Jeg har fået lov til at sætte en opgave ud på min hjemmeside. En rigtigt god og omfattende opgave.

Voldsramte kvinder

– Som udsættes for vold fra nuværende eller tidligere partner

Udarbejdet af socialrådgiverstuderende ved Aalborg Universitet:
Iben Beltoft Ørbæk & Betina Vestergaard

Denne Bacheloropgave omhandler kvinder i voldsramte parforhold. Mere specifikt hvad det psykisk og socialt gør ved kvinderne, at være i et voldeligt parforhold. Vold i familien er noget der samfundsmæssigt er meget fokus på, ikke desto mindre ses der dog mangelfulde tiltag i indsatsen ved socialt arbejde på området

 

Voldsramte kvinder

Jeg har fået lov til at sætte en opgave ud på min hjemmeside. En rigtigt god og omfattende opgave.

Voldsramte kvinder
– Som udsættes for vold fra nuværende eller tidligere partner

Udarbejdet af socialrådgiverstuderende ved Aalborg Universitet:
Iben Beltoft Ørbæk & Betina Vestergaard

Denne Bacheloropgave omhandler kvinder i voldsramte parforhold. Mere specifikt hvad det psykisk og socialt gør ved kvinderne, at være i et voldeligt parforhold. Vold i familien er noget der samfundsmæssigt er meget fokus på, ikke desto mindre ses der dog mangelfulde tiltag i indsatsen ved socialt arbejde på området

Voldsramte kvinder

– Som udsættes for vold fra nuværende eller tidligere partner

Udarbejdet af socialrådgiverstuderende ved Aalborg Universitet:

Iben Beltoft Ørbæk & Betina Vestergaard

Titelblad

 

Denne opgave er udarbejdet af studerende på socialrådgiveruddannelsen ved Aalborg Universitet, som led i et uddannelsesforløb. Den foreligger urettet og ukommenteret fra socialrådgiveruddannelsens side og er således et udtryk for forfatternes egne synspunkter.

 

Raportens tidsramme: 01.09.2009 – 07.01.2010

Raportens titel: Voldsramte kvinder – Som udsættes for vold fra nuværende eller tidligere partner

Projektgruppe: Gr. 26 – Iben Beltoft Ørbæk og Betina Vestergaard

Vejleder: Eva Caspersen

Forside reference: http://www.dr.dk/NR/rdonlyres/5FBF5543-07CA-40A9-8D78-CDFD747E6A68/273598/5cafef0e370541da91a6a5a8ceb126fa_vold.jpg

Ekstra: Resume på engelsk

 

 

Afleveringsdato 07.01.2010

 

Bachelorprojekt

 

Aalborg Universitet

 

 

 

 

 

Iben Beltoft Ørbæk: ____________________________________________________________

 

 

Betina Vestergaard: ____________________________________________________________

 

 

Forord

Denne Bacheloropgave omhandler kvinder i voldsramte parforhold. Mere specifikt hvad det psykisk og socialt gør ved kvinderne, at være i et voldeligt parforhold. Vold i familien er noget der samfundsmæssigt er meget fokus på, ikke desto mindre ses der dog mangelfulde tiltag i indsatsen ved socialt arbejde på området. Opgaven henvender sig primært til vejledere og medstuderende på socialrådgiverstudiet.

Individuelt udarbejdede afsnit:

 

Iben Beltoft Ørbæk:

Voldsramte kvinders arbejdsliv

Voldens konsekvenser for den voldsramte kvinde

Voldens konsekvenser for samfundet

Voldens natur/voldens former

Voldsspiralen

Posttraumatisk Belastningsreaktion

Empowerment teori

Politi

Sundhedsvæsnet

Handlemuligheder

Værktøjskassen – at hjælpe en voldsramt kvinde

 

Betina Vestergaard:

Voldens omfang – LOKK Voksenstatistik 2008

Forståelsen af partner vold – Kvinderne oplevelser/indre verden

Voldens konsekvenser for voldsudøveren

Voldens konsekvenser for børnene

Voldens drivkraft/Hvad driver de voldelige partnere?

Sorg og Krise teori

Offer/Krænker identitet

Regeringens handlingsplan

Forebyggelse

Krisecentre

 

Indholdsfortegnelse

 

Titelblad. 1

Forord. 2

Indholdsfortegnelse. 3

Indledning/emne. 5

Relevans. 5

Begrebsafklaring – voldsramte kvinder. 6

Samfundets/omgivelsernes forståelse af partner vold/diskurser. 6

Socialrådgiverens forståelse af vold mod kvinder. 9

Problemfelt 9

Afgrænsning. 9

Formål 10

Problemstilling. 11

Problemformulering. 13

Empowerment perspektivet 13

Projektdesign. 16

Metode. 17

Voldens omfang – LOKK Voksenstatistik 2008. 17

Voldsramte kvinders arbejdsliv. 18

Arbejdets funktion for voldsramte kvinder 19

Voldens betydning for arbejdslivet 19

Voldsramte kvinders involvering af arbejdspladser og sagsbehandlere. 21

Arbejdspladsers mulighed for at hjælpe voldsramte kvinder 21

Anbefalinger i forhold til arbejdspladser 21

Sagsbehandlere på jobcentre og sygedagpengekontorer 22

Anbefalinger til sagsbehandlere. 22

Forståelsen af partner vold – Kvindernes oplevelse/indre verden. 23

Voldens konsekvenser for den voldsramte kvinde. 24

Voldens konsekvenser for voldsudøver. 25

Straffeloven. 25

Voldens konsekvenser for børnene. 26

Forældreansvarsloven. 26

Serviceloven. 27

Forvaltningsloven. 27

Voldens konsekvenser for samfundet 28

Voldens natur/voldens former. 28

Voldsspiralen. 28

Voldens drivkraft/Hvad driver de voldelige partnere?. 30

Sorg og krise. 30

Chokfasen. 33

Reaktionsfasen. 33

Bearbejdningsfasen. 34

Nyorienteringsfasen. 34

Posttraumatisk Belastningsreaktion. 34

Offer/krænker identitet 34

Offer – krænker – frelser trekanten. 34

Offer karakteristika. 35

Krænker/forfølger karakteristika. 36

Frelseren/hjælperens karakteristika. 36

Empowerment teori 37

Dimensioner af empowerment 38

Regeringens handlingsplan. 40

Forebyggelse. 42

Krisecentre. 42

Politi 43

Sundhedsvæsnet 43

Handlemuligheder. 44

Værktøjskassen – at hjælpe en voldsramt kvinde. 44

Case 1 – Mettes historie. 49

Delanalyse – Case 1 Mettes historie. 52

Case 2 – Lises historie. 53

Delanalyse – Case 2 Lises historie. 57

Sammenfattende analyse. 59

Konklusion. 65

English Abstract 66

Litteraturliste. 68

 

 

 

Indledning/emne

Vi har valgt, at fordybe os i emnet voldsramte kvinder, interessen herfor udspringer dels af at Iben beskæftigede sig med emnet i sin eksamens synopsis i FO1 i sommer, endvidere provokeres vi af det statistiske billede der tegner sig af hvor mange kvinder, der udsættes for partner vold ikke alene i Danmark, men også internationalt og derfor ikke alene på det individuelle niveau men i høj grad også på samfunds niveau og transnationalt niveau. Vi finder emnet interessant ud fra et medmenneskeligt perspektiv, ud fra et samfundsperspektiv og i høj grad relevant ud fra et socialrådgiver perspektiv, i og med at vi stort set i alle grene af vores fag potentielt vil møde den voldsramte kvinde selv samt hendes mand og børn. Vi håber derfor også at denne fordybelse vil bidrage til at kvalificere os yderligere som kommende socialrådgivere på dette møde.

 

Relevans

Der findes mange myter og forestillinger om vold i familien, både om dem der udsættes for volden men også om dem der udøver volden. I sådanne forestillinger forenkles virkeligheden ofte og kvinden bliver direkte eller indirekte ansvarliggjort for at volden er forekommet. I bogen ”Den rette hjælp – til voldsramte kvinder” af Pia Rovsing Clemmensen fremhæves det jf. undersøgelsen SUSY 2000, ”at 65.000 kvinder hvert år i dette land rammes af fysisk vold eller voldstrusler, heraf 41.000 fra nuværende eller tidligere partner, hun problematiserer videre at ”på trods af voldens udbredelse imødegås problemet i myndighederne udenfor krisecentrene typisk som et privat anliggende, som et individuelt personligt problem for den enkelte kvinde”.[1] Clemmensen forsøger, således at skabe en forståelse af vold mod kvinder som et samfundsproblem, et fælles anliggende – et socialt problem. I 1980 tilkendegav FN klart, at vold mod kvinder er den mest udbredte og skjulte forbrydelse i verden. Og det er også i FN’s Beijing-erklæring fra 1995 vi finder den mest dækkende fælles definition af begrebet ”vold mod kvinder” hvilket defineres som følgende ”Udtrykket vold mod kvinder betyder enhver kønsbaseret voldshandling, der påfører, eller sandsynligvis vil påføre, kvinder fysisk, seksuel eller psykisk skade eller lidelser, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse, der finder sted i det offentlige liv eller private liv.”[2] Dertil forekommer volden i forskellige former såsom fysisk vold, seksuel vold, følelsesmæssig eller psykisk vold, verbal vold eller trusler, økonomisk vold og materiel vold, fælles for disse former er imidlertid kvindens undertrykkelse og mandens dominans. Endvidere er det dokumenteret, at der forekommer vold i familien i alle samfundslag.[3] Vi finder det derfor meningsfuldt i denne opgave, at beskæftige os med det sociale problem vold i familien, nærmere afgrænset til at omfatte kvinder der udsættes for vold af deres nuværende eller tidligere partner. Vi ønsker, at undersøge hvordan vi som socialrådgivere i vores professionelle virke bedst støtter disse kvinder.

 

Begrebsafklaring – voldsramte kvinder

I nærværende opgave forstår vi begrebet ”voldsramte kvinder”, som kvinder der udsættes for handlinger jf. den norske psykolog Per Isdal, som definerer vold således: ”Vold er enhver handling rettet mot en annen person, som gjennom at denne handling skader, smerter, skremmer eller krenker, får den personen til at gjøre noe mot sin vilje eller slutte å gjøre noe den vil”.[4] Isdal vægter ved denne definition, at vold er en handling med et mål og hvor målet er at påvirke et andet menneske. Der bliver således også en magtforskydning i relationen mellem parterne. Endvidere indkredses voldsramte kvinder som tidligere nævnt, til kvinder der udsættes for ovenfornævnte handlinger i forbindelse med parforhold og enten fra nuværende eller tidligere partnere.

 

Samfundets/omgivelsernes forståelse af partner vold/diskurser

I forståelsen af partnervold kan der være flere forskellige forståelsesrammer eller diskurser i spil, på samme tid også hos professionelle om end måske på det ubevidste plan. I Den rette hjælp – til voldsramte kvinder fremfører Clemmensen, at et skridt på vejen til en forbedret hjælp, kunne være en tydeliggørelse af forskellige diskurser. Clemmensen opererer med fire diskurser:

 

Psykologisk diskurs: Her ses volden som et psykologisk problem. Psykologiske forklaringer på volden er meget almindelige. Fokus er på mandens og kvindens psykiske baggrund og på hvilke årsager der kan være til at henholdsvis han og hun er blevet krænker og offer. Forklaringen søges i barndom og opvækst. Forklaringer i forhold til manden lægges i problemer med identitet, selvværd og manderolle. Tankegangen om social arv hører også til dette perspektiv hvor tankegangen er, at drenge der vokser op med vold selv har en tendens til at blive voldelige og piger der vokser op med vold, selv har tendens til at finde en voldelig partner. Dette er blot nogle generelle træk, der findes mange forskellige psykologiske retninger. Der findes også familieterapeutiske modeller, her i ses ofte på relationen mellem parterne, og her drages ofte den slutning at både kvinden og manden må finde alternative måder at forholde sig til hinanden på, herved ligestilles på en måde kvindens ikke-voldelige handlinger med mandens voldelige handlinger. Erfaringer fra udenlandske mande- og kvinderådgivninger har vist, at det er mest hensigtsmæssigt at have parterne i terapi hver for sig, samt at hun har brug for hjælp som offer og han som voldsudøver.

 

 

Socialpolitisk diskurs: Her forklares volden ud fra et socialt perspektiv, som et socialt problem i dårligt stillede familier. Tanken er, at der ophobes negative følelser i manden pga. arbejdsløshed, materielle eller økonomiske problemer. Her fokuseres der på forskellige typer af årsagsforklaringer, nogle af disse kan være psykologiske, samt forklares ud fra geografiske eller kulturelle forhold, samt social arv.

 

Kønsneutral diskurs: Her er det forestillingen om lighed, at mænd og kvinder er lige og frie individer, som er med til at hindre kvindens mulighed for at reagere og kommunikere, at hun er blevet mishandlet eller undertrykt. Kønsneutrale ord kan være partnervold, familievold eller husspektakler. Det fremføres også, at når der tales om ”køn” så refereres der til kvinder hvor mænd ofte omtales som ”mennesket”. I relation hertil, mener den engelske samfundsforsker Jeff Hearn, at det ville være relevant at gøre ”manden” som køn til genstand for forskning. I og med at det oftest er mænd som bruger vold, må manden som køn problematiseres. Hearn mener, at forskning i hvordan maskulinitet dannes og hvilken forbindelse dette har med vold, ville kunne kaste lys på problemet. Samt, at vold mod kvinder overordnet kan ses som et forsøg på at mindske kvinders magt og kvinders modstand mod den herskende magt fordeling. En anden vinkel på køn, er en forklaring på vold mod kvinder hvor kvinden skal leve op til mandens generelle billede af hvordan en kvinde skal være. Psykologen Else Christensen understøtter denne tankegang i bogen ”Vold ties ikke ihjel” fra 1984, idet hun er inde på, ”at mænd der er voldelige, er konventionelle i deres holdninger til tilværelsen, specielt med hensyn til kønsroller.”[5]Således har den generelle opfattelse her i norden om, at der er ligestilling mellem kønnene også konsekvenser for forståelsen af vold mod kvinder, hvis vi alle er lige, kan det være svært for en kvinde, at fortælle at hun er udsat for vold i hjemmet. Clemmesen skriver videre ”I virkeligheden er der imidlertid ikke ligestilling mellem kønnene, idet undersøgelser viser at ligestilling langt fra er nået og undersøgelser viser, at voldens udbredelse er for omfattende til at kunne henvises til at være et problem for særlige afgrænsede grupper af kvinder. At vold mod kvinder overhovedet eksisterer i det omfang, det gør, har måske noget at gøre med manglende ligestilling.”[6]

 

Feministisk diskurs/Kønspolitisk diskurs: Centrale fælles begreber er her køn og magt og der lægges op til at mænds ansvar for vold i parforhold tydeliggøres. Dette understreges blandt andet ved benævnelsen ”mænds vold mod kvinder” modsat eksempelvis ”vold i parforhold”. Dertil lægges der op til, at det intentionelle understreges, nemlig ved at vold bruges for at opnå noget. Der søges ofte efter årsager til volden frem for hensigten med volden, altså et hvorfor mere end et hvad får han ud af det. Dermed bliver fokus i en behandlertankegang mere end i et køn og magtperspektiv. Inden for feministisk diskurs findes der selvfølgelig også forskelligheder, hvor nogle helt afviser behandlertankegangen og andre kombinerer praktisk psykologbehandling med et køn-, magt- og samfundsperspektiv. Andre forklaringer går på om man kan forklare mænds vold mod kvinder ud fra en patriarkalsk samfundsstruktur. Altså danner uligheder mellem kønnene et generelt grundlag for mænds vold og kontrol over kvinder i denne forståelsesramme.[7]

 

Om de tre først nævnte diskurser, skriver Clemmensen ”Diskurserne om volden som psykologiske problemer, sociale problemer og kønsneutrale kan medføre, at volden bliver opfattet som noget, der rammer en minoritet, og voldsramte kvinder kan blive udsat for marginalisering. Hvis problemet alene ses i den enkelte person, vil det betragtes som et afgrænset socialt eller individuelt problem og ikke et samfundsproblem. [8]

 

Socialrådgiverens forståelse af vold mod kvinder

I undersøgelsen af Pia Rovsing Clemmensen som er en del af tidligere nævnte bog ”Den rette hjælp – til voldsramte kvinder”, har hun blandt andet interviewet fem forskellige socialrådgivere fra tre forskellige kommuner, tre mænd og to kvinder, dette kan naturligvis ikke bruges til at sige noget generelt om socialrådgiveres forståelse af vold mod kvinder, men blot vise nogle nuancer. Clemmesen når frem til, at sagsbehandlerne primært formulerer sig indenfor en psykologisk diskurs, magtperspektivet tages først ved nærmere eftertanke i betragtning. Alle disse socialrådgivere bevæger sig dog inden for flere forskellige diskurser på samme tid, dog er den psykologiske diskurs den dominerende forståelsesramme.[9]

 

Problemfelt

I sammenhæng med tidligere nævnte pointe omkring det, at se vold som et samfunds problem, finder vi det meningsfuldt overordnet at anlægge et empowerment perspektiv på temaet i projektet. Derudover finder vi det centralt at fokusere på det enkelte udsatte menneskes ressourcer i vores samfund, og med fokus på ressourcer mener vi, at empowerment som metode og perspektiv i socialt arbejde kan bidrage til en forbedring af den enkelte udsattes levevilkår samt være medvirkende til at vi som socialrådgivere bliver mere opmærksomme og mere eksplicit omkring vores brugeres ulige kår og tabuiserede emner, som eksempelvis vold i familien. Altså er vores forforståelse af sociale problemer i tråd med følgende udgangspunkt citeret fra Kokkinns indledning ”sosialt arbeid skal motvirke sosiale problemer og fattigdom spesielt. Sosialarbeidere har en vigtig rolle når det gjelder å delta i utvlingen av et mer humant samfunn.”[10] Med empowerment som perspektiv, sættes der dermed også en målsætning for den enkelte om at blive en ligeværdig deltager i samfundslivet, en deltager med muligheder og vilje til at håndtere og påvirke eget liv og rammerne omkring det, hvilket også synes at være omdrejningspunktet i forhold til voldsramte kvinder.

Afgrænsning

Vi har valgt, at lægge vores fokus på kvinder som udsættes for partnervold, fordi vi mener dette er relevant ud fra ovenstående problemstilling. Vi er opmærksomme på, at der er kommet et stigende fokus på vold mod kvinder med handicap. Der er ved hjælp af regeringens handlingsplan fra 2002 blevet rettet mere fokus på denne problematik.[11] Det er et problem for kvinder som sidder i kørestol at kunne komme på krisecentre, der blev i 2003-2004 bevilliget penge til ombygning af enkelte krisecentre, således at det kunne blive muligt at modtage kvinder i kørestol. For en kvinde med handicap kan det være sværere at være udsat for vold, da hendes handicap skaber en øget sårbarhed.[12]

 

Endvidere er vi opmærksom på at kvinder med anden etnisk herkomst end dansk også ofte bliver udsat for vold. Krisecentrene oplevede en stigende repræsentation af etnisk minoritetskvinder, hvilket desværre betød at centrene følte en stigende magtesløshed, da de ikke var gearet til at tage sig af disse kvinders problemer. Problemet her er tit at kvinderne bliver straffet dobbelt; dels ved at blive udsat for vold, samt ved at risikere at blive sendt tilbage til hjemlandet i tilfælde af skilsmisse.[13]

 

Endvidere er det ikke kun kvinder som udsættes for vold, men mænd kan også være voldsramte. Mændene har bare sværere ved at fortælle om dette. Mænd kan også som kvinderne komme ud i krise situationer, og risikerer i denne situation også at leve som den undertrykte i et voldeligt forhold. Partnervold mod mænd har ikke i Danmark været belyst på samme niveau som når vi taler om vold mod kvinder.[14]

 

Formål

Hovedformålet med dette projekt er at få et indblik i hvad der er karakteristisk for voldsramte kvinders livssituation samt finde frem til, hvordan vi som socialrådgivere kan kvalificere indsatsen i mødet med disse kvinder. Altså er formålet todelt og opgaven vil således have dels et beskrivende sigte samt en handlingsorienteret vinkel. Sekundært er det projektets formål, at sætte empowerment som begreb på individ niveau i relation til dels den enkelte voldsramte kvindes livssituation, samt på samfundsniveau i relation til voldsramte kvinder som et samfundsmæssigt problem. Altså som tidligere nævnt er det primære formål med projektet, at udvide vores egen samt vores medstuderendes horisont hvad angår vold i familien, og dermed også i form af, med øget viden, at kvalificere voreshandlemuligheder i relation til netop denne problematik. Samt at inspirere til forebyggende initiativer hvor dette måtte være relevant, som et led i bekæmpelse af vold mod kvinder.

 

Problemstilling

Vi har indledningsvist beskrevet partner vold/vold i familien som et omfattende fænomen/problem, men hvorfor er det så også relevant og aktuelt netop at kvalificere indsatsen? En netop udkommet rapport fra Servicestyrelsen, beskæftiger sig netop med dette i ”Kommunernes beredskab i forhold til vold – En spørgeskema undersøgelse om kommunernes beredskab i forhold til henholdsvis partnervold og æresrelateret vold”[15]. Undersøgelsen bygger på to spørgeskemaer om henholdsvis partnervold og æresrelateret vold, som er sendt ud til alle landets kommuner. Vi vil kun her referere til de fund der relaterer sig til den del der omfatter partnervold.  Der er 88 % svarende til 86 kommuner der har besvaret skemaet om partnervold. Undersøgelsen fokuserer på følgende fire områder af partnervold: Registrering af henvendelser, særligt beredskab, information til borgerne samt samarbejdspartnere i arbejdet med voldsproblematikkerne. I relation til først nævnte, er der ikke noget lovkrav om at kommunerne skal føre statistik omkring det samlede antal henvendelser fra enkeltpersoner til kommunen. Og de fleste kommuner har således heller ikke noget overblik over dette. Dog svarer 72 % svarende til 59 kommuner at de har haft henvendelser om partnervold, men at de ikke opgør antallet af enkeltsager, mens 8 % svarende til 7 kommuner oplyser, at de registrerer disse og at de gennemsnitligt har haft 12 henvendelser om partnervold indenfor de sidste 12 måneder, hvoraf langt de fleste vedrørte kvinder. I relation til et ”særligt beredskab” angiver 21 % svarende til 18 af kommunerne, at de har et sådan til personer over 18 år. I 27 % af kommunerne er der ansatte der er særligt uddannede til at tage sig af henvendelser om partnervold, dette svarer til 22 kommuner.  46 % af kommunerne eller 38 kommuner, svarede at man har en familierådgiver, der kan yde støtte og vejledning, efter hvad der er beskrevet i SEL § 109 stk. 4 (Denne paragraf er dog kun gældende for kommuner der er beliggenhedskommune for et midlertidigt botilbud for voldsramte kvinder ed bøn). 56 % eller 47 kommuner der har et eget midlertidigt botilbud/krisecenter og/eller en formaliseret aftale med eksterne partnere om et sådan botilbud. 53 % eller svarende til i alt 25 kommuner, har botilbud der kan rumme kvinder uden børn. Med hensyn til udformningen af en skriftlig politik vedr. arbejdet med partnervold, er det kun 3 kommuner der har et sådan, hvilket svarer til 3,5 %, der har udformet en politik på området. Endvidere i relation til information til borgerne, er det 22 % eller 19 kommuner, der har udarbejdet informationsmateriale til borgerne om deres tilbud til personer berørt af problemstillinger om partnervold. Sidst i forhold til samarbejdspartnere, har 47 % svarende til 40 kommuner svaret at de har et formaliseret samarbejde med eksterne partnere i tilfælde af konkrete sager om partnervold. Flest kommuner samarbejder med et eller flere kvindekrisecentre ca. 90 % /36 kommuner samt med politiet henholdsvis 65 %/26 kommuner.  I denne undersøgelse konkluderes det altså, dels at det ikke var muligt at sige noget generelt omkring antallet af henvendelser. I forhold til at have et særligt beredskab viser undersøgelsen, at det blot er mellem en femtedel og en fjerdedel der har et sådan. Derudover har næsten igen af kommunerne udarbejdet en skriftlig politik på området. I undersøgelsen fremhæves det, at dette aspekt kan ses på baggrund af den tradition, der er på voldsområdet, hvor opgaven historisk er blevet og stadig i vid udstrækning bliver varetaget på kvindekrisecentre og primært i privat regi.[16]

 

 

I den rette hjælp – til voldsramte kvinder, argumenterer Clemmensen videre, at indsatsen for voldsramte kvinder stadig ikke er god nok, samt at volden reelt set ikke er anerkendt som et socialt problem. Hun mener, i tråd med ovenstående undersøgelses fund, at man bl.a. kan se dette på kommunernes generelle mangel på formuleret politik på området. Hun mener også, at krisecentrene fungerer som billige løsninger på omfattende sociale problemer, samt at krisecentrene er for almindelige kvinder og børn, alligevel rummer disse beboere der er behandlingskrævende. Clemmensen fortsætter: ”Der ydes megen god hjælp til voldsramte kvinder fra engagerede enkeltpersoner ansat i krisecentre og i forskellige offentlige myndigheder, men det er ofte på trods af de muligheder, der er til rådighed personalemæssigt, i lovgrundlag og i praksis. Efter selv at have arbejdet i et krisecenter i 16 år vil jeg vove den påstand, at indsatsen stadig væk ikke er god nok. Hvis en voldsramt kvinde skal have en reel mulighed for at forlade en voldelig mand, skal hun have den rette hjælp. Den hjælp, der tilbydes kvinderne, afspejler de rådende samfundsmæssige holdninger til volden.” [17]

 

Ovenstående problematikker har således affødt følgende problemformulering.

