Kun for mænd

I Horsens findes et sted, hvor der kun er adgang for mænd i krise og så de frivillige, der skal hjælpe dem med at skabe en ny hverdag. Centeret har mange henvendelser. Alligevel er det få der kender til det, og nogle der ikke anerkender det.

Af Kir Klysner

”Har du givet ham sengetøj og håndklæder,” spørger Søs. ”Ja, og han skal sove sammen med Christian, synes du ikke?”. Thomas og Søs planlægger opholdet for nattens gæst. De skal ikke kun have dagligdagen til at fungere derhjemme i deres egne familier, men også her på Horsens krisecenter for mænd.
Det er et sjældent job, de to besidder, for i Danmark er der 37 krisecentre for kvinder, men kun 2 for mænd.
Dørene er dobbeltlåst, har koder og overvågningskamera. Dem, der bliver lukket ind, er mænd i alle aldre, som har problemer. Det kan være problemer i parforholdet eller med vold i hjemmet. Mænd der har mistet hus og job. Der er ingen restriktioner på listen over personlig problemer, kun den at misbrugere skal modtage behandling under opholdet.
De mænd, der kommer, har brug for en seng at sove i, men ifølge Søs Grønbæk har de frivillige den vigtigste funktion.
”Det aller aller vigtigste er, at vi taler med dem. Vi hører, hvad problemet er og prøver at få dem til at falde lidt ned. Og det kan godt tage både to og tre timer, for nogen er kørt helt op, når de kommer. Så prøver vi på at få dem installeret stille og roligt. Vi har den aftale, at har de brug for at snakke, så kommer de herned. Vi går ikke op og generer dem.”
Søs sidder på et kontor i det lille to etagers byhus i Horsens centrum. Ovenpå er der to dobbeltværelser, et badeværelse, en dagligstue og et køkken. Her er ikke adgang forbudt, men det er tæt på. Beboerne får lov til at være i fred, for det er ofte det, de har brug for. Turen ned til de frivillige, der sidder klar til at lytte på kontoret nedenunder, er dog ikke lang. Og selvom der er lås og kode ind til kontoret, så kan døren betragtes som altid åben.
Udover en sengeplads og lange samtaler, så hjælper centerets frivillige også med andre ting. ”Socialforvaltningens regelsamling 1-7”, det er bare en af mange bøger og ringbind på kontoret. Beboerne kan få hjælp til alt papirarbejdet og forretningsgangene i kommunen og amtet. Desuden har centeret en psykoterapeut tilknyttet. Alle de praktiske ting skal ordnes, men det er vigtigere at huske, at her er et menneske i krise.
”De er altid meget kede af det, og nogen græder. Det vælter ud af dem. Størsteparten føler altid, at det er uberettiget, at de står i den situation. Det er næsten altid alle andres skyld. Og der må man jo så få dem til at forstå, at de også selv må tage ansvar,” fortæller Søs Grønbæk.
Søs sidder i direktørstolen på kontoret. Hun er ulønnet, og det samme er de 15 andre frivillige på centeret. Centeret fik i maj godkendt en ansøgning om en 4 timers lønnet stilling til en daglig leder. Den stilling har Søs søgt, for som hun siger, så gør hun jo allerede arbejdet. De ansatte på centeret og bestyrelsen har anbefalet kommunen, at de ansætter hende, selvom hun kun har været frivillig siden januar.

Moder-gen
En høj tone lyder. Det er ringeklokken, den kan ingen overhøre. Søs strækker hals for at se igennem persiennerne. Hun kan lige præcis se, hvem der står ved døren. Han bliver lukket ind.
Normalt bor mændene kun på centeret i tre til fire dage, men de har lige sagt farvel til en mand, der har boet der i 3 ½ måned. Eller de har ikke sagt helt farvel, for han kommer forbi hver dag for at sige hej. Det er ham, der træder ind ad døren nu. Søs kan ikke lade være med at smile, for hun bliver glad for at se ham og de andre tidligere beboere, som kommer forbi en gang imellem.
”Jeg har et moder-gen. Vi får jo lige rejst dem op, pudset lidt af og får sagt til dem, at de sagtens kan finde nyt indhold i livet. Jeg vil have, at de klarer sig godt. Det er også lidt for min egen skyld. Det er rart, at vi kan se, det hjælper.” Søs tager en dyb indånding, ”Selvfølgelig taber man nogen på gulvet. Men langt de fleste kommer da videre herfra.” Hun udstråler kontrol, ro og interesse på samme tid.
”Det er så det næste, vi gør, når der kommer en ny beboer. Vi laver en plan. Hvad skal der ske fremover, for de skal jo ikke blive her. Vi prøver at finde et sted, hvor de kan bo og opfordrer dem meget kraftigt til at finde et job, hvilket jo så også lykkes for en del. Og så stille og rolig bliver de sluset ud, efterhånden som de er kommet på benene. Vi hjælper dem også med at skaffe møbler, tæpper, dyner og senge til den nye lejlighed,” fortæller Søs.
Stamgæsten er gået direkte videre ud igennem gangen forbi kontoret, samtalerummet og køkkenet. Nu sidder han ude i gårdhaven og snakker med Thomas. Udover nattens gæst, så har centerets frivillige også andre udfordringer, blandt andet har de et projekt i gang i den lille lukkede gårdhave.
”Nogen kan ikke komme ud i frygt for at blive set,” fortæller Søs. Derfor er det vigtigt at få renoveret gårdhaven, så den bliver mere hyggelig. I øjeblikket er det kun en lille terrasse op ad huset og fuglebadet, der er færdige, resten af haven er en grusbunke.

