Jeg har fået lov til at lægge denne fine opgave – Psykopati – Dyssocial personlighedsstruktur – ud på hjemmesiden.

Her er det fint beskrevet, hvordan en psykopat er, hvad der ligger til grund, og hvordan man omgås en psykopat. Her er det tre fra social og sundheds assistent uddannelsen, der har skrevet den.

Det er Gitte, Heike og Chalotte, der har skrevet den.

 

Psykopati – Dyssocial personlighedsstruktur

Jeg har fået lov til at lægge denne fine opgave ud på hjemmesiden.
Her er det fint beskrevet, hvordan en psykopat er, hvad der ligger til grund og hvordan man omgåes en psykopat. Her er det tre fra social og sundheds assistent uddannelsen, der har skrevet den.

Det er Gitte, Heike og Chalotte, der har skrevet den.

 

Projekt: Borgeren du møder.

 

Emne: Dyssocial personlighedsforstyrrelser: psykopati.

Hvad er dyssocial personlighedsforstyrrelse:

Det er en personlighedsforstyrrelse, hvor man har svært ved at omgås andre mennesker på ”normale” vilkår. Det er mennesker, som er:

  • Impulsstyret
  • Lav frustrationstærskel – fører til angst og frustrationer
  • Charmerende og livlige, har let ved at skabe kontakter
  • Selvcentret
  • Manglende empati
  • Oftest social uansvarlig
  • ofte svigter økonomiske forpligtelser
  • Svært ved at vende blikket indad
  • Svært ved at indordne sig samfundets normer og regler.
  • Har oftest et misbrug ved siden af

Hvorfor får man dyssocial personlighedsforstyrrelse:

Psykopati stammer oftest af arv og miljø, mange med dyssocial personlighedsforstyrrelser kommer fra hjem, hvor forholdende var meget dårlige. Forældrene var f.eks. alkoholiserede, og i nogle tilfælde også kriminelle. Forældrene har været meget ustabile og upålidelige. Barnet har derfor manglet en stabil person at lære og udvikle sig hos, som er med til at barnet udvikler et sundt overjeg. En skade af bestemte dele af hjernen, kan også medføre psykopati, eller træk deraf. En beskadigelse af frontallapper i hjernen kan ligeledes medføre træk.

 

Teoretiker:

 Bowlby: Med hans tilknytnings teorier. Stern: Det kompetente barn. Magret Mahler: Med hendes opjekt relation. Sigmund freud: Psykoanalyse og jeg’et. Cullberg: Hans teori om psykopati,(er også kendt for krise teorier)

 

Medicin: Tegretol og andre lægemidler mod epilepsi kan af og til virke mod en adfærd, præget af lav frustrationstærskel og tendens til aggression.
Der er også mulighed for at Litium, som bruges til at forebygge mani eller depression, kan virke. Men begge behandlinger kræver at man tager medicinen fuldstændig som planlagt, og at man regelmæssigt får taget en blodprøve som bl.a. viser indholdet af medicin i blodet. Ellers får man enten for meget medicin, og så får man en forgiftning, eller også får man for lidt, og så virker det ikke. Behandlingen er derfor vanskelig at gennemføre hvis man ikke selv prioriterer den meget højt.
Nogle enkelte har glæde af at få behandling med vanedannende nervemedicin, benzodiazepiner, men på grund af at man har den lave tolerance for frustration, har man stor risiko for at komme ud i et misbrug.

Tegretol:

Bliver brugt ved abstinenssymptomer.

Læs bivirkninger der er mange, interaktioner m.m.

OBS: Let risiko for selvmordstanker eller adfærd.

Litium:

Bliver brugt terapeutisk ved mani. Forbyggende over for maniske og depressive tilbagefald.

Læs bivirkninger der er mange, interaktioner m.m.

Benzodiazepiner:

Har ingen selvstændigt effekt, men binder sig til specifikke receptorer i hjernen, de såkaldte GABA – A receptorer, som er lokaliseret til chloridional – komplekset. De formidler effekten af en lang række medikamenter, der anvendes i behandling med angst, søvnløshed og kramper. GABBA-A er den primære transmitter i dette receptorkomplekset, der åbner chloridkanalen og fremkalder den neuronale hæmning, der ligger bag den terapeutiske effekt.

