udsatte så vant til, at vi skal please den udøvende, hjælpe, sørger for, gøre hvad der bliver sagt for den udøvende, osv. Når man så går i gang med hjælpesyndromet, så forværres denne vane for den udsatte med hjælpesyndrom.

Så det er ikke kun den udsatte, man vil hjælpe, der lider under det, det er også den udsatte, der gerne vil hjælpe, der lider uden det.

Så når vi så gerne vil hjælpe andre, så stop lige op og se indad, hvad det er, vi har gang i?  Er det reel hjælp, hvor vi støtter reelt, eller er det gode råd, bedrevidende, osv. hvor vi faktisk kommer til at ødelægge den anden, og danne et spind – en puppe, som skader både os selv og den anden.

Mange læger, sygeplejerske, behandlere, sagsbehandlere på kommunen, alternative behandlere, osv. osv. alt for mange har hjælpesyndrom. Så hvis det er en, der kender alle svarene for dig, når du skal have hjælp så tænk dig om, er det en behandler med hjælpesyndrom? Eller får du respekt for dine ønsker og det, du mener, er rigtigt for dig?

Endnu en gang. Det er kun den enkelte selv, der ved, hvad der er rigtigt for den enkelte.

Så når jeg kan og andre kan, så kan du også. Det er om at finde ud af, hvor man får respekt for en selv og sin egen viden om en selv. Og også give den til andre. 🙂 <3

 

Tilbage til Blog

 

Se mere om billedet under Billeder

Skriv et svar

Din emailadresse bliver ikke offentliggjort. De markede felter skal udfyldes

Send kommentar