Problemformulering

”Hvad karakteriserer voldsramte kvinders livssituation og hvad kan vi som socialrådgivere gøre for at kvalificere den socialfaglige indsats i mødet med voldsramte kvinder?”

 

Empowerment perspektivet

Vi vil i dette afsnit, introducere opgavens overordnede teoretiske perspektiv ”empowerment”, da empowerment begrebet dækker over meget forskelligt og peger i flere forskellige retninger, lige fra managementteorier til personlighedsudvikling, har vi i opgaven forsøgt kun at redegøre for netop den del af empowerment spektret der er relevant for perspektivet i denne opgave.

 

Empowerment er en tilgang der overvejende er udviklet i USA, Canada og England. I 1970’erne var empowerment hovedsagligt et begreb der fandt anvendelse i relation til undertrykte gruppers selvorganisering samt sociale bevægelsers kamp mod etnisk, politisk og økonomisk undertrykkelse i den tredje verden. Begrebet blev udbredt verden over med bogen ”de undertryktes pædagogik” af Paulo Freire (Latinamerika) fra 1974, som definerede empowerment som evnen til at ”forstå sociale, politiske og økonomiske modsætninger og evnen til at handle mod virkelighedens undertrykkende elementer”[18]Altså har empowerment sit udgangspunkt i en kritisk forståelse af samfundet. En ”konfliktteoretisk model” hvor samfundet er præget af konflikter, uligheder og tvang, hvor konflikter håndteres gennem ”kamp” og hvor magt og afmagt hænger sammen med menneskers samfundsmæssige placering. Empowerment handler om menneskers muligheder for at influere samfundet uden dog nødvendigvis at være revolutionære, men forholder sig kritisk til den professionelles rolle samt relationer mellem mennesker generelt.[19] Empowerment er således udviklet i et samfund med en anderledes historie, kultur og samt velfærdsudvikling end den danske. Den danske velfærdsudvikling som er baseret på en solidarisk tankegang med universalitetsprincippet som bærende element med finansiering over skatten, står naturligvis i kontrast til for eksempel USA, hvis udvikling mere er karakteriseret ved konkurrence, udlicitering og forsikringsprincipper, samt en anden organisering af det sociale arbejde og med en større grad af velgørende og frivilligt arbejde end vi kender til her i landet. Dog kan man sige, at lige netop denne opgaves tema alligevel nærmer sig ved, at en stor del af det sociale arbejde med netop voldsramte kvinder udspiller sig på krisecentre, i privat regi og med en grad af frivillig arbejdskraft. Samtidig hævder flere forskere og praktikere i stigende grad, at det giver mening, at overføre empowerment til danske forhold.[20]

 

 

Indledningsvist i artiklen ”Empowermentperspektivet – vejen frem til en kritisk handlingsorienteret socialforskning?” i tidsskriftet Social kritik, skriver professor John Andersen følgende om empowerment: ”Empowerment er et begreb, der sætter fokus på processer, hvor igennem underprivilegerede grupper bliver i stand til at modvirke afmagt. Målet er refleksive og myndige mennesker og aktører, med stemme og handlingskapacitet i et inkluderende samfund.” og han definerer endvidere empowerment således: ”som processer hvorigennem underprivilegerede individer, sociale grupper og (lokal)samfund forbedrer deres evne til at skabe, overskue, kontrollere og håndtere materielle, sociale, kulturelle og symbolske ressourcer.” eller mere direkte ”at sætte i stand til og give evne til”Og fortsætter, at ”et sådant empowerment begreb kan med fordel kobles til det dynamiske begreb om social eksklusion og sætter fokus på de økonomiske, sociale, kulturelle, politiske og symbolske magtmekanismer, som over tid fastlåser individer og grupper i en underprivilegeret afmagtssituation med et begrænset handlingsrum.” [21]

 

Andersen argumenterer i nævnte artikel for, en teoretisk kvalificering af begrebet empowerment på det velfærds- og bypolitiske felt. Det drejer sig således om, at lægge et forandringsorienteret og samfundskritisk syn på analyser af underprivilegerede gruppers position i samfundet, og hvor fokus bliver på social forandring gennem social mobilisering og hvor produktion af viden skal ses som et led i forandring af tingenes tilstand. Empowerment begrebet bruges meget forskelligt alt afhængig af sammenhæng. I denne opgave ses empowerment imidlertid som John Andersen også beskriver i før nævnte tekst som: ”En samfundskritisk, transformativ Paulo Freire agtig variant, der fokuserer på kollektiv bevidstgørelse og opbygning af handlingskapacitet i forhold til forbedring af socioøkonomiske og sociokulturelle rettigheder og livsbetingelser for underprivilegerede grupper. Det samfundsforandrende, transformative empowermentperspektiv sætter direkte fokus på dialektikken mellem levevilkår og rettigheder (de objektive livsbetingelser eller mulighedsstrukturene) og ændringerne i den subjektive bevidsthed, selvopfattelse og kollektive handlingskapacitet.”[22]

 

Empowerment begrebet er således brugbart i relation til underprivilegerede eller disempowerede gruppers situation, hvilket vi i denne opgave også indledningsvist argumenterer for i forhold til voldsramte kvinder. Altså kan man sige, at empowerment forudsætter disempowerment i en eller anden forstand. Det kan være økonomisk/materiel, politisk eller statusmæssig forstand. Hvilket vil sige, at empowerment kun giver mening hvis der på en måde bygges på en konfliktorienteret samfundsopfattelse. En opfattelse af, at samfundets ressourcer, status og magt er ulige fordelt. Helt basalt handler transformative empowerment strategier således om betingelser og kapaciteter for ændringer af ulige fordelinger af livschancer, samt ikke mindst om sociale rettigheder.

 

Empowerment bygger således på et bestemt menneskesyn, samt funderes på konkrete holdninger som igen er forudsætningen for en bestemt strategi og metode med nogle bestemte principper. Dog er empowerment ikke en metode i almindelig forstand, da der ikke er tale om en systematisk fremgangsmåde eller procedure, hvilket faktisk står i kontrast til empowerment, hvor der mere er tale om en dynamisk proces, hvor produktet hele tiden udvikles af brugerne.[23] I valget af empowerment som teoretisk perspektiv i denne opgave, bliver det således et projekt der placerer sig i den kritisk teoretiske tradition, idet at formålet med at fremføre projektets pointer, således i et empowerment perspektiv både bliver et forsøg på, indenfor vores begrænsede platform soc2006 at skabe opmærksomhed omkring problematikken voldsramte kvinder samt et forsøg på at se metodiske muligheder for at forbedre den enkelte voldsramte kvindes situation. Samtidig kritisk teoretisk fordi empowerment bygger på et bestemt menneskesyn eller et bestemt sæt af værdier/idealer om man vil, som vi ønsker at stå ved og være eksplicit omkring. I et senere afsnit fremføres flere centrale empowerment teoretiske elementer, som skal ses i forlængelse af denne introduktion. Vores videnskabsteoretiske udgangspunkt hviler således også på en kritisk opfattelse af temaet kombineret med indlevelsesprægede teorier.

 

Projektdesign

 

Metode

Metodisk har vi valgt at tage udgangspunkt i et projektdesign. Vi har valgt at arbejde ud fra 3 temaer, da dette giver os en struktureret fremgangsmåde og derved sørger for den røde tråd gennem hele projektet. Det første tema er til for, at give et overblik over problematikken.

Det andet tema omhandler teori om Sorg og Krise, Offer/Krænker teori samt Posttraumatisk Belastningsreaktion. I det sidste tema vil vi inddrage Empowerment som tjener som vores overordnede perspektiv på opgaven.

Voldens omfang – LOKK Voksenstatistik 2008

Flere undersøgelser viser at vold mod kvinder er stigende. Der er stadig mange kvinder som årligt udsættes for fysisk vold og som lever i frygt for volden. LOKK laver årligt en årsstatistik for at følge og dokumentere udviklingen for de kvinder og børn, der bor på krisecentrene. Størstedelen af kvinderne som er udsat for vold bliver udsat for partnervold, det vil sige vold fra en tidligere eller nuværende partner. For 89 % af de kvinder, som har været udsat for partnervold er voldsudøveren en tidligere eller nuværende partner. For 73 % af de kvinder som bliver udsat for partnervold, er voldsudøveren deres nuværende ægtemand eller samlever, mens det er for 18 % af kvinderne, er deres tidligere ægtefælle/samlever eller tidligere kæreste, der udøver volden.[24]

Ifølge tabel 4 fra LOKKs årsstatistik kan man se hvilke voldsformer, kvinderne i deres seneste forhold har været udsat for. Størstedelen havde i 2008 været udsat for psykisk vold (94 %), hvorimod størstedelen i 2007 havde været udsat for fysisk vold (96 %).[25] Psykisk vold kan være for eksempel verbal trussel mod kvinden, en ydmygelse, psykisk tvang og andre former for integritetskrænkelser. Psykisk vold kan være mindst lige så krænkende, truende og skadende som fysisk vold. Ofte udøves den fysiske vold og den psykiske vold i samspil og herved forstærkes konsekvenserne af volden.[26]

Tabel 5 fra LOKKs årsstatistik viser i procent hvilke voldstyper kvinderne har været udsat for, størstedelen har været udsat for at blive skubbet, revet, rusket, slået med flad hånd eller lignende (87 %). 56 % har været udsat for at blive sparket, slået med knyttet hånd eller med en genstand. 40 % har været udsat for at blive kastet ind mod møbler, vægge, ned ad trappe eller lignende. 37 % har været udsat for kvælningsforsøg, angreb med kniv eller skydevåben.[27]

Voldsramte kvinders arbejdsliv

Med henblik på en helhedsorienteret indsats er det hensigtsmæssigt også at se på volden i relation til voldsramte kvinders arbejdsliv, i og med at volden som regel er ødelæggende for kvindens selvværd, samt i det hele taget besværliggør det at have og fastholde et arbejde. I en ny undersøgelse der netop beskæftiger sig med voldsramte kvinders arbejdsliv, fremhæves det blandt andet at social kontakt med kollegaer modvirker social isolation blandt voldsramte. Derudover opbygger faglig anerkendelse af kompetencer et større selvværd, en faglig identitet samt økonomisk uafhængighed. Undersøgelsen ”Voldsramte kvinders arbejdsliv – en undersøgelse af sammenhængen mellem partnervold og marginalisering på arbejdsmarkedet.” er et led i ”Regeringens handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder og børn i familien 2005-2008”.[28] Baggrunden for undersøgelsen er at data fra danske kvindekrisecentre viser, at blot 20-25 % af beboerne er i arbejde, hvorimod 71 % af den kvindelige befolkning som helhed har lønarbejde, hvilket således indikerer at der kan være en sammenhæng mellem partnervold og marginalisering på arbejdsmarkedet.[29] En befolkningsundersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed om partnervolds sundhedsmæssige og arbejdsrelaterede konsekvenser underbygger førnævnte indikatorer fra krisecentrene, ved at kvinder der er udsat for fysisk vold, har større sandsynlighed for dårligt helbred, større sygefravær og ringere samarbejdsrelationer end kvinder, der ikke er udsat for fysisk vold.[30] Voldsramte kvinders problemer med sygefravær og samarbejdsrelationer på arbejdet indikerer således også at volden rækker ud over privatsfæren og kan virke hæmmende for disse kvinders muligheder for at deltage i samfundet generelt. I følgende afsnit finder vi det derfor meningsfuldt at fremhæve de væsentligste, af denne undersøgelses, resultater og anbefalinger i relation til denne opgaves formål.

Arbejdets funktion for voldsramte kvinder

Overordnet giver kvinderne i undersøgelsen udtryk for at arbejdet har en positiv betydning for deres situation. De fremhæver den faglige og sociale anerkendelse de kan få på arbejdet samt at tilknytningen til arbejdsmarkedet bidrager til at de kan være rollemodeller for deres børn. Arbejdspladsen nævnes også som et frirum for volden. Undersøgelsen kan dog ikke dokumentere at have en direkte effekt på voldens karakter eller påvise at det at have et arbejde i sig selv kan stoppe volden. Arbejdet kan siges at modvirke voldens nedbrydende effekt på kvindernes selvværd, men kan måske også samtidig medvirke til at kvinderne kan udholde at være i det voldelige forhold i længere tid grundet ”de pauser” arbejdet giver i samværet med den voldelige partner.

Voldens betydning for arbejdslivet

Hvor det i ovenstående ikke er helt klart i hvilket omfang arbejde påvirker volden i hjemmet, er det i undersøgelsen i midlertidig helt tydeligt at partnervold har negativ indvirkning for kvindernes arbejdsliv. Dette fremgår af følgende resultater: 77 % af de kvinder der har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen, og som har haft et arbejde indenfor de sidste 3 år, har oplyst, at voldsudøver i et eller flere tilfælde har udstrakt chikanen/volden til også at omfatte deres arbejdssituation.[31]

 

Dette ses blandt andet ved at:

  • 35 % af kvinderne har været udsat for, at voldsudøver nedgør deres arbejde.
  • 57 % af kvinderne har været udsat for at voldsudøver er jaloux på deres kollegaer.
  • 30 % af kvinderne har været udsat for at skulle aflevere deres løn til voldsudøver.
  • 31 % af kvinderne har været udsat for at voldsudøver ikke tager sig af børn, eller der kan være risiko for at børn lider overlast, mens kvinderne er på arbejde.
  • 38 % af kvinderne har været udsat for, at voldsudøver direkte chikanerer eller er voldelige mod dem, når de er på arbejde f.eks. via trusler over telefonen, ved personligt fremmøde og/eller ved ravage på arbejdspladsen.[32]

 

Endvidere fremgår det af interviewmaterialet at når voldsudøver lader chikanen eller volden omfatte kvindens arbejdsliv, så kan dette være en måde at demonstrere sin magt i parforholdet på. Dertil tillægges kvindernes arbejde ingen værdi, hvorfor det også bliver kvindernes eget problem at forene arbejdsliv og privatliv, hvilket kan udgøre et konkret problem i forhold til eks. børnepasning.  Det fremgår også af undersøgelsen, at omkring et brud, synes der at være særligt risiko for at kvinden opsøges af voldsudøver på arbejdspladsen. Således har 15 % af de kvinder der har været udenfor arbejdsmarkedet de sidste 3 år, oplyst at frygt for at blive fundet af voldsudøver har været en medvirkende årsag til, at de ikke har noget arbejde. Endvidere har 83 % af de medvirkende kvinder som har haft arbejde indenfor de sidste 3 år oplyst, at følger fra volden på en eller flere måder har haft negativ indflydelse på deres arbejde. Dette kan udmønte sig på forskellig vis:

 

Symptomer på stress: 71 % lider af træthed, 65 % er grådlabile og 64 % har koncentrationsproblemer.

Højt sygefravær: 30 % har ekstra sygemeldinger på grund af vold.

Dårlig social tilknytning til kollegaerne: 55 % er bekymrede for hvad kollegaerne tænker og 35 % har problemer med at være i det sociale fællesskab med kollegaerne.

 

Disse faktorer kan influere i sådan en grad, at kvinderne kan have svært ved at fokusere på arbejdsopgaverne, dette sammenholdt med et højt sygefravær, kan det være tiltagende svært at nå arbejdsopgaverne. Hvilket igen kan have negativ tilbage virkning på kvindernes selvværd. Derudover kan dette også være medvirkende til at kollegaer stempler kvinderne som dårlige medarbejdere i mangel på forståelse, hvorved de risikerer at blive udstødt af det sociale fællesskab på arbejdspladsen.  Dette kan kvinderne også selv bidrage til ved at isolere sig fra kollegaerne, hvilket kan bunde i skyld og skamfølelse over den vold de er udsat for, eller i det hele taget i manglende overskud til at indgå i sociale relationer. Altså kan kvindernes problemer med at fastholde et arbejde som følge af volden i sidste ende betyde, at de bliver fyret eller selv siger op. Dette er sket for 24 % af de kvinder i undersøgelsen, som har været i arbejde indenfor de sidste 3 år.

Voldsramte kvinders involvering af arbejdspladser og sagsbehandlere

57 % af undersøgelsens kvinder har fortalt deres arbejdsplads om volden, og 51 % har fortalt det til en kommunal sagsbehandler. Undersøgelsen viser også, at kvinderne har været udsat for vold i lang tid inden de har fortalt dette til nogen. Endvidere er dette som oftest først sket efter et voldsomt overfald eller et brud med voldsudøver. Oftest er arbejdspladsen blevet involveret før en sagsbehandler.

Arbejdspladsers mulighed for at hjælpe voldsramte kvinder

Når arbejdspladsen har fået viden om at en medarbejder er voldsramt, kan den tilbyde hjælp. Denne hjælp kan være med til at fastholde medarbejderen i arbejdet samt hjælpe til, at finde en vej ud af volden. 75 % af undersøgelsens kvinder der har modtaget hjælp fra arbejdspladsen, har i høj grad eller delvist oplevet, at en eller flere af de hjælpemuligheder de er blevet tilbudt, har gjort en positiv forskel. Nogle af disse hjælpemuligheder kan være: Støtte og opfølgning i form af samtaler med en kollega eller leder, henvisning til relevante myndigheder på området, fleksibilitet/sygemeldinger ved fx en midlertidig sygemelding eller nedsat arbejdstid samt sikkerhedsforanstaltninger i form af vekslende mødetider eller en screening af arbejdstelefonen.

Anbefalinger i forhold til arbejdspladser

Undersøgelsen har resulteret i en række anbefalinger, vi vil i det følgende fremhæve nogle af disse.

  • At der indarbejdes et beredskab i personalepolitikken.
  • Et beredskab der omfatter håndtering af medarbejdere der er i krise.
  • Retningslinjer for hvordan man foretager en svær samtale med en medarbejder der viser tegn på mistrivsel.
  • Støtte i form af psykologsamtaler, fleksible arbejdstider og arbejdsopgaver.
  • Viden om hvor man kan søge yderligere råd og vejledning.
  • Tage stilling til hvilke konkrete støttende, fleksible og sikkerhedsmæssige foranstaltninger virksomheden har mulighed for at gøre brug af.

 

Et beredskab for hvordan en arbejdsplads vil hjælpe voldsramte kvinder, kan indarbejdes i en almen kriseberedskabsplan. Endvidere er det væsentligt at arbejdspladsen jævnligt kommunikerer personalepolitikken ud til medarbejderne, således at de er klar over at de kan henvende sig med deres problemer samt et signal om at disse vil blive taget alvorligt.

Sagsbehandlere på jobcentre og sygedagpengekontorer

Sagsbehandlere i jobcentre og på sygedagpengekontorer har den primære opgave, at hjælpe borgere med at få eller fastholde et arbejde. 83 % af kvinderne i undersøgelsen har oplyst at de har haft kontakt til en kommunal sagsbehandler. Her af har 51 % haft kontakt vedr. beskæftigelse, 51 % omkring økonomi, 49 % vedr. bolig, 36 % vedr. helbred, 42 % vedr. børn og 51 % har haft kontakt om vold. 50 % har oplyst at have kontakt vedr. mere end 3 problemstillinger. Sagsbehandlerne i jobcentrene stiller sig positivt overfor at hjælpe kvinderne, men efterlyser samtidig mere viden om partnervold og mere samarbejde på tværs af forvaltningerne. De oplever i flg. undersøgelsen at det kan være svært at tale med kvinderne om volden, når de ikke selv kan hjælpe dem med at komme ud af den. Endvidere oplyser de, at være usikre omkring hvilken hjælp kvinderne har brug for og hvem de kan henvende sig for at spørge til råds om dette. Som før nævnt er fokus i jobcentrene på det at få eller fastholde et arbejde, under hensyntagen til de problemer, volden medfører.

Anbefalinger til sagsbehandlere

Det anbefales jf. undersøgelsen for at hjælpe voldsramte kvinder med at få eller fastholde et arbejde, at sagsbehandlere i jobcentre får viden om partnervold samt den indflydelse volden kan have på arbejdslivet. Denne viden kan etableres på flere niveauer. Blandt andet fremføres det at der organisatorisk kan udpeges nøglemedarbejdere i kommunen, som har kendskab til partnervold. Derudover findes der på www.voldmodkvinder.dk (Forældet link) en pjece om partnervold til kommunale sagsbehandlere, og fra slutningen af 2009 vil der på samme website kunne downloades webbaseret undervisningsmateriale om partnervold. Det fremføres også, at det er hensigtsmæssigt at sætte fokus på den helhedsorienterede og koordinerede sagsbehandling i et tværfagligt og tværsektorielt samarbejde, hvor de instanser der kan hjælpe kvinden med at komme ud af volden, inddrages. Aktiverings og jobtilbud vil således bedre kunne målrettes, når de parter der kan hjælpe omkring voldsproblematikken i hjemmet også er i spil. Samarbejdet kan eksempelvis foregå som rundbordssamtaler med arbejdspladsen, andre forvaltninger, krisecentre, egen læge eller andre relevante samarbejdsparter omkring de initiativer, der iværksættes. Her er det dog vigtigt, at være opmærksom på at kvinden giver samtykke til hvilke oplysninger der må udveksles og med hvem. Her i kan der således være et konkret stykke motivations arbejde for sagsbehandleren, i at få kvinden til at give de nødvendige samtykke erklæringer.[33]

Forståelsen af partner vold – Kvindernes oplevelse/indre verden

Det kan være svært at forstå, hvordan en kvinde kan blive i et parforhold i flere år med en mand, som udøver psykisk og fysisk vold mod hende, hvilket kan være i form af trusler, ydmygelser, skyld osv. Men nogen gange kan alternativet opleves som ubærligt, fx hvis alternativet er, at hendes mand vælger at begå selvmord, hvis hun går fra ham. Hvilket resulterer i, at hun kan have en oplevelse af at skulle leve resten af sit liv med et mord på samvittigheden. Denne skyldfølelse kan skyldes, at manden flere år i træk har udøvet psykisk vold i form af at give kvinden skylden for, at han kan blive meget vred. Dette kan gøre det svært for hende at løsrive sig fra denne skyld, som han har pålagt hende.

