Shhh… hun tæver ham

Det er ikke nødvendigt at tysse på mænd, som er krise. For det er ikke noget, de råber højt om. Men mænd kommer også ud i krisesituationer, og mænd oplever også at leve som den undertrykte i et voldeligt forhold. Det er bare ikke noget, der bliver talt højt om herhjemme.

Af Kir Klysner og Signe Rasmussen

Et sæt nøgler til et hus i ruiner. Det stod feministen Erin Pizzey med i hånden i 1971. Huset blev tryllet om til det første kvindecenter og kom til at hedde ”Chiswick Women’s Refuge”. I Erin Pizzeys skygge skød kvindecentre op over hele verden.
I Danmark så kvindecentret Dannerhuset dagens lys sidst i 70´erne. Centret fik hurtigt selskab. Krisecentre dukkede op rundt omkring i det danske landskab. I dag er der 36 kvindecentre.
I 1988 kunne det første mandekrisecenter føjes på listen – Horsens krisecenter for mænd. Det var ud fra devisen ”Bag enhver kriseramt kvinde, står en kriseramt mand”. Initiativtageren Svend Åge Jensby opdagede igennem sit arbejde på et kvindekrisecenter, at mænd også skulle have et sted at søge hen. Men der gik ikke mange år, før der måtte suppleres med endnu et motto: ”Hvorfor krisecenter for mænd? Fordi mænd også kan komme i krise”.
I dag er der to krisecentre for mænd i Danmark, i henholdsvis Horsens og Fredericia. I hovedstaden er et mandekrisecenter først på tegnebrættet nu. Her vil der blive plads til fædre med deres børn. Det har de hverken i Horsens eller på ”Stedet” i Fredericia, som har fire senge hver.
”Otte pladser på landsplan er jo ikke ret meget,” mener Søs Grønbæk, som arbejder på Horsens krisecenter for mænd, hvor de oplever at få brugere fra hele landet. I Horsens vil de gerne udvide, så der er også er plads til børn, men der er ingen penge til det.
I Frederikshavn måtte Nordjyllands krisecenter for mænd lukke ned for 2 år siden på grund af pengemangel. I dag kan de tilbageblevne fra krisecenteret tilbyde rådgivning over telefonen eller hjemme hos mændene selv.
”Jeg ville ønske, at jeg havde pengene i banken til at kunne starte et ordentligt sted igen. Altså et hus med plads til 5-6 stykker, som kunne overnatte – ligesom på krisecentre for kvinder,” siger formanden Allan Bjarkhamar.
De får henvendelser fra voldsramte mænd 2-3 gange om ugen. Men Allan Bjarkhamar frygter, at problemet er større.
”Mændene henvender sig ikke pga. deres stolthed. Kvinder stod jo sammen for mange år siden. Det får vi nok ikke mændene til.” Allan Bjarkhamar er sikker på, at flere krisecentre ville betyde, at flere mænd tør at stå frem.
”Mange mænd siger, ”Jeg troede ikke, der var noget, som hed kriserådgivning for mænd.””