Læs bivirkninger der er mange, interaktioner m.m.

 

Tænke:

Hvilken borger vil jeg møde i praktikken?

Vi skal på R2 samt R3, som er retspsykiatris afsnit i Risskov, Århus, som har mellem 16 og 18 pladser.

Borgere vi møder i vores praktik er mennesker som er særligt behandlingskrævende og udadreagerende, hvoraf flertallet har en dom til anbringelse eller behandling på hospital, samt til udredning for eventuel diagnose. Det kan være patienter med skizofreni, personlighedsforstyrrelser, dobbelt diagnoser og misbrugs problematikker.
Afsnittene arbejder miljøterapeutisk på et psykodynamisk grundlag, dialog, dygtighed og dristighed. Der er stor opmærksomhed på at implementere nye behandlingsformer, blandt andet psykoedukation og social færdighedstræning. Behandling mod misbrug udvikles i stor grad. R3 er derudover et afsnit kun for Grønlændere, som har begået noget kriminelt i Grønland, med følge af en psykisk lidelse.

Hvad har jeg brug for at forberede mig til i mødet med denne borger?

Vi har som SSA mange kompetencer vi skal bruge under mødet med den dyssociale borger, vi skal i første omgang have en viden om borgeren, den psykiske lidelse, borgerens livshistorie. Vi skal vide hvordan vi omgås, støtter og vejleder borgeren på bedste vis. Vi skal kunne observere mulige forandringer i forhold til ændringer i adfærd, medicin bivirkninger og virkning af medicin. Vi skal kunne tilrettelægge aktiviteter der er tilpasset den enkelte borger og han/hendes ressourcer. Vi skal møde borger der hvor han er og på bedste vis bevare hans identitet, håb og giver ham en følelse af mening. Vi skal motivere i et tilpasset niveau. vi skal have viden om netværk, relationer, miljø i opvæksten, for at kunne arbejde sundhedsfremmende og sygdomsforbyggende og skabe motivation, håb og relationer. Vi skal kunne være professionelle, og ikke blive følelsmæssig påvirket i vores arbejde. Vi skal kunne sætte grænser.

 

 

Kompetencer, som vi skal udvikle:

Vi skal under vores uddannelse og i kommende arbejde danne vores identitet og skabe kompetencer som social og sundhedsassistent. Vi skal oparbejde kompetencer indenfor psykiatriens felt og vide hvordan vi arbejder støttende med mennesker som har en personlighedsforstyrrelser, herunder de jeg-støttende principper. Vi skal have fokus på vores kommunikation og vores verbale og nonverbale sprog. Vi skal opsøge viden om containing og recovery, samt kognitivterapi. Vi skal vide hvordan man skaber en god kontakt med borgeren med sindslidelse, og hvordan man kan bruge miljøterapi med henblik på den enkelte borger. I alt vores arbejde og omgang med den sindslidende, skal vi tænke forskellighed og hensyn til den enkelte.

Vi skal i mødet med borgeren kunne anvende relevant sygepleje til patienter med psykopati, vi ved at de har et svagt jeg, og vi skal derfor arbejde med de jegstøttende principper. Vi skal være grænsesættende i vores kommunikation, f.eks. med understøttende brug af girafsproget, da en patient med psykopati altid vil mene at det er omgivelserne der skal ændres og ikke ham. Grænsesætning kan også være en tryghed og man kan derigennem både give han anerkendelse og kontinuitet.  Der skal være enighed mellem kollegaer og ledelse omkring arbejdsmetoder og grænsesætning. Vi skal skabe kontinuitet og regelmæssighed, både for at lindre deres angst og bruge den energi de bruge på angsten, til at udnytte deres ressourcer. Kontinuitet kan vi eksempelvis skabe gennem kontakperson ordningen, dette giver tryghed, tillid og kontinuitet. Vi kan i mødet med borgeren bruge vores viden om kognitiv terapi, som er et redskab til at ændre de negative tanker hos den sindslidende, til positive tanker og derigennem opnå en bedring. Det er en terapi gennem samtale, hvor patienten ikke får svarende af en psykiater, men selv er med til at se og finde muligheder for ændringer, i samarbejde med fagpersonale. Dette kan for den sindslidende give en følelse af mening og en bedring i hans livskvalitet, derudover kan det give selvværd og selvtillid for borgeren, da det er ham selv der kommer med løsninger og ikke bare noget han har fået besked på.

 

Jeg-støttende principper:

Sigmund Freud: Ægget.

Liv Strand: De jeg støttende principper, (det moderlige og faderlige)

Jeg støttende principper bruges meget i samarbejde med den sindslidende, der har et svagt jeg. Da dette sigter sig på at bedre det svage jeg.

Men når man arbejder med jeg-støttende principper, er det vigtigt at vide, at der er et moderlig og faderligt princip.

Det moderlige giver barnet lov til at være til, lader det vokse og udfordre sig uden indblanden. Dette er en forudsætning for at et liv kan udvikle sig.

Det faderlige princip giver skubbet ud i verden, det at turde tage chancer. Det indeholder kravet om at udvikle sig, blive selvstændig og kunne påvirke sine omgivelser.

Ved kontinuitet og regelmæssighed er trofasthed og at der kommer så få forskellige mennesker ind i den sindslidendes liv, skabe en fast rutine og vise du er pålidelig og overholder de aftaler i har. Her er det det moderlige princip, som kommer frem, fordi vi som SSA er forudsigelig, skaber struktur, og tager imod afvigelser og de prøvelser, som den sindslidende forsøger med. Da hverdagen ofte er kaotisk og forvirrende, fordi den dyssociale er så impulsstyret.

Ved grænser og nærhed handler det om at være god til at læse andres grænser og behov for nærhed, og også at være klar over, hvor ens egne grænser går. Mange dyssociale mennesker, som er meget impulsstyret kan have svært ved, at finde andres grænser, og det er derfor vigtigt, at man hjælper den sindslidende med at finde grænserne, og sige stop, når grænsen er nået. Men også at hjælpe med nærheden, at selvom vi har en grænse, så er der også behov for nærhed. At man er der, og dermed skabe en tillid. Der skal være en balance mellem grænse og nærhed.

Grænsesætning er en aktiv handling, der med et terapeutisk sigte og terapeutisk måde markere, at her er et yderpunkt, som ikke må overskrides. Det er der hvor personalet sætter en grænser for den sindslidende, kan han undgå at foretage sig noget uhensigtsmæssigt. Særligt dyssociale mennesker, som er enormt impulsstyret, har svært ved at finde ud af, hvor grænserne for, hvad der er hensigtsmæssigt og hvad der ikke er, det er også derfor disse ofte er på kant med loven. Derfor er det vigtigt at man som personale hjælper den sindslidende med at sætte grænser, og snakke om, hvor grænsen sættes.

Skærmning handler om, at den sindslidende opholder sig i en bestemt afdeling med overvågning. Det bruges ved mennesker med stærk angst eller den meget impulsstyret sindslidende. Meningen med skærmningen er at mindske indtrykkene, så man mindsker det, som den sindslidende er meget ramt af.  Her er det moderlige princip i højsæde, at man lader den sindslidende gøre sine prøvelser.

 

Containing handler om at kunne rumme den sindslidende, at man rummer deres skyldsfølelse for dem et stykke tid, mens de bearbejder dem, og derefter lader overtage dem igen, så de kan leve med det, som de nu har gjort.

Realitetsorientering er, at man orienterer om den virkelighed, som egentlig er. At det kan godt være at den sindslidende oplever virkeligheden på en måde, og at man anerkender, at den sindslidende oplever det på den måde, men at personalet oplever virkeligheden på en anden måde. Eks. At den dyssociale oplever, at grunden til at denne er indlagt på den lukkede afdeling, er fordi han har gjort sådan og sådan, fordi hele verden var i mod ham. At man så fortæller, at man forstår, at han ser det sådan, men at verden altså ikke var imod ham.

Verbalisering er at man hjælper den sindslidende at få sat ord på/at udtrykke det som oplevers. Da det ofte kan være svært, når hovedet er fyldt med kaos og forvirring, her skal vi som ssa´er ind og støtte og evt. stille nogle hv-spørgsmål. Som hvordan har du det?