I mange parforhold hvor volden er en del af parforholdet bliver der ofte ikke talt åbent om følelser og indre oplevelser. Udfordrende følelser som vrede eller sorg, kan være svære at tale om i familien. Derfor bliver der ikke talt om følelser og oplevelser, hverken inde i familien eller udadtil til i forhold til omgivelserne. Hvis den ene part har svært ved at indgå i menneskelige relationer, så bliver parrets omgangskreds meget begrænset eller måske helt væk. Kvinden har ingen veninder, hun kan tale med, så for at kunne være i sit parforhold bliver hun nødt til at gå på kompromis med egne behov for at tilfredsstille sin mands behov. Pga. tavsheden omkring mandens følelsesmæssige vredesudbrud, oplever kvinden en ensomhed, da hun selv skal bære på smerten og skuffelsen over det ægteskab, som ikke var, som det hun drømte om.

De mænd og kvinder som vælger at blive i et parforhold, hvor der udøves psykisk eller fysisk vold, finder på en eller anden måde nogle strategier, sådan at de kan overleve i det. Det er ikke sikkert, at de strategier er så sunde og udviklende, men det gør at personen kan overleve volden.

Uanset hvilken vold, der er tale om i et parforhold og uanset hvem, der udøver volden, så er der store konsekvenser. Konsekvenserne kan være mange og forskellige. Det at blive i et parforhold, hvor psykisk eller fysisk vold indgår, har konsekvenser fx trusler om vold, selve volden, opgivelse af drømme, ensomhed, angst, depression osv. Samtidig har det også konsekvenser, hvis parforholdet brydes pga. volden fx kan nogle af konsekvenserne være skyld, ensomhed, forladthed, trusler, angst osv.[34]

Feministisk teori, hvor partnervold forklares med samfunds- eller kulturforhold. Kort sagt ses samfundet som patriarkalsk, og mænds vold mod kvinder forstås i forlængelse heraf som mandens forsøg på at opretholde dominansen over kvinden. Behandlingen vil typisk sigte på at bevidstgøre manden om årsagerne til volden og på, at parterne får et ligeværdigt forhold, som er baseret på tillid i stedet for frygt.

Systemteori og familieteori, hvor volden forklares med familiemæssige forhold. Vold er udtryk for en dysfunktionel familie, og begge parter bidrager til, at konflikten eskalerer. Behandlingen består i parterapi, hvor der arbejdes på at forbedre parternes evne til at kommunikere med hinanden og løse konflikter.

Psykoterapeutisk teori og kognitiv adfærdsteori, hvor volden ses som udslag af individuelle problemer. Personlighedsafvigelse, tidlig traumatisering eller andre problemer under opvæksten kan medføre, at nogle personer er tilbøjelige til at begå vold. Volden betragtes som et fysisk symptom på et følelsesmæssigt problem. Behandlingen består enten i psykoterapi eller i kognitiv adfærdsterapi.[35]

I de følgende afsnit vil vi fremhæve nogle af de konsekvenser volden har, da det er afgørende at forholde sig til evt. som ansat i en myndigheds funktion, da viden om disse konsekvenser er bidragende til at danne baggrund for en helhedsvurdering.

 

Voldens konsekvenser for den voldsramte kvinde

I relation til arbejdsmarkedet i pilotundersøgelsen ”Voldsramte kvinders arbejdsliv” fortæller kvinderne at de har forskellige former for psykiske og fysiske lidelser der direkte eller indirekte har influeret på deres arbejdsliv, også efter at volden er ophørt. Af psykosomatiske lidelser nævner de især langvarige hovedpine, depression, ekstrem træthed, dårlig mave og problemer med at trække vejret samt stort koncentrationsbesvær og problemer med at sove om natten. Flere af kvinderne i denne undersøgelse beretter også, at de har svært ved at få hverdagen og arbejdslivet til at hænge sammen som enlige forsørgere, dette er naturligvis ikke kun et problem for voldsramte kvinder, men som voldsramt er de fleste psykisk nedbrudte og har derfor mindre overskud til at klare de mange praktiske problemer der kan være forbundet med at være ene forsørger. Der til kommer, ”at andre undersøgelser viser at mange voldsramte kvinder har et svagere socialt netværk som følge af voldens isolation.”[36]

 

Voldens konsekvenser for voldsudøver

Voldsudøveren føler skam og skyld. Det er ikke noget de taler om med nogen, og ofte går de længe med angsten om at det skal komme frem. Nogle mænd har svært ved at identificere sig med det faktum at det er dem som er ansvarlige for volden i hjemmet. Det er vigtigt, at voldsudøveren får den rette hjælp til at forstå at det er ham som er ansvarlig for volden. Hertil kan det siges, at hvis de ikke får den rette hjælp er der stor sandsynlighed for at han udfører vold igen i et nyt forhold.[37] Mændene udtaler selv, at det ikke handler om hvor hård en straf de risikere at få ved at slå deres samlever, når de først er oppe at køre handler det mere om kvinden foran dem. Man kan ikke true manden til at holde op med at slå.[38]

 

Det er strafbart ifølge dansk lovgivning at udfører vold mod et andet mennesker. Vi har derfor valgt i det følgende at inddrage nogle af de paragraffer, som kan siges at være nogle af de konsekvenser der er for voldsudøveren. Vi er bevidste om, at der er flere end nedenstående paragraffer, som kan anvendes når vi snakker om voldsudøveren, men vi har valgt at inddrage dem, som vi finder mest relevante at trække frem her i projektet.

Straffeloven

  • 13. Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.

Stk. 2. Overskrider nogen grænserne for lovligt nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.

Stk. 3. Tilsvarende regler finder anvendelse på handlinger, som er nødvendige for på retmæssig måde at skaffe lovlige påbud adlydt, iværksætte en lovlig pågribelse eller hindre en fanges eller tvangsanbragt persons rømning.

  • 14. En handling, der ellers ville være strafbar, straffes ikke, når den var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning.
  • 15. Handlinger foretagne af børn under 15 år straffes ikke.
  • 16. Personer, der på gerningstiden var utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, straffes ikke. Tilsvarende gælder personer, der var mentalt retarderede i højere grad. Befandt gerningsmanden sig som følge af indtagelse af alkohol eller andre rusmidler forbigående i en tilstand af sindssygdom eller i en tilstand, der må ligestilles hermed, kan straf dog pålægges, når særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 2. Personer, der på gerningstiden var mentalt retarderede i lettere grad, straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med mental retardering.

  • 244. Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.
  • 245. Den, som udøver et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særlig skærpende omstændighed.

Stk. 2. Den, som uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde tilføjer en anden person skade på legeme eller helbred, straffes med fængsel indtil 6 år.

  • 246. Har et legemsangreb, der er omfattet af § 245 eller § 245 a, været af en så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller døden til følge, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i 10 år.

Voldens konsekvenser for børnene

Børn der er vidner til vold i hjemmet, kan være i fare for selv at gentage forældrenes mønster, når de vokser op. Drenge kan have tendens til at blive ham, der fører knytnæven mod sin kæreste. Og piger kan i deres opvækst have fået et så forvrænget billede af kvindekønnets værd, at de accepterer at få tæsk som en naturlig del af deres voksenliv. Børn i familier med vold indgår ofte ligesom deres mor i en proces hvor volden normaliseres, virkelighedsbilledet ændres langsomt. Ofte har volden mod barnets mor været overhørt eller overværet af barnet selv. Vold mod moren kan også være vold mod barnet – om ikke andet så psykisk. Børn fra en voldsramt familie kan enten være meget aggressive eller unaturlig stille. Børn der har været vidner til vold viser ofte tegn på forstyrrelser i form af utryghed, angst, lavt selvværd og adfærdsvanskeligheder eller kan også selv vise voldelig adfærd.[39] Det er vigtigt, at kunne støtte barnet i at bryde tavsheden omkring volden. Det jager angsten på flugt så barnet får energi til at arbejde positivt med sine traumer. Hvis barnet ikke får bearbejdet sine oplevelser, kan risikoen for at barnet får posttraumatisk reaktioner og psykiske problemer som voksen øjes. Dette kan dog rettes op ved at barnet fik, forbedrede sine livsvilkår og den helt rette omsorg.[40]

 

Vi har valgt i det følgende at inddrage de paragraffer vi finder relevante i forbindelse med vores projekt og som kan ses som relevante i forhold til konsekvenserne for børnene, men selvfølgelig også som en konsekvens for moderen. Vi er opmærksomme på, at der kan findes andre paragraffer som også kunne være relevante i forhold til konsekvenserne for børnene.

Forældreansvarsloven

  • 6. Er forældre gift med hinanden ved barnets fødsel, eller indgår de senere ægteskab, har de fælles forældremyndighed.
  • 8. Har forældre fælles forældremyndighed, fortsætter denne, selv om de har ophævet samlivet eller er blevet separeret eller skilt, eller deres ægteskab er blevet omstødt.
  • 10. Forældre, der har fælles forældremyndighed, og som ikke lever sammen, kan aftale, at en af dem skal have forældremyndigheden alene. Aftalen skal anmeldes til statsforvaltningen for at være gyldig. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.
  • 11. Er forældre, der har fælles forældremyndighed, og som ikke lever sammen, ikke enige om forældremyndigheden, afgør retten, om den fælles forældremyndighed skal fortsætte, eller om en af dem skal have forældremyndigheden alene. Retten kan kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der foreligger tungtvejende grunde.
  • 23. En forælder, som ikke har forældremyndigheden, har ret til efter anmodning at få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner, social- og sundhedsvæsenet samt private sygehuse, privat praktiserende læger og tandlæger. Denne forælder har desuden ret til at få udleveret dokumenter om barnets forhold, hvis disse findes på skoler og i børneinstitutioner. Der må ikke gives fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaveren.

  Stk. 2. En forælder, som ikke har forældremyndigheden, har ret til efter anmodning at få orientering om generelle sociale aktiviteter på barnets skole og børneinstitution fra den pågældende skole og institution og har adgang til at deltage i disse aktiviteter.

 

Serviceloven

  • 154. Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.

 

Forvaltningsloven

  • 27. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jfr. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c-152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, herunder navnlig til:

1) statens sikkerhed eller rigets forsvar,

2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,

3) forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning,

4) gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen,

5) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed,

6) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold, eller

7) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold.

 

 

Voldens konsekvenser for samfundet

Udover de menneskelige konsekvenser, må partnervold formodes at koste samfundet dyrt i form af udgifter til eksempelvis dagpenge/sygedagpenge, sundhedsvæsnet, psykologhjælp, politi og retsvæsenet.

Voldens natur/voldens former

Ifølge materialet ”Hvordan kommer vi den voldsramte familie i møde” som er en del af kampagnen ”Stop volden mod kvinder – bryd tavsheden” udarbejdet af Formidlingscenteret for Socialt Arbejde” antager volden mange forskellige former og kategoriseres som følgende:

 

Fysisk vold: fx slå, skubbe, sparke, bide, nappe, ryste, true med våben, kvæle, kværke, brændemærke, forhindre i søvn, låse inde, forsøge at myrde.

Seksuel vold: fx tvinge til sex, sadomasochisme, prostitution eller til at sove med vennerne, urinere på kvinden for at nedværdige hende, fuldbyrdet voldtægt.

Følelsesmæssig eller psykisk vold: fx råbe ad, kritisere konstant, fortælle hende at hun er grim eller ubrugelig, optræde jaloux eller ekstremt kontrollerende, nægte at tale til hende eller krænke hende, forhindre hende i at se familie eller venner, ydmyge hende foran børnene eller andre, fortælle hende at hun er skør og skulle være på et psykiatrisk hospital, ødelægge hendes værdifulde kontakter, forfølge hende overalt, forhindre hende i at arbejde eller studere.

Verbal vold eller trusler: fx true med at fjerne eller bortføre børnene, med at smide hende ud, med selvmord, med at dræbe hende, med ”altid” at kunne finde og skade hende, med at mishandle børnene og hende, eller med at gå fra hende, ødelægge hendes jobmuligheder eller hendes karriere.

Økonomisk vold: fx nægte at give hende penge eller adgang til bankkontoen, lade hende tigge om hver en krone, kun give hende kostpenge og samtidig øde penge på sig selv, kræve bilag for selv ligegyldige udgifter, true hende til at underskrive et lån.

Materiel vold: fx at ødelægge hendes ejendele eller tvinge hende til at forlade hjemmet uden sine møbler og andre ting, gøre det svært for hende at opnå eget bolignummer (ved fælles lejet bolig), eller svært for hende at få sin andel af boligen realiseret ved fælles ejerbolig.[41]

 

Voldsspiralen

Psykisk vold bruges i disse forhold systematisk og velovervejet og denne efterlader kvinden svag, afkræftet, uden selvværd og usikker på hvad der kommer. Tegn på ømhed fra manden øger denne usikkerhed, hvilket voldsmanden bruger som strategi for at få fuld kontrol over kvinden. Et mønster som også kendes fra torturstudier. Typisk vil kvinden fornægte eller bagatellisere det der er sket, samt være tilbøjelig til at påtage sig skylden for det skete.

 

Den psykiske nedbrydning af voldsramte kvinder kalder forsker Eva Lundgren fra Sociologisk Institut på Uppsala Universitet for ”voldens normaliseringsproces”. Volden indarbejdes i forholdet og bliver et normalt indslag i hverdagen, efter noget tid bliver det svært at skelne mellem hvad der er normalt og hvad der ikke er. Lundgreen har i sin analyse af disse forhold taget udgangspunkt i en forståelse af volden som mandens middel til at bevare sin kontrol og magt over kvinden. Dette tjener til at opretholde hans billede af sig selv som mand. For at nå sine mål bruger han:

 

Kontrolleret vold: Denne form er rettet mod kvinden alene, den sker ofte uden vidner, og manden bestemmer graden af vold.

Kontrolleret isolering: Manden forhindrer eller vanskeliggør kvindens omgang med venner og slægtninge. Han forhører hende, låser hende inde og ydmyger hende overfor bekendte.

Kontrol ved hjælp af skiftende ømhed og vold: Manden ønsker at være den eneste der trøster kvinden. Det er ikke ualmindeligt at mishandling afsluttes med voldtægt, når manden er blevet seksuelt ophidset af volden. [42]

 

I voldsforhold udvikler kvinden strategier for at forhindre volden i at opstå og for at overleve i forholdet. Hendes reaktioner er følgende:

 

 

Fortrængning af volden årsag: I begyndelsen kan volden forklares som ulykkestilfælde, men med tiden dukker volden op uden at kunne forklares. Grænsen for hvad hun normalt ikke vil acceptere udviskes. En skyldfølelses opbygges. Hun påtager sig skylden for volden.

Tab af referencerammer: Når kvinden tilintetgøres psykisk, mister hun sansen for at skelne mellem ”en almindelig manderolle” og ”en voldelig manderolle”. Hun tilpasser sig og underkaster sig manden.

Isolation: Når kvinden isoleres fra sociale kontakter, kommer manden til at dominere hende følelsesmæssigt. Hun bliver afhængig af ham.

Tab af selvtillid: Ved at blive udsat for vekslende vold og varme mister kvinden gradvist sin selvtillid, indtil hun har tilpasset sig mandens vold og hans motiv til volden. Hun begynder at se sig selv med mandens øjne. Den følelsesmæssige afhængighed af ham forstærkes. I denne proces påvirkes kvindens personlighed gradvist til at forstærke hende i et negativt selvbillede.

Det manglende selvværd tapper hendes styrke, så hun ikke kan iværksætte en forandring af sin situation. [43]

 

Ifølge Eva Lundgren kan man sige, at konsekvensen af normaliseringsprocessen bliver, at kvinden gradvist mister sit selvværd. Først sigter kvindens tilpasningsstrategi at forhindre volden i at forekomme, siden gennem tilpasning internaliserer hun mandens vold, hans motiver og krav til hende, hvilket svækker hendes egen handle- og dømmekraft. Og tilpasningsstrategien udvikler sig således overtid til en overlevelsesstrategi. Endelig kan kvinden blive så traumatiseret, at hun opgiver overhovedet at have en strategi og bliver opgivende og handlingslammet.[44]

Voldens drivkraft/Hvad driver de voldelige partnere?

Det der kan få voldsudøveren til at slå kan være jalousi, jalousi er en følelse, der kan opstå, når man er bange for at miste sin særstilling hos et menneske til fordel for en rival. Mændene kommentere selv, at de efter et sådan voldsomt jalousiudbrud godt med deres rationelle fornuft kan se, at deres handlinger var tåbelige og overdrevne. Voldelige handlinger kan af den enkelte voldsudøver opleves som en løsning af en vanskelig situation. Al vold er en handling, der udspringer af en følelsesmæssig tilstand, et sæt af tanker som personen har med i sin bagage. Mistroen overfor partneren kan udvikle sig til en form for paranoide vrangforestillinger. Manden fantaserer ofte om alt det, der sker bag hans ryg. Og lige meget hvor meget hans partner benægter, mener han at det kun er et forsøg på at dække over de reelle begivenheder. De jalousiplagede mænd kan godt selv se, at deres følelser og handlemåder er problematiske, og der kan derfor opstå en form for selvhad.[45]

 

Sorg og krise

Sorg og krise teorien handler om, hvordan mennesker reagere når de bliver udsat for sorg og krise i deres hverdag og hvordan omgivelserne kan hjælpe. Ikke mindst for at nævne hvilken betydning ens netværk og beredskab har.

 

Alle mennesker bliver udsat for sorg eller bekymring i løbet af tilværelsen. Det sker for eksempel, hvis en, man holder meget af, bliver syg og dør. Hvis et ægteskab går i stykker. Hvis man mister arbejdet på grund af sygdom eller arbejdsløshed. Eller hvis man bliver udsat for overfald eller vold.

Reaktionerne er selvfølgelig forskellige fra menneske til menneske og afhænger af flere ting. Dels af opvæksten og hvilken tilknytning, man har haft til den eller det, man har mistet. Dels hvordan man har det på det tidspunkt, hvor ulykken rammer. Så sker der som regel det, at man i en periode er ude af stand til at bruge sin almindelige, sunde fornuft. Men ved gode venners, familiens og professionel støtte gennemlever man sorgen. Man frigør sig fra fortiden ved efterhånden at forstå, hvad man har mistet. Man finder en ny hverdag og kan se, at fremtiden trods alt indeholder muligheder, oven i købet ofte nye muligheder.

En stor sorg eller ulykke er naturligvis altid forbundet med en voldsom forandring. Det bliver aldrig det samme igen. Nogle kommer godt igennem sorgen, men andre lukker sig inde og bliver nedtrykte, bange og truer måske med at tage deres eget liv. Sorg og glæde er vel lige så integreret en del af vores sjæleliv, som ilt er nødvendig for kroppens overlevelse. I bogen Sorg og Krise gør Lis Hillgaard og co fra begyndelsen meget ud af at understrege de alment menneskelige aspekter.

 

Sorg er altid en reaktion på tab, krise er en reaktion på en sjælsrystende begivenhed, som traume og der behøver ikke at være et traume i et tab. Sorgen er en afgørende del af de fleste terapeutiske processer. Freuds ord var i sin tid, at terapien kan afsluttes, når klienten har fundet en stabil evne til at sørge. Svære tab berører således personlighedens dybeste sind, og vi rammes samtidigt eksistentielt. Derfor kan professionelt arbejde med menneskelivets tab og traumer ikke sættes ind i en sorgmodel. Sorg er en tilstand og ikke en proces. Sorgarbejde er derimod en proces, et forandringsarbejde, og denne proces kan vi forholde os til på forskellige måder og beskrive forskelligt. Opgaverne med at bearbejde sorgen består i at man med tiden og på mange forskellige niveauer erkender, hvad man har været udsat for, mestrer sorgens følelser, udvikler nye strategier i det forandrede liv, og flytter sin følelsesmæssige energi, dvs. adskiller sig fra det, der var, og knytter til det, der er, og jo mere kompliceret og traumatisk man rammes, jo vanskeligere kan det blive at tage den nødvendige del af sin skæbne til sig. Det er i en analyse af tilknytningen til det, man har mistet, at man forstår, hvad det er, man skal forandre, dvs. adskille sig fra. Denne analyse er selvfølgelig ikke aktuel i den akutte sorgproces, hvor man af mange gode psykologiske grunde går i en slags symbiose med det, man har mistet. Fx det døde barn fylder gennem et godt stykke tid mere hos forældrene end de levende børn.[46]

 

Et hvert modent forhold mellem mennesker handler om det paradoks, at man skal være så tilpas adskilt, at man kan være ”hjemme” hos sig selv for at kunne være sammen på en god og fleksibel måde. Og under denne vinkel udfordres denne eksestentielle alenehed livet igennem af det faktum, at vi som sociale dyr har behov for kontakt med andre på linje med at vi har behov for mad og drikke (Bowlby). Hvis man ikke magter dette tilknytnings- og adskillesdilemma, som intensiveres, når vi rammes af traumatiske tab, så er det, at sorgarbejdet ikke fører til den nødvendige udvikling. Det, man har mistet eller frygter at miste, objekttabet, udvikler sig til et selvtab.[47]

 

En traumatisk krise er altid forbundet med en form for tab. Det kan fx være tab af arbejdsevne, et ægteskab der går i stykker, et familiemedlem der dør, forældre der mister et barn, eller hvis man udsættes for vold. En akut krise er dermed en psykisk reaktion på en udefra kommende begivenhed som man ikke selv har været herre over. Der er forskel på hvordan den enkelte reagerer på sådanne begivenheder. Det skyldes at vi alle sammen er forskellige, med forskellige baggrund og psyke. Mange ting spiller ind, hvis man skal forsøge at forstå hvorfor den ene har lettere ved at bearbejde et tab end en anden, og nogle er voldsomt sårbare overfor tilsyneladende små tab, mens andre ikke påvirkes i nævneværdig grad. Men nogle af de ting der med sikkerhed betyder noget for dette er vores opvækst, og tidligere erfaringer i ungdoms og voksenliv. Er der fx tidligere ubearbejdet kriser i bagagen, skal der måske ikke så forfærdelig meget til før der kommer en voldsom reaktion.

