Artikel ugebladet Familiejournalen

Artikel ugebladet Familiejournalen

Familiejournalen 9-1-2006.

Lise er læge og hjælper voldramte:
Jeg har mærket volden
på min egen krop

Fra barn fik Lise Seidelin at vide, at hun ikke duede til noget. Hun mistede sit selvværd og troen på sig selv. Men en dag dukkede Alfred op og gav hende den kærlighed, hun altid havde higet efter. Troede Lise. For sandheden var en anden: Lise blev udsat for systematisk psykisk og fysisk vold. Nu hjælper den 53-årige læge andre voldsramte med at komme videre i deres liv

Af Claus Gjedsig. Foto: Axel Søgaard.

Text:
Lise havde fået et godt øje til den unge lægestuderende, der sad et stykke fra hende. Det var Lises fars 50 års fødselsdag og faderen, der var professor, havde blandt andet inviteret en række af de unge lægestuderende med til fest. Men den unge mand havde ikke øje for Lise.
På et tidspunkt gik Lise ud i køkkenet og her blev hun opsøgt af en af de andre unge mænd fra selskabet: Alfred, som var i midten af 20’verne og studerende medicin. Uden at sige noget trængte Alfred Lise op i en krog, så hun ikke kunne komme fri, tog et fast greb og kyssede hende.
Vanvittigt
– Det var helt vanvittigt. Jeg rystede over hele kroppen og tankerne snurrede forvildet rundt i mit hoved. Jeg kendte ham overhovedet ikke. Og nu kyssede han mig pludselig. Tænk, at der virkelig var en person, som elskede mig.
Lise, som var 19 år, gik i gymnasiet og boede hjemme hos forældrene, ville gerne have været i byen sammen med de andre unge, men det gav forældrene hende ikke tilladelse til. Og når de havde sagt noget, så blev det sådan.
Som barn og ung fik Lise ofte at vide, at alt, hvad hun lavede var forkert. Hun havde meget dominerende forældre og det var specielt faderen, der stille og roligt – men meget sikkert – pillede Lises selvværd i stykker. Lise skulle simpelthen gøre, hvad der blev sagt.
Gjorde alt forkert
– Når man gennem hele sin barndom får at vide, at man ikke dur til noget, så tror man selv på det til sidst. Mine forældre sendte mig ofte ind på mit værelse, fordi de mente, at jeg gjorde alle ting forkert. Jeg kunne blive der ind til jeg opførte mig ordentligt. På den måde blev jeg udstødt af min egen familie og levede mit liv primært på mit værelse. Jeg lærte ikke at omgås andre mennesker og holdt mig meget for mig selv. Nu var der pludselig en person, som gav mig kærlighed. Det var for godt til at være sandt.
Men for Lise Seidelin, 53, læge og healer, blev forholdet til Alfred fatalt. Han overtog rollen som den dominerende og alt-bestemmende og i masser af år måtte Lise leve med først psykisk og senere fysisk vold.
– Jeg var i Helvede tur/retur. Men den gang kunne jeg ikke se det. Jeg var forblændet af kærlighed til Alfred, fortæller Lise, der efter et års tid flyttede sammen med Alfred og kort efter blev gift.
Psykisk vold
Det begyndte med den psykiske vold. Uden særlig grund kunne Alfred pludselig negligere Lise og være total tavs i op til to uger. Som for eksempel den dag, han kom hjem og havde en lille gave med til Lise. Hun stod midt i madlavningen – den opbagte sovs – smilede og sagde tak for gaven, men gav Alfred den med igen. Hun ville studere den nærmere, når hun var færdig med maden.
– Han talte ikke til mig i 14 dage og tavsheden gjorde mig desperat. Jeg forsøgte alt for at få ham til at tale til mig – uden held. Men jeg accepterede situationen. Jeg var jo vant til, at det var mig, der var noget galt med, siger Lise, der blev mor til sin søn i 1976. Da han var seks måneder gammel besluttede Alfred, at de skulle føre en drøm – hans – ud i livet, nemlig at køre rundt i USA i et år.
