Hvad er vold?

Nyhedsbrev 10-9-2009

Kære alle nyhedsbrevmodtagere
Nyhedsbrev indhold:

  1. Vold – psykisk, injurier og mobning
  2. At bede om og få hjælp
  3. Lisegården på Facebook

 

1) Vold – psykisk, injurier og mobning

I Danmark er der en generel holdning, at vold det er den ekstreme og grusomme vold, der er fysisk og meget grov. Det er rigtigt, at det er vold.

Men når vi ser på, hvad vold egentlig er, så har det et meget meget bredere spekter, som vi ikke i vores almindelige liv regner for vold.

Det der f.eks. betinger psykisk vold er gentagelser af krænkende ytringer.
Injurier er også inde under vold. Injurier er, når man siger at en – f.eks. Jynke – rokkeren, at han er psykopat. Det er injurier, og den der utalte det, er blevet dømt for det.

Mobning er også under kategorien af psykisk vold. Altså når nogen siger at ”du er fed”, fordi personen er overvægtig og siger det med et negativt tonefald. Når det så bliver gentaget og måske får andre til at stå sammen om at sige det mod en person, så er det også psykisk vold – mobning.

Når man bliver udsat for psykisk vold, så er det oftest sådan, at man føler man står meget alene omkring det, især fordi det ofte er sådan, at andre ikke kan se den psykiske vold. Man begynder at få følelser af at det er rigtigt, hvad der bliver sagt om en, at man er skyldig, at det er en selv der er noget galt med, at man er forkert, som jeg altid troede osv. vi kender det alle sammen her på maillisten. Jeg gør i hvert tilfælde.

Nå det var lige lidt tanker fra min verden, som jeg havde lyst til at skrive her.

 

I får mere en anden gang.

 

 

 

Er der nogen af jer, der kender til injurier, mobning og dermed psykisk vold?

 

Hvordan var det for jer med injurier, mobning, psykisk vold?

Hvordan gjorde I, så I fandt ud af at takle det?

 
2) At bede om og få hjælp og blive ved med at få alt den hjælp, man faktisk har brug for

 

I dag har jeg valgt at skrive om emnet at bede om hjælp og få hjælp.

Jeg kan huske dengang for længe siden, da jeg lige var flyttet fra min voldelige x og hele kampen omkring vores søn stod på. Hvor jeg gik under jorden, løb fra den ene behandler til den anden, hvor de fleste gjorde tingene værre for mig. Især havde jeg en såkaldt veninde. I dag ved jeg, at hun var virkelig slem for mig.

Men i alt det der løben rundt fra den ene terapeut til den anden, som forværrede situationen for mig, så var der enkelte ind imellem, som virkelig hjalp mig og gav mig det, jeg havde brug for.

Hvor skulle jeg dog bare være fortsat hos dem, så jeg virkelig var kommet op og stå, men så var der alle de undskyldninger, der nu kommer, når man bryder et livsmønster.

Jeg skulle jo til at tro på mig selv, tro, jeg var noget værd, og at det var de andres problem, når de sagde noget skidt om mig, og at det ikke havde noget med mig at gøre, osv. alt det jeg skulle lære dengang.

Men jeg var så vant til at blive nedgjort, så jeg ville hellere være de steder, hvor jeg fortsat blev nedgjort. Der følte jeg mig tryg. Så jeg lod være med at fortsætte hos de terapeuter, der virkelig hjalp mig, men fortsatte med at blive i mit gamle mønster.

Det er en helt naturlig ting.

Når vi beder om hjælp, og det gør vi, så er det, vi beder om, jo at vores liv ændre sig til noget bedre.

Men når det begynder at ændre sig til det bedre, så bliver vi bange og holder op hos den terapeut. Det kender jeg også fra min klinik, det er en helt almindelig ting.
Det er frustrerende for mig, fordi jeg jo gerne vil have, at dem, der kommer hos mig reelt får det godt.

Så det er om at fortsætte behandlingen, også selv om det bliver svært, eller man synes, at nu går det da så godt, så kommer der tilbagefald, når man slipper terapeuten for tidligt. Så skal man i gang igen. Jo før man kommer i gang og inden man kommer for langt ind i sit gamle mønster, jo lettere er det at komme ind i det nye og gode mønster.

Men så er der jo økonomien, tiden og at det ikke lige passer ind i dette eller hint. Ja! hvor jeg også kender det, det er undskyldninger vi bruger for at forhindre os selv i at komme hen der, hvor det virkelig kommer til at gå godt, hvor vi virkelig får brudt den gamle vane og kommer i gang med de nye.

Ligesom små børn, der skal lære at gå, så skal de falde igen og igen og igen og hjælpes op og stå, og siden skal de hjælpes med at gå de første skridt, men de skal lige have støtten til de lærer det. Hvis de ikke fik støtten, så ville de blive ved med at kravle.

Hvor ville jeg have ønsket, at der var en, der kunne have fortalt mig, at jeg skulle blive og komme endnu mere hos de terapeuter, der reelt hjalp mig.

Men især min såkaldte veninde ville ikke have det. Det vidste jeg ikke dengang, og fik det så dårligere og dårligere. Det ved jeg i dag.

3) Lisegården på Facebook

Nu er der kommet gang i min profil ”Lise Lisegården” på Facebook. Her vil jeg skrive dagsaktuelle ting, som kunne have jeres interesse, samt skrive indlæg i gruppen ”Psykopat! Kender du en?”

I skal være hjerteligt velkomne til at være med.

De kærligste hilsner
Til alle jer dejlige og vidunderlige mennesker derude i det ganske land. I må gerne sige fra overfor vold, og I må gerne tro, at I alligevel er gode nok – elskede bare fordi I er til – er født.
Fra Lise

Lisegården
En lise for krop og sjæl
trivsel for dig og dine omgivelser

Med venlig hilsen
Læge Lise Seidelin
mobiltelefon 24 22 16 22
mail: lise@lisegaarden.dk
Hjemmeside: www.lisegaarden.dk
Tidligere nyhedsbreve kan læses her
https://lisegaarden.dk/nyheder-2

Lisegården