 

Når en person rammes af en traumatisk krise, slår den almindelige måde at tænke og handle på ikke længere til. De redskaber vi plejer at bruge til at løse problemer, er ikke tilstrækkelige, og vi kan ikke se nogen udvej. Det udløser et følelsesmæssigt kaos, som gør det helt eller delvist umuligt at se nogen fremtid, vores verdensbillede og fremtidsplaner synker i grus. Der mærkes et væld af blandende og ofte modsatrettede følelser, såsom fortvivlelse, angst, skyld, vrede og hysteri. Fornuften forsvinder for en tid, og erstattes af disse stærke og skræmmende følelser. Typisk vil den kriseramte føle at tankerne kører i ring, og måske gentage sig selv, eller tale usammenhængende. På det tidspunkt forekommer det usandsynligt at livet nogensinde bliver normalt igen, og at vi kan komme videre som et helt menneske.

Selvom kriser kan have vidt forskellige forløb, kan de alligevel inddeles i følgende faser:

Chokfasen

Chokfasen er forholdsvis kort, selvom det for den kriseramte kan føles som en evighed. Fasen er præget af at vi har svært ved at forstå hver der er sket, og prøver at fornægte det, eller tror det er et mareridt. Kriseramte personer i chokfasen kan opføre sig som om de er afsindige, fuldstændig ude af trit med normale handlingsmønstre og fx at skrige, græde uhæmmet, smadre ting eller bliver fuldkommen handlingslammet eller overdrevent rolige – situationen taget i betragtning. Chokfasen varer fra få minutter til nogle døgn, og afsluttes med at den kriseramte er nødt til at erkende hvad der er sket. Typisk vil personen senere have svært ved at huske noget fra denne fase.

Reaktionsfasen

I reaktionsfasen går alvoren op for den kriseramte, som hengiver sig til sine følelser, og græder, er fortvivlet eller raser. Den varer uger eller måneder og opleves uhyre smertefuld, når kaos og voldsomme reaktioner blandes med angst, skyldfølelse og vrede. Måske ønsker den kriseramte endda at være død. Virkeligheden kan være så forfærdelig, at den må erkendes. Personen vil forsøge at forstå hvorfor ´det´ skete, og vende tilbage til dette emne igen og igen, uden at kunne få et svar. ´Hvorfor lige mig´ vil også være et tilbagevendende spørgsmål. Selvom erkendelsen er indtruffet, vil den ligge fjernt fra virkeligheden. Især kan årsagerne sommertider fordrejes og skyld fralægges eller påtages når det modsatte virkeligheden er tilfældet. Nogen forsøger i denne periode at undertrykke eller fortrænge sine følelser, men er indvendigt fortvivlede. Dyb gråd er vigtig i denne fase, da den virker befriende og sørger for at vi giver slip på vores følelser, men det kan forekomme skræmmende, idet man kan frygte at man aldrig mere holder op med at hulke. – Dyb gråd varer imidlertid sjældent mere end 10 minutter, herefter vil den enten ophøre eller gå over i en lettere gråd afbrudt af pauser. I denne periode er der fare for at den kriseramte kommer til at isolere sig fra omverdenen, der kan virke truende og ligegyldig. Reaktioner af legemlig karakter er almindelige, og mange oplever søvnforstyrrelser eller hallucinationer.

Bearbejdningsfasen

Bearbejdningsfasen varer fra nogle måneder op til 1 år. Den kriseramte opnår en accept af situationen, begynder at forholde sig til realiteterne og få et mere realistisk billede af det hændte. Dog er det almindelig, at det mistede idealiseres og fremstår i et perfekt skær, som ikke er dækkende for virkeligheden. Den kriseramte er ikke længere helt opslugt af traumet, men begynder at orientere sig mod fremtiden. Langsomt letter den tunge dyne af fortvivlelse der har betydet at alt andet var ligegyldigt og uden mening. Det tager tid, og nogen ting bliver aldrig det samme, men nye værdier får lov til at få sin plads. Alligevel er det fortsat nødvendigt at tale om sorgen og mærke og give efter for sine følelser. Dette er fortsat en vigtig del af bearbejdningen, også selvom det kan være svært for omverdenen at bearbejdningen tager så lang tid.

Nyorienteringsfasen

Denne fase har ikke nogen egentlig afslutning idet den dækker tiden efter traumet, når denne er bearbejdet. Traumet indgår nu som en del af de samlede livserfaringer personen har, men ofte vil denne fortsat være sårbar på fx mærkedage eller lign. Billedet af den eller det mistede og fortiden er blevet mere nuanceret og troværdigt. Men vil på nuværende tidspunkt igen have overskud til at etablere sociale forhold til andre mennesker, og har ikke længere behov for hele tiden at dele sin sorg med andre.[48]

 

Posttraumatisk Belastningsreaktion

Følgende træk er karakteristiske i forbindelse med posttraumatisk belastningsreaktion: Angst forbundet med en irrationel frygt for, at oplevelsen skal gentage sig. Voldsomme mareridt, som ofte handler om at blive forfulgt. Koncentrationsbesvær med tvangsmæssigt vedholdende erindringsbilleder af angstoplevelserne. Derudover er kronisk depression, isolationstendenser, samt psykosomatiske symptomer ligeledes karakteristisk.[49]

Offer/krænker identitet

Offer – krænker – frelser trekanten

Offer og krænker træk indgår grundlæggende i vores personlighedsstruktur. Når vi er under pres bliver disse træk mere markante, og yderlighederne oplever vi hos de mennesker, som i deres opvækst er blevet udsat for omsorgssvigt. Når vi mødes af mennesker med markante offer og krænker træk rammer det lige ind i vores egne personlige mønstre. Fx bliver vi bange eller aggressive når vi møder mennesker, der krænker os. Når vi møder et offer, oplever vi måske frustrationen eller medfølelsen, og det kan undertiden være svært at opretholde den professionelle attitude, som er mest gavnlig for den person. Offer trekanten beskriver en dynamik som ofte udspiller sig i vores nære relationer. Vi veksler dynamisk mellem offer, krænker eller frelser adfærd, men har ofte en foretrukken rolle, som vi slæber med os gennem livet. Dette betyder at vi ofte ser os selv kørt fast i bestemte mønstre og samspil, som gentager sig igen og igen. Offertrekanten beskriver en dynamik, som findes i mange familier. En person har normalt en primær rolle, som er den rolle man typisk ”hookes op på”, når man indgår i dette mønster med andre. Samtidig er man i stand til at bevæge sig dynamisk frem og tilbage mellem rollerne i relationen, så offeret bliver krænker, krænkeren frelser, frelseren offer etc. Et eksempel på dette, kan være moderen, der er pga. sin frelser rolle, forsøger at gå ind og løse nogle problemer for sit barn. Barnet er i starten villigt i offerrollen, men efter en tid, bliver det irriteret, skælder ud på sin mor, og bliver dermed krænkeren, og moderen går så over i offerrollen. Faderen kommer til, og skælder ud på barnet, der igen går i offerrollen. Moderen føler en afmagt, der nu kommer i form af irritation over manden, som hun nu skælder ud (hvorefter han går i offerrollen), hvilket får barnet til at tale faderens sag (frelser) og sådan kan det fortsætte frem og tilbage mellem rollerne.

Offer karakteristika

Offer adfærd er karakteriseret ved det, vi kalder ydmyg adfærd, som kan antage flere former, men hvor man generelt lader andre mennesker vade ind over ens grænser: påtager sig skyld, fremstår skrøbelig og ofte kraftløs, er meget emotionel, specielt omkring smertefulde/triste følelser, for mange empatiske følelser, og for lidt kontrol over følelserne, beder om hjælp – verbalt/non-verbalt.

Offer delen er meget i kontakt med sine egne følelser, og bliver ofte følelsesmæssigt oversvømmet. En af de grundlæggende følelser, der ofte kan trigge en offer del, er den grundlæggende separationsangst, dvs. angsten for at blive forladt af andre. Offeret påtager sig skylden for alt vad der foregår, og vender bebrejdelser og andet ind mod sig selv, og kan i den forbindelse være selvdestruktiv. Offerets strategi er at knytte mennesker til sig gennem sin svaghed og sit behov for hjælp og støtte. Man kan sige, at der ligger en genskabelse af ”symbiosen”, hvor offeret søger en form for sammensmeltning i relation, så det ikke bliver forladt. Offeret vil ofte gøre meget, for ikke selv at tage ansvar. Offeret udøver det, man kan kalde ”kontrol uden magt”, dvs. offerets skjulte styrke ligger i at kunne kontrollere andre mennesker gennem offer adfærd. I dette benytter offeret sig af mekanismen – idealisering – overfor andre mennesker, der på den måde gøres til bedre end en selv. Samtidig rummer offer personen et paradoks, der består i at vedkommende beder om hjælp, men samtidig har en oppositionel del, der betyder at andre ofte ikke får reel indflydelse på offeret.

Krænker/forfølger karakteristika

Krænker adfærd er karakteriseret ved aggressiv betonet adfærd, som virker grænseoverskridende for andre mennesker. Aggressionen kan tage flere former, og kan udtrykkes fx gennem: Vrede, raseri, skælden ud, fysisk vold osv. Sarkasme, nedladenhed, placering af skyld på andre. Afstandstagen, ignorering, vender ryggen til osv. Handler.

Hvordan vi reagerer på krænker adfærd, hænger meget sammen med det vi selv har med os i bagagen, og den rolle vi eventuelt selv slæber rundt på. Krænkeren har meget lidt kontakt med egne og andres følelser, og hører ikke efter når vedkommende fortæller om ting, selv meget svære personlige ting. Når der kommer følelsesudbrud, er de ofte baseret på en underliggende vrede og aggression. Afmagt er en af de ting, der ofte trigger en krænkerside. Krænker siden fremstår som meget stærk, men er drevet af en underliggende angst for tilknytning, og for tæt kontakt og nærhed med andre mennesker. En af overlevelsesstrategierne er derfor, at kunne klare sig og fremstå som stærk og magtfuld. En af krænkerens indre strategier, er at gøre andre personer dårligere og situationerne dårligere. Gennem dette undgår krænkerdelen at mærke smerten ved ikke at kunne have tilknytning og får det man inderst inde ønsker. Krænkeren beskrives som havende magt uden kontrol. For krænkeren er det meget angstprovokerende, hvis andre mennesker får indflydelse på det følelsesmæssige plan. Krænkerens adfærd tilsigter at lægge alle ubehagelige følelser udenfor sig selv, og over på andre, specielt skyld. Krænkerens ubehagelige følelser og modgang, er altid andres skyld, og handler om noget andre tænker, føler og gør.

Frelseren/hjælperens karakteristika

Frelseren er ofte den, der ser ud til at have overskud til at klare ting for andre. Frelseren fremstår normalt som en energisk og sympatisk person, der altid er klar når nogen har brug for hjælp. Frelseradfærden er karakteriseret ved: Venlighed. Hjælpsomhed og omsorg, nærvær. Empati.

Frelseren er meget empatisk, og er særligt i kontakt med hvordan andre har det og hvilke følelser de har i sving. Man kan sige, at de følelsesmæssigt har antennerne uden på. Mennesker, der er i overskud og som kan selv, tiltrækker ikke i samme grad en frelsers opmærksomhed, som mennesker der måske har det skidt. Frelseren strategi kan ofte være baseret på to ting. Denne ene strategi handler om at mærke andre og andres følelser og behov, frem for at forholde sig til sine egne. Dvs. det at ”være over i andre”, bliver i princippet et forsvar mod at konfrontere og mærke det, som er svært inde i en selv. Den anden strategi handler om, at man gennem at gøre noget for andre (ofre), opnår anerkendelse og følelser af at bliver værdsat, have betydning – værdi, og måske noget, der kunne minde om at være elsket. Da frelsernes mønster er baseret på, at der er nogen, som indtager offer rollen, vil frelseren ofte i sin strategi umyndiggøre offeret, og reelt forsøge at fastholde offeret i mønsteret. Mange frelsere har også et bevidst eller ubevidst ønske om – når jeg frelser dem vil de elske mig – og det sker jo bare ikke. Så frelseren kan opleve mange skuffelser, og når det sker, kan frelseren enten gå over i offer rollen og agere som martyr, eller gå i krænker rollen og bebrejde eller skælde ud på eller presse den anden person tilbage i offerrollen.[50]

 

Empowerment teori

I dette afsnit introduceres de dele af empowerment spektret, som siden relateres til opgavens empiriske indhold.

 

De tre niveauer: I empowerment sondres der også mellem de tre niveauer som udøves på individ-, gruppe- og (lokal)samfundsniveau, og hvor der først rigtigt er tale om empowerment når brugere og professionelle sammen arbejder på alle niveauer samtidigt.[51]

 

Empowerment handler også om at ændre på ”horisontale relationer mellem aktører på samme niveau”, fx ved at flere grupper af voldsramte står sammen i kampen mod vold, for at ændre på de ”vertikale magtrelationer i samfundet”. Kunne fx også være arbejdslediges rettigheder i forhold til at få et job og have en indkomst.

Altså handler vertikal empowerment om: ”At grupper eller hele lokalsamfund styrkes i forhold til magtcentre og handlesammenhænge på højere niveauer i samfundet. Det kan for eksempel være i forhold til national lovgivning eller kommunens politiske og administrative prioriteringer eller i forhold til overordnede diskurser og politiske programmer. Vertikal empowerment er altså styrkelse af magtpositioner opad i forhold til de professionelle og systemerne.”

 

Hvorimod horisontal empowerment handler om: ”At styrke handlekraftige netværk mellem aktører på samme niveau f.eks. i klientgrupper i samme situation eller grupper inden for et stigmatiseret boligområde.”[52]

 

Empowermentprocesser er kontekst afhængige samt af hvilke befolkningsgrupper det drejer sig om. Idet at det største problem for nogle grupper kan være, udstødelse fra arbejdsmarkedet og dårlig økonomi, mens for andre grupper noget helt andet.

Dimensioner af empowerment

Ved nedenstående empowerment dimensioner er nogle vigtigere end andre for bestemte grupper i forhold til deres specifikke situation.

 

Identitetsempowerment eller social empowerment omhandler kort, at ændre en negativ individuel ”taberidentitet” til en positiv kollektiv ”vinderidentitet”. Dette kan ske gennem dannelsen af netværk, der bryder med individualiseringen af sociale problemer og fremmer skabelsen af en ny kollektiv identitet ud fra en fælles forståelse af årsagerne til afmagt.

 

 

Statusmæssig empowerment relaterer til identitetsempowerment og drejer sig om muligheden for at ændre gruppers omdømme, image og deres sociale anseelse. F.eks. ved at arbejde for at ændre en moralsk stempling af grupper, som sammen anses for at besidde negative sociale værdier og egenskaber. Det kunne f.eks. gøre sig gældende, ved at skabe modforestillinger til eks. synspunkter om, at ledighed primært skyldes adfærdsmæssige mangler hos individer. Statusmæssig empowerment drejer sig derfor ofte om, at udfordre og ændre på en opfattelse af underprivilegerede grupper som ”ofre med mangler” til en opfattelse der i stedet bygger på anerkendelse og respekt for den enkelte.

 

Politisk eller demokratisk empowerment definerer John Andersen i tidligere nævnte tekst som: ”Politisk eller demokratisk empowerment er repræsentation, tilstedeværelse og opbygning af konkret handlingskapacitet i forhold til at få en stemme og kunne påvirke det politiske og forvaltningsmæssige system.(…) Demokratisk empowerment sætter fokus på de sociale, økonomiske og kulturelle betingelser for at opbygge underprivilegerede gruppers praktiske handlingskapacitet i forhold til at skabe et mere retfærdigt samfund”[53]

Altså handler empowerment processer både om at styrke disse gruppers position gennem mobilisering og bevidstgørelse, men også om at opnå anerkendelse udenfor ens egen gruppe.

 

Institutionel empowerment kan ses på flere måder. Det kan være i form af politiske, civile og sociale rettigheder gennem statslig lovgivning eller retslig regulering eller via ressourcetildeling til NGO’ere og anerkendelsen af disse som høringspartnere i lovgivningsprocessen. I Danmark kan dele af den frivillige sektor såsom patientforeninger, handicaporganisationer osv. fungere som interesseorganisationer der tiltrækker ressourcer og bliver således også en kvalificeret part i hele den politiske proces.

 

Implementering af empowermentprocesser ved bestemte individer og grupper, handler således om at disse understøttes i dels bedre at kunne håndtere deres livssituation (subjektiv hverdagsempowerment), samt at influere de vilkår, hvilket de lever under (objektive ændringer i meningsstrukturene). Eller man kan sige, at det bliver en veksel mellem på den ene side, at opnå en bedre selvstyring (den subjektive dimension), samt på den anden side, at få en større kontrol med de samfundsskabte kår (den objektive dimension).[54]

 

I begrebet empowerment ligger der en opfattelse af magt. Og magtperspektivet i ”empowermentorienteret” socialt arbejde indebærer, som Andersen udtrykker det i tidligere nævnte tekst, ”at brugere som får større medbestemmelse, ikke nødvendigvis reducerer den professionelles rolle i det sociale arbejde. Idealet er snarere, at den samlede magt og kompetence til ændring af en uønsket situation øges, dvs. et ”vinder-vinder” spil.”[55]Hvilket fra brugerens synspunkt vil sige, bedre muligheder for dels at påvirke eget liv, samt de ydre betingelser der danner rammerne omkring det.

 

Endvidere i empowerment synspunktet ligger, at viden først og fremmest kommer fra klienterne, og at socialarbejdere derfor bør anvende viden i tråd med klienternes ønsker, for at give dem magt over deres eget liv. Hvis vi hermed ser empowerment i et mere praksis orienteret perspektiv anser Croft og Beresford (1994), en deltager involverende tilgang som værdifuld, i det mennesker har ret til og også gerne vil være involveret i beslutninger samt handlinger, der vedrører dem. En involvering som man kan sige, afspejler selve værdigrundlaget for socialt arbejde, ved at det øger ansvarligheden, samt bidrager til, at de forskellige tilbud får mere effekt og i virkeligheden er med til at fremme det sociale arbejdes mål.

 

Croft og Beresford har fire elementer i deres syn på deltagerinvolverende praksis:

”Empowerment indebærer, at man bekæmper undertrykkelse og gør det muligt for folk at tage kontrol over de forhold, der påvirker dem.”

”At give folk kontrol til, at definere deres egne behov og have indflydelse på beslutninger og planer.”

”At udstyre folk med personlige ressourcer til at tiltage sig magt ved at udvikle deres selvtillid, selvværd, selvhævdelse, forventninger, viden og færdigheder.”

”At organisere forvaltningen, så den er åben for folks deltagelse.”[56]

 

Opsummerende til dette afsnit, kan man sige at empowermentperspektivet omhandler det, at udvikle en bedre evne til selvstyring (den subjektive dimension), eller som minimum redskaber til bedre at håndtere svære livsbetingelser, samt opnåelse af en bedre kontrol med de samfundsmæssige betingelser (den objektive dimension). Et vekselvirkningsforhold der både kan operere på individ, familie, nabolags, lokalsamfunds, regional, nationalt og kontinentalt niveau. Afhængigt af selvfølgeligt hvilket niveau der sættes ind på. På mikroniveau arbejder f.eks. psykologer og socialarbejdere med enkeltindivider og familier.[57] Empowerment kan altså ses som en brugbar strategi i arbejdet med marginaliserede, undertrykte og udstødte, men også med såkaldte ”almindelige mennesker” som befinder sig i en midlertidig situation hvor de har brug for støtte. Meget kort kan man sige, at empowerment handler om selvbestemmelse og involvering.

 

Regeringens handlingsplan

Regeringen lavede en handlingsplan for bekæmpelse af vold mod kvinder i 2005, denne er i første omgang blevet lavet for at gøre opmærksom på den stigende problematik i forbindelse med den rette hjælp til kvinderne. Regeringen vil både styrke de eksisterende aktiviteter og gå nye veje for at forstærke støtten til voldsofrene og bremse volden i hjemmet. Der er stadig flere og flere kvinder som melder sig på Krisecentrene rundt om i landet, men desværre må krisecentrene afvise nogle af kvinderne, da der ikke er plads til dem alle. Eller også skyldes det at udslusningen ikke fungerer optimalt. Derfor ønsker regeringen, at gøre indsatsen for hjælpen til kvinder bedre – ikke kun i form af plads på krisecentrene, men også i form af vejledning om volden og ydermere forebyggelse for at volden ikke sker igen. Der gøres også opmærksom på de kvinder med anden etnisk baggrund end dansk, da disse er blevet flere og flere på de danske krisecentre og det viser sig ofte at de opholder sig længere der end de danske kvinder. Regeringen ønsker at gøre opmærksom på at det ikke kun er kvinderne som rammes når der er vold i hjemmet. Børnene er mindst ligeså udsat, ikke mindst når deres mor tager på krisecenter og børnene bliver taget med, de bliver rykket væk fra alt det de kender, deres hjem og deres sociale netværk. De er derfor socialt udsatte og kræver en mere speciel indsats

Hertil skal der også lægges fokus på voldsudøveren, da der skal være flere og bedre rådgivningssteder til disse. Resultatet fra de eksisterende rådgivninger hentyder til at der skal laves flere lignende tilbud rundt om i landet. Da mange kvinder ikke kender til de støttemuligheder der er, hvis de udsættes for vold, er der brug for en massiv informationsindsats til de voldsramte kvinder. Der er rigtig gode erfaringer med overfaldsalarmer til kvinderne, derfor vil regeringen sikre, at kvinder, der er udsat for vold fra tidligere samlever eller ægtefæller skal tilbydes en sådan alarm. Det er yderst vigtigt at kvinderne kan føle sig trygge udenfor krisecentrene. Ved tilfælde af vold i hjemmet er det i dag kvinderne som flytter ud af hjemmet og på krisecentre. Men regeringen mener, at det ville være bedre hvis voldsudøveren blev fjernet fra hjemmet. De mener også, at denne model kunne formodes at gøre et stærkere indtryk på voldsudøveren, da han efterfølgende skal bede om at måtte vende tilbage til hjemmet.

 

For at gøre forebyggelsen så god som muligt er det vigtig ifølge regeringens handlingsplan at de berørte myndigheder orienteres om, hvilke muligheder der samlet er for at støtte ofrene, også udenfor deres eget fagfelt, således menes der, at kunne blive sat tidligere og mere målrettet ind. Det skal sikres, at ofre for vold i hjemmet får den støtte de har behov for af både politi, myndigheder og de frivillige organisationer. Det indebærer et tværfagligt samarbejde.

 

Evalueringen af handlingsplanen fra 2002 (2002-2004) siger, at den har formået at bidrage til at emnet ikke er så tabu ramt længere. Tavsheden omkring vold mod kvinder er blevet brudt.