Pædagogisk tilnærmning: handler om at udvikle ressourcerne hos den sindslidende, der spiller både undervisning og vejledning ind og man er en rolle model for den sindslidende. Dette er det faderlige princip, hvor man ligesom skubber den sindslidende ud i nye udfordringer, så han kan udvikle sig.

Motivation og stimulering handler om, at man skal hjælpe den sindslidende med at motivere og stimulere motivationen, da de ofte er passive. Det er dyssociale dog ikke, hvis de først får en ide, som de synes er fantastisk er de gode til selv at være motiverende, indtil de oplever, at det ikke lige går, som de ønsker, så mister de motivationen, og begiver sig ud i et nyt projekt. Her vil det handle om, at hjælpe med at en realistisk ide, som de har fået, og så at bevare motivationen, også selvom det ikke lige lykkes i første omgang, at fuldfører projektet.

Mange sindslidende har brug for praktisk hjælp, når de har indre uro og kaos, derfor kan det være en god ide med at aktivere i ADL, som at handle ind, vaske tøj, rengøring osv.

Recovery er at komme sig fra sin sindslidelse. Der er mange måder at komme sig på, og at komme sig er meget individuelt. Det kan f.eks. være at komme sig helt, så man ikke længere har nogen lidelser eller nogle symptomer, og det ikke kommer tilbage. Man kan komme sig socialt, så man stadig har symptomerne, men lærer at leve et godt liv med sin sindslidende

En recovery process forløber sig over længere tid, og det er vigtigt at det er med små skridt mod sejre, da det styrker selvtilliden, og dermed giver motivation til nye skridt og nye sejrer.  Der skal tages udgangspunkt i den sindslidendes oplevelse af at komme sig. Er der følelse at håb for recovery er det rigtig godt, men ofte vil det også hedde 3 skridt frem og 2 tilbage.

 

Recovery-processens faktorer:

Håb: at have og give den sindslidende håbet om, at kunne komme sig. Uden håb er der ingen motivation. Det handler så om at definere, hvad et vil sige, at komme sig, at det handler om, at komme sig socialt og dermed at kunne leve med sine symptomer og sygdom. Så man ikke ender med at lyve for den sindslidende

Det hele menneske: at se det hele menneske bagved sindslidelsen, så man ikke kun ser sindslidelsen men også personen bagved.

Sociale relationer: at den sindslidende har/får nogle sociale relationer, da alt viser, at når man har nogle at snakke med så kommer man sig hurtigere, derfor handler det om, at støtte op om, at bevare eller skabe nye relationer.

Beskæftigelse: at den sindslidende har noget at stå op til, så de også føler, at der er behov for dem, at der bliver stillet nogle krav til dem. Så den sindslidende ikke bare skal sidde og glo ud i luften.

Viden om egen sindslidelse: at den sindslidende ved, hvad denne fejler, har kendskab til sin sygdom, og dermed har en forståelse for, hvad der sker med denne i psykoser, og evt. kan nå at fange symptomerne inden de bliver til psykoser.

Lav psykofarmaka-dosis: rigtig mange psykofarmaka har bivirkninger, derfor er det vigtigt, hvis man kan trappe ned på det område, når den lidende ikke har en psykose.

Egen indsats: altså at den sindslidende selv gør en indsats for at komme sig, for vi kan ikke gøre det hele for denne, hvis den ikke selv vil hjælpe til og ønsker det.

Maslows behovspyramide:

Menneskets behov:

Når man snakker om Maslows behovspyramide, skal man forstå den således, at mennesket har behov for at få dækket de 5 behov. Man starter fra bunden af, når det er dækket stiger behovet for nye ting, og så fremdeles.

Personer med dyssociale personlighedsforstyrrelser har meget svært ved at få dækket deres behov efter de fysiske behov. Fordi deres jeg er svagt, og de er meget impulsstyret.

I arbejdet med recovery- principperne går man ind og hjælper den dyssociale med at arbejde med at få dækket nogle af behovene.

Det gøres bla. ved arbejdet med de sociale relationer, hvor du hjælper den dyssociale med at skabe et netværk, og dermed at få dækket socialbehovet. Ved beskæftigelse, at der er nogle faste rammer, noget fast at stå op til og evt. en indtægt. Viden om egen sindslidelse og egen indsats er selvværdsbehovet, som dækkes, ved at du har ansvar for at gøre noget ved, at du kan få det bedre, og kan leve med din sygdom.

