Har vi et retssamfund?

Har vi et retssamfund? Det spørgsmål er meget relevant for alt for mange. Dem der ikke bliver troet, når de siger sandheden. Mens deres modpart bliver troet, når de lyver.

Det er desværre situationen for alt for mange, der er udsat for overgreb, vold primært den psykiske men også den fysiske vold, en psykopat, osv. osv. Når der så også er børn involveret, så går det oftest helt galt. Desværre. Den udøvende vinder, fordi den udøvende lyver, og siger den udsatte er syg, krænker, voldelig, osv. osv. Statsforvaltningen ved ikke, hvad ben de skal stå på, og ender alt alt for ofte med at tro den udøvendes løgne, så barnet / børnene kommer til at være hos den udøvende og virkelig bliver skadet / bliver udsat for omsorgssvigt. Så har vi et retssamfund?

Det er alt for ofte så tilfældigt, hvordan disse sager bliver afgjort. Ja! Der bliver lavet undersøgelser, der bliver hørt på den ene og den anden, osv. det tager år, alt for ofte mange mange år, hvor barnet i mellemtiden bliver ødelagt, og bliver ødelagt mere og mere af den udøvende, som ene og alene kører disse sager for at slippe for at se sandheden i øjnene, at de er udøvende.

Sagerne bliver afgjort af mennesker, der selvfølgelig har svært ved at finde ud af sandheden, når der bliver løjet så groft som der bliver i disse sager. Selv når den udsatte kan dokumentere, at det er sandt, hvad den udsatte siger, så bliver det ikke taget med i vurderingen, fordi den udøvendes løgne lyder så sande.

Jeg ser det igen og igen og igen. Desværre.

Men heldigvis ser jeg også sager, hvor det har været destruktivt i årevis, og hvor det ændrer sig, når den udsatte lærer acceptprocessenat kende og begynder at bruge den.

Heldigvis er der også sager, hvor den udøvende reelt bliver set, som den udøvende og børnene får den reelt bedste mulighed for at få det godt. Det er heldigvis ikke alle gange, at der ikke er retfærdighed, men det er alt for mange gange. Bare en gang hvor et barn bliver ødelagt af det, er en gang for meget.

Jeg synes, at det er alt for tilfældigt, hvornår en sag går i hårdknude, og der ikke bliver set på sandheden, men hvor den udøvende får sin destruktive adfærd overført til retssystemet, så der fortsat bliver stor skade. Det afhænger mere af de mennesker, der skal vurdere disse sager, end det handler om sandheden og lovgivningen. Desværre.

Jeg kender det selv, bare sådan nogle små ting, som at jeg skulle have reservefodtøj. Det tog 4 år, og det var først, da jeg gik i pressen, at jeg fik reservefodtøj.

Eller her da jeg havde problemerne med hjemmesideudbyderen. Der var det just heller ikke lovgivningen eller sandheden, der var gældende.

Omkring min søn, dengang jeg var udsat for vold efter skilsmissen. Ja! Der var det også ligegyldigt, at jeg sagde, der var vold, også selv om vi blev skilt p.gr.a. volden. Så kunne jeg jo gå hen og tro, at tingene havde ændret sig, men det har de desværre ikke. Det er stadig tilfældigt, om der går hårknude i en sag, eller om myndighederne kan finde ud af at varetage barnet tav og se sandheden i øjnene. Nogle gange kan de, andre gange kan de slet ikke finde ud af det. Det afhænger af sagsbehandleren. Desværre.

 

Tilbage til Blog

 

Se mere om billedet under Billeder.

Skriv et svar

Din emailadresse bliver ikke offentliggjort. De markede felter skal udfyldes

Send kommentar