Der peges på at der stadig mangler større indsats for børnene i de voldsramte familier og etniske minoritetskvinder. Der anbefales også at man får etableret en landsdækkende manderådgivning.[58]

Forebyggelse

I regeringens handlingsplan skriver de, at de ønsker at der skal være flere overfaldsalarmer, så kvinder kan føle sig trygge udenfor krisecentrene. Man kan forebygge volden ved at mændene får den rette hjælp til at stoppe deres handlinger, hertil har regeringen bevilliget 5,8 millioner kroner årligt i en fireårig periode. Midlerne bevilliges blandt andet til at udbygge og styrke behandlingstilbuddet. Den 1. maj 2005 blev tilbuddet landsdækkende, idet Dialog mod Vold (DMV) åbnede afdelinger i Odense og Århus. For at få den bedste målrettet forebyggelse af mænds vold mod kvinder mener regeringen, at det er vigtigt at de forskellige fagfolk kender til hinandens muligheder for at gribe forbyggende ind, og for at støtte såvel som ofre som voldsudøveren. Det er vigtigt at samarbejdet mellem aktørerne styrkes.[59]

 

Krisecentre

Størstedelen af krisecentrene i Danmark er selvejende institutioner eller foreninger med samarbejds- eller driftsaftale efter Servicelovens § 109, dvs. uden en selvstændig bestyrelse og organisatorisk placeret direkte under kommunen eller regionen. I 2008 oplyser krisecentrene (baseret på informationer fra 34 krisecentre), at de i alt har 666 pladser fordelt på 334 pladser til kvinder og 349 pladser til børn. De samlede antal pladser varierer fra 5 på det mindste krisecenter til 168 pladser på det største. Nogle krisecentre har en fast pladsnormering til henholdsvis kvinder og børn, mens andre har et antal værelser, hvor det vurderes, hvor mange børn der kan flytte med ind på krisecentret.[60] I Danmark findes der i alt 41 krisecentre, fordelt på Sjælland, Fyn og Jylland.[61] Formålet med krisecentrene er at afbøde skadevirkningerne af partnervold samt fremme og fastholde et liv uden vold. Ydermere er formålet at yde beskyttelse, sikkerhed, krisehjælp og social-, pædagogisk samt psykologisk rådgivning. Endvidere er det Krisecentrenes formål at yde ambulant rådgivning.[62]

Krisecentrene tilbyder midlertidig ophold, samt vejledning og et fællesskab med andre i samme situation. Der findes ingen behandlingstilbud på krisecentrene, men det er hjælp til selvhjælp, når de voldsramte kvinder taler sammen indbyrdes eller med personalet på centrene. På krisecentrene er der krav om, at kvinderne er selvhjulpne i forhold til at kunne klare hverdagen som indkøb, madlavning, tøjvask, passe børn, såvel som at få dagligdagen til at fungere sammen med de øvrige beboere. Kvinderne betaler et mindre beløb for ophold på et krisecenter. Krisecentret formidler kontakt til hjemkommune angående ophold og betaling. Kvinderne behøver ikke at bo på et Krisecenter for at få vejledning.[63]

 

Politi

Politiet skal ifølge Retsplejeloven (RPL) § 742, stk. 2 efter anmeldelse eller af egen drift efterforske, når der er rimelig grund til at antage, at der er begået et strafbart forhold. Dette gælder også med hensyn til vold i parforhold. Hvis der er synlige skader, skal sagen fra starten behandles som en straffesag. Politiet skal tage en samtale med parterne i enerum. Har volden medført skade skal politiet opfordre kvinden til at søge læge, hvis ikke kan politiet nøjes med beskrivelser i politirapporten. Når politiet har indledt en efterforskning vejleder de kvinden om reglerne om beskikkelse af bistandsadvokat, om adgang til at få erstatning samt mulighederne for at få støtte ved en offerrådgivning. Der skal også udpeges en kontaktperson for kvinden hos politi eller anklagemyndighed. Derudover kan politiet udstede et tilhold mod voldsudøveren efter straffelovens § 265, et sådan tilhold gælder i 5 år. Der er også mulighed for at udstede et geografisk bestemt tilhold i forbindelse med en bortvisning, formålet med denne type tilhold er at danne en såkaldt ”sikkerhedszone” for den forurettede. Politiet har også mulighed for at benytte sig af ”bortvisning” eks. ved at bortvise en voldelig mand fra hjemmet, hvilket kan give kvinden mulighed for at pakke og flytte i fred. Derudover kan politiet instruere kvinden i ”sikker adfærd” i forhold til brug af mobiltelefon, internet og anden elektronisk kommunikation som kan spores til hende og evt. børns fysiske færden udenfor boligen. Endeligt kan politiet udlevere en overfaldsalarm til kvinder der er særligt udsatte for vold. Overfaldsalarmen er en mobiltelefon med GPS.[64] I 2008 havde 115 kvinder på krisecentre ansøgt om en overfaldsalarm, og 79 % havde fået en udleveret.[65]

 

Sundhedsvæsnet

Dokumentation af vold kan også opnås via en læge- eller skadestue erklæring. Dokumentation fra sundhedsvæsnet kan man få flere steder. Kvinden kan gå til egen læge, lægevagten, skadestue eller modtagecenter for voldtægtsofre for at få en erklæring.  Modtage- og behandlingscentre er særligt målrettet volds- og voldtægtsofre, disse har bl.a. samarbejde med retsmedicinsk afdeling om dokumentation af de fysiske følger af vold. Derudover er personalet uddannet til at behandle, rådgive og følge op på voldsofre.[66]

Handlemuligheder

Formålet med dette afsnit er at give et overblik over socialrådgiveres handlemuligheder ud fra et bredt rådgivningsperspektiv, da vi ikke i denne opgave ønsker at begrænse os til en bestemt sektor, men netop finder det centralt i en helhedsorienteret tilgang at øge vores vidensgrundlag til at omfatte så mange foranstaltningsmuligheder som muligt i et forsøg på at yde de voldsramte kvinder en kvalificeret hjælp. Udover at være etisk forpligtet i form af vores værdigrundlag, er vi også i forvaltningsregi lovgivningsmæssigt forpligtet i Retssikkerhedslovens § 5, hvor i det fastslås at det er af stor betydning, at hjælpen tilrettelægges ud fra en samlet vurdering af borgerens situation. Derfor fastslås det at kommunen skal behandle ansøgninger om hjælp bredt og ikke kun i forhold til den konkrete form for hjælp, som en borger har søgt om. Voldsramte kvinder findes i alle samfundslag, og kompleksiteten af de voldsramte kvinders problemer vil være varierende. Derfor må den hjælp der tilbydes den enkelte kvinde også bero på en konkret vurdering af hvilke tilbud der i et helhedsorienteret perspektiv er de mest hensigtsmæssige. Følgende afsnit omkring værktøjskassen, kan bruges som inspiration/redskab i mødet med den voldsramte kvinde.

 

Note: Mange voldsramte kvinder kommer ikke i kontakt med offentlige myndigheder omkring deres voldsproblematikker, de klarer situationen selv eller lever med volden, ud af de ca. 28.000 kvinder der årligt vurderes udsat for vold, er det kun knap 3.000 som melder volden til politiet og/eller bliver behandlet på sygehus.[67]

 

Værktøjskassen – at hjælpe en voldsramt kvinde

Følgende redskaber/fokuspunkter har udgangspunkt i materialet ”Hvordan kommer vi den voldsramte familie i møde?” udarbejdet af Formidlingscenteret for Socialt Arbejde 2002.

 

Rådgivning: I 2008 var der 15.256 henvendelser om rådgivning hos landets krisecentre.[68] Krisecentrene driver en døgnåben hotline for voldsramte kvinder, som led i Regeringens handlingsplan.[69] Den private organisation Mødrehjælpen yder også rådgivning til voldsramte kvinder og børn, ved begge rådgivningstilbud er der mulighed for at være anonym. Derudover yder både politi og sundhedsvæsnet rådgivning, dog mere specifikt rettet mod problematikker relateret til eget område. Statsforvaltningen yder rådgivning i forhold til lovgivning og praksis omkring forældremyndighed og samvær efter separation eller skilsmisse. Der kan også være behov for børnesagkyndig rådgivning.[70]

 

Samtalen: Ved mistanke om, at en kvinde lever i et forhold hvor hun bliver mishandlet er det vigtigt at tale med hende om dette. Vægten i samtalen skal være på kvindens behov, erfaringer og frygt. Undgå egne forudfattede meninger og stil åbne spørgsmål. Indledningsvist handler det om at få afklaret om det handler om vold.

 

 

Den akutte-hjælp: Det er vigtigt at praktisere aktiv lytning og skabe rammerne for en tryg samtale, samt at fortælle kvinden at loven forbyder at slå og true, samt at volden ikke er hendes skyld. Det er således centralt hurtigt at få skabt en kontakt med kvinden efter/ved et evt. overgreb, da hun sandsynligvis efter nogle få dage vil forsøge at bortforklare hændelsen. Det er også vigtigt, at være opmærksom på evt. tegn på voldtægt, da det ikke er ualmindeligt at mishandling ender med voldtægt, et forhold som kvinden typisk vil skamme sig over og derved have svært ved at fortælle om. Endvidere skal man være varsom med kritik, både af manden, kvinden eller deres indbyrdes forhold, da dette kan være fyldt med ambivalente følelser. For at det er muligt for kvinden at åbne op, er det vigtigt at hun har tillid til rådgiver, dette har hun kun, hvis rådgiver tror på det hun siger og hun kan mærke dette. Det kan være svært, at fortælle alt på én gang, hvorfor det er en god ide at tilbyde flere samtaler, samt spørge til hvordan rådgiver kan få kontakt såfremt hun ikke henvender sig igen og således lade hende forstå at hun ikke er glemt samt at der vil blive fulgt op på hendes situation. Som regel vil hun fortælle mere i senere samtaler. Oplys om tavshedspligt og skærpet underretningspligt. Det er afgørende at være opmærksom på, at det ”kan være farligt for kvinden, hvis hendes kontakt med dig kommer til mandens kendskab. Hvis du er nødt til at underrette andre, skal kvinden først spørges og give sit tilsagn.”[71] En canadisk undersøgelse viser at kvinders risiko for at blive myrdet er fem gange større, når hun har fortalt manden hun vil forlade ham, eller umiddelbart efter at hun har forladt ham.[72] Dertil kommer den praktiske hjælp, såfremt rådgiver vælger at gribe ind, så skal det være for at beskytte og sikre kvinden samt eventuelle børn, man kan konkret sige eks. ”Nu bestemmer jeg, at du (og dine børn) har brug for beskyttelse, for ikke at blive slået mere”, og så ordne det praktiske. Man kan også støtte kvinden i at forberede sig på, at komme hurtigt væk næste gang volden indtræder. Blandt andet ved, at hun pakker en ”sikkerhedstaske” indeholdende: Tøj til hende og børnene, hyggelige ting, penge eller hævekort, ekstra nøgler til boligen og evt. bilen, legetøj til børnene, medicin og recepter, telefon og adressebog, samt alle officielle papirer vedr. hende og børnene såsom vielsesattest, dåbsattester, pas, immigrationspapirer mv.

 

Endvidere er det en god ide at afdække netværket, da hendes netværk ofte vil være lille eller ikke-eksisterende, grundet voldens isolations tendenser. Rådgiver kan derfor tale med kvinden om der er nogen hun kan betro sig til i forhold til evt. at forlade manden, om der er nogen hun kan bede om støtte, samt afklare hvem hun bestemt ikke kan betro sig til. Derudover er det centralt ikke at presse, hun må ikke presses til en beslutning om at forlade manden, hvis hun ikke er klar til det, såfremt beslutningen skal holde.  Hvis hun dog giver udtryk for at ville forlade manden, kan rådgiver stille følgende spørgsmål: Hvordan kan jeg hjælpe dig? Hvad har du tidligere gjort for at beskytte dig selv og dine børn? Hvad virkede og hvad virkede ikke? Hvad skal der til for, at du føler dig mere sikker (end sidste gang)? Endeligt er det vigtigt, at give kvinden den information hun kan have brug for, relevante telefonnumre og adresser, samt at aftale en ny tid.

 

På længere sigt: Rådgiver kan tale med kvinden om hvordan hun på længere sigt, kan få hjælp til at klare situationen, afklare hvem der kan hjælpe, og evt. få kontakt med familie og venner som hun har mistet forbindelsen med. Endvidere kan det være en hjælp, at gennemgå følgende punkter, i forbindelse med at forbedre sikkerheden i en evt. kommende nødsituation: Hvem kan hun kontakte for at få hjælp? Er der en telefon? Kan hun evt. signalere til naboen? Vil hun ringe til politiet eller give tegn til en anden om at gøre dette? Hvis hun og evt. børn skal flygte, hvilken flugtvej skal de bruge? Hvor kan de tage hen? Her kan et krisecenter anbefales på forhånd så hun kender stedet. Hvilke steder i boligen er farlige, steder hvor hun kan blive fanget? Hvor er der evt. en flugtvej? Er der våben i huset? Kan de fjernes? Endvidere bør rådgiver holde regelmæssig kontakt.

 

Kvinden vakler måske, det er svært og kan tage lang tid at frigøre sig fra et voldeligt forhold. Kvinden skal sættes i centrum, ikke manden, da hun skal lære at fortælle om egne følelser og behov. For at skabe forandring, må hun føle smerten, hvis der er børn i forholdet, vil det ofte være smertefuldt at tale om dette, da kvinden typisk vil fortrænge at børnene lider, det kan således være afgørende at støtte kvinden til at tale om dette, samt om de konsekvenser volden har for børnene. At sætte ord på oplevelserne, kan hjælpe kvinden til at få indre billeder på plads. Efter en sådan proces med at tage ansvar for eget liv er igangsat, har kvinden brug for tid i enerum til at fokusere på sig selv.

 

 

Hvis man når frem til at der er vold i en familie, skal man som hovedregel ikke tilbyde parsamtaler eller fælles terapi, kvinden vil ofte være for utryg til dette og opleve det som nye overgreb. Dertil vil vi gerne fremhæve følgende statement fra værktøjskassen, at ”al erfaring og forskning viser at mænd der slår, og som ikke får professionel hjælp, vil fortsætte med at slå i pressede situationer.”[73] Såfremt kvinden ønsker, at blive i parforholdet, er fokus at få stoppet volden og bearbejdet følgerne af volden. Hvis voldsudøver ikke er indstillet på at stoppe volden, forudsætter et liv uden vold, at forholdet ophører. Dette kan for kvinden medføre et liv i frygt for repressalier fra manden samtidig med at hun skal etablere sig på ny, i dette arbejde vil de kommunale sagsbehandlere være centrale aktører.[74]

 

Udover § 109 i Serviceloven, hvilket omhandler kvindekrisecentre, vil de paragraffer og tilbud, som kommunen kan tage i brug for at hjælpe den voldsramte kvinde ofte være målrettet en svagere gruppe af arbejdsløse eller socialt svage borgere. Det er således også et spørgsmål om at matche kvindens behov med de tilbud der er tilgængelige. I forhold til møder med det offentlige, kan det være en støtte for den voldsramte kvinde, at jf. Forvaltningslovens § 8, at medbringe en bisidder, dette kan evt. være en professionel fra krisecentret, men også andre personer kvinden har tillid til kan varetage denne opgave. Efter et ophold på et krisecenter, har en del krisecentre oprettet efterværn, i form af grupper af kvinder der mødes efter de er flyttet fra krisecenteret.[75]

 

Note: Dertil er der som tidligere nævnt en række ting man derudover skal være opmærksom på såfremt den voldsramte har et handicap eller er en kvinde med ikke-dansk baggrund, som vi ikke vil komme nærmere ind på her, men henvise til litteratur listen samt div. links bagerst i opgaven. Endvidere kan det være hensigtsmæssigt, at danne sig et billede af voldsmandens profil, i vurderingen af indsats og der er også behandlingsmæssige tilbud til disse som vi som nævnt heller ikke vil komme yderligere ind på i denne opgave.

 

I relation til økonomi og bolig, hvis og når kvinden forlader manden, har hun sjældent nogle penge, altså kan hun i den akutte situation have brug for økonomisk hjælp til eks. mad og husleje, hjælp til etableringsstøtte, daginstitution eller psykologhjælp samt støttes i at få oprettet en bankkonto i eget navn. Det kan være relevant med hjælp til at lægge et budget. Det kan undersøges om hun kan få kommunal overlevelseshjælp. Vedr. bolig skal man være opmærksom på forhold som lejekontrakter og opsigelser af div. fælles gældsposter som telefon, forsikringer og lign. I det hele taget kan det være nødvendigt med juridisk hjælp i forhold til bodeling, har hun ikke råd til advokatbistand, kan hun få gratis juridisk bistand hos mødrehjælpen eller den lokale retshjælp. Kommunerne har desuden mulighed for at anvende deres anvisningsret til almene boliger til borgere med særlige sociale problemer i henhold til § 59 i Lov om Almene Boliger. Endeligt kan kvinden søge om adresse og navne-beskyttelse i kommunens folkeregister.

 

I forhold til beskæftigelse, såfremt kvinden er ledig eller sygemeldt vil dette som udgangspunkt være sagsbehandlere i jobcenteret og på sygedagpengekontoret der varetager denne indsats. Det kan være nødvendigt, at hjælpe kvinden med at ansøge om kontanthjælp, og være opmærksom på denne mulighed selv om hun ikke på pågældende tidspunkt er i stand til at være aktivt jobsøgende grundet sociale forhold jf. Lov om en Aktivsocialpolitik § 13 stk. 5. I relation til at arbejde med beskæftigelsespotentiale er der en række af muligheder bl.a. i lov om en Aktiv Beskæftigelsesindsats, i Lov om Social Service samt i Sygedagpenge Loven.[76]

 

Med hensyn til behandling, kan kommunen visitere til behandling i henhold til flere paragraffer. Det kan være i henhold til § 52 eller § 102 i Lov om Social Service, eller i henhold til § 82 i Lov om en Aktiv Socialpolitik. Derudover kan kvindens praktiserende læge visitere til 12 timers psykologbehandling, her skal kvinden dog betale 40 % af udgiften selv.[77]

 

Socialrådgiverne: Endvidere kan rådgivere være opmærksom på de muligheder der er for at få yderligere viden omkring problematikker hvor de vurderer behov her for, dels via de forskellige organisationers hjemmesider (se oversigt med links under litteraturlisten) samt benytte sig af VISO. VISO tilbyder gratis, landsdækkende specialrådgivning til borgere, kommuner, institutioner og tilbud, når den rette ekspertise ikke findes i kommunen. VISO dækker følgende områder: Børn, unge og voksne med handicap, Udsatte børn, unge og voksne samt specialundervisning og specialpædagogisk bistand til børn, unge og voksne. Herudover opsamler, udvikler og formidler VISO viden inden for specialrådgivningsområdet.

 

Case 1 – Mettes historie

Følgende er en anonymiseret beretning fra hjemmesiden www.voldsramtekvinder.dk, som

Landsforeningens overordnede formål er at skabe et netværk for voldsramte kvinder og skabe fokus på et område, som er tabubelagt. Foreningens stifter ønsker med hjemmesiden, at skabe et forum, hvor den voldsramte kan møde ligestillede under uforpligtende forhold og samtidigt ønsker vi at medvirke til at styrke forældrerollen og bevidstheden om, hvor vigtigt det er at holde fast i sit eget og barnets behov. I dette forumkan man helt anonymt komme med tanker, følelser og oplevelser. Den gensidige genkendelse mindsker følelsen af ensomhed og kan bidrage til at bryde tabuet oplyses der på hjemmesiden.

 

Mette: ”Jeg mødte Peter i slutningen af 2005, på det tidspunkt boede jeg alene med mine to børn i Albertslund. Han var hvad alle kvinder drømte om, at en mand skulle være, sød, kærlig, opmærksom og han var der for mig. sådan var han det første halve år, derefter forandrede han sig langsomt, han blev jaloux over for min tidligere kæreste, børenes far, han begyndte at skubbe, kastede tøj efter mig, han gik ud og drak, tog stoffer, blev væk om natten, han slukkede for sin mobil, så jeg ingen mulighed havde for, at komme i kontakt med ham.

Dagen efter kom han igen, undskyldte mange gange. Jeg tilgav ham da jeg var vildt forelsket i ham. Peter ville gerne have at vi skulle flytte sammen, sådan rigtigt sammen og så langt væk fra min x kæreste, som muligt. Peter var selvstændig tagdækker, men det holdt ikke længe, så gad han ikke det mere. Han var god til alt med pc, internet, netbank og koder, det var hans liv, og da jeg ikke havde noget at skjule for min kæreste, fandt han hurtigt ud af mine koder til dankort og til min netbank. Jeg var blevet gravid, (selv om at Peter havde sagt at han ikke kunne gøre nogle gravid) da syntes jeg at det var en god ide at flytte, for at få dæmpet Peters jalousi. Vi fandt et rækkehus i Roslev i Selde i Jylland; Peter valgte dog alligevel at have adresse et andet sted, da han ikke kunne forsørge os, så det var mig der skulle forsørge ham. Så begyndte problemerne, han blev værre og værre. Han havde hevet mig så langt fra alle, venner og familie, så nu kunne han bare gøre, hvad der passede ham.

Hans jalousi blev meget værre, især når jeg skulle aflevere børnene til deres far. Når jeg kom tilbage blev jeg beskyldt for at have ligget og knaldet med min ekskæreste inde i bilen.

Peter sagde at jeg blev mærkelig, når jeg kom tilbage efter at havde afleverede børnene. Jeg

spurte altid inden om han ville tage med, men han havde altid en undskyldning. Og så fik jeg tæsk, han slog mig med en tommestok, kastede tændte smøger efter mig og hældte øl over mig. Han tog kvæler tag på mig, alt imens at jeg var højgravid. Jeg blev beskyldt for alt. Peter drak meget og oplyste mig om, at hvis han blev anholdt, kunne han altid give alkoholen skylden. Derefter tog han bare af sted og blev væk i flere dage. Når han havde tæsket mig, tog han min telefon, stikket til internettet, min pung og min bil hvorefter han kørte, så jeg ikke kunne komme nogle steder og ikke kunne komme i kontakt med nogen som helst. Når tæskene havde været så slemme at jeg blev nød til at tage på skade stuen, oplyste jeg at det var min kæreste der havde gjort det. På skadestuen gjorde de ingen ting ved det. Derefter tog jeg bare hjem. Peter var nu lige glad med om mine børn var tilstede, når han slog mig eller når vi var på besøg hos hans mor; så sagde han bare ”det er også altid dig, du skal altid lave drama når du er sammen med min familie”.

Han løg for mig, om hvor han opholdte sig, han sagde at han var på besøg hos nogle af hans venner og når jeg sagde til ham at han løg for mig, og sagde at jeg vidste at han været hos hans ekskæreste, så gav han mig skylden, det var min skyld da jeg havde to børn med min ekskæreste. Alt det han beskyldte mig for, gjorde han selv. Ærlighed og kærlighed tror jeg ikke, at han ved hvad var, han troede på sine egne løgne, troede at det var sandheden. At alle de ting han gjorde, at det var ting at jeg gjorde. I 2007, da vi fik vores datter, havde han lovet, at alt nu skulle blive bedre, men allerede 14 dage efter at hun var født, brækkede han min næse, dette skete da vi var på besøg hos hans familie nytårs aften, søsteren slog det bare hen og sagde, at jeg bare skulle ligge mig til at sove, så var det overstået til i morgen. Da valgte jeg at anmelde ham, også fordi han smadrede side ruden i min bilen og stjålet mine nøgler til huset. Jeg ringede til politiet i Esbjerg, men de sagde bare, at de havde travlt, og at jeg måtte ringe til politiet dagen efter. Dagen efter ringer jeg igen til politiet i Skive, da jeg ikke kunne komme nogle steder og jeg var bange for, at han var hjemme hos mig. Peter lå og sov da de ankom og han gad ikke at åbne, til sidst åbnede han og politiet tog ham med på stationen. Da fik jeg også at vide, at han var efterlyst af politiet, for at have stjålet flere biler og kørt uden kørekort, politiet fortalte mig at han havde stjålet mv. siden 1997, med andre ord: han havde et meget langt straffe register, han var et meget kendt ansigt i Esbjerg.

