Artikel: Helvede i HerningHelvede i Herning
Af Lisette Ihler Hjertholm

Syrenvej, Herning. 1994. Det brænder i hendes højre arm. Hun kan smage tårerne, der langsomt har kurs mod hendes mund. Hendes hår klistrer til hendes hud. Det svier i lænden. Hun kan smage noget andet. Det er blod. Hun ved ikke, hvor det kommer fra, men hun gætter på, det er hendes eget. Hun prøver at være stille, men det er umuligt. Hun skriger. Han bliver ved. Og ved. Hun er holdt op med at tælle, hvor mange gange han har ramt det samme sted. Han rammer igen – og igen. Sabrina bliver liggende. Hendes hår skjuler hendes ansigt. Han tager fat i hendes hår og hiver hendes hovedet tilbage. Gennem tårerne ser hun hans øjne. De er sorte af vrede. Ud af øjenkrogen ser hun hans hånd komme imod hende. Hun kan ikke huske mere…

Der er halvmørkt, men hun kan genkende stedet. Hun har været her før. Hun ligger på Herning sygehus. Stue 12.
.
Den tunge lugt, efterfulgt af en sødme, der virker kvalmende og angstfremkaldende hærger rummet. Hun åbner langsomt øjnene
På den anden side af vinduet er der masser af røde og hvide lys. Bilerne. Folk har travlt udenfor. De skal hjem, hente børn, handle. Livet går sin gang. Derude.
Hun ligger i sengen bagest i rummet. Hun er alene. Det er helvede i Herning. Sabrina føler sig svigtet og alene. Hun ved ikke, at der er 41.000 andre kvinder, der hver år også lægger krop til mandens knytnæver og vrede.
 