At arbejde støttende og aktiverende:                                     

Miljøterapi:

Miljøet bruges terapeutisk, omgivelserne bruges til at støtte borgerens rehabiliteringsproces. Det er realitets – og aktivitetsbetonet (hvordan er miljøet, hvor er patienten psykisk mht. ressourcer).

Formålet med miljøterapi er en lindring af symptomer, styrkelse af jeg – funktionerne, og en forbedring af det psykiske og sociale funktionsniveau.

Aktiviteterne skal bidrage til: Sikkerhed, Struktur, Støtte, Socialisering og Selvforståelse. Det motiverer patienten til at udvikle sin egenomsorg, såvel som at sine sociale kompetencer og selvforståelse.

Kognitiv Miljøterapi:

Centrale begreber i den kognitive terapi er tanker, følelser, krop og adfærd. Skema, leveregler og automatiske tanker er de 3 former, der skelnes mellem i tanker. Det er en behandling, hvor patienten træner sine sociale færdigheder i form af gruppebehandling. En persons opfattelse af verden afhænger af kognitionen (tanker, ideer og forestillinger). At vende en negativ tankemønstrer / handlemønstre til en positiv mønstre.

Fysisk aktivitet i hospital psykiatrien:

Da fysiske aktivitet har en positiv effekt på mennesker med en psykisklidelse, er det vigtigt at tænke og igangsætte fysisk aktivitet.

Når man planlægger en aktivitet skal man tænke på borgernes ressourcer:

Hvordan er jeget?

Patienter som er jeg-svag:

Meget struktur det vil sige: Kendte aktiviteter og stor forudsigelighed for patienterne, fast gennemgående aktiviteter eller program, få deltager, fast lokalitet, kort tidsrum/er fortalt på forhånd, samme redskaber hver gang, kun musik hvis aftalt, høj grad af styring fra personale.

Patienter med mere jeg-styrke:

Mindre struktur: Blanding af nye og kendte aktiviteter, gerne skiftende aktiviteter/program,  flere deltager måske en åben gruppe, lokalitet kan skifte, længer tidsrum/kan skifte/være fleksibel, skiftende redskaber, musik efter formål og deltagernes smag, evt. delvist styret af patienter.

Motivation:

Betyde parathed til handling, og tager udgangspunkt i vilje, vaner og udøvelseskapacitet. Der hører fem faser til, når man vil forandre en vane/handlingsmønstre: Før overvejelse, overvejelse, forberedelse, handling, vedligeholdelse.[i].

Recovery:

At mennesker med en alvorlig sindslidelse kan skabe et meningsfuldt liv, idet man genoptager personlige, sociale og erhvervsmæssige aktiviteter og dermed forbedrer livskvaliteten. Det centrale tema i recovery-processen er: Boligforhold, beskæftigelse, uddannelse, deltagelse i samfundslivet og fritidsaktiviteter.

Opgaven af social – og sundhedsassistenterer: at skabe håb, være kreativ, yde omsorg og være realistisk.

[ii]

Hvilke muligheder er der på stedet, for at kan udøve aktiviteter, kognitiv og fysisk?

Der er mange muligheder på stedet, såvel til kognitive aktiviteter, men også til fysiske aktiviteter.

Men det handler også om, hvilke restrektioner patienten har. Vi har brug for kreativitet, hvis borgeren ikke må forlade afdelingen.

Mulighederne: søg på internettet, informationer på arbejdspladsen/ afdelingen osv..

Restrektioner: Informationer på stedet/afdelingen når man begynder med at arbejde omkring borgeren.

 

 

Kommunikation med en person med en sindslidelse.

Når man møder mennesker, der har en psykisk sygdom, er det vigtigt at huske, at man ikke taler med “sygdommen”, men med et menneske med en unik personlighed som alle andre. Han/hun lider blot af en sygdom, der påvirker hans/hendes måde at opfatte omverdenen på, såvel som at han/hun kan have en anderledes adfærd end andre. Man skal være observerende og kunne opfange ændringer i deres hverdag. Man skal huske på at kommunikation også er at lytte.

