Du kan selv

Når vi modtager noget, så er det godt for vores egen balance, at vi også giver noget. Og omvendt. Især når vi er udsat for mobning, Janteloven, overgreb, vold, en psykopat, osv. osv. skal vi hele tiden give, vi bliver tvunget til det: give arbejde, give tid, give omsorg, forståelse, gøre, hvad der bliver sagt, løse den udøvendes problemer, give penge, give – give – give. Men det gør, at der bliver en meget stor ubalance.

Det er ikke kun skadeligt for den udsatte, men også skadeligt for den udøvende, som jo slet slet ikke heller er i balance.

Det er ikke kun det enkelte menneske inden i sig selv, der skal være i balance, det er også enkelte mennesker imellem, der skal være balance. Hvis vi ser lidt større på det, så er det også grupper af mennesker imellem, byer, lande, verdensdele. Der skal være i balance, så går det godt. Det er så dejligt, når det lykke.

Men hvor er det dog nogle gange svært at få det til at lykkes.

Hvor er det svært som udsat at sige til en udøvende, at man vil have noget igen for at yde en indsats for den udøvende – give. Hvor jeg dog kender det, ikke bare fra mig selv, men også fra dem, der kommer hos mig. Vi er så vant til, at det kun er os, der skal yde – give. Vi tør slet slet ikke stille krav om at få noget igen.

Men det kan læres ved at øve sig. Det er om at finde balancen inden i en selv, så kan man også se, hvor man skal give, og hvor man skal kræve noget igen.

Samfundet

Vi er et samfund, hvor vi alt for ofte lærer, at vi skal gøre en masse for andre, og at vi ikke skal have noget igen.

Men for at vi og de andre kan have det godt, så er der nødt til at være en balance. Især når vi er udsat for mobning, Janteloven, overgreb, vold, en psykopat, osv. osv. så skal vi alt for ofte bare yde, og den udøvende bare have. Det går galt ikke kun for os, som de udsatte, men også for den udøvende.

Den udøvende lærer slet ikke, at de selv skal tage deres ansvar, at det de modtager også skal gives igen. Ikke fordi der skal være millimeterdemokrati og nøjeregnende, men der skal ikke kun ydes den ene vej.

De udøvende bliver som små børn, når vi tager deres ansvar, når vi gør tingene for dem, løser deres problemer for dem, osv.

Den udøvende lærer simpelthen ikke, at de skal gøre noget selv, løse deres problemer selv – det er jo reelt kun dem selv, der ved, hvad der er rigtigt for dem, og de skal tage deres eget ansvar, osv. De ender med at tro, at de bare skal have andre til at gøre alting, og at de så kan nyde livet, og kun lave alt det skæg og ballade, de har lyst til, mens andre ”rydder op efter dem”.

Det er så svært at stå der, og bare se på, at et andet menneske ødelægger sig selv.  Men faktisk så hjælper vi dem ikke reelt, men bliver medmisbrugere, hvis vi begynder at tage over. De lærer ikke af det, når vi tager over.

Så selv om det er meget svært, så er det om at ”blive stående og bare kigge på”, vise dem, at vi elsker dem, men også vise dem, at vi ved, at de selv er den eneste, der ved, hvad der er rigtigt for dem, og at det kan de godt gøre.

Det kan lade sig gøre, det kræver øvelse, at lade være med at blande sig, men bare ”kigge på”.

Så når jeg kan og andre kan, så kan du også. Det er en holdningsændring inden i dig.

 

Tilbage til Blog

 

Se mere om billedet under Billeder

Skriv et svar

Din emailadresse bliver ikke offentliggjort. De markede felter skal udfyldes

Send kommentar