Børneanbringelser – Falske oplysninger i journalerne – en historie

Børneanbringelser – Falske oplysninger i journalerne – en historie

Nyhedsbrev 27-9-2005
Falske oplysninger i journalerne ved børneanbringelser      se også Find midten

Kære Nyhedsbrevmodtagere!

Jeg har modtaget denne mail med en beskrivelse af, hvordan forholdene nogen gange kan være, når vi er kommet i kontakt med systemet. Hvordan falske oplysninger i journalerne kan påvirke tingene i en for os som borgere meget dårlig retning.
Dette er en historie, som heldigvis er endt godt. Så det kan lade sig gøre, at få systemet til at gøre det, der er bedst for os som borgere og vores børn.

Der er bare alt for mange, som ikke har denne erfaring og styrke til at klare at få gjort systemet opmærksom på, at der er så mange fejl i papirerne.
Jeg har fået tilladelse til at sende den ud som nyhedsbrev og sætte den ind på min hjemmeside.

(En tilføjelse efter udsendelsen af nyhedsbrevet. Torben er kommet med nogle gode råd til dem, der er kommet i klemme i systemet. Her er nogle gode erfaringer, som er givet videre til jer, der har problemer.)

Kære Lise Seidelin

Jeg har om nogen været udsat for multiple fejloplysninger i vores sagsakter – og det var faktisk meget tæt på (tilfældigheder), der gjorde, at det ikke endte med en forkert tvangsanbringelse.
Jeg medsender et indlæg, så du kan læse vores historie. Der er ét meget bemærkelsesværdigt forhold – nemlig, at vi har fået stoppet alt – først i praksis og i dag er den ældre del af sagen er i dag helet officielt “lukket”.

Som du kan se har jeg også mange lignende historier fra andre forældre (primært til handicappede børn)

PS: vores handicappede barn er i dag 11 år.

Indlæg
Det er som forælder min klare opfattelse at den manglende retssikkerhed for både forældre og børn under en børnesag blokerer for samarbejdet i rigtig mange sager.

I de sager, hvor der er et godt samarbejde er der færre problemer, men kommer man som forældre først skævt ind på sin kommune fanges man i en negativ spiral, som der kun er få veje ud af. Det ender meget ofte med at barnet får en ringere anbringelse – at forældrenes vrede giver samværene ringere kvalitet – og at samværene begrænses. Forældrene holdes væk fra beslutninger om skolegang mv. Den kontrol af kvaliteten og den kontinuitet som forældrenes entusiasme omkring deres barn kunne give ødelægges fuldstændig.

Da det er første gang jeg skriver vil jeg fortælle mere præcist omkring os selv og anbringelsen af vores barn. Det er langt – men hovedpointen står ovenfor.

Vi er ressourcestærke forældre som har et handicappet barn på i dag 9 år. Han er stærkt handicappet og er en voldsom opgave. Da han var 6 år besluttede vi derfor at en anbringelse var det rigtige, hvis vi fik det rigtige samarbejde i stand med anbringelsesstedet. Det er lykkedes over al forventning. Vi tages helt klart med i arbejdet ikke blot som forældre – men også som forældre, der har en faglig viden om vores barn. Vores mening vægtes i dag lige så meget som specialisternes og alle går ind i samarbejdet med entusiasme. Anbringelsen er derfor individuelt tilpasset hans behov.

Optakten til anbringelsen var ganske forfærdelig. En aflastningsperson bortførte for tredje gang vores barn. Vi havde tidligere gjort opmærksom på mange problemer under aflastningen. Denne gang stod det hurtigt klart for også kommunen at der var tale om en egentlig kriminel handling. Kommunen måtte inddrage politiet og aflastningspersonen blev straks afskediget. Vi ville ikke en gang til have en så uprofessionel aflastning. Derfor valgte vi at søge om at få ham anbragt.

Vi havde derefter fire måneder, hvor vi selv passede ham fuld tid. Han fik det klart bedre, men det var også en meget stor opgave, som krævede meget af os. Vi så hen til at kunne være mere “på” i kortere tid, når anbringelsen kom i stand.

Da handleplanen skulle underskrives var vi beskrevet som omsorgssvigtende forældre, der ikke magtede vores barn. Det ville vi ikke skrive under på. I stedte blev vi truet med tvangsfjernelse. I løbet af to dage fik vi med hjælp fra specialskolen og med henvisning til hans positive udvikling, da vi i fire måneder ingen “hjælp” fik, rettet handleplanen, så vi kunne skrive under.

Det viste sig at der lå 5 års “hemmelige” sagsakter, hvoraf hovedparten talte om omsorgssvigt – selvom der var en diagnose om infantil autisme allerede da han var lidt over 1 år gammel. Mennesker af forskellig (ofte ringe) faglighed (og nogle af dem ukendte for os) havde holdt mange møder bag vores ryg og udtalt sig om både vores barn, familieforhold og vores mening uden at inddrage os. Der var stærkt nedsættende og fordrejede oplysninger om os og vores barn. Mange var misforståelser af os – eller af handicappet – og nogle var bevidste løgne.
Der var forsøg på at skjule vigtige sagsakter, der talte til vores fordel. Vores mening fremgik ikke – eller i stærkt fordrejet form. Lovbrud var utallige. Man indhentede oplysninger helt uden samtykke fra os, vi var aldrig blevet hørt om de indhentede oplysninger – og hvis vi undtagelsesvist var blevet hørt, var vores mening ikke skrevet ned.

Efterspillet var direkte uværdigt. Vi klagede. Den sidste sagsbehandler havde mundtligt indrømmet adskillige fejl. Lederen udnyttede hendes afgang (blev hun direkte gået?) til at forhindre de mundtlige indrømmelser i at komme på skrift. Vi kan dokumentere dette magtmisbrug, da vi blev opmærksom på det 14 dage før den pågældende sagsbehandler forsvandt. Man ville ikke svare på vores spørgsmål, man skrev bevidst falsk i sagsakterne og søgte at give det indtryk, at vi jo havde forbedret os i stedet for at give os ret. Det endte dog med at vi fik en generel undskyldning, at det blev indrømmet, at der var løjet om os (vi kunne modbevise 5-6 direkte og meget grove løgne). Desuden beklages 3 af aflastningspersonens bortførelser af vores barn, hvoraf den ene skete med sagsbehandlerens bevidste medvirken.

Sagen afsluttes med at vi på vores initiativ får en fredsaftale med kommunen. Rent psykisk afsluttes den med at vi finder den næstsidste sagsbehandler. Hun kunne se, hvordan hun havde haft fuld tiltro til den kriminelle person og at den fortolkning, der var i sagsakterne derfor var skæv. Dermed forsvandt en stor psykisk belastning fra os.

Vores sag kørte ikke skævt på grund af at sagsbehandlerne ikke var søde og rare, men fordi vi var holdt udenfor indflydelse og fordi hovedparten foregik bag vores ryg. Man har fra starten ment at vores faglige mening om hans individuelle særtræk var et udslag af at vi ikke følelsesmæssigt kunne acceptere vores barns handicap – og så løb sagen løbsk.

Når vi i dag har et så godt samarbejde med institutionen er det fordi vi aldrig har tilladt det dårlige sagsforløb i kommunen at få indflydelse på samarbejdet i anbringelsen. Aksen i samarbejdet er Institutionen og os. Tilsynet varetages i praksis også af samarbejdet. Kommunen er trådt helt i baggrunden.

Jeg har efterfølgende talt med mange forældre – ca. 20 familier i alt. De fleste med skæve sager ligesom vores egen – så udsnittet er ikke repræsentativt. Derimod tror jeg de meget fint udtrykker den frustration der blandt forældre med skæve sager.

Efter en anbringelse skal man som forældre regne med ca. 4-5 lovbrud om året i en skæv sag – og kun ganske få (og da ubevidst) eller slet ingen i en pæn sag.

Det har også vist sig, at der blandt disse skæve sager er meget grove løgnagtige sagsakter i ca. hver fjerde sag. Med grove løgnagtige sagsakter mener jeg løgne som dels er bevidste (eller udtryk for ekstremt grov mangel på faglig indsigt) og samtidig er så betydningsfulde, at de kan danne grundlag for en tvangsfjernelse.

Eksempler er en grim anmeldelse udført af ukendt privat (eller offentlig?) person som har udgivet sig for at være skoleinspektør på barnets skole. Et andet eksempel er psykologer, som ikke kan læse lægelige diagnoser og derved oversætter “generel udviklingsforstyrrelse” (lig med autisme eller lignende handicap) til at forældrenes manglende samspil med barnet har fejludviklet barnet. Andre psykologer udtaler mod al viden at forældrene er skyld i barnets autisme. Der er ikke her tale om forskellige fortolkninger med objektivt forkerte oplysninger.

I hovedparten af sagerne er det misforståelser og grove overfortolkninger, der præger billedet. Mange psykologer kender simpelt hen ikke nok til autisme og misforstår symptomerne som omsorgssvigt. Nogle får det oveni købet til at forældrene nok er alkoholikere uden at undersøge forældre selv!!! I sager med autistiske ser man resultatet af dårlige psykologers omgang med fortolkning af observationerne – og af ringe og uvederhæftige fortolkninger. Forældre kan beskyldes for alkoholisme og andre dårligdomme af en psykolog – men kun forældrene til autistiske børn kan renses ordentligt, når deres barn med tiden får den rigtige diagnose.

Hvad der også er slående er de mange lovbrud, der er i sagerne. manglende partshøring, manglende indhentning af samtykke, afslag under begrundelser, brud på tavshedspligten osv. osv. er helt gennemgående og ses i alle de sager jeg har set. I de fleste sager sker det ubevidst, men i flere sager er vigtige sagsakter, der taler til fordel for forældre udeladt af salgsmaterialet eller skjult i sagen uden henvisning.

Som forældre kan man kun rent undtagelsesvis regne med egentlig hjælp fra sagsbehandler, leder, borgmester, tilsynsråd, sociale nævn, ankestyrelse, ombudsmand eller politi. Får man endelig ret er det ofte for sent.

Vi forældre har kun den mulighed selv at efterforske og modbevise påstandene. Det kostede os et meget stort arbejde. I de sager med mindre ressourcestærke forældre er dette en umulig opgave. Presseomtale kan også være en mulighed for at blive taget alvorligt.

Som forældre opdager man hurtigt, at man praktisk taget ingen retssikkerhed har. Løgne, skjulte sagsakter, sladder, hemmelig sagsgang, manglende mulighed for at få en uafhængig faglig bedømmelse osv. er det i praksis næsten umuligt at beskytte sig imod.

Man har muligheden for taktisk at skabe sig en magtposition ved hjælp af alliancer og faglig viden.

Det er hverken i barnets eller forældrenes interesse at sagerne har så mange misforståelser og fejl. Det er hverken i barnets eller forældrenes interesse, at (tvangs-)anbringelser er så vilkårlige og at muligheden for at rette op på en sag er lige så vilkårlig.

Det er min helt klare opfattelse at den manglende retssikkerhed for BÅDE børn og forældre er den mest belastende faktor ved en anbringelse – og det er den faktor, der belaster samarbejdet under en anbringelse mest. Tilliden er med god grund helt væk. Det gælder både i de tilfælde, hvor anbringelsen er rigtig – og i det tilfælde, hvor den er forkert.

Der er en meget stor fare for at det dårlige forhold til den anbringende kommune smitter af på forholdet mellem forældre og institution. Det bliver let en videreførelse af konflikten, så forældre hurtigt mister både samarbejde og samvær. Barnet mister også samvær og mister forældrenes glæde fordi samvær præges af konflikterne.

Kontinuiteten omkring barnet er i fare fordi forældrenes opgave som vagthund for deres barn går i vasken (Det er ofte forældrene, der må brokke sig når et barn pludselig ikke i et halvt år har haft et skoletilbud).

Jeg tror at man vil finde at mange forældres ressourcer er tabt på gulvet i både handicapsager og sociale sager. Den umiddelbare årsag er dårlig sagsbehandling. Den grundlæggende årsag at både forældres og børns retssikkerhed er alt for ringe.

Og videre har Torben skrevet

Vi regner hende der bortførte vores barn og løj om ham for det man i gamle dage kaldte psykopat. Hun løj velovervejet og med vilje – meget ledt og kynisk. De andre laver fejl, som de fleste mennesker ville kunne lave. De reagerer på deres følelser, og glemmer fuldstændig at overveje hvad de har gang i. Bagefter har de rigtig dårlig samvittighed. Nogle af dem der har lavet fejl mod os – som f.eks. den sagsbehandler vi fandt i 2002 og som var med til at afklare forløbet, vil jeg endda betegne som et ualmindeligt godt menneske. Derfor ser jeg det mere som en systemfejl end som dårlige mennesker. Jeg ser således også den leder, der løj ved klagebehandlingen som et normalt menneske, men også som et menneske under stort pres. Jeg tror hun var bange for konsekvenserne for hende selv, hvis hun indrømmede fejlene. Som leder havde hun jo det overordnede ansvar.

Systemfejlene er:
1) Familieafdelingerne har for meget magt, hvilket medvirker til en trusselsorienteret og magtorienteret kultur.
2) Sagsbehandlere og andre er usikre og nervøse fordi de ofte kun kender en flig af sandheden. Resten må de forestille sig. Derfor kommer de til at fylde hullerne i sagen ud med deres egen frygt. Det er en af de vigtigste årsager til mistolkninger.
3) Sagsbehandlerne har for lidt faglig viden om børnenes vanskeligheder f.eks. vores barns handicap. Derfor tør de ikke at give de fagfolk, der laver et dårligt arbejde et ordentligt modspil.
4) Mennesker skaber gruppetilhørsforhold og kommer let til at udvikle en “dem” og “os” holdning, hvor de lægger afstand til “dem”. Klienter bliver meget let til “dem”. Det bliver let til mobning, hvis ikke man systematisk arbejder for at modvirke det.
5) Stressende arbejdsbetingelser for sagsbehandlerne medvirker til at forstørre alle de fire andre fejltyper.

Venlig Hilsen
Torben Riis-Nielsen

Så kære nyhedsbrev læsere, det kan lade sig gøre, selv om det nogen gange kan se helt håbløst ud.

De kærligste hilsner
Til alle jer dejlige og vidunderlige mennesker derude i det ganske land. I må gerne sige fra overfor vold, og I må gerne tro, at I alligevel er gode nok – elskede bare fordi I er til – er født.
Fra Lise

Lisegården
En lise for krop og sjæl
trivsel for dig og dine omgivelser

Med venlig hilsen
Læge Lise Seidelin
mobiltelefon 24 22 16 22
mail: lise@lisegaarden.dk
Hjemmeside: www.lisegaarden.dk
Tidligere nyhedsbreve kan læses her
https://lisegaarden.dk/nyheder-2

Lisegården