 

Derefter kom han i fængsel i 30 dage, allerede nogle dage senere stak han af. Han kom op på hospitalet hvor jeg lå med min datter, efter at min næse var blevet opereret. Han sagde til personalet på hospitalet, at han var en god ven til mig og at han gerne ville hjælpe og støtte mig med min datter. Derefter kørte han mig hjem.

Da vores datter var 4 måneder gammel, havde jeg været ude og afleverer børene til deres far og som sædvanligt ville han ikke med. Da Jeg kommer hjem er det først han spørger om: var det godt at få et knald af ham, jeg ved ikke hvad han taler om. Jeg spørger hvad han taler om? og så siger Peter: ”jeg skal vise dig noget der vil gøre ondt på dig resten at dit liv”. Vores datter sov, han tog en dyne og lagde over hovet på hende og sagde til mig: ”jeg vil tage livet af hende, da jeg ved hvor meget dine børn betyder for dig, så kan du have den smerte resten af livet”. Han holdt mig væk fra hende så jeg ikke kunne komme hen til hende, Jeg kunne høre at hun skreg, så jeg løb uden for at råbte om hjælp og for at ringe til politiet. Peter låste mig ude, og igennem vinduet kunne jeg se vores datter, det eneste jeg kunne se, var at hun var rød i hoved. Peter gik i gang med at give hende overtøj på og sætte hende i en bærestol. Politiet kom efter 20 minutter, og da var Peter på vej over til busstopstedet med vores datter. Imens at jeg fortalte politiet hvad der var sket, var Peter gået tilbage og havde sat vores datter på køkkenbordet og så gik han. Til min store lettelse var min datter i live. Politiet fik fat i Peter og sagde at han skulle gå. Derefter kørte politiet min datter og mig til min egen læge, hvor min datter blev undersøgt. Hun havde røde udtrækninger rundt om øjnene, så hun havde været ved at blive kvalt. Peter tog min bil og kørte til Horsens og stillede min bil, derfra tog han videre med tog. Han ringede og fortalte hvor bilen stod. Jeg havde ingen penge til at hente den, så min ekskæreste betalte, så jeg kunne hente den.

Peter forsatte med at genere mig, både ved at komme til bopælen og pr. telefon, derfor valgte jeg at flytte. En dag imens jeg var ude at køre, ringede telefonen og da jeg troede at det var vigtigt tog jeg den. Det var Peter der ringede og truede mig på livet, han sagde at han ville tage livet af mig og mine børn. Jeg kørte galt og kom på hospiteret, lægerne undersøgte os alle og jeg fik af vide, at der ikke var sket noget. Min mindste datter kastede op og skreg når jeg løftede hende op. Lægevagten oplyste at hun skreg på grund af chokket. Dagen efter tog jeg op til min egen læge, som sendte os til Viborg sygehus. Der fik jeg af vide, at hun havde fået hjernerystelse, og at der var tegn på at hun var blevet udsat for ruskvold. Sygehuset kontaktede politiet, kommunen og familiehuset. Jeg blev afhørt af politiet, jeg vidste ikke hvad de talte om. Vi, både Peter og jeg skulle gå i familiehuset, så de kunne finde ud af hvem af os det var der havde rusket vores datter. Peter og jeg flyttede ind i familiehuset, så personalet kunne observere hvem af os der ruskede vores datter. De fandt ud af, at det ikke var særligt sundt for mine børn og mig at vi var sammen med Peter. Derefter flyttede jeg og mine børn til Odense. Peter fandt ud af hvor vi boede, ved at sætte sig uden for mine børns fars hus, og derefter følge efter min ekskæreste, når han skulle over og hente sine børn. Senere kom han listende ind af døren i mit hus, jeg bad ham gå og ringede straks til politiet, da de endelig kom, var han gået. D. 26. december 2008, brød han ind i mit hus ved at smadre have døren, han stjal min pc og smadrede min bærbare computer. Jeg ringede til politiet, og de hørte at min veninde og jeg blev truet på livet og at han sagde: ”jeg slår jer ihjel”. Vi flygtede ind i sove værelset, hvor min datter lå og sov. Peter stak igen af i min bil, da politiet kom. Politiet opgav at finde Peter. Vi flyttede igen, min ekskæreste og jeg fandt en anden måde at vi kunne udveksle børnene på. Men da min ældste søn stadig gik i samme skole, fandt han os igen og denne gang truede han mig med, at slå alle dem jeg kendte, samt min familie ihjel, hvis vi ikke blev hos ham. Han satte en kniv for min strube og spærrede mig (sammen med vores datter) inde i 3 dage, endvidere tvang han mig til at holde nytårs aften sammen med ham. Hvorefter at jeg slap fri. Politiet sendte os derefter på Odense krisecenter.

Peter fortalte mig senere hen, at han havde siddet uden for politistationen, da han vidste at politiet ville køre børnene og mig på krisecenter. Så der opsøgte han mig igen. Han ringede til personalet for at få oplysninger, men de fortalte ingen ting. Jeg bad krisecentret om hjælp til at få en overfalds alarm, og for at få tilhold og om hjælp til af få et sted at bo, men krisecentret ”gad” ikke hjælpe mig med noget, de sagde at jeg kunne tale dansk, så jeg kunne klare mig selv. Vi var der i 3 måneder. Imens jeg var på krisecenter oprettede Peter en hjemmeside, hvor han lagde billeder ind af mig, meget private billeder. Derudover skrev han over 250 mails til mig. Jeg fik breve fra RKI, om at jeg skyldte penge, mange penge. Jeg ringede for at høre hvad det drejede sig om. Da jeg konfronterede Peter med det, fortalte han at han havde lånt penge oprettet i mit navn. Jeg anmeldte dette til politiet, men de gjorde stadig ingen ting. På politistationen oplyste en meget ubehøvlet betjent mig om, at Peter havde krav på samvær med sin datter. Jeg bad om en overfaldsalarm og polititilhold, men dette nægtede betjenten.

 

Jeg fandt selv en lejlighed på Sjælland. Jeg fik hemmelig adresse, men han fandt ud af hvor børnene og jeg var. Hans moster arbejde på kommunen i Esbjerg. Han ringede og generede mig, han fortalte at han havde fået af vide af sin moster hvor vi var. Jeg var nu så bange, jeg frygtede for børnenes og mit liv, men orkede ikke at flygte mere og valgte at blive boende, og turde ikke andet end at lege hans leg, når han ringede til mig. Jeg valgte at holde kontakten med ham, det var bedre at vide hvor han var og hvad han lavede, da jeg frygtede for at han lige pludselig ville stå uden for min dør. Politiet gjorde stadig ingen ting. Sanne Graffe stifter af Landsforeningen for Voldsramte kvinder tilbød mig at tage med mig på politistationen for at få en overfaldsalarm. Her blev vi mødt af en ubehøvlet og nedladende betjent. Han bad Sanne gå, men jeg ville gerne have at Sanne blev der, da jeg gerne ville have en bisidder. Først da Sanne oplyste at hun kom fra Landsforeningen for Voldsramte kvinder, fik tonen en anden lyd, han blev straks mere hjælpsom. Vi blev henvist til en betjent fra volds afdelingen, og han sagde straks, at han ville skaffe mig en overfalds alarm.

Jeg bad kommunen om hjælp, da min økonomi var meget dårlig, og for at få et andet sted at bo, men de oplyste at jeg helst ikke skulle flytte mere, da mine børn havde brug for tryghed og at de ellers ville hente mine børn, og at de ikke kunne hjælpe mig med penge. Jeg har ikke betale husleje i september måned, så jeg går og venter på at mine børn og jeg bliver sat på gaden. Dags dato har jeg været i retten, da Peter har købt to telefoner i mit navn, men retten oplyste at de ikke kunne hjælpe mig. Men at jeg kunne klage. Jeg orker ikke at kæmpe mere og har mistet tilliden til politiet og systemet. Jeg er bare træt af alt, jeg er deprimeret, er psykisk nede.”[78]

 

Delanalyse – Case 1 Mettes historie

I dette afsnit sammenholdes opgavens teori med Mettes historie. Denne beretning strækker sig over en periode på ca. 3-4 år, hvor casens hovedperson ”Mette”, fortæller om sit forhold med ”Peter”. Hun indleder med en beskrivelse af da de to møder hinanden i 2005, hvor Mette er alenemor med to børn. Peter beskrives som ”drømmefyren” det første halve år. Hvorefter han langsomt forandrer sig til at være jaloux og tiltagende voldelig overfor Mette. Peter bruger flere af voldens former. Han benytter verbal vold og trusler, fysisk vold, følelsesmæssig og psykisk vold samt økonomisk og materiel vold. Den fysiske vold omfatter bl.a., at Peter begyndte med at skubbe og kaste med tøj efter hende, hvilket eskalerer til at han slår med en tommestok, kaster med tændte cigaretter og hælder øl udover Mette til, at tage kvælertag på Mette mens hun er gravid samt til at brække Mettes næse 14 dage efter hun har født. I forhold til vold og trusler, truer Peter Mette ikke blot med tæsk men også med at slå både hende, deres fælles barn og i øvrigt alle Mettes familie og bekendte ihjel. Peter øger bl.a. følelsesmæssig og psykisk vold mod Mette, ved at lyve og beskylde Mette for ting han selv gør, samt ved at love bod og bedring, ved at isolere Mette ved at tage hendes telefon og internet adgang, nøgler og bil, samt siden ved konkret at holde hende og datteren indespærret i tre dage. Samt ved efter bruddet, at blive ved med at opsøge og chikanere Mette personligt, sende mere end 250 mails samt truer via telefon. Derudover øger han chikane ved at lægge private billeder ud af Mette på internettet mod hendes vilje. Dertil øger Peter økonomisk og materiel vold, ved at tage Mettes pung og ved flere lejligheder hendes bil, samt smadrer en rude i bilen, ved i 2008 at bryde ind i hendes hjem, smadre døren, stjæle hendes pc og smadre hendes bærbare computer. Dertil har han oprettet lån og købt telefoner i Mettes navn, hvilket har medført registrering hos RKI og hvilket dermed stærkt begrænser Mettes økonomiske handlefrihed.

 

Disse forskellige former for vold, giver Peter muligheden for at udøve kontrol og magt jf. voldspiralen og Lundgreens teori, han bruger kontrolleret magt, han bruger kontrol ved skiftende vold og ømhed (råder bod og bedring), samt ikke mindst ved kontrolleret isolering, i Mettes fortælling anfører hun at flytte hele fem gange, hvilket erfaringsmæssigt i sig selv er medvirkende til en indsnævring af netværket. Dertil forsøger han, at fordreje tingene til at være hendes skyld, hvilket eks. ses da han slår Mette ved besøg hos familien og efterfølgende placerer skylden hos Mette i udtalelsen ”det er også altid dig, du skal altid lave drama når du er sammen med min familie” hvilket også kan anskues som et led i lundgreens teori omkring ”voldens normaliseringsproces”.

 

 

Den psykiske terror som Mette beskriver bl.a. i form af trusler om at slå hende og ikke mindst børnene ihjel samt beskrivelsen af det meget turbulente forløb på en forholdsvis kort periode (siden 2005) sammenholdt med omfanget og graden af den vold Mette beskriver at have været udsat for, bidrager til at man som rådgiver i mødet med Mette, må indtænke teorien omkring sorg og krise samt posttraumatisk belastningsreaktion. Bl.a. fortæller Mette, at være kørt galt og kommet på hospitalet i forbindelse med at Peter har truet hende via telefonen, hvilket kunne tolkes som et krise tegn. Dette, at være udsat for konstante trusler om vold og samtidig være under observation fra kommunen i forhold til varetagelse af forældrerollen må ligeledes formode at bidrage til et pres, der kan bringe Mette i krise. Derudover bruger Peter børnene som pressionsmiddel, dels ved at true med at dræbe dem og samtidigt demonstrere i forhold til den mindste at han tør gøre alvor af dette, da han forsøger at kvæle barnet med en pude, samt at barnet udviser tegn på at være udsat for ruskevold. Ligeledes må det forhold, at få sat en kniv for struben samt at holdes som gidsel og indespærret i tre dage sammen med sit barn, anses for værende en enorm belastning som alene vil kunne ses som en udløsende faktor for en posttraumatisk belastningsreaktion, i det hele taget er der en del faktorer ved partnervold, som kan henføres til de metoder torturofre udsættes for, som teorien omkring posttraumatisk belastningsreaktion bygger på. Derudover forbindes depressive træk også hermed, i hvilket lys Mettes afsluttende udtalelse kan ses ”Jeg er bare træt af alt, deprimeret, er psykisk nede.”

 

Peters adfærd fremstår meget krænker karakteristisk i Mettes beskrivelse, ved at han givetvis er udpræget voldelig og aggressiv i sin adfærd, samt optaget af at placere skyld udenfor sig selv. Omkring Mettes beretning i forbindelse med voldsepisoden nytårsaften hos Peters familie, hvor søsteren siger ”at jeg bare skulle lægge mig til at sove, så var det overstået til i morgen”, tyder på at der i Peters familie kan være voldelige mønstre, da søsteren umiddelbart accepterer Peters adfærd, jf. tænkning omkring social arv.

 

Case 2 – Lises historie

Følgende beretning er taget fra bogen ”I kærlighedens vold – om mænds jalousi og vold mod kvinder” af Henrik Munkholm, Henrik arbejder som leder af Manderådgivningen i Aalborg, som er et behandlingstilbud til voldelige mænd i Nordjylland. Lises historie er et ud af flere caseinterviews af både mænd og kvinder i bogen. Casen fremtræder i anonymiseret form.

 

”Lise er 32 år. Det er otte år siden, at hun stak af fra Kasper, og siden har hun ikke set ham. Men sporene fra forholdet skræmmer hende stadigvæk. Når hun ser en mand, der ligner Kasper, skynder hun at gemme sig. Hun hopper ind i en port, løber ind i en park eller knæler bag en bil. Og hun bliver i sit skjul, indtil faren er drevet over. Ser hun en bil af samme model som Kaspers, er det, som om hun bliver lammet af et elektrisk stød. Hun fryser i sine bevægelser og mærker en isnende fornemmelse løbe ned langs rygsøjlen, mens bilen kører forbi.

Lise og Kasper traf hinanden til en fest hos nogle fælles bekendte. De fandt ud af, at de begge arbejdede indenfor samme branche og snakkede godt og længe sammen om det. Kemien var god fra starten. Kasper virkede både meget moden og åben. Han fortalte om en dramatisk skilsmisse, som han lige havde været igennem, og at han havde mistet kontakten til sin datter. Han fortalte også om sin opvækst og sine forældre, der ifølge ham var meget kritiske. De havde altid forlangt og forventet det umulige af ham. Han havde altid klaret sig godt, men alligevel var det aldrig godt nok. De kunne altid finde et kritikpunkt at sætte fingeren på.

Da de mødtes, var Lise i starten af tyverne. Hun følte, at hun havde fundet en soulmate i den cirka ti år ældre mand. Lise er vokset op med en handikappet mor og havde som barn et stort ansvar for at få hjemmet til at fungere. Hendes to mindre søskende tog ikke på samme måde del i arbejdet der hjemme. Det blev ikke forventet af dem. Lise følte ikke, at der var plads til hendes behov og følelser. Hun skulle altid være den voksne og fornuftige og sørge for de andre. Venner og kammerater havde hun ikke så meget tid til. Hun havde også svært ved at få det til at fungere. De var så anderledes. Levede et andet liv.

Kasper og Lise indledte et forhold, og det første halve år huskede Lise som godt. Hun følte, at der gik hul på noget. Hun kunne sætte ord på en masse følelser, som hun før havde lukket af overfor. Set i bakspejlet kan hun godt se, at han snakkede mest. Hun kan også se, at rollefordelingen hurtigt blev, at han var ofret, og hun var trøsteren. Det var ham, det var mest synd for, og han elskede at ligge med hovedet på hendes skød. Han snakkede, puttede sig og græd indimellem, mens hun lyttede og strøg ham over håret.

Et par måneder inde i forholdet fik Kasper tilbudt job i en anden landsdel. Han foreslog, at Lise flyttede med. Hans ord gjorde Lise glad. Han elskede hende virkelig, og hun var parat til at flytte hvor som helst hen med ham.

Lise fik arbejde i salgsafdelingen i et byggefirma, og hun og Kasper fandt en fælles lejlighed. Hun følte for alvor, at hun kunne lægge sin barndom og dens problemer bag sig og starte på et selvstændigt voksenliv.

 

Der gik ikke længe, inden Lise mærkede, at Kasper var svær at leve sammen med. Han var meget humørsvingende, mistroisk og gjorde sig mange forestillinger om, hvad Lise lavede. Den første uge fik hun lov til selv at tage bussen frem og tilbage til arbejde. Men derefter begyndte han at hente og bringe hende. Han ringede også flere gange om dagen, fordi han troede, at hun havde affærer med de håndværkere, der kom i byggefirmaet. Nogle gange kunne han råbe og skrige i telefonen i en blanding af vrede og sorg. Og han kunne svine hende til og skælde hende ud for at være billig og for at svigte ham. Andre gange ringede han og stillede en masse kontrollerende spørgsmål. Hvad laver du? Hvem sidder du sammen med? Er det kolleger eller kunder? Hvornår er du alene igen? Hvornår kan jeg hente dig?

For Kasper var det ikke nok, at han ringede til Lise. Han forventede også, at hun ringede til ham mindst hver anden time. Gjorde hun ikke det, kunne hun forvente at få et ordentligt møgfald af ham.

Lise forsøgte at protestere over for Kaspers urimeligheder. Men det hjalp ikke. Det prellede fuldstændig af på ham. Hun tænkte ikke over, at hun kunne dele sine bekymringer med andre. Den slags havde hun aldrig gjort. Hun havde altid haft rollen som den stærke, der klarede tingene selv. Var der modgang, bed hun tænderne sammen, indtil den var drevet over. Men med Kasper var hun oppe imod en større udfordring, end hun nogensinde før havde været. Hun måtte stort set ingenting – udover at blive eskorteret til og fra arbejde. Kurser var udelukket. Det samme var venindebesøg. Telefonsamtaler blev begrænset til den nærmeste familie, og de fik bare den sædvanlige smøre om vind og vejr og om, hvad de havde set i fjernsynet. Så hun følte sig mere og mere som en fugl i bur.

Lise og Kasper flyttede sammen sidst på efteråret. Da det blev tid til julefrokost på hendes nye firma, fik hun gennemtrumfet, at hun kunne deltage i spisningen sammen med sine nye kolleger. Efter to timer ville hun blive hentet af Kasper. Og det gjorde hun. Han var helt oppe at køre. Han græd, skældte hende ud og udfrittede hende, som om det var et politiforhør. Han blev ved med at anklage hende for, at hun havde været sammen med en anden mand. Han var bundulykkelig og hulkede højt, mens han gispende fik formuleret, at hun aldrig, aldrig måtte svigte ham igen på den måde. Lise prøvede at være den rolige. Hun havde spist med sine kolleger og ikke andet. Men hendes ord prellede fuldstændig af på ham. De kørte i fuld fart af motorvejen, men pludselig bremsede Kasper bilen og trak ind i nødsporet. Han standsede bilen ved en bro, sprang ud og kravlede op på rækværket og truede med at springe ud. Lise løb efter ham, og de næste minutter kæmpede hun for, at han ikke skulle springe de mange meter ned i afgrunden. Han græd, skældte ud og var helt ude af sig selv. Lise ved ikke, hvor længe han kæmpede med ham, men det føltes som en uendelig lang tid. Endelig fik hun ham tilbage i bilen, hvor han sad og rystede af angst, sorg og kulde. Hun kørte hjem og lagde ham i seng.

Lise havde stadig medlidenhed med Kasper. Det var synd for ham, at hans ekskone behandlede ham så dårligt; at han ikke havde nogen kontakt til sin datter og at hans forældre mente, at han selv var skyld i sine problemer. Men efterhånden, som han blev mere urimelig, blev det svært at holde fast i den følelse. Lise kan tydeligt huske, hvordan angsten kom krybende, når hans bil rullede ind på parkeringspladsen ved hendes arbejdsplads. Hun vidste aldrig, hvad der ventede hende. Vidste aldrig, hvilket humør han var i. han kunne godt være rolig i bilen og så pludselig tænde af, når de var kommet ind i lejligheden. Andre gange kunne mønsteret være omvendt. Lise forklarer, at der ikke var nogen signaler, hun kunne holde øje med. Der var ikke noget bestemt, der udløste hans hidsighed. Den kom bare som et pludseligt uvejr. Nogen gange når hun stod og lavede mad, kylede han ting efter hende. Kopper, tallerkener, glas. Han ramte ikke, men de splintredes mod væggen tæt over hendes hoved.

Engang de var på vej hjem fra arbejde, blev han så vred – hun kan ikke huske over hvad – at han kørte hende ud i en skov. Han tog fat i hendes arm, smed hende ud af bilen og kørte sin vej. Det var mørkt, og hun anede ikke, hvor hun var. Lise var dybt chokeret og famlede sig frem af den øde skovvej. Hun havde aldrig nogensinde før følt sig så ydmyget og forladt. Hun var lille Lise alene i verden, hjælpeløs og fortabt. Pludselig var han der igen. Hev hende ind i bilen med den samme voldsomhed, som han havde smidt hende ud, og så kørte de hjem til lejligheden.

Nogle dage efter den episode forsøgte Lise at snakke med Kasper. Hun prøvede med det gode og sagde, at det var synd for ham, at han var ked af det, og at hun troede, at han havde brug for hjælp. For en gangs skyld lyttede han til hende og sagde, at han ville få en samtale hos en psykolog. Det fik han også, eller i hvert fald påstod han, at han havde været til samtale. Psykologen havde fortalt ham, at han var helt normal og velfungerende. Der var absolut ikke noget galt med ham. Det var nok snarere Lise selv, siden hun mente, at de havde problemer. Og hvad bildte hun sig ind at overtale ham til at gå til psykolog, når han ikke fejlede noget? Det havde været ydmygende for ham. Sådan kørte han løs, mens hun bare blev tavs og passivt tog imod de verbale hug.

 

Kasper var fysisk meget stærkere end Lise. Han slog hende ikke, men tog ofte fat i hende og ruskede hende. Han har smidt hende ned i gulvet, kylet hende ned i møbler og han har presset hende så hårdt ned i deres seng, at den brasede sammen. Med den behandling er der ikke noget at sige til, at Lises følelser for Kasper døde ud. Kilden løb fuldstændig tør. Hun blev sammenbidt og hård og havde ikke lyst til at gå i seng med ham. Kasper accepterede midlertidig ikke et nej, men tog, hvad han ville have. Nogle gange gjorde Lise modstand. Andre gange lukkede hun bare af og lod det ske. Dengang tænkte hun det ikke som voldtægt. Den opfattelse har hun først fået mange år senere.

Lise kunne ikke snakke med Kasper om overgrebene. Det var fuldstændig udelukket, siger hun. Hun blev bange for at tænde hans vrede og undgik derfor konflikter med ham. Lad bare tingene ske og glædede sig over de små ting. Fx de dage hvor der ikke skete noget ubehageligt. Det var lig med en god dag.

Lise begyndte at mærke nogle fysiske symptomer på sit ulykkelige liv. Hun mistede appetitten, og kiloene raslede af hende. Det bemærkede hende chef. Han havde også tilfældigvis overhørt et par telefonsamtaler mellem Kasper og Lise og kunne godt høre, at deres forhold ikke ligefrem var lykkeligt. Lise stak ham en søforklaring om, at det var nogle midlertidige problemer, men inderst inde vidste hun godt, at det var ravruskende galt. Men hun følte ikke, at hun havde kræfter til at bryde ud.

Ironisk nok blev det en ulykkelig begivenhed, der gav hende styrke til at komme væk. Når Kasper tvang hende til at dyrke sex, var det uden beskyttelse, og en dag kunne Lise konstatere, at hun var gravid. Det var en næste ubærlig følelse, at Kasper på den måde havde plantet noget levende i hende. Det skulle fjernes hurtigst muligt! Lise tog alene af sted til hospitalet og var sygemeldt i nogle dage på grund af smerter i underlivet. Pludselig stod det klart for hende. Hvis hun ikke forlod ham, ville hun svinde ind til ingenting og blive reduceret til en skygge på væggen. Åndeligt gik hun allerede rundt i en tilstand, der lignede koma. Fysisk var det også kun et spørgsmål om tid, inden hun knækkede sammen. Lise ville simpelthen dø, hvis hun blev hos Kasper. Så hun måtte væk. En morgen efter han var taget på arbejde, pakkede hun en taske og lukkede for sidste gang døren til lejligheden. Hun opsøgte en veninde, som hun ikke havde set i mange år. Hun undrede sig, da Lise pludselig stod ved døren med stumperne af sit liv i en taske. Men tog pænt imod hende.

Kasper havde Lises mobilnummer og bombarderede hende med opkald. Han var skiftevis vred og ked af det. Han kunne ikke leve uden hende, sagde han og truede med at tage sit eget liv. Andre gange truede han med, at han nok skulle finde ud af, hvor hun boede. Det gjorde han ikke, men da Lise flyttede for sig selv, opsøgte han hende på hendes nye adresse. Han tog fat i hende og ville have hende med i sin bil, men Lise fik vredet sig fri og søgte hjælp i nabolejligheden. Hendes held var, at det var et opholdssted for nogle rockertyper, der levede af at sælge narko. De tog Kasper i hoved og røv og smed ham ned ad trapperne og så ud til at nyde opgaven. Siden den dag har Lise ikke set Kasper.

Det var en stor lettelse at slippe af med ham. Men samtidig var Lise også skrækslagen over at stå alene. Hun var bange for at møde ham og syntes, hun så hans spøgelse alle vegne. Lise begyndte at komme en del i nabolejligheden og fik smag for de stoffer, der blev forhandlet. Hun røg hash og tog også i en periode speed og kokain. Stofferne virkede som en slags medicin, der lagde en behagelig dyne hen over hendes mørke tanker.

Lise skiftede job og fik en stilling med mere ansvar. Det klarede hun trods misbruget, men fysisk trak hun store veksler på sin krop. Hun spiste ikke ret meget, og en dag kollapsede hun simpelthen på sin arbejdsplads. Hendes læge henviste hende til en psykiater. Han gav hende to kontante råd. Drop stofferne og flyt hjem til din gamle hjemegn. Som den pligtopfyldende kvinde hun er, fulgte hun begge hans råd. Hendes oplevelser med Kasper blev godt og grundigt fortrængt og lagt på en hylde bagest i hendes erindring. Men de kunne ikke bare gemmes og glemmes. De har sat sig spor.

Lise fortæller om den angst og paranoia, hun stadig kan opleve, når hun ser noget, der minder om Kasper. Hun føler også, at hun har svært ved at indgå i sociale relationer. Hun er meget på vagt og bliver bange, hvis folk hæver stemmen. Så får hun det både fysisk og psykisk dårligt, og føler hverken hun kan kæmpe eller flygte. Hun krymper, bliver lille bitte og kan kun vente på, at det går over. Lise har båret rundt på sine oplevelser i otte år og har netop besluttet sig for at søge psykologhjælp. Der er så mange uforløste ting, som hun har brug for at få bearbejdet. Først når hun har fået gjort det, kan hun trække en streg i sandet og sige, at Kasper er fortid. Og ikke andet end fortid.” [79]

 

Delanalyse – Case 2 Lises historie

Nedenstående analyse er baseret på Lises historie fra hendes forhold med Kasper. Vi vil gerne via vores teori og empiri komme frem til, hvor stor betydning det har for den voldsramte kvinde at hun får den fornødne hjælp.

 

Lise har i sin barndom ikke haft mulighed for at have den slags følelser, som hun fik da hun begyndte at komme sammen med Kasper. Hun havde i sin barndom ikke haft tid til at være sammen med venner eller have kærester. Ud fra sorg og krise teorien kan ens opvækst have betydning for hvordan man er til at takle det at blive ramt af en krise. Lise beskriver selv, at hun blev overvældet over de følelser hun pludselig kunne sætte ord på, da hun fandt sammen med Kasper. Hvilket også kan formodes at have gjort det sværere for hende da hun blev udsat for vold fra Kaspers side, i Sorg og krise teorien kan det være med til at man kan blive ude af stand til at bruge sin almindelig sunde fornuft.

Lise kan beskrives ud fra Offer/krænker identiteten, hvor vi har brugt karakteristika for et offer: Lise påtager sig ofte skylden for at trigge Kaspers vrede, hvilket også er derfor hun oftest forsøger ikke at gøre ham sur. Forskeren Eva Lundgren mener, at grunden til at kvinden ikke forsøger, at gøre voldsudøveren sur skyldes at hendes selvtillid er blevet ødelagt ved at han gentagne gange har udsat hende for vekslende vold og varme. Dette kan vi også se i Lises situation ved, at hendes negative billede af sig selv forstærkes hver gang Kasper får et af sine udbrud, og det er med til at tappe hende for selvværd og på den måde mister hun styrken til at kunne svare Kasper igen.

Eva Lundgren forklare, at den voldsramte kvinde når hun går med volden selv og ikke har nogen at kunne snakke med den om, nemt kommer til at opbygge skyldfølelsen og hun påtager sig derfor skylden for volden. Hvilket vi i Lises situation også kan se at hun gør op til flere gange. Hun fortæller fx om en episode, hvor Kasper ville tage livet af sig selv ved at springe ud fra en bro, fordi han mente at hun havde været urimelig ved at tage til en fest sammen med hendes arbejdskollegaer. Lise vælger også her, at påtage sig skylden for det skete og gør alt hvad hun kan for at forhindre Kasper i at springe. Hun synes stadig, at det er meget synd for ham at hans ekskone havde været så urimelig overfor ham; vi kan her se en adfærd hvor Lise forsøger, at fortælle sig selv at det ikke er deres forhold der er skyld i at Kasper opførelse, men at det skyldes hans tidligere forhold til ekskonen. Lise forsøger, at gøre det forståeligt at Kasper handler som han gør.

Lises fortæller, at Kasper kunne være meget kontrollerende, han forbød hende fx i at se hendes veninder og familie, selv telefonsamtalerne blevet skåret ned til et minimum. Eva Lundgren mener, at når kvinden isoleres på den måde, kommer manden til at dominere hende følelsesmæssigt, og hun bliver derfor mere afhængig af ham.

Udover dette var han også kontrollerende på den måde at han hele tiden skulle, spørge indtil hende når hun var på arbejde. Han kunne ringe i tide og utide. Vi kan ved hjælp af Hvordan kommer vi den voldsramte familie i møde konstatere at dette er et tegn på følelsesmæssig eller psykisk vold.

Lise har været udsat for at Kasper har forsøgt, at kontrollere hende ved hjælp af skiftende ømhed og vold, hvilket vi kan se ved, at Lise fortæller, at nogle gange efter, at Kasper havde haft en udbrud tvang han hende til seksuel omgang med ham. Eva Lundgren siger nemlig, at manden oftest ønsker, at trøste kvinden efter han har været voldelig overfor hende, og det er derfor ikke ualmindeligt at volden afsluttes med voldtægt.

Da Lise opdager at hun er gravid gør hun endelig det, at hun pakker sine ting og rejser over til en veninde mens Kasper er på arbejde. Men vi kan konstatere ifølge Hvordan kommer vi den voldsramte familie i møde at, det blot udløser Verbal vold eller trusler i form af, at Kasper i første omgang truer med at tage sit eget liv, da han mener, at han ikke kan leve uden hende. Og et andet eksempel er, at han siger til hende at han nok skal finde hende. Efter at Lise har forladt Kasper kommer hun i det forkerte selskab, hun fortæller at hun begyndte at tage stoffer og at de hjalp hende til ikke at tænke på de mørke minder. Det er mange konsekvenser for den voldsramte kvinder, stofferne er her i Lises situation bare en af mange. Nogle af de andre konsekvenser der har været for Lise, er at hun i dag lider af angst og paranoia, dette kommer til udtryk hvis hun i det daglige ser nogle ting som minder hende om tiden sammen med Kasper. Hun har svært ved at håndtere hvis folk hæver stemmen overfor hende eller andre, hun bliver lillebitte og ved ikke om hun skal flygte eller blive. I Voldsramte kvinders arbejdsliv fortæller flere kvinder om, at de har svært ved at få en normal hverdag til at fungere. Som voldsramte er de fleste kvinder psykisk nedbrudte og kan derfor have mindre overskud til at få hverdagen til at fungere. Lises er nu indforstået med, at hvis hun skal komme over de oplevelse og mørke minder hun har fra tiden med Kasper, er hun nødt til at få noget psykolog hjælp.

Sammenfattende analyse

I dette afsnit sættes de to delanalyser og cases først i relation til opgavens øvrige indhold, der næst relateres dette til empowerment perspektivet og afsluttende sættes casene ind i et handlings- og indsatsperspektiv.

 

 

Mette og Lise – og de voldsramte kvinders livssituation

Begge kvinder i casene har været udsat for vold i parforholdet og de mekanismer der i tidligere afsnit er beskrevet i forbindelse hermed, dog med forbehold for de individuelle forskelle der naturligvis er i begge kvinders beretninger. F.eks. Har Mette været udsat for fysisk vold af særlig grov karakter, fra en mand med udpræget krænker karakter, hvorimod Lises historie bærer mere præg af psykisk og følelsesmæssig vold. Dertil er en anden markant forskel i fortællingerne, at Mettes historie overvejende omhandler forholdet til Peter og tiden fra hun mødte ham i slutningen af 2005 og er meget konkret i sin gengivelse af hændelsesforløbet, eller mere fakta præget om man vil, hvorimod Lises historie fortælles/fortolkes af en tredje part og er mere tilbageskuende og beskrivende, med fokus i et psykologisk årsags/forklaringsperspektiv. Om begge kvinder kan siges at de væves ind i voldsspiralen, samt voldens normaliseringsproces. Der er ligeledes forskelle og ligheder i de konsekvenser volden har for kvindernes livssituation. Begge kvinder oplever voldens isolations tendenser, ved at få begrænset deres netværk bl.a. grundet flytninger. Begge kvinder kan meningsfuldt anskues i lyset af offer/krænker teori, dog med den nuance at Lise modsat Mette, også meget indtager en frelser position. For Mette, har volden bl.a. også store økonomiske og materielle konsekvenser, hendes fortælling afsluttes med at hun konkret er bange for at hun og børn bliver sat på gaden, da hun ikke kan betale husleje. I Lises historie vægtes voldens psykiske konsekvenser. Store dele af begge kvinders beretninger, trods de individuelle træk der naturligvis altid vil være i et hvert menneskes liv og oplevelser, vækker meget af beskrivelserne genkendelse i forhold til den viden og forståelse vi i opgavens indledende afsnit har beskrevet omkring partnervold sammen med de forhold der i øvrigt kan gøre sig gældende i voldsramte kvinders livssituation.

 

Empowerment

Tidligere i opgaven, har vi argumenteret for hvorfor vi finder det relevant, at tænke empowerment i forhold til voldsramte kvinder, dette mener vi også giver mening i relation til de to kvinder i casene, hvis fortællinger som før nævnt indeholde elementer og problematikker i tråd med mange af de andre voldsramte kvinders historier vi har læst i forbindelse med vores research til denne opgave. I afsnittet Empowerment perspektivet, fremfører vi pointer fra professor John Andersen, som også argumenterer for at empowerment netop findes anvendeligt i forhold til at modvirke afmagt og hvor målet er inklusion af underprivilegerede grupper og individer. Særligt Mette i vores case materiale, må siges at være fastlåst i en afmagtssituation, hvor hun mangler både økonomiske og materielle ressourcer, samt ikke mindst det personlige overskud til at kunne se en vej ud af hendes og børnenes tilsyneladende håbløse situation, samt har mistet tilliden til at det offentlige hverken kan eller vil hjælpe hende. I mødet med Mette finder vi det således meningsfuldt også at anskue Mettes situation, ud fra de livsbetingelser der præger hendes virkelighed og det at være voldsramt, mere end at se på Mettes individuelle fejl og mangler, men at fokusere på hvilke ressourcer der kan tilføres Mette og andre voldsramte kvinder, med en målsætning om netop at forbedre livsbetingelser, og ikke kun i et her og nu perspektiv, men også på langsigt.

Endvidere i forbindelse med vores research, er vi flere gange stødt på det synspunkt, at kvinderne vægter den støtte de finder i hinanden, altså de voldsramte i mellem, eks. de der bor sammen på krisecentre og/eller deltager i selvhjælpsgrupper for voldsramte kvinder. Et andet eksempel er udtalelser der understøtter dette på forskellige forums eller chats på nettet hvor voldsramte kvinder kan udveksle erfaringer og således støttes i at de ikke er alene med deres erfaringer, hvilket kan ses som vertikal empowerment. Dette kan også sættes i relation til identitetsempowerment, som kan medvirke til at bryde med individualiseringen af et socialt problem, som det at være voldsramt. Hvilket igen hænger sammen med statusmæssig empowerment, som bl.a. handler om at ændre på moralsk stempling af grupper som eks. voldsramte kvinder, dette gøres bl.a. ved at skabe modforestillinger til eksisterende synspunkter, hvilket bl.a. er baggrund og intention med denne lille opgave samt lægger i hele den indledende introduktion til diskurstænkningen, hvor man kan sige at magt og køn synspunktet netop er en modpol til at se voldsramte kvinder som ”ofre med mangler”. Derudover kan man forestille sig i et empowerment perspektiv at forskellige grupper på det horisontale niveau organiseres og står sammen i kampen mod vold i familien, som man eks. ser i forbindelse med forskellige kampagner, eller i forhold til at påvirke lovgivning eller kommunale indsatser og budgetter. Man kan forestille sig at det her ville have betydning at der indledningsvist i alle kommuner blev taget initiativ til at lave en politik på området.

 

 

Empowerment i relation til rådgiver – bruger relation, så fremgår det af afsnittet omkring voldsramte kvinders tilknytning til arbejdsmarkedet, at langt fra alle af disse kvinder er i kontakt med en kommunal sagsbehandler omkring voldsproblematikken, men at flere af disse har haft kontakt til en sagsbehandler vedr. andre problemer, altså tyder dette på at der er behov for at flere sagsbehandlere får mere viden omkring vold i familien, samt har et skærpet fokus i kontakten med borgere på om vold kunne være en af årsagerne til netop denne borgers problemer, i det at kunne bedrive empowerment ved at ”empower” borgeren, så forudsætter dette jo helt basalt viden om at volden eksisterer. Dette ligger også i Croft og Beresfords tilgang, både ved at organisere bl.a. forvaltningen så den er åben og dermed indbyder til folks deltagelse, samt i dette at udstyre folk med ressourcer.

 

Altså anser vi som tidligere nævnt empowerment som en brugbar strategi i arbejdet med voldsramte kvinder og andre marginaliserede, undertrykte og udstødte, samt også såkaldte ”almindelige mennesker” som befinder sig i en midlertidig situation hvor de har brug for støtte.

 

Indsats

I forhold til de ovenstående afsnit som har afsæt i en analytisk og teoretisk tænkning, hvilket jo er en nødvendig og nyttig forforståelse, men i det praktiske sociale arbejde, i forhold til indsats og konkret individuel sagsbehandling må ”den rette hjælp” altid tage udgangspunkt i en individuel vurdering, hvor vi jo i denne opgave kun kan tilrettelægge den rette hjælp, ud fra et begrænset kendskab til personerne i casene, som ikke skildrer hele personens situation og ej heller giver et billede at hele den aktuelle situation i begge cases, samt forholde os til den rette hjælp ud fra ”idealtypiske handlemåder” eller ”best practice”, med Cullbergs ord i mente, at ”Teorien er en hjælpekonstruktion, der får noget af virkeligheden til at træde tydeligere frem. Den må ikke blive et fængsel for vore tanker”[80] Endvidere er viden om den aktuelle situation i det hele taget befordrende i forhold til tilrettelæggelse af indsats, som Kokkinn understreger, er der to aktører i forandringsprocessen, hvor den vigtigste er klienten og den anden socialarbejderen – som skal tage udgangspunkt i klienten og ”starte der klienten er”.[81] Hvilket vores teoretiske viden om bl.a. Kriseteori og Posttraumatisk Belastningsreaktion, understreger vigtigheden af. I forhold til, at tilrettelægge den rette hjælp ud fra et helhedsorienteret perspektiv, understøttes det centrale i bl.a. at arbejde tværfaglig og tværsektorielt i afsnittet omkring voldsramte kvindes tilknytning til arbejdsmarkedet, da voldsramte kvinders situation og mulige løsninger på disse rækker ind i mange områder af livet. Guldager pointerer netop også i forhold til helhedsorienteringen, at denne er tværfaglig, samt at man skal se på ”den samlede livssituation” ved, at ”man ideelt set skal kende alle de forskellige (fysiske, psykiske, juridiske, socialpsykologiske og sociologiske) forhold, der er vigtige for at forstå den syges oplevelse, handlinger og handlemuligheder.”[82]

 

Ud fra regeringens handlingsplan, som blev udsendt i 2005, kan vi se at politisk fokus, oplysninger og en tværfaglig indsats alle er nødvendige aspekter i indsatsen for at bekæmpe vold mod kvinder. Vi mener dog, at der stadig er brug for en kontinuerlig indsats på området og at et stærkere fokus på forebyggelsen, ville kunne hjælpe endnu flere kvinder. Det er vigtigt, at få givet ofrene den nødvendige støtte, at få bremset volden, at få styrket myndighedernes tværfaglige indsats og ikke mindst at få øget viden om volden. Hertil mener vi det er vigtigt, at kvinderne ikke er det mindste i tvivl om hvor de kan søge den rette hjælp, måske det ikke skal være statsforvaltningen, men et helt andet sted disse kvinder kan henvende sig. Vi mener, det er relevant at der lægges langt mere fokus på at gøre opmærksom på problemet, at få det gjort mindre tabuagtigt. Hertil tænker vi, at plakater de steder hvor kvinderne kommer, ville kunne vække en god opmærksomhed omkring problematikken. Disse plakater kunne evt. sidde på siden af busserne, hænge hos lægen eller tandlægen. På busstoppesteder osv. Det er vigtigt, at kvinderne bliver gjort opmærksom på at det ikke er en normalitet at leve med vold i hverdagen, og at der i virkeligheden er mulighed for at gøre noget ved det. Vi er klar over at der allerede foreligger pjecer, for at gøre kvinderne opmærksomme på fx krisecentrene. Men, som vi ud fra vores materiale omkring krisecentrene, kan se så er der et begrænset antal pladser. Og vi må huske på, at det ikke er alle kvinder, som har lysten eller muligheden for at komme på krisecenter. Hertil tænker vi, at det måske kan være problematisk at kvinderne skal betale penge for et ophold på krisecentrene, dette kan måske afholde nogle af kvinderne fra at tage springet.

 

Det findes allerede nu anonyme telefonlinjer, hvor de voldsramte kvinder har mulighed for at ringe ind. Vi mener, det kunne være relevant at gøre disse telefonlinjer mere synlige, så kvinderne på den måde havde muligheden for at kunne snakke med nogle om deres problemer. Hvortil det er vigtigt, at disse personer, som sidder ved telefonlinjerne har den helt korrekte viden i forhold til at hjælpe den voldsramte kvinde videre, de skal tillige have viden om, hvad det indebærer at være voldsramt. Vi tror, at det er langt nemmere for den voldsramte kvinde at gribe telefonen og snakke anonymt med en person, og måske på den måde for en guidning til, hvordan hun bedst muligt kommer ud af forholdet til hendes voldelige mand. Hvis der er børn i familie, er det også vigtigt at der er viden herom, fx hvilke konsekvenser det har for børnene, for kvinden vil uden tvivl være bekymret for hvad der ville ske med børnene hvis hun skulle forlade sin mand. Der skal være informationer at hente om hvor kvinden ville kunne søge hen, så hun ikke behøver at føle sig truet af at hendes mand måske finder hende igen.

Der er desværre rigtig mange kvinder som, selvom de kommer ud af forholdet med deres voldelige mand, ender i et sådant forhold igen. Nogle af årsagerne til dette kan måske søges i kvindens barndom og opvækst. Endvidere kan kvinden som barn selv have været udsat for vold eller været vidne til at far har udsat mor for vold, hvilket vi ved statistisk set øger risikoen for selv at havne i et voldeligt forhold.

Vi får det billede af Lise i hendes beretning, at hun nu er væk fra problemerne med Kasper, men at hun stadig føler at hendes oplevelser ligger ubearbejdet, derfor mener vi det er vigtigt at Lise nu får det rette hjælp i forbindelse med at få bearbejdet de grimme oplevelser og mørke minder hun går og gemmer på. Lise fortæller selv, at hun havde fået hjælp hos en psykiater, dog ved vi ikke hvor mange gange hun er kommet hos denne. Lise giver på den måde selv udtryk for at hun er motiveret for at få hjælp. Vores forforståelse bygger blandt andet på viden omkring voldens mekanismer som er medvirkende til at Lise i dag ikke føler at hun helt kan slippe de mørke minder. Endvidere ser vi Lises helbredsmæssige problemer, hun beskriver selv at hun mistede appetitten og hun derfor tabte sig voldsomt meget, men også som psykosomatiske reaktioner på situationen, dette gør vi blandt andet ud fra viden omkring Posttraumatisk Belastningsreaktion samt viden om sorg og krise reaktioner. I sammenhæng hermed tab af relationer, da det voldelige forhold ofte er forbundet med ambivalente følelser for ofret. Dertil kommer at Lise, udtrykker bekymring for at møde Kasper igen, hun føler at hun ser hans spøgelse alle vegne.

Vi ville som rådgiver kunne hjælpe Lise med at forberede sikkerhed i en evt. kommende nødsituation i form af fx telefon, politi og information omkring krisecentrene. Sikre regelmæssig kontakt. Det er vigtigt, at Lise føler sig sat i centrum, hun skal lære at fortæller om egne følelser og behov. Det er ikke nok at hun forstår med sin fornuft, men nødvendigt at hun føler smerten og ikke blot gemmer det til en side. Herefter er det også vigtigt, at Lise får plads i enerum således at hun kan fokusere på sig selv og får fred i processen med at tage ansvar for sit eget liv. Lise fortæller selv, at hun er lidt bekymret over at skulle stå alene. Vi mener, ud fra ovenstående at det kunne være relevant for Lise at få psykologhjælp, til at få bearbejdet de mørke minder hun går rundt med. Og måske på den måde komme af med sin frygt for alt hvad der minder hende om Kasper. Dette kan måske også hjælpe hende til at hun får nemmere ved at indgå i sociale relationer. Lise sige selv at hun gerne ville søge om psykologhjælp. Hun føler at hun først kan slå en streg i sandet og komme videre når alle de uforløste ting er bearbejdet.

 

Mettes situation er meget barsk og hun fortæller selv at hun flere gange har forsøgt at søge om hjælp til både overfaldsalarm, polititilhold og økonomisk støtte. Men hver gang har hun fået afslag. Mette får kontakt til Sanne fra Foreningen for Voldsramte Kvinder, Sanne hjælper Mette med at få en overfaldsalarm. Mette har i hele forløbet mødt meget modgang fra de personer som burde have hjulpet hende.

Vi tolker Mettes udtalelser i forbindelse med hendes beskrivelse af hændelsesforløbet som et udtryk for at hun er motiveret for at få hjælp til at komme væk fra volden, selvom hun til sidst udtaler at hun har valgt at lege med på Peters leg, hun udtaler at hun synes det var bedre at vide hvor han var og hvad han lavede. Derfor valgte hun at holde kontakten til ham selvom hun frygtede for sit og sine børns liv. Mette frygter for at hendes børn bliver taget fra hende, da hun ikke har råd til at betale for huslejen og kommunen har nægtet at give hende økonomisk støtte, de har ikke villet lade hende flytte igen, da hendes børn har brug for trygge rammer. Som følge af volden er der tegn på at Mettes selvfølelse er lav, hun mener at det er bedst at have Peter indenfor hendes synsfelt. Mette er meget påvirket af den vold, som Peter har udsat hende for, derfor kan vi forestille os at hun har internaliseret hans syn på hende, hvilket kan ses som en del af voldsspiralen. Vi kan også forestille os at Mette har mangelfuldt/ikke eksisterende netværk blandt andet på grund af at hun har flyttet så meget rundt.

 

Den akutte hjælp tager som det første udgangspunkt i samtalen, hvor det er vigtigt at have et ikke dømmende udtryk/tone og at stille åbne spørgsmål. Aktiv lytning og det at skabe en tryghed for Mette er vigtigt, Mette har på nuværende tidspunkt sikkert ikke meget tilovers for kommunen. Det er vigtigt, at man som rådgiver er tydelige i at man tror på hvad hun fortæller, ellers opnår man ikke at skabe en tillid mellem Mette og os som rådgiver. Vi kan tilbyde Mette flere samtaler. Det er også vigtigt, at gøre det klart for Mette at vi som rådgiver har tavshedspligt, dog underretningspligt i forbindelse med børnene. Den praktiske hjælp består i at arrangere beskyttelse af Mette, hvilket Mette op til flere gange har givet udtryk for at hun ønsker. Spørge indtil hvad der bekymre Mette nu og her og på den måde i fællesskab finde ud af hvad der kan hjælpe. Være bevidst om ikke at presse på, det skal være Mettes egen beslutning for hvad der skal ske nu. Derudover kan det være aktuelt, at Mette søger om at få økonomisk hjælp til at få dækket forskellige økonomiske poster, eksempelvis hjælp til indskudslån til en lejlighed, ansøgning om enkeltydelser til anskaffelse af møbler mv. alt dette er selvfølgelig afhængig af Mettes situation lige pt. Mette skal desuden rådgives i forhold til retsprocessen, omkring politianmeldelse, hertil skal det nævnes at det er vigtigt med hensyn til dokumentation af volden, gratis advokatbistand, mulighed for at søge erstatning, om fri proces samt muligheden for anonymrådgivning hos retshjælpen. Og information om mulighed for navne og adr. beskyttelse jf. Lov om centrale personregister § 28.

 

Konklusion

Vi har under udarbejdelsen af denne opgave dels fået langt mere viden omkring problematikken, men i høj grad også fået øjnene op for den kompleksitet der lægger i det at være voldsramt kvinde og få brudt med volden. Vi har fået øjnene op for de mange konsekvenser partner vold har og ikke kun for kvinden, men også for eventuelle børn, for samfundet og for de mænd der udøver volden. Vi har erfaret via gennemgang af eksisterende litteratur om emnet, at der hvert år er et stort antal kvinder der alene i Danmark, udsættes for partnervold, samt at fænomenet forekommer i alle samfundslag. Vi er derfor også bekendt med, at der formodentlig er en stor gruppe af kvinder vi ikke har særlig stor viden omkring, fordi de eksisterende muligheder for at få hjælp, som eks. kvindekrisecentre, simpelthen ikke henvender sig til disse kvinder. Ligeledes formoder vi, at det også for nogle kvinder, som ikke tidligere har været i kontakt med det offentlige system, kan være grænseoverskridende og måske svært overskueligt at skulle henvende sig på en social forvaltning. Og for de kvinder der har været i kontakt med systemet, men fundet hjælpen nyttesløs eller mangelfuld, er det en barriere at nå disse, da de har mistet tilliden til at systemet kan hjælpe dem, ligesom det gør sig gældende for Mette i vores case. Hvortil det må konkluderes, at tiltag rettet mod at hjælpe voldsramte kvinder må være mangesidet og foregå på flere niveauer. Derudover har vi fundet ud af at det at være voldsramt kvinde, kan gribe ind på mange områder at livet, hvor nogle af de generelle træk der kan være fælles i forhold til kvinderne livssituation, kan være at de lever i isolation, med begrænset eller ikke-eksisterende netværk, hvilket bevirker at hun ofte vil stå alene med problemerne, hvorfor det er centralt at hjælpe hende til bl.a. at genopbygge netværket. Dertil kan kvinderne være belastet psykisk. Hvilket kan vise sig i form af manglende selvtillid, psykosomatiske lidelser samt depression. Vi har konstateret at tegn på sorg og krise er opmærksomhedspunkter i arbejdet med voldsramte kvinder, samt tegn på posttraumatisk belastningsreaktion. Vi har endvidere erfaret at volden kan have indflydelse på kvindernes tilknytning til arbejdsmarkedet, samt at en tværfaglig indsats hvor forskellige myndigheder arbejder tæt sammen om at hjælpe den voldsramte bidrager til at kvalificere indsatsen. Endvidere formoder vi, at der kan lægge en udfordring i at arbejde med den psykologiske side af partnervold i forhold til nogle kvinders ubevidste bevæggrunde til at være i et forhold til en voldelig mand, hvor årsager skal søges i det manglende selvværd, ressourcer samt i kvindens opvækst, dette fokus skal således tjene til at kvinden ikke ender op i et nyt voldeligt forhold, et perspektiv som således også er at finde i offer/krænker tænkningen. I relation til kvalificering af indsatsen, finder vi at der stadig er behov for øget viden og uddannelse af medarbejdere på sagsbehandlerniveau, da øget viden om eks. voldens mekanismer må anses som et basalt element i at tilrettelægge den rette hjælp. Her kan indsatsen forbedres ved, at kommuner og virksomheder udarbejder politikker på området, samt ved at der udpeges nøglemedarbejdere med særlig viden, som andre medarbejdere kan henvende sig til for at få støtte og rådgivning. Vi forestiller os også, at der kunne etableres specialist teams, med repræsentanter fra forskellige myndigheder og faggrupper, i tråd med de initiativer der bl.a. ses i jobcenterregi på sygedagpenge området. Vi finder også, at viden kan optimeres ved at temaer om vold i familien i højere grad integreres i undervisningen på socialrådgiverstudiet, på pædagog og lærerseminarer samt på forskellige sundhedsfaglige uddannelser. Afsluttende finder vi, at der er mange gode intentioner med Regeringens Handlingsplan, men at mange initiativer kan være længe undervejs, samt at det kunne være interessant om de mål der sættes harmonerer med de midler der tildeles indsatsen, da en kvalificering af indsatsen i høj grad også må formodes at være et spørgsmål om tilstrækkelige ressourcer.

Vi har i denne opgave nået vores mål, i vores lille produktion af viden at bidrage til i en empowerment ånd på vores niveau som studerende, i et forsøg på at ændre tingenes tilstand, ved at øge vores samt vores medstuderendes viden og som følge deraf syn på en underprivilegeret gruppe som voldsramte kvinder også i et køn og magtpolitisk perspektiv.

 

English Abstract

 

Battered Women – Who are subjected to domestic violence

We decided to write about battered women because domestic violence crimes committed against women are a staggering number. Also women are more likely to be assaulted by husbands, ex-husbands, boyfriends, and ex-boyfriends than by a stranger. There is a stereotype that domestic violence occurs only in low-income, poorly educated, minority, or “dysfunctional” families. The fact is however that domestic violence can happen to anyone regardless of race and socio-economic level. Historically domestic violence has been seen as a “family matter” and myths about battered women such as “battered women can always leave” are still present. Battered immigrant women are in an exposed position, because they still have very few rights under the legal system and may risk deportation if they expose abuse and leave their husband. We hereafter based our work on the following statement: “What characterizes the lives of battered women and what can social workers do to improve the effort to help these women?

During our research we found that there are many barriers that prevent women from leaving abusive relationships: money, children, fear, and social expectations are just a few of them. So what is domestic violence? Battering is a pattern of behaviour used by someone to establish and maintain power and control over an adult intimate partner and/or family member. Abusers use a series of tactics to hold power and control over their victims, such as using isolation, by systematically severing her relationships with family, friends, and co-workers, the batterer insures that his victim has little support. He becomes her only point of reference, thereby defining and controlling her world. Batterers can isolate their partners in a variety of ways, from excessive jealousy to restricting their access to education and jobs or controlling where they go or with whom they spend their time. Violence develops from verbal, physical, emotional, financial, and sexual abuse. In using emotional abuse, the batterer systematically breaks her spirit and self-esteem and she may begin to feel as if the abuse is her fault or that she must deserve it. Also these forms of abuse are used in multiple combinations, where constant violence and criticism leaves women uncertain, humiliated, and much easier to control. One of the things we argue in the paper is that violence against women should be viewed as a social problem that not only demands more knowledge but also is viewed in a power and gender perspective. We also suggest teams of specialists and employees whit specialized knowledge whit in the departments. Also campaigns to spread the word about the abuse we think would make a difference. Another thing that we find would matter is that all local administrations in Denmark should have a policy on how to deal whit domestic violence.  Finally we question weather the Administrations good intentions concerning the effort against domestic violence also have the funding to back it up.

Litteraturliste

 

Bøger:

Andersen, Maja Lundemark mf. Empowerment på dansk. Dafolo Forlag. 2000.

Bjerre, Lise & Maria Lincke Jørgensen. ”Vold mod kvinder med handicap”. Formidlingscenter Øst. Ligestillingsministeriet. 2002.

Clemmesen, Pia Rovsing. ”Den rette hjælp – til voldsramte kvinder”. Frydenlund. 2005.

Cullberg, Johan. Dynamisk Psykiatri. Hans Reitzels Forlag. 5 udgave, 6. oplag. 1999.

Davidsen-Nielsen, Marianne og Nini Leick: Den nødvendige smerte. Om tab, sorg, og adsillelsesangst. Hans Reitzels Forlag. 2. udgave. 7. oplag. 2003.

Guldager, Jens mf. Udsatte børn et helhedsperspektiv. Akademisk forlag. 2008

Hensen, Per I. og Helle Øbo Petersen. Dialog mod vold. Systime Academic. 2004.

Hillgaard, Lis, Lis Keiser og Lise Ravn: Sorg og krise. Hans Reitzels Forlag. 2. udgave. 5 oplag. 1999.

Hönigschmid, Cornelia. Støtte i mødrecentre – muligheder, former, netværk af mødre for mødre. Max Kreuzer & Niels Rosendal Jensen. Family Support – empowerment af forældre i internationalt perspektiv. Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag 2005.

Kokkinn, Judy. Profesjonelt sosialt arbeid. Univesitetsforlaget. 2 udgave. 2 oplag 2006.

Mogensen, Britta og Sissel Lea Nielsen. Solidaritet eller klientgørelse? – en undersøgelse af Dannerhusets ideologi og struktur. Forlaget Sociologi. 2000.

Munkholm, Henrik og Per Straarup Søndergaard. I kærlighedens vold – om mænds jalousi og vold mod kvinder. Documentas. 2006.

Payne, Malcolm: Teorier i socialt arbejde. Hans Reitzels Forlag. 2005.

Peterstrand-Nilsson, Marianne. Vold i parforhold – den indre verden hos mishandlede kvinder. Gyldendal. 1999.

 

Tidsskrifter:

Andersen, John. Empowermentperspektivet – vejen frem til en kritisk handlingsorienteret socialforskning? Social kritik nr. 101 – 2005.

 

Udgivelser/pjecer:

Formidlingscenteret for Socialt Arbejde 2002. Hvordan kommer vi den voldsramte familie i møde?

 

 

Rapporter:

Barlach, Lise. LOKK voksenstatistik 2008. Kvinder på krisecenter. Servicestyrelsen 2008.

Clausen, Susanne. Behandlingsprogrammer for voldelige mandlige partnere. Redegørelser for internationale erfaringer. Justitsministeriets forskningsenhed. 2007.

Helweg-Larsen Karin mf. Vold mod mænd i Danmark. Omfang og karakter – 2008. Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk University og Minister for Ligestilling. 2008.

Helweg-Larsen Karin mf. Mænds vold mod kvinder. Omfang, karakter og indsats mod vold – 2007. Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk University og Minister for Ligestilling. 2007.

Helweg-Larsen, Karin m.fl. Sundhedsmæssige og arbejdsrelaterede konsekvenser af partnervold – Resultater fra befolkningsundersøgelsen 2000. Statens Institut for Folkesundhed. 2005.

Jensen, Vibeke Lybecker. Voldsramte kvinders arbejdsliv. Udsatte-enheden 2006. Styrelsen for specialrådgivning og Social Service. Socialministeriet.

LOKK Årsstatistik 2008

Olsen, Bente Marianne. Kommunernes beredskab i forhold til vold. Servicestyrelsen 2009.

Schacke, Janne. Voldsramte kvinders arbejdsliv. Servicestyrelsen. 2009.

 

Internet sider/artikler:

http://www.voldmodkvinder.dk/gode_raad.asp (Forældet link)

www.voldsramtekvinder.dk – Mettes historie

http://www.voldoghandicap.dk (Forældet link)

http://menneskeret.palermo.magenta-aps.dk/tema/CEDAW/etniskvold (Forældet link)

http://www.lokk.dk/Billeder/publikationer/statistikker/Voksenstatistik2008.pdf (Forældet link)

http://www.lige.dk/files/PDF/voldshandlingsplan2005.pdf

http://www.dannerhuset.dk

http://www.voldmodkvinder.dk (Forældet link)

 

Andet materiale:

Regeringens handlingsplan: Handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder og børn i familien 2005-2008.

 

 

Lovgivning:

Serviceloven

Forvaltningsloven

Forældreansvarsloven

Straffeloven

Retsplejeloven

Retssikkerhedsloven

Lov om Almene boliger

Lov om en Aktiv socialpolitik

 

Links

www.lokk.dk , www.voldsramtekvinder.dk, www.voldmodkvinder.dk (Forældet link), www.manderaad.dk ,

www.vold-i-familien.dk (Forældet link), www.lige.dkwww.moedrehjaelpen.dk, www.servicestyrelsen.dk (Forældet link),

www.dannerhuset.dk

 

[1] Clemmesen, Pia Rovsing: Den rette hjælp – til voldsramte kvinder. s. 13.

[2] Formidlingscenteret for Socialt arbejde 2002: Hvordan kommer vi den voldsramte familie i møde?

[3] Formidlingscenteret for Socialt arbejde 2002: Hvordan kommer vi den voldsramte familie i møde?

[4] Clemmesen, Pia Rovsing: Den rette hjælp – til voldsramte kvinder. s. 22

[5] Clemmesen, Pia Rovsing: Den rette hjælp – til voldsramte kvinder. s. 131.

[6] Clemmesen, Pia Rovsing: Den rette hjælp – til voldsramte kvinder. s. 131.

[7] Clemmesen, Pia Rovsing: Den rette hjælp – til voldsramte kvinder.

[8] Clemmesen, Pia Rovsing: Den rette hjælp – til voldsramte kvinder. s. 131.

[9] Clemmesen, Pia Rovsing: Den rette hjælp – til voldsramte kvinder.

[10]Kokkinn, Judy: Profesjonelt sosialt arbeid. Kap. 1 s.17.

[11] Bjerre, Lise mf. Vold mod kvinder med handicap.

[12] http://www.voldoghandicap.dk 30.12.09

[13] http://menneskeret.palermo.magenta-aps.dk/tema/CEDAW/etniskvold/ 16.12.09

[14] Helweg-Larsen Karin mf.: Vold mod mænd i Danmark.

[15] Olsen, Bente Marianne: Kommunernes beredskab i forhold til vold.

[16] Olsen, Bente Marianne: Kommunernes beredskab i forhold til vold.

[17] Clemmesen, Pia Rovsing: Den rette hjælp – til voldsramte kvinder. s. 14.

[18] Andersen, John: Empowermentperspektivet – vejen frem til en kritisk handlingsorienteret socialforskning? s. 63.

[19] Andersen, Maja Lundemark mf.: Empowerment på dansk.

[20] Andersen, Maja Lundemark mf.: Empowerment på dansk.

[21] Andersen, John: Empowermentperspektivet – vejen frem til en kritisk handlingsorienteret socialforskning? s. 60-61.

[22] Andersen, John: Empowermentperspektivet – vejen frem til en kritisk handlingsorienteret socialforskning? s. 62.

 

[23]  Andersen, Maja Lundemark mf.: Empowerment på dansk.

[24] http://www.lokk.dk/Billeder/publikationer/statistikker/Voksenstatistik2008.pdf

[25] http://www.lokk.dk/Billeder/publikationer/statistikker/Voksenstatistik2008.pdf

[26] http://www.lokk.dk/Billeder/publikationer/statistikker/Voksenstatistik2008.pdf

[27] http://www.lokk.dk/Billeder/publikationer/statistikker/Voksenstatistik2008.pdf

[28]Schacke, Janne: Voldsramte kvinders arbejdsliv.

[29]Schacke, Janne: Voldsramte kvinders arbejdsliv. s. 19.

[30] Helweg-Larsen, Karin m.fl.: Sundhedsmæssige og arbejdsrelaterede konsekvenser af partnervold – Resultater fra befolkningsundersøgelsen 2000.

[31]Schacke, Janne: Voldsramte kvinders arbejdsliv. s. 10.

[32]Schacke, Janne: Voldsramte kvinders arbejdsliv. s. 10.

[33] Schacke, Janne: Voldsramte kvinders arbejdsliv. s. 10.

[34] Nilsson, Marianne Peterstrand: Vold i parforhold. Den indre verden hos mishandlede kvinder.

[35] Clausen, Susanne: Behandlingsprogrammer for voldelige mandlige partnere. s. 3-4

[36] Jensen, Vibeke Lybecker: Voldsramte kvinders arbejdsliv. s. 30.

[37] Hensen, Per I. Dialog mod vold.

[38] Munkholm, Henrik mf.: I kærligheden vold. Om mænds jalousi og vold mod kvinder. s. 8-9

[39] Mogensen, Britta mf. Solidaritet eller klientgørelse. s. 128 – 129

[40]Formidlingscenteret for Socialt Arbejde 2002: Hvordan kommer vi den voldsramte familie i møde? s. 18

[41] Formidlingscenteret for Socialt Arbejde 2002: Hvordan kommer vi den voldsramte familie i møde?

[42] Formidlingscenteret for Socialt Arbejde 2002: Hvordan kommer vi den voldsramte familie i møde?

[43] Formidlingscenteret for Socialt Arbejde 2002: Hvordan kommer vi den voldsramte familie i møde?

[44] Schacke, Janne: Voldsramte kvinders arbejdsliv. s. 10.

[45] Munkholm, Henrik mf.: I kærlighedens vold. Om mænds jalousi og vold mod kvinder. s. 17-26

[46] Hillgaard, Lis, Lis Keiser og Lise Ravn: Sorg og krise.

[47] Davidsen-Nielsen, Marianne og Nini Leick: Den nødvendige smerte. Om tab, sorg, og adskillelsesangst.

[48] Hillgaard, Lis, Lis Keiser og Lise Ravn: Sorg og krise.

[49] Cullberg, Johan: Dynamisk Psykiatri.

[50] Davidsen-Nielsen, Marianne og Nini Leick: Den nødvendige smerte.

[51]Andersen, Maja Lundemark mf.: Empowerment på dansk.

[52]Andersen, John: Empowermentperspektivet – vejen frem til en kritisk handlingsorienteret socialforskning? s. 67.

[53] Andersen, John: Empowermentperspektivet – vejen frem til en kritisk handlingsorienteret socialforskning? s. 68.

[54] Andersen, John: Empowermentperspektivet – vejen frem til en kritisk handlingsorienteret socialforskning?

[55] Andersen, John: Empowermentperspektivet – vejen frem til en kritisk handlingsorienteret socialforskning? s. 69.

 

[56] Payne, Malcolm: Teorier i socialt arbejd.

[57] Andersen, John: Empowermentperspektivet – vejen frem til en kritisk handlingsorienteret socialforskning?

[58] http://www.lige.dk/files/PDF/voldshandlingsplan2005.pdf 27.12.09

[59] http://www.lige.dk/files/PDF/voldshandlingsplan2005.pdf 27.12.09

[60] Barlach, Lise: LOKK voksenstatistik 2008. Kvinder på krisecenter. Servicestyrelsen s. 67-70

[61] https://www.dannerhuset.dk/default.aspx?func=article.view&menuAction=select&menuID=529&id=577 01.01.10

[62] https://www.dannerhuset.dk 01.01.10

[63] http://www.voldmodkvinder.dk 01.01.10

[64] Schacke, Janne. Voldsramte kvinders arbejdsliv.

[65] LOKK Årsstatistik 2008.

[66] Schacke, Janne: Voldsramte kvinders arbejdsliv.

[67] Helweg-Larsen Karin mf.: ”Mænds vold mod kvinder. Omfang, karakter og indsats mod vold – 2007.

[68] LOKK Årsstatistik 2008. Den samme kvinde kan have henvendt sig med flere forespørgsler.

[69] Hotline telefon nr. 7020 3082

[70] Schacke, Janne: Voldsramte kvinders arbejdsliv.

[71] Formidlingscenteret for Socialt Arbejde 2002: Hvordan kommer vi den voldsramte familie i møde?

[72] Formidlingscenteret for Socialt Arbejde 2002: Hvordan kommer vi den voldsramte familie i møde?

[73] Formidlingscenteret for Socialt Arbejde 2002: Hvordan kommer vi den voldsramte familie i møde?

[74] Formidlingscenteret for Socialt Arbejde 2002: Hvordan kommer vi den voldsramte familie i møde?

[75] Schacke, Janne: Voldsramte kvinders arbejdsliv.

[76] Schacke, Janne: Voldsramte kvinders arbejdsliv.

[77] Schacke, Janne: Voldsramte kvinders arbejdsliv.

[78] www.voldsramtekvinder.dk

[79] Munkholm, Henrik og Søndergaard, Per Straarup: I kærlighedens vold – om mænds jalousi og vold mod kvinder. s 54-62.

[80] Cullberg, Johan: Dynamisk Psykiatri.

[81] Kokkinn, Judy: Profesjonelt sosialt arbeid. Kap. 4 s. 120.

[82] Guldager, Jens mf.: Udsatte børn et helhedsperspektiv. Kap. 1, s. 19.

 

Tilbage til Blog

Skriv et svar

Din emailadresse bliver ikke offentliggjort. De markede felter skal udfyldes

Send kommentar