Kommunikation er et middel til at skabe kontakt, kommunikation betyder egentlig ”at bevæge sig sammen”, det tegner et godt billede af hvad kommunikation egentlig er. Mennesker kan aldrig undgå at kommunikere, når vi er sammen med andre. Enten bevist eller ubevist udsender vi signaler som andre fortolker og prøver at forstå.

Verbal og nonverbal kommunikation:

Nonverbal kommunikation udgør ca. 75 % af vores kommunikation og foregår via de kropslige signaler. Det består af kropsholdning, mimik, øjenkontakt, stemmeføring, tonefald, udseende, påklædning og fysisk kontakt. Mange sindslidende føler det angstprovokerende med fysisk kontakt, selv øjenkontakt kan være svært for dem. Men for andre kan fysisk kontakt også være med til at skabe en tryghed. Man må gå forsigtig til værks og føle på hvert enkelt menneske hvad de har brug for. Vi må bruge vores instinkter og observationer, til at tilpasse vores kommunikation. Verbal kommunikation er via vores tale og skrift.

Kongruent kommunikation er når der er en overensstemmelse mellem den nonverbale og verbale kommunikation, når vi siger det samme med kropssproget og ordene. Denne kommunikation er væsentlig når vi vil skabe og opretholde en kommunikation med den sindslidende, da det signalere at man er oprigtig, troværdig og en ærlig person. Inkongruent kommunikation er når der en uoverensstemmelse i det nonverbale og verbale sprog, det kan skabe stor forvirring og usikkerhed i samtalen med den sindslidende og forværre angsten og det psykiske kaos. Ironi er en form for kommunikation hvor der ikke er overensstemmelse mellem det verbale og nonverbale sprog, man siger et, men det modsatte kommer til udtryk i kropssproget. Ironi kan skabe en stor usikkerhed hos den sindslidende, selvom det var ment med humor.

I kommunikation er det vigtig at:

  • Vis den anden respekt
  • Vær naturlig og imødekommende
  • Aktiv lytning
  • Inddrag personen i beslutninger med hensyntagen til hans/hendes ressourcer
  • Stil kun realistiske krav
  • Lyt og være tålmodig
  • Vær rummelig
  • Vær nærværende
  • Udtryk dig enkelt, klart og direkte
  • Vær ærlig og åben omkring rammerne for samtalen
  • Spørg ind til det, som du ikke forstår.
  • Signaler ro, overblik og stabilitet
  • Undgå som udgangspunkt fysisk kontakt
  • Gå ikke ind i at diskutere vrangforestillinger
  • Lav klare aftaler
  • En ledsager er en god idé
  • Lad personen tale med den samme medarbejder ved henvendelser
  • Vær opmærksom på borgerens behov – også selvom han/hun ikke selv er det

 

Kontakt med den sindslidende.

At skabe kontakt med en med psykopati, kan være svært da de mener omverdenen er skyld i alt og at det er omverden skal ændres ikke ham. Tillid og kommunikation er nøgleordene i det at skabe en god kontakt, tillid er at man har tillid til sig selv og til at andre vil en det godt. Det er vigtig i vores arbejde med den sindslidende at skabe en tillidsfuld relation i samarbejdet med den sindslidende, som kan udgøre en sikker base for samarbejdet. Man skaber tillid gennem kommunikationen, gennem samtalen og aktiv lytning. Man skal gøre sig fortjent til den sindslidendes tillid ved at være forudsigelig og stabil. Der er to former for kontakt, formel og følelsesmæssig kontakt. Den formelle er forholdsvis overfladisk og neutral og involvere ikke følelser. Det er en kontakt form der ofte ikke volder den sindslidende problemer. Følelsesmæssig kontakt eller emotionel kontakt vil sige at man involvere sig i den andens følelser, dvs. man indlever sig i den anden og viser sit engagement ved at prøve at forstå den andens følelser. Det er ofte svært for den sindslidende at holde kontakt, så denne kontaktform kan skabe problemer. Vi skal respektere den sindslidendes grænser og ikke påtvinge kontakt den sindslidende ikke er parat til.

