Den svære kunst selvbestemmelse

Den svære kunst selvbestemmelse

At bestemme selv over sig selv og lade andre bestemme over dem selv, det er en svære kunst. Især er det svært, når man er udsat for psykisk vold / en psykopat / en med psykopatiske træk / osv. for at undgå at blive udsat for flere overgreb, så forsøger man at gøre det som andre vil have. Men lige meget hjælper det. Det hele bliver ofte kun meget værre.

Helt reelt er der kun en, der ved, hvad der er rigtigt for den enkelte, og det er den enkelte selv.

Forsøger man at sige fra, så bliver det også værre, og man kommer ind i en livsspiral, hvor man bestemmer mindre og mindre selv. Det gælder både den, der laver overgrebene, og den der er udