Oversigt

Lises ordblindhed

Her vil jeg - Læge Lise Seidelin - beskrive, hvordan jeg ser på ordblindhed, hvordan jeg har oplevet at min egen ordblindhed startede, og hvordan den er “sluttet”, idet jeg faktisk ikke er ordblind, og egentlig aldrig har været det. Der er enkelte ord, som jeg stadig staver galt, men det er jo en meget almindelig ting, når man ikke er specielt interesseret i retskrivning. Det er jeg ikke med alle de dårlige oplevelser, jeg har haft omkring dansk og danskundervisning. Og så lige det, at jeg er opvokset som flersproget i Afrika.

Det hele startede dengang i Afrika, da min far skulle undervise mig i dansk. Det var i 2. klasse. 1. klasse havde jeg gået i skole i Danmark, hvor vi var hjemme et år.
I 2. og 3. klasse fik jeg undervisning af mor og far i Afrika. Mor underviste mig i regning, det gik godt. Der var ingen problemer, hun truede ikke. Far underviste mig i dansk og her kom problemerne godt og grundigt.
Jeg skulle lære at stave, og jeg blev ved med at stave “de” med “i” i stedet for “e”, altså “di”. Far blev vred og skældte mig hæder og ære fra. Der satte sig en angst i mig, som jeg gemte godt i mig, en angst der gjorde, at jeg ikke kunne finde ud af ordene, bogstaverne og sætningsopbygningen, jeg “glemte” det simpelthen inde i mig, jeg kunne ikke huske det af bare angst for ikke at gøre det rigtigt. Dermed blev det forkert. Jeg fik endnu mere skæld ud og endnu mere nedværdigelse, og dermed øgedes min angst for at stave forkert, en skrue nedad uden ende.

Min far stemplede mig som ordblind, fordi han ikke kunne indrømme over for sig selv, at han brugte angst som undervisningsmiddel, samt at han ikke kunne undervise. Han måtte “tørre sin fejl” af på mig som barn, dengang var jeg 7 år. Denne undervisningsform havde jeg så i 2 år, indtil vi tog til Danmark igen for at blive der. Jeg var blevet 9 år. En lille pige endnu ikke stor nok til at indse alt det, der skete omkring mig.
For endnu engang at dække over mine forældres egne fejl, sagde de til mig, at de var nød til at tage til Danmark, fordi jeg ikke kunne skrive ordentligt. Hele skylden og hele byrden for at de måtte opgive deres dejlige liv i Afrika, den blev lagt på mine skuldre, som dengang 9 år gammel.
I dag ved jeg, at det overhovedet ikke er rigtigt.

Jeg startede i Danmark igen i en almindelig skole. Det blev til, at jeg skulle gå 3. klasse om, jeg var jo ordblind. Det skulle min far nok sørge for. Det var mig, der var forkert stadigvæk, ikke ham der ikke kunne undervise. Sådan!!
Mine nye lærer fik af far at vide, at jeg var ordblind, og så farvedes deres holdning til mig af den oplysning. Jeg skulle gå en klasse om. Jeg blev ikke engang testet, de troede blindt på far. Men det er rimeligt forståeligt, en højt uddannet og højt ansat akademiker, han måtte jo vide bedre.
Jeg kunne ikke læse, det havde han fundet ud af. Jeg var ordblind. Derfor kunne jeg heller ikke lære at læse i skolen, for når jeg blev stemplet ordblind og dermed dum, var hele deres holdning til mig sådan. Desuden levede jeg op til den rolle, de voksne havde givet mig. Jeg skulle spille ordblind og dum. Angsten for at være dum og forkert, gjorde det selvfølgelig endnu værre. Det indvirkede på hele mit liv i skolen, også legen med de andre børn, fordi jeg var dum, og angsten forværrede det hele.