Hun forelskede sig i den FORKERTE Mand

Lines ekskæreste forsøgte at dræbe hende
skrevet af journalist Helle KjærulfNytårsnat, i den spæde start af 2009, blev Line Overgaard overfaldet af sin ekskæreste, der stak hende fem gange med en kniv. I tre måneder svævede hun mellem liv og død, i dag forsøger hun at komme videre med sit liv.

Han var høj, mørk og bredskuldret, sådan en, alle pigerne kiggede efter. Line var ingen undtagelse. Dengang var hun 21 år og stormende forelsket, og, erkender hun i dag, lidt naiv.
I foråret fik ekskæresten sin dom for drabsforsøg på Line, en tidsubestemt anbringelsesdom på psykiatrisk hospital. Line har brugt tiden siden overfaldet nytårsaften 2008/09 på at samle sit liv sammen. De fysiske og psykiske mén slipper hun aldrig for, men hun er ved at lære at leve med dem.
Line og hendes nuværende kæreste Kristian har købt et gammel hus på landet, som de er ved at sætte i stand. Hendes liv er begyndt at hænge sammen igen.

  • Jeg har sagt ja til at medvirke til dette interview, fordi da jeg var på konstant flugt fra ham, læste jeg alt, hvad jeg kunne finde om kvinder, der blev truet af ekskærester. Hvis min historie kan hjælpe bare en kvinde til at gøre noget i tide, er jeg taknemmelig.

Line mødte sin ekskæreste på en tur i byen sammen med en veninde. Han var marokkaner og kom til Danmark som teenager.

  • Han sagde, at han var 28 år, men siden fandt jeg ud af, at han faktisk var omkring fem år ældre.
  • Vi var rigtig meget sammen. Men efterhånden blev han mere og mere jaloux og kontrollerende., fortæller Line, der i dag er 29 år. Hun læser til sygeplejerske og zoneterapeut og har et par år tilbage af sygeplejeskestudiet.

De flyttede hurtigt sammen. Line så ret meget til hans familie, og ekskærestens søn på 11 år knyttede hun sig meget til.
På et tidspunkt hørte Line, at der havde været en episode med en af hans tidligere kærester, som var endt med at flygte ud af landet for at undgå ham.

  • Men han var den fødte løgner, han havde altid den mest overbevisende forklaring, uanset hvad jeg spurgte om. I dag kan jeg også se, at han er en klassisk psykopat. Lidt på vagt var jeg dog alligevel, men jeg var vildt forelsket og dybt afhængig af ham.

Kunne ikke undvære ham
I 2006 efter tre års forhold gik hun fra ham første gang.

  • Der var så mange svære ting, hans ekstreme jalousi, hans uærlighed og kontrol af mig. Samtidig havde jeg det på mange måder fantastisk, han fik mig også til at have det rigtig godt. Men jeg oplevede, at jo ældre jeg blev, jo mere kom mine egne værdier til udtryk. Og jeg havde svært ved at identificere mig med ham og hans liv.

Efter halvanden måned gik Line tilbage til ham. Inderst inde vidste hun godt, at det ikke var for altid. Der var så mange forskelle, både kulturelle og religiøse – ikke mindst, at han var muslim. Og det var begyndt at skræmme hende, at han fik hende til at føle sig så usikker på sig selv.
Line, der nu var i midten af 20’erne, tænkte mere og mere på børn, og hun var uenig med ham i, at deres børn skulle opdrages muslimsk.

  • Jeg var blevet stærkere og mere og mere sikker på, at vi ikke skulle være sammen længere. Mentalt havde jeg besluttet, at det skulle være forbi. Siden har jeg læst, at psykopater formår at få en til at føle sig vildt afhængig af dem, og ens selvtillid bliver brudt fuldstændig ned. Vi skulle ikke have børn sammen, det vidste jeg bare, og derfor havde vi heller ingen fremtid sammen. Det gjorde udslaget for mig.

Her i anden omgang var de sammen i et år, før Line brød med ham permanent.
Det var hårdt, hun savnede ham i lang tid efter.

  • Vi aftalte, at vi altid skulle kunne snakke sammen. Han kunne godt se, at der ingen fremtid var for os. Det føltes, som om det var en god måde, vi fik afsluttet forholdet på.

Det var sommeren 2007. Siden talte de sammen et par gange. En enkelt gang kom han med blomster til hende ude på sygeplejeskolen, og hendes medstuderende synes, at han var helt utrolig.

  • Jeg øvede mig stadig i at komme væk fra ham.

I december kom de første trusler fra ekskæresten.  Han ringede til Line fra udlandet og sagde blandt andet, at hun bare skulle vente til, han kom hjem, og at hun ville fortryde resten af sit liv, at hun var gået fra ham.

  • Jeg var sikker på, at det var ægte trusler, og jeg brød sammen. Mine forældre tog med mig til politiet og anmeldte det. Det var en forfærdelig jul og nytår. Selv med 20-25 familiemedlemmer omkring mig og en kæmpestor jernstang ved min side i sengen, følte jeg mig ikke tryg.

Line begyndte at frygte for, hvad han kunne finde på at gøre.

Gennemsyret af utryghed
Ekskæresten prøvede at kontakte Line igen og opsøgte hende overalt. Hun fik sat et taletidskort i sin mobil, fordi det ikke kan spores. Og hun skiftede hele tiden telefonnumre og personoplysninger.

  • Jeg følte mig konstant overvåget og aldrig tryg. Heller ikke på politigården.

Lines nuværende kæreste, Kristian, kom ind i billedet i sommeren 2008, et år efter bruddet. På det tidspunkt var hun på konstant flugt.
Line havde købt lejlighed i Århus, fordi hun trods alt ville forsøge at komme videre. Hun boede en uge i lejligheden og derefter en uge hos forældrene. Eks’en fandt ud af, hvor hun boede – sandsynligvis ved at følge efter hende fra studiejobbet i Matas eller fra sygeplejeskolen eller zoneterapiskolen. Han kendte alle stederne.
Hele det år gik Line aldrig alene, enten hentede forældrene eller veninderne hende.

  • Politiet kunne ikke gøre noget så længe, der ikke var nogen vidner til truslerne. Han fandt mig altid, når jeg var alene. Jeg nægtede at ligge under for det.

En aften efter status på jobbet, da Line skulle gå 200 meter til bussen alene, dukkede han op.

  • Han sagde, at han bare gerne ville have mig tilbage, han kunne ikke undvære mig. Jeg snakkede ham efter munden, og han endte med at love at lade mig være.
  • Men han fandt mig gang på gang. Det var et langt mareridt. Jeg kunne ikke koncentrere mig om skolen, jeg tænkte hele tiden på, hvornår han stod der.

I november 2008 hentede en veninde Line fra zoneterapiskolen. Hendes mor holdt i sin bil ved lejligheden og ville give besked, hvis hun så ham.
Pludselig var han der. Rev telefonen ud af hånden på Line, der snakkede med sin mor, og smed den på jorden, så den gik i stykker.

  • Tidligere var han forholdsvis rolig, men her var han som et vilddyr. Han truede mig foran min veninde. Da min mor kom løbende, truede han også hende. Det skræmte mig fra vid og sans. Jeg sagde til ham: ”Hvis du gør mig noget..”, og han afbrød mig: ”Ikke hvis, Line, men når, og så gør jeg det færdigt.”  Så tog han flugten.

Denne gang var der vidner, og han blev indkaldt til afhøring for at få polititilhold. Første gang dukkede han ikke op, og da han kom anden gang, havde han nået at flytte sin adresse, så han nu boede 200 meter fra Lines lejlighed. Men det vidste hverken hun eller politiet.
Efter tilholdet holdt han rimelig lav profil.  Indtil den fatale nytårsaften.

Overfaldet
Lines kæreste Kristian vidste godt, at Line blev forfulgt, og hvor bange hun var. Men hun ville ikke lade angsten styre. Nytårsaften holdt de sammen med et vennepar i Lines lejlighed. Efter midnat ville de gå ud og kigge på fyrværkeriet. Der var masser af mennesker, så hvad kunne der ske, tænkte hun.
Men lige pludselig stod han der. Line fik Kristian til at gå væk for ikke provokere ham endnu mere.

  • Det næste, jeg husker, er, at han kom alt for tæt på mig. Han bevægede højre arm, og jeg troede, han havde slået mig. Men så burde det ikke gøre så ondt. Jeg var blevet stukket i maven og faldt om på gaden. Så hev han mig op igen i mit lange hår, så jeg nærmest lå på ryggen på hans knæ. Så stak han mig tre gange i brystet og skar mig derefter i kinden med en kniv.