Skyld og skam
Juni 1996, søndag morgen. Klokken er 6.00. Det er i dag, det sker. Hun kigger ud af vinduet, og kan ikke få smilet frem, selvom hun ved, det vil gøre det hele meget lettere. Hvis hun dog bare kan overbevise sig selv, om det hele nok skal gå. Men hun kan ikke. Det var ikke dette, Sabrina havde tænkt sig med sit liv. Tre år i helvede, og nu siger hun ja til mere. Måske det hele alligevel ændrer sig fra i dag, når de giver hinanden deres ja foran familie og venner. Hun bliver liggende i sengen. Sabrina Hansen Petersen. Sabrina Hansen Petersen. Hun bliver ved med at gentage det navn, der fremover vil være hendes. Hun kan ikke lide det. Men han har insisteret på, hun tager hans efternavn.
                      Hun ømmer sig, da hun stiger ud af sengen. Hun tør næsten ikke at se sig i spejlet. Ansigtet viser ingen spor fra aftenen før. Det gør det aldrig. Men mærkerne på ryggen og hofterne tegner det sande billede. De to nederste ribben gør så ondt, at hun næsten ikke kan rejse sig op. De har været brækket før, men det er længe siden. Smerten er ikke til at tage fejl af. Hun ser sig i spejlet, mens hun undersøger paletten af farver på hendes slanke krop. Det er værst på ryggen. Hun tager den nye kjole på. Hun har selv fået lov til at vælge den. Den er helt hvid med broderet mønster for neden. Der er lange ærmer i, og kjolen når næsten anklerne. Heldigvis. Hun kigger intenst på kvinden i spejlet. De mørkeblå øjne har mistet glansen, og smilet viser ikke længere hendes inderste følelser. Tværtimod. Hun smiler slet ikke så meget mere. Kun når hun skal skjule det liv, de lever. Ingen ved, han slår hende. Voldsomt.
Hun ser ned i haven, hvor gæsterne så småt er ved at ankomme, og med ét bliver hun ramt af skyld. Der står han. Hendes far. Han kigger op, og de får øjenkontakt. Han smiler og hilser med en kop kaffe i hånden. Hun ved, han vil beskytte hende. Men hun kan ikke fortælle ham sandheden, om den mand, hun nu skal dele sit liv med. Hun tør ikke gå. Hun vil så gerne være den gamle Sabrina igen. Men meget har ændret sig, og den livsglade pige er væk. Hun tænker på hendes bedste veninde. Det er længe siden, de har haft det sjovt sammen. Sabrina er fuld af skam. Hun lyver, når de spørger, hvordan det går. Det hele er hendes skyld. Hun beder jo selv om det. Det siger han i hvert fald hver gang. Mens han slår. Og hun tror på ham.
Hun finder facadesmilet frem, og går ned til sin far og de andre. De hvide stole står i to lange rækker. Helt lige. Alle gæsterne sidder og venter. Hun tager en dyb indånding. En til. Hun står som forstenet. Der synes at være lang vej op til ham. Han står og smiler. Smiler til hende. Det skal nok gå, tænker hun. Nu bliver alt forhåbentlig godt. Han har jo sagt, han elsker hende højt. Hun tager det første skridt, og musikken begynder. Hun smiler. For det skal en brud. Alle klapper og smiler. Så står de der. 23 år og nygift.
Frygt i lykken
Der er fire former for partnervold. Den fysiske vold, som omfatter seksuel vold og tvang. Den psykiske vold er nedrakning, kontrol og isolering. Den økonomiske vold betyder, at ofrets økonomiske midler bliver holdt tilbage, og den materielle indebærer ødelæggelse eller truslen om at ødelægge ens ejendomme. Størstedelen af de kvinder, der har været udsat for vold, har været udsat for både fysisk og psykisk vold.Sabrina kender til alle dem alle fire. Alt for godt.
Et år efter deres bryllup sidder Sabrina i deres nye lejlighed. Hun tænker tilbage på sin bryllupsdag. Hun kan huske alt. Også selvom hun ikke vil. Det er på alle tænkelige måder den dag, hun valgte det liv, hun i så lang tid har holdt skjult for omverden. Hun skammer sig. Den glade og sorgløse Sabrina forsvandt helt den dag. De var engang så forelskede, men nu er kyssene skiftet ud med slag. Det hele startede med, hun ikke måtte gå med håret sat op. Det skal være løst, har han sagt. Nu ved hun hvorfor. På reolen står bryllupsbilledet. De smiler begge to. Glasrammen er flækket i den ene side. Det er tredje ramme, der rammer billedet ind. Hun tager sig til baghovedet. Hun kan mærke syningerne efter glassplinterne fra den første ramme, der borede sig ind i hendes hoved. Hun havde håbet, at de blå mærker og brækkede ribben ville være fortid, da tvillingerne meldte deres ankomst. Hun pakker forsigtigt gaven ind. Det er hendes mors fødselsdag, og hun glæder sig til at være sammen med dem alle sammen. Det er første gang, hun kan vise Patrick og Olivia frem for hele familien.
Hun skammer sig. Hun kan virkelig ikke gøre noget rigtigt. Og han har sagt undskyld.
         Alt er, som det plejer at være i hendes barndomshjem. Sabrina føler sig tryg, og hun viser stolt sin søn og datter frem. Hun kigger rundt på alle dem, der er kommet for at fejre hendes mor. Det er længe siden, hun har set dem. Hun har mange undskyldninger for ikke at komme til familiefester. Hun orker det ikke. Hun ved, hvad der vil ske, når de kommer hjem. Men i dag trodser hun ham. Hun vil more sig over et glas rødvin. Måske to.
