Feriens udfordringer og følgevirkninger

Feriens udfordringer og følgevirkninger
Her midt på sommeren er der nogen, der har afsluttet ferien og hverdagen skulle gerne begynde igen. Andre er stadig på ferie, men vender snart tilbage til hverdagen.

Når man lever med eller har levet med en, der laver overgreb, vold psykisk og evt. fysisk vold, en psykopat, en med psykopatiske træk, en sociopat, osv. osv. så har ferien sine ekstra udfordringer og følgevirkninger.

Vi skal have det så godt i ferien, og vi skal have noget godt at fortælle andre om, når vi kommer hjem, nogle gode stunder at mindes.

 

Vi skal have det så godt i ferien, og vi skal have noget godt at fortælle andre om, når vi kommer hjem, nogle gode stunder at mindes.
Men alt for ofte bliver ferien endnu værre end til daglig med overgrebene. I ferien kommer der flere skænderier, mere tavshed, flere uenigheder, mere given skyld, osv. osv. osv. I dagligdagen har vi ofte nogle stunder i løbet af dagen, hvor vi ikke er sammen (på arbejde, indkøb, besøg hos venner, osv.) med den, der laver overgreb, altså nogle pauser fra overgrebene. Men er vi på ferie sammen med den, der laver overgreb, så er der oftest ingen pauser. Så bliver det hele endnu værre, og overgrebene stiger til endnu større højder end ellers.

Nogle afbryder ferien, fordi det er for dårligt. Andre holder ferien. Nogle bliver hjemme, andre tager ud og rejse. Men lige meget hvad, så er man mere sammen og problemerne med overgrebene bliver endnu tydeligere.
Når man kommer hjem, så kommer følgerne. Nogle vil skilles, andre vil have den, der laver overgrenene til at går i terapi, andre går selv i terapi. Det er som om, det hele bare bliver værre og værre og værre p.gr.a. ferien.

Så når ferien er slut, så skal man finde ud af, hvad man skal? Er det nu, man skal i gang med at finde en anden måde at takle livet på? Er det nu, man er kommet så langt ud, så man ikke vil mere?

Så når ferien er slut, så skal man finde ud af, hvad man skal? Er det nu, man skal i gang med at finde en anden måde at takle livet på? Er det nu, man er kommet så langt ud, så man ikke vil mere?

For mig at se, ud fra min erfaring, er det vigtigste, at man lærer at takle overgrebene og styrke sig selv, så man kan stå ved sig selv, også i de svære situationer. Det vigtigste er ikke en skilsmisse. Når man flygter fra overgrebene, bliver de alt for ofte mege værre.

Lige meget hvad man vælger, så er det godt at lære, hvordan man takler overgreb. Det kan lade sig gøre, for når andre kan, så kan du også.

Det kan være at den anden lærer at være en god person, hvis man selv lærer at takle overgrebene, men det kan også være, at man vælger, at det skal være slut. Lige meget hvad man vælger, så er det godt at lære, hvordan man takler overgreb. Det kan lade sig gøre, for når andre kan, så kan du også.

Lisegården