– En dag, vi skulle ud på landet, spurgte jeg, om jeg skulle køre. Alfred svarede, at jeg ikke skulle spørge i det tonefald og gav mig en svidende lussing. Jeg blev chokeret og tudbrølede. Slaget kom meget uventet, fortæller Lise, der fra den dag ændrede karakter.
Du er forkert, Lise
– Jeg blev ved med at spørge mig selv om, hvad jeg gjorde galt. Inde i mit hoved lød det igen og igen: ”Lise, du er forkert”. Jeg var nødt til at finde nogen, som kunne hjælpe mig. Men jeg ledte forgæves.
Den psykiske og fysiske vold tog til, men modsat mange andre voldelige, så angrede Alfred ikke. Han mente, det var hans ret at slå Lise. Han lovede heller ikke bod og bedring, da Lise flygtede en gang fra deres lejlighed, da volden ikke ville stoppe og besluttede sig for at blive separeret.
Men der var problemer hver gang Alfred skulle have samkvem med sønnen. Lise fik en omgang klø og selv om politiet blev tilkaldt, så blev der ikke gjort noget ved problemerne. Til sidst flygtede Lise med sønnen ud af landet. Hun ville væk fra volden.
Kaos i livet
– Jeg flygtede fra det kaos, som var både i mit og vores søns liv. Drengen så jo altid, at Alfred bankede mig. Vi var i Italien i fire måneder, men måtte så tage hjem.
Selv om Lise gjorde alt for hele tiden at være på afstand af Alfred, så var de nogle gange tvunget til at være sammen på grund af sønnen. Blandt andet på et weekendbesøg, hvor Lise leger med sønnen på hans værelse og Alfred kommer ind. Uden at sige noget banker han løs på Lise med en kæp.
– Impulsivt sparker jeg ham meget hårdt. Og fra den dag stopper volden. Han skulle mærke på sin egen krop, hvor ydmygende det var, fortæller Lise, der måtte gennem nogle meget hårde år. På et tidspunkt skulle sønnen bo hos faderen, men vil hellere være hos Lise.
Selv om Lise havde fuldført sine studier og var blevet læge, så var hendes liv ét stort kaos.
Ingen hjælp
– Jeg søgte hjælp fra den ene ende af systemet til den anden, men ingen ville og kunne træde til. – Du er læge, din mand er læge. Folk som jer og med jeres status har ikke de problemer, lød svaret nogle gange.
– Mine aggressioner gik ud over vores søn. Jeg blev voldelig over for ham og til sidst måtte han i familiepleje, fortæller Lise, der allerede fra tiden, hvor den psykiske vold begyndte lavede dagbogsblade.
– Min drøm var at oprette et bofællesskab for voldsramte, hvor jeg kunne hjælpe. Jeg tog uddannelsen som alternativ behandler og pludselig begyndte nogle af mine mandlige patienter at fortælle om, at de blev mishandlet i deres ægteskab. Det var først, da jeg åbent stod frem og fortalte, at jeg selv i masser af år havde været udsat for vold, at de voldramte kvinder dukkede op.
Solstrålen
Lise har netop udgivet sin femte bog om sit liv. Det har været terapi for hende at skrive, fordi hun på den måde har fået sine følelser ned på papir, accepteret dem og fundet en indre ro. Den første bog hedder ”Lægen og healerens liv og behandlingsmetoder”. Bog nummer to ”Voldsramt” med undertitlen ”Det er man da ikke i de højere sociale lag” og nummer tre ”Voldens afslutning” handler om forholdet til Alfred, mens fjerde udgivelse har titlen ”Ordblind” med under titlen ”Så er man da dum og kan ikke bruges, heller ikke en højtuddannet akademiker”. Lise har nemlig også måttet kæmpe med ordblindhed.
Sidste skud på bogstammen har titlen ”Solstråle” og er en dialog mellem Lise og Henri, der er udsat for vold.
– Det handler om at tackle volden – den psykiske, fysiske og mobningen, som vi alle er mere eller mindre udsat for. Det er det, jeg specielt har viet mit liv til, men jeg behandler selvfølgelig også folk med andre sygdomme og symptomer, siger Lise, der driver privat praksis på en ejendom uden for Farsø samt på ”Lisegården” i Brudager på Sydfyn.
Læs mere på Lises hjemmeside: www.lisegaarden.dk