Tvang og magt anvendelse ifbl. Med dyssociale:

I det danske samfund er selvbestemmelsesretten central. Der er to love, der giver lovmæssigt ret til tvang og magtanvendelse i visse situationer. Disse to love er serviceloven og psykiatriloven. Disse love er lavet sådan, at det som står i dem er tillad, og står det ikke i loven, så er det ikke tilladt.

Serviceloven kapitel 24 fastsætter reglerne for magtanvendelse overfor børn, unge og voksne:

  • Med betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne
  • Som modtager hjælp samt socialpædagogisk bistand efter serviceloven og
  • Som ikke samtykker i den foranstaltning, man overvejer at påbegynde.

Kravet om nedsat psykisk funktion betyder, at der skal være den fornødne dokumentation for den nedsatte psykiske funktionsevne.

Man skal altid have forsøgt at opnå et samtykke, altså at få den sindslinde til frivilligt at medvirke. Magten skal være ud fra mindsteindgrebsprincippet og så skånsomt og kortvarigt som muligt.

Der kan ansøges hos det sociale nævn til 5 typer indgreb i selvbestemmelsesretten:

  • Alarm, pejlesystemer og særlige døråbnere.
  • Fastholdelse
  • Tilbageholdelse i bolig
  • Anvendelse af beskyttelsesmidler
  • Optagelse i særlige boligtilbud uden samtykke

Det er ikke altid man har ansøgt om tilladelse til magtanvendelsen, inden man skal bruge den. Der kan opstå situationer, hvor man er nød til at gribe ind med det samme, det kaldes for nødværge. Eks. At den lidende er ude og gå med kontaktpersonen, og går ude på vejen, hvor der kommer en bil, så skal man gribe ind. Dette skal dog registres indenfor 24 timer, og der skal være en fyldestegørende beskrivelse af forløbet.

Selvbestemmelsesretten gælder også for dem, som lider af en psykisk lidelse. Det kan dog være nødvendigt at bruge tvang overfor en patient i psykiatrien.  Til eks at tvinge en person i behandling, fiksere vedkommende eller tvangsindlægge denne. Der er i psykiatriloven beskrevet, hvilke tvangsforanstaltninger, som er tilladt, hvilke forhold, som der skal være overholdt for at foranstaltningerne er lovlige.

Loven om anvendelse af tvang i psykiatrien gælder kun ved indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdelinger.  Man må altså ikke bruge tvangforanstaltninger efter denne lov på væresteder eller botilbud i kommunerne.

Loven definerer tvang, som alt det der ikke er givet informeret samtykke til. Det er personalet, i sidste ende overlægens ansvar at der så vidt muligt undgås at bruge tvang, og der skal tilbydes patienten en eller flere samtaler efter tvangsforanstaltningen.

Følgende tvangsforanstaltninger er mulige at anvende iflg. Psykiatriloven:

  • Tvangsindlæggelse og tilbageholdelse
  • Tvangsbehandling
  • Fiksering (tvangs- og beskyttelsesfiksering)
  • Personlig alarm- og pejlesystemer og særlige døråbnere
  • Personlig skærmning og aflåsning af døre i afdelingen
  • Personlig hygiejne under anvendelse af tvang
  • Undersøgelse og beslaglæggelse.

Det skal skrives ned i afdelingens tvangsprotokol, når man anvender tvang eller frihedsberøvelse. I tvangsprotokollen skal der stå, hvad er sket og hvorfor det skete. Undtagen ved tvang under hygiejne og undersøgelse, samt beslaglæggelse af genstande.

For at sikre patientens retsikkerhed skal en patient tildeles en rådgiver i forbindelse med udførslen af tvang mod patienten. Rådgiveren skal vejlede og rådgive patienten i alt, hvad der har at gøre med indlæggelsen, ophold og behandlingen. Ved eks at hjælpe med rådgivning til klager.

Det er statsforvaltningen, der ansætter patientrådgiveren.

 

[i]se side 141-144 i kultur og aktivitets bog

[ii] Principperne se side 106 i kultur og aktivitetsbog.

Social færdighedstraining se side 111 i kultur og aktivitetesbog.

 

 

Tilbage til Blog

Skriv et svar

Din emailadresse bliver ikke offentliggjort. De markede felter skal udfyldes

Send kommentar