Fra kvinder til mænd
Da Dannerhuset kom til, var det tabu for kvinder at fortælle om hustruvold.
Lise Seidelin er læge. I hendes klinikker på Fyn og i Nordjylland hjælper hun blandt andet mænd og kvinder, der er udsat for vold i hjemmet.
”Det var jo meget mere tabubelagt, at kvinder var udsat for vold for tyve år siden, og nu er det jo næsten sådan, at de praler af at have været på krisecenter,” fortæller hun.
Tabuet er rykket over på manden, som ikke kan fortælle om voldelige partnere eller andre problemer. Kenneth Reinicke er ligestillingsforsker på Roskilde Universitets Center.
”Det er tabu for mænd at fortælle om sådanne ting. Mænd er i modsætning til kvinder ikke vant til at fortælle om køn, specielt ikke når det handler om noget sårbart og intimt,” mener han.
Det kan være svært for mænd at finde ud af, hvor de skal henvende sig, men det sværeste for mænd er nok at bede om hjælp.
Det er kun på rådgivningstelefonen i Frederikshavn, at de får mange henvendelser fra mænd, der er blevet slået af partneren. Manderådgivningen i Ålborg har slet ikke haft henvendelser fra voldsramte mænd. På de to krisecentre i Horsens og Fredericia er det også sjældent, de oplever det.
Kenneth Reinicke er mandeforsker og mener, grunden til de få henvendelser kan være, at det er svært for mænd at fortælle om deres problemer.
”Det er lettere for kvinder. Folk får medlidenhed med en kvinde, hvis hun fortæller, at hendes mand slår. Hvor i mod folk ofte synes, det er en joke, hvis mænd fortæller, at de har fået tæv hjemme,” fortæller Kenneth Reinicke.
I Norge er mændene blevet hørt. I 17 år har organisation Alternativ til Vold rådgivet voldelige mænd, som udøvede både psykisk og fysisk vold. Siden 1997 har de haft det samme tilbud for kvinder, der har været voldelige mod deres partner eller børn. Det er finansieret af Oslo kommune. Den norske storesøsterorganisation har en lillesøster i Roskilde, men hverken dem eller andre i Danmark har et lignende tilbud.

De er ikke alene
Læge Lise Seidelin, som har beskæftiget sig med voldsramte mænd i mange år, står på mændenes side.
”Du er jo så stærk, du kan da bare slå igen. Så længe folk har den holdning, så er det jo enormt svært for mænd overhovedet at blive hørt. ” siger hun.
Mænd og kvinder er absolut ikke ens, mener hun, men det er den fysiske vold, som de udøver.
”Om det er en kvinde eller en mand, der har brødkniven i hånden, det er ligegyldigt,” så simpelt kan det siges, mener hun. Samtidig understreger hun, at kvinder er bedre til psykisk vold.
Lise Seidelin håber, at de mænd, der har oplevet at blive slået derhjemme, vil stå frem og fortælle om det. Så bliver det mere legitimt at tale om, og der vil blive mere hjælp at hente.
”De er endnu mere flove end kvinderne. De får jo at vide, at det ikke passer, og når det er det man får at vide, så er det jo endnu sværere at overvinde sig selv til at komme ud med det,” siger Lise Seidelin.
Kenneth Reinicke efterlyser også, at mænd skal turde tale om følelser, men det er ikke så lige til.
”Kvinder gider ikke høre på klynkende mænd, og det gider andre mænd heller ikke. Vi gider simpelthen ikke høre på mænds taberproblemer. Det skal gøres mere legitimt for mænd at række hånden ud og bede om hjælp,” siger Kenneth Reinicke.
I filmen ”Men don’t tell” fra starten af 90’erne stod en mand frem og fortalte om sin voldelige kone. Filmen blev i 1996 vist på New Zealandsk fjernsyn. På mandecenteret North Shore i New Zealand oplevede de efterfølgende en sand telefonstorm. Lederen af centeret, Martin Lewis, fortalte, at over 100 mænd ringede og fortalte om deres problemer med en voldelig kone eller kæreste. Mange af dem græd ligefrem i lettelse over at have fundet ud af, at de ikke var alene.
På den anden side af jordkloden, sidder 18-årige Johannes og kan udmærket sætte sig ind i den situation. Hans kæreste slog ham og manipulerede ham ofte i den sidste del af deres forhold.
”Jeg følte, at jeg stod herovre og hele verden stod ude omkring mig. Jeg følte mig adskilt fra de andre ude på en ø,” fortæller han. Han overvejede mange gange at søge hjælp, men han vidste ikke, hvor han skulle finde den. Hvis han havde vidst, der fandtes krisecentre for mænd, ville han have henvendt sig der.

Lisegården