Billigste overnatning
En af dem, der kan færdes på gaden er Christian, men han har alligevel søgt tilflugt i gårdhaven lige nu. Han bor på centeret, fordi han blev smidt ud af kæresten en fredag aften for tre uger siden. I to nætter var hans seng en bænk på banegården. Oveni det havde han også fået en fyreseddel, så han gik op på kommunen for at få bistand, og de fortalte ham om Horsens krisecenter for mænd.
”Her havde de heldigvis en seng til mig, men det er en nødløsning. Jeg bliver her, indtil jeg har penge nok.”
Han har allerede fået et job igen, som taxachauffør, og fordi han har et job, skal han selv betale de 90 kroner opholdet koster om dagen for mad og overnatning.
”Jeg kan ikke bo billigere nogen steder, jov hjemme hos mine forældre.” Der har Christian ikke boet siden han var 14 år. Nu er han 23 år. Christian vil gerne finde sin egen lejlighed, men han er glad for at være på centeret. Her kan han være sig selv, men der er også altid nogen at tale med. Hvis han fik problemer igen, ville han søge tilbage til krisecentret, men det regner han ikke med bliver aktuelt.
”Jeg vil ikke komme i den situation igen. Hvis jeg flytter sammen med en pige igen, så vil jeg kunne sparke hende ud,” siger han.
Christian har oplevet at bo på flere forskellige institutioner, da han var yngre. Han er slet ikke i tvivl om forskellen.
”Dem på institutionerne de skal være der. Men de frivillige, de har mere tid til os.”

Læg alt andet til side
Søs ville gerne have endnu mere tid.
”Der kan være så stille her, og så lige pludselig vælter det ned om ørene på en,” siger hun.
Selvom centeret altid mangler arbejdskraft, så tager de ikke imod alle til jobbet.
”Ingen vagter under 30 år. Du skal have en vis livserfaring, og du skal være glad for mennesker. Og så skal du have overskuddet privat til at kunne yde 200 procent, når du er her. For det hjælper altså ikke, hvis du har problemer på hjemmefronten. Når du låser op hertil, så er det dét her, og kun det her. Det er også vigtigt at have tålmodighed og være god til at lytte,” mener Søs.
”Kaalmada la talinta quaxootiga” eller ”Frivilligrådgivning for flygtninge”, står der på to ud af de mange brochurer, som ligger på kontoret. Mange af de mænd, der kommer på centeret har en anden etnisk baggrund og har svært ved at vænne sig til at bo i Danmark. Men der kommer flest mænd, som er blevet skilt eller har samlivsproblemer. Cirka fem gange om året oplever de, at mænd er blevet slået af deres kone. De får dog ofte henvendelser, hvor både mand og kone har slået hinanden.
Udover de 700 overnatninger de har, så er der også cirka 400 opkald på rådgivningstelefonen. Søs synes ikke, det er svært at skulle rådgive i så mange forskellige situationer. De har bare brug for at tale med nogen, som de ikke kender.
”Mændene foretrækker at snakke med neutrale personer, så kan de gå ud, lukke døren efter sig og glemme alt om det. Det kan de ikke, hvis det er venner eller pårørende, som de snakker med. Jeg tror, de er bange for at få det smidt i nakken på et senere tidspunkt. At der var en periode i deres liv, som de ikke rigtig kunne klare.”

Det kan ske for alle
Udenfor står der ”Horsens krisecenter for mænd” sort på hvidt på et skilt, men selvom Søs har boet i Horsens i mange år, så vidste hun ikke, at der fandtes et krisecenter for mænd. Så en ekstraopgave for centeret er at promovere mænds muligheder for hjælp.
”Vi er nødt til at give et vink med en vognstang til alle. Der er jo ingen mænd, der går og praler med, at de har været på krisecenter. Langt de fleste synes, at det er en falliterklæring. Det kan jeg jo godt forstå. Det gamle kønsrollemønster eksisterer altså stadigvæk. Enten man kan lide det eller ej,” mener Søs.
Christian vidste heller ikke, at der fandtes et krisecenter for mænd, men han synes ikke, at det er pinligt at bo her.
”Da jeg blev ansat hos taxafirmaet, spurgte de, hvor jeg boede henne. Jeg fortalte, at jeg var blevet sparket ud og boede her. Det er jo mit problem. Så længe jeg ikke gør noget forkert i arbejdstiden. Andre har svært ved at tale om det. De siger jo, at mænd er det stærke køn,” fortæller Christian.
På centeret er de udmærket klar over problematikken.
”Der er selvfølgelig de ignoranter, som er lige ved at dø af grin, når man siger, at der er et krisecenter for mænd. Det er fordi, de enten ikke vil indse det, eller også kan de ikke indse det, fordi de tror, alle andre mennesker har ligeså meget styr på livet, som de selv har. Det kan godt være, at en af dem en dag står og banker på døren. Det er faktisk det, vi siger her på stedet. I dag er det ham, der sidder i stolen, men i morgen kan det være dig eller mig. De har sikkert siddet ligesom os andre og haft det godt. Og så er der et eller andet, der er gået i skudder smudder for dem. Så man skal passe på ikke at sætte sig på den høje hest. Man kunne meget nemt falde ned igen,” siger Søs.

Lisegården