De andre havde ikke opdaget, hvad der var sket. De troede, at Line var blevet slået. Hendes tykke røde uldfrakke gjorde det svært at se blodet, som fossede ud af hende. De ringede 112, uden at vide, hvor galt det var fat. Da det gik op for dem, at hun var hårdt såret, ringede de 112 igen.
Heldigvis dukkede en fri taxa op inden ambulancen. Da Line kom på hospitalet, havde hun mistet fire liter blod ud af de normale fem liter, så det var et spørgsmål om minutter, før hun ville være død. Hun kan kun huske det hele i glimt.

  • På operationsstuen tænkte jeg, nu klipper de min nye jakke i stykker. Først troede de, at jeg kun var blevet stukket i maven, men de opdagede hurtigt de tre stik i brystet.  Det viste sig, at alle stik var så velplacerede, at de hver for sig alle var potentiel dødelige, undtaget såret, der gik gennem kinden.

Ekskæresten meldte sig selv til politiet sidst på natten og blev fængslet.
Der gik tre måneder, før Line fik at vide, at hun ikke længere var i fare for at dø af sine kvæstelser. Såret i maven gjorde, at Line ikke kunne spise og drikke selv i fire måneder. Hendes tolvfingertarm var ramt, og den kan man ikke operere i, så de måtte give den ro til at hele sig.

Lidt af et mirakel
Et under, at Line sidder her og kan fortælle sin historie.

  • Havde det ikke været for det fantastiske hospitalspersonale, Kristian, veninderne og familien, var jeg ikke her i dag, siger hun.

Der er stadig mange gener, og kampen har været lang og sej. Hun er hele tiden nødt til at tænke på, hvad hun kan klare. Hun kan ikke stå op for længe ad gangen. Hun mangler stadig en operation i maven. Arret på kinden kan anes. En nerve i højre arm blev skåret over, så hånden hænger slap ned, når hun ikke bruger den. Hun håber, at hun får sit pincetgreb og styrken tilbage i den hånd, ellers får hun problemer både med at være sygeplejerske og zoneterapeut.

  • Jeg skulle gerne komme mig, men de kan endnu ikke sige, om jeg kommer til at kunne passe et fuldtidsjob, det er ikke afklaret. Min tilstand er ikke stationær endnu.

På hospitalet døjede Line ud over de fysiske skader også med angst. Angst for ham, angst for døden. Hun vidste jo ikke, om hun ville overleve, hun var bundet til en seng, havde så ondt, og der var så mange komplikationer.

  • Jeg turde ikke sove om natten, først når min mor kom i dagtimerne og holdt mig i hånden, kunne jeg døse lidt. Familie og venner gør en kæmpeforskel. Hvordan skulle man kunne komme igennem sådan noget uden det netværk?

Først i slutningen af januar i år gav lægerne Line grønt lys. I forsommeren kom hun hjem fra en rejse med Kristian, en slag luksusbackpacktur i USA, Australien, New Zealand og Asien på 4 ½ måneder. På trods af de mange hensyn til Lines situation, gik det fint.
De kom hjem midtvejs af turen til retssagen i foråret.
Sagen mod ekskæresten var krystalklar på grund af de mange vidner. Ingen tvivl om skyldsspørgsmålet, ingen tvivl om forsættet. Han blev dømt til tidsubestemt anbringelse for drabsforsøg.
Line vidnede, og havde sagt ja til, at han var til stede. Dommen udløste lettelse hos Line.

  • Lige da jeg blev indlagt, bebrejdede jeg mig selv, at jeg ikke kunne gennemskue ham, jeg følte mig dum og naiv, men det nytter ikke. For at kunne leve et lykkeligt liv, må jeg acceptere, at det har været sådan. Jeg har fået nogle dyrekøbte erfaringer, som har fået mig til at værdsætte livet endnu mere.

Line er blevet meget bevidst om at værdsætte de mennesker, hun har i sit liv.

  • Jeg har det bedre i dag end nogensinde – også selv om der stadig er de fysiske og psykiske mén.

Hun overvejer at skrive en bog, når hun er kommet endnu videre.

  • Det er vigtigt, fordi mange af dem, der kender til det her på egen krop, ikke er her længere. Nu føler jeg et lille overskud, og at jeg bør gøre noget.

Lisegården