En anonym beretning

Kære Lise,
Jeg har en historie at fortælle da jeg som så mange andre har været udsat for psykisk vold. Jeg har bare et problem med at udgive den under eget navn da jeg har mine børn og deres venner på FB. Hvordan har du det med at udgive det anonymt, således at andre kan få glæde af min historie.Jeg vil gerne, hvis du udgiver den, og bare skriver en anonym beretning, så vurderer jeg hvor meget jeg kan kommenterer på den. Om ikke andet så kan andre have glæde af historien for at se de ikke er alene. Jeg synes mange af historierne jeg læser der er den fysiske vold en stor del, det har gjort at jeg til en hvis grad ikke sammenlignede mig med disse. I dag har jeg større forståelse for at jeg gennemlever mange af de samme ting, og faktisk hellere ville have haft nogle fysiske mærker, for så havde omverdenen været mere tilbøjelig til at forstå.

En anonym beretning
Jeg har gennem 18 år levet med en mand, som igennem årene har påvirket mig med psykisk vold. Allerede da vores børn var små fik jeg at vide at hvis jeg skred, ville jeg aldrig se mine børn igen. Han lykkedes i, at fjerne en del af mine venner. Specielt havde han konflikter med min søster – der kunne gennemskue ham – mere end hvad jeg desværre selv kunne. Når det stod værst til brugte jeg min søster som aflastning, men så snart jeg havde forklaret hvad jeg var udsat for, gik jeg selv ind og forsvarede ham. Jeg havde nok misforstået, og det var nok bare mig der var skyld i det osv. Så hun havde ikke store chancer. Jeg valgte at flytte for ca. 1 år siden efter endnu et voldsomt skænderi.

Det blev en periode hvor jeg forsøgte at kunne se mig selv i øjnene, at jeg kunne stå inde for de beslutninger der blev taget omkring børnene, om deres opdragelse mv, men nej, med to fælles børn var det starten på en opslidende periode. Aftaler der ikke blev overholdt, jeg vidste aldrig hvornår jeg havde børnene hos mig, kunne få opringning sent om aftenen om at nu sendte han møgungen over til mig igen. Hver gang der var problemer var det min skyld, også selvom problemerne opstod hos ham. Selv i dette mareridt var jeg loyal over for børnene. Ikke en gang, har jeg talt grimt om deres far. Hvilket var vigtigt for mig, desværre var han ikke helt så reel. Han underminerede min position som forælder, både da vi både sammen, men i særdeleshed efter jeg flyttede.

Magten over mig fortsatte selvom jeg var flyttet. Jeg skulle jo være samarbejdsvillig, så jeg stod til rådighed, når der var ting der ikke fungerede, både omkring børnene og andre praktiske ting – man skulle jo hjælpe hinanden. Facadespillet fortsatte, over for andre virkede vi meget voksne omkring skilsmissen, vi fungerede fint, kunne snakke sammen og børnene havde det svært – men vi forsøgte jo i fællesskab at finde en løsning. Virkeligheden var bare en anden, jeg tog fortsat ansvar/blev pålagt ansvaret for alt der gik galt, opdragelsen af børnene, deres måde at agere på i hans hjem osv. Det hele var jo min skyld – jeg havde jo valgt at flytte. Da det gik op for ham at han ikke kunne ramme mig direkte, forsøgte han at ramme mig via børnene.

Uanset hvad jeg blev udsat for og hvor svært det var – så var en ting helt sikkert, jeg fortrød ikke et sekund at jeg var flyttet – fortrød at jeg ikke var flyttet før, og havde jeg vidst hvor hårdt det ville blive, så tror jeg ikke jeg havde fundet kræfterne til at flytte.

Bodelingen var et helvede, han mente han havde krav på mere end mig, der var rævekager og andre finurligheder for at snyde mig. Ud over at jeg skulle slås med ham, skulle jeg samtidig slås med en pengegrisk advokat. Herefter tog mine forældre over, men de evnede slet ikke at se hvad de var oppe imod, de troede på det fine glansbillede og det lykkedes dem i den grad at fortsætte med at underminere mig, så fra at have medspillere havde jeg fået et par eksta modspillere af eget kød og blod. Børnene blev sat op imod mig, der blev taget kontakt til kommunen for at lave en sag om mig som dårlig forælder og jeg kan blive ved. Følte virkelig det var mig mod alle andre. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro, så valgte langt hen af vejen at tro det var mig der var noget galt med, for det indtryk fik jeg jo fra alle sider. Ingen kunne jo se/turde tro hvad der var sket bag lukkede døre. Og mange år hvor man er trykket og i den grad er vant til at glatte ud og sørge for det pæne billede gav jeg dem ikke mange chancer til for alvor at forstå. Jeg dækkede jo stadig over ham, forsvarede ham, for det var jo nok mig der var noget galt med.