Tiden går hurtigt. De to glas er blevet til en flaske. De morer sig begge to. Han holder om hende og kysser hende flere gange. Hun føler sig helt nyforelsket. Ingen mistænker noget, konstaterer hun, da hun ser nogle af gæsterne smiler til dem. Alle i familien er vilde med Sabrinas mand. De har jo heller ikke grund til andet. Han passer til profilen som udøver af partnervold. Ingen vil tro, han kan finde på at slå sin kone.
Da de siger farvel, er humøret højt. Det er længe siden, hun har moret sig så meget. Hun kan mærke hans fingre bore ind i hendes arm, da de går hen mod bilen. De søde ord og de kærlige kys var blot skuespil. Hun ved, hvad rødvinen vil koste hende.
I 12 år lever hun sådan. Et dobbeltliv. Glad ude. Bange og ulykkelig hjemme.
Sidste udvej
De blå mærker når ikke at forsvinde, før kroppen er dækket af nye spor fra en dårlig dag. Han har efterhånden mange dårlige dage. Sabrina har vænnet sig til lyden af tæsk. Den helt særlige lyd, som kommer lige inden, hendes krop stopper slaget. Hun græder ikke længere, når han slår. Først bagefter. Når han ikke ser det.
12. januar 2006. Hun tager telefonen. Hun kender nummeret. Det ligger efterhånden i fingrene. En venlig stemme i den anden ende af røret konstaterer, hvad hun allerede ved. Det er krisecentret. Denne gang er det slut. Hun kan ikke længere udsætte sine børn eller sig selv for fare.
Hun ved præcis, hvad hun skal pakke. Hun har prøvet det før. Dog ikke med børn. Men tempoet er det samme. Det skal gå stærkt. Han er utilregnelig. Det ved hun af alle mennesker.
 Det regner, men solen er så småt ved at trænge igennem de gule boligblokke på den anden side. Lyden af bilerne, der suser gennem vandpytterne, får hende til at trække sig længere væk fra vejkanten. Det er længe siden, hun har besøgt krisecentret. Men hun kan lide at være der. Også selv om hun sjældent er der længe. Natten på krisecentret er lang. Hun kan ikke sove uden ham.
Dagen efter har hun 28 ubesvarede opkald. Hun tager hjem. Hun kan ikke bare blive væk. Med hans job som tømrer kan han ikke betale regningerne selv. De har brug for hendes kontanthjælp. Og han har jo sagt undskyld.  Han lover, han nok skal holde op. Hun tror ikke på ham, men hun ved ikke, hvad hun ellers skal gøre. Hun er bange for, ingen vil tro hende.
Om aftenen sidder de og spiser aftensmad. Bare de to. Klokken er otte, og børnene er lige lagt til ro. Kartoffelmosen er spist op, men der er stadig lidt kylling tilbage. Ingen siger noget. Hun ved, han vil straffe hende for at flygte med børnene. Alligevel kommer det som et chok for hende, da tallerknen rammer væggen. Patrick græder inde fra soveværelset ved lyden af det smadrede porcelæn. Hun når knapt at rejse sig fra stolen, før hun ligger fordrejet på gulvet. Han knæler over hende. ”Næste gang slår jeg både dig og børnene ihjel.” Sabrinas vejrtrækning stopper. Hun siger ikke noget.
Langsomt kommer hun op. Hun kan mærke, han følger efter hende op til Patricks værelse. Han stopper hende, da hun er på vej ud af køkkenet. Han skubber hende ind i kanten af køkkenbordet.
Han står bag hende nu. Hans vejrtrækning er ukontrolleret, og hun ved, at han vil slå hende og tvinge hende. Til sex. Sådan kan han bedst lide det. Hun ved, hvad hun bliver nødt til at gøre. Nu har hun fået nok. Hun kan ikke mere nu. Fortvivlelsen hober sig op. Hun kan stadig høre Patrick græde. Sabrina er fuld af afmagt og frygt. Især frygt. Hun griber ud efter kniven på køkkenbordet. Den føles fremmed i hendes hånd. ”Det tør du ikke,” siger han med en høj og overlegen stemme. Hun vender sig om. Han smiler. Hans varme hænder danner med en pludselig bevægelse ramme om hendes hals. Han strammer til. Hårdere. Hun ser direkte på ham, da kniven rammer ham og løsner det greb, han har om hendes hals. Hun slipper kniven, og den falder til jorden. Det gør han også. Hun kigger på ham, som han ligger der. Hjælpeløs, og så…død.
Hun græder, da hun får sin dom. Selvforsvar. Sabrina er fri. Endelig. Efter 12 års helvede skal hun ikke længere frygte for sit liv.
København, juni 2009
Status: Lykkelig. Og tryg. For første gang. Hun er alene med Patrick og Olivia i forældrenes lejlighed på Amagerbrogade. Solen skinner på hende, mens hun sidder ude på altanen og spejder ud over København. Eller det af byen, hun kan se.
Håret er blevet mørkt og kort. De blå mærker er for længst væk, men fortiden dukker stadig op. Især om natten. Hun ser ham ligge og bløde. Det er den aften, hvor hendes frygt forsvinder. Det glemmer hun aldrig. Hun læner sig tilbage i stolen og smiler. Hun er alligevel kommet langt fra helvedet i Herning.
 
 
 
 
Bilag 2: Interview, Lise Seidelin
 
Læge ved Lisegaarden
 
Hvornår er der tale om partnervold
Jeg har talt med kvinder, som har været udsat for vold I mere I 25 år, uden at være klar over, at de har levet med vold i hverdagen.
Det kommer meget an på, hvor grænsen går. Det er meget individuelt, hvornår man ser ens partner udøve partnervold. Er en lussing eller at blive kaldt møgso partnervold? Men det er fordi, de ikke har erkendt, at en lussing er vold.
Hvorfor er det så svært at bryde ud af et voldeligt forhold?
En væsentlig årsag er, at det er meget vanskeligt for ofret at bevise, at hun har været udsat for partner- vold. En væsentlig årsag til ikke at anmelde volden er, at kvinden frygter repressalier fra den voldsudøvende part, og at hun stadig har følelsesmæssige bindinger til
manden.
Det er utrolig tabubelagt at blive slået. Og vi har som samfund lang vej igen.
Det skal ikke længere være i orden at være voldelig inden for husets fire vægge. Det er det desværre stadig, der hedder det bare husspektakler. På åben gade derimod er det ikke velset at være voldelig, og der griber politiet ind. Det skal heller ikke fortsat være tabu at være voldsramt, og vi må væk fra at anse den voldsramte for at være den skyldige, i stedet for den voldelige part. Det er immervæk den voldelige, der fører sine destruktive tendenser ud i livet.
Det kan være en svær kunst at lære for den voldelige part, men det kan lade sig gøre.?
Hvad gør du for at voldsofre, som kommer til dig for hjælp?
Egentlig behandling yder jeg på min klinik, hvor jeg bruger mine erfaring som læge og voldsoffer i at hjælpe andre til at styrke sig selv.?Men allerbedst ville jeg kunne hjælpe ved at opbygge Åbne steder at bo i fred og ro. Steder, hvor voldsramte kvinder og mænd kan komme og bo til leje i en kortere eller længere periode, evt. mange år, hvis de ønsker det.
For samfundet vil fordelen ved sådanne bofællesskaber være, at der ikke skabes så mange tabere, – at de store menneskelige og økonomiske omkostninger mindskes.?Som jeg ser det, vil Et sted at bo i fred og ro ikke påvirke kommunernes økonomi negativt. Er de voldsramte på f.eks. sygedagpenge eller bistandshjælp, vil det jo ikke blive anderledes af, at de bor i fællesskabet, og de voldsramte skal leje sig ind i bostedets lejligheder og betale normal husleje. Yderligere skal der gøres, hvad der kan for, at disse mennesker kommer så hurtigt i arbejde som muligt, på stedet eller udenfor, og dermed bliver belastningen mindre for samfundsøkonomien.
Hvorfor vender man tilbage til et voldeligt forhold?
Det er ofte manden, der tvinger dem tilbage enten med smiger eller med trusler, desuden bliver kvinderne ofte forfulgt, kimet ned på telefonen, sms\’er osv. eller familien og venner bliver opsøgt og truet eller smigret. Det er meget meget svært at komme væk fra en voldelig. Især hvis der er børn i forholdet.
Hvem slår?
Det er alle typer der slår. Oftest er voldsudøveren udadtil flinke og rare. Der er ingen, der kan tro, at han/hun er voldelig. Det er kendetegnet.
Hvorfor holder man det skjult?
Partnervold er forbundet med skyld og skam. Og det er et stort tabu. Ofrene er jo nedbrudt, og så er det altså svært at komme ud af. Der er også meget loyalitet overfor gerningsmanden.
Chris Poole mener, at vold mod mænd, begået af deres kvindelige partner, ikke er et ligeså stort problem. Hvad mener du om det?
Det er jeg helt uenig i. Det er mere tabubelagt for mænd at stå frem og fortælle, at deres kvindelige partner slår dem. For 20 år siden havde kvinderne meget svært ved at fortælle om deres voldelige partner. Det er bedre. Det er stadig forbundet med meget tabu at blive udsat for vold – også for kvinder. Men mændene star I dag, som kvinder gjorde for 20 år siden.
Men undersøgelser viser, at hver tiende kvinde og hver tiende mand har været udsat for vold af deres partner eller ekspartner. Så problemet er lige stort for både kvinder og mænd. Partnervold er et kæmpeproblem i Danmark. Om det er manden eller kvinden, der har kniven I hånden er ligegyldigt. Det er en voldsom oplevelse uanset køn.
Hvad sker der, hvis man ikke bryder ud af partnervold?
Det kan ende med dødsfald, og det har vi også set eksempler på. Det er oftest manden, der slår kvinden ihjel. Men vi har set eksempler på, at det kan være kvindens eneste vej ud af det voldelige forhold.

Lisegården