Når vi er udsat for overgreb, vold, en psykopat, osv. osv. så er en af de ting, vi bliver pålagt, nemlig den udøvendes ansvar. Alt for ofte så støtter det offentlige den udøvende i at lave ansvarsforflygtigelse, især når det gælder parforhold og børn. Det er så uhyggeligt.

Men den udøvende har sit eget ansvar. Det er ikke den udsattes skyld eller ansvar, at den udøvende laver overgreb, vold, osv. osv. den udsatte er kun ansvarlig for egne handlinger, mens det er den udøvendes ansvar det som den udøvende har af handlinger.

Det er meget enkelt og simpelt at sige. Men hvor kan det dog være svært at gøre i virkeligheden. Især når den udøvende står der og skælder en ud, sviner en til og gør alt for, at man skal reagere, så de kan give den udsatte skylden og dermed ansvaret for deres handlinger. Og når vi først en gang har lært det at påtage os ansvaret – skylden, så gør vi det alt for ofte igen og igen og igen. Det bliver et livsmønster. Vi fortsætter ”dansen”. Så er det, at vi skal træde ud af ”dansen” og lade være med at lade sig påvirke, tage os af vores egen indre vrede, det er vores ansvar, og så sige fra med kærlighed, ud fra den ro, som vi får, når vi har taget os af vreden.

Jeg ved godt, det er utroligt svært. Ja! Det er svært at bryde et livsmønster, især når vi har haft det fra barnsben af.

Men når jeg kan og andre kan, så kan du også. Øvelse gør mester.

 

Tilbage til Blog

 

Se mere om billedet under Billeder

Skriv et svar

Din emailadresse bliver ikke offentliggjort. De markede felter skal udfyldes

Send kommentar