Heldigvis havde jeg nogle gode venner der var der for mig, de stod klar 24/7 havde altid et øre eller to til at lytte. Uden dem ved jeg ikke hvad der var sket.

I dag har jeg en alle tiders kæreste, jeg har måttet erkende at alle de år med psykisk pres har ødelagt mig. Jeg har fået post traumatisk stres syndrom samt en depression. Men selv med sådanne voldsomme diagnoser ser jeg positivt på livet. Jeg er sluppet fri af hans klør, vi har stadig børn sammen, men har fundet en løsning så vi ikke har direkte kontakt. Jeg håber han har ramt mig for sidste gang, forsøger at kigge fremad, og glæder mig til jeg får det bedre. Jeg håber, at jeg kan få en verden, hvor jeg ikke konstant er i højeste alarmberedskab, men kan slappe af og hvile i mig selv. Det kommer til at tage tid. Den tid har jeg nu. Jeg kan ærgre mig over alle de spildte år, men er klar over, at uanset hvad jeg bilder mig selv ind, så var jeg ikke klar til at flytte før. Heldigvis for mig lykkedes det. Jeg har håbet for, at mit liv fra nu af kun bliver bedre. Bliver stærkere for hver dag. Jeg fik hjælpen da jeg havde mest brug for den.

Tilbage står jeg tilbage med et ønske om at omverdenen ville have været mere åben for at tro mine ord, det har nok været det mest ødelæggende for mig – at da jeg endelig åbnede munden, blev jeg mistroet og fastholdt i fornemmelsen af at der var mig der var galt på den. Det er svært at acceptere at omverdenen aldrig kommer til at forstå hvad jeg har været igennem, og hvilken påvirkning det har haft på mig.

Jeg kæmper forsat med at lære at slappe af, ikke få hjertebanken hver gang der sker uforudsete hændelser, hver gang der kommer en sms, mail, telefon eller lign. Jeg begynder at acceptere, at jeg ikke skal have styr på alt hvad der sker, så jeg ikke igen bliver fanget med paraderne nede. Det kommer til at tage lang tid, men jeg håber og tror at det bliver lettere med tiden.

Det har taget mig meget lang tid at forstå og tror stadig ikke helt jeg har forstået hvad jeg har levet i, at det i alle de år ikke var mig der var galt på den, at jeg blev spundet ind i dette spind og til sidst ikke kunne komme fri, at jeg blev udsat for psykisk terror gennem mange mange år, at jeg i dag er en voldsramt kvinde, ikke fysisk men psykisk. At det virkelig er mig, når jeg opsumerer hvad jeg har været igennem og læser det, så har jeg svært ved at forstå at det virkelig er mig der har været/er dette igennem, for hvor lyder det voldsomt, jeg forstår ikke hvordan jeg har overlevet i alle de år uden at bryde sammen. Først efter det er kommet lidt på afstand har jeg givet slip. Det betyder dog at jeg på mange punkter her og nu har det værre, for nu mærker jeg efter min mavefornemmelse.

Det er rigtig svært for mig at acceptere at jeg har tilladt andre at behandle mig så skidt, at jeg ikke sagde fra. Jeg har i perioder forsøgt at negligere hvad jeg har været udsat for. At det ikke var så slemt. Undskylder stadig for min eksmand, en del af mig tror stadig på han ikke bevidst har behandlet mig så skidt – at det er min egen fejl. Jeg læser andres beretninger om andre mænd, og føler mig pinlig over at jeg ikke kunne håndtere det, deres historier er endnu mere afskyelige. Tror en af problemerne i mit hoved er den pokkers tvivl, fordi det bliver gjort så perfekt at man ikke lige ved hvad man skal tro. Jeg har ikke mærker efter slag og fysik vold. Jeg har altid holdt facaden, hvilket gør det meget svært for mine omgivelser at forstå hvad jeg har været udsat for. Uanset hvad grunden var, så har jeg store ar på min sjæl i dag, det kommer til at tage år før de ikke længere gør ondt. Jeg har brugt så mange år af mit liv på at være med til at ødelægge mig selv – fordi jeg ikke kunne sige fra.

Uanset hvad der sker, om jeg mister mine børn, så er der en ting der står soleklart for mig. Jeg er glad for at jeg sagde fra, at jeg flyttede. Jeg kommer aldrig til at tro på min eksmand igen, al tillid er væk. Jeg håber kun at vores børn kommer ud af det uden for mange ar på sjælen for uanset hvad jeg gør så kan/vil jeg ikke forhindre dem i at se deres far. De må lære af egne erfaringer, og en ting er sikkert, hvis de en dag får øjnene op, så vil jeg gøre hvad der står i min magt for at hjælpe dem igennem så de ikke lander med de samme ar på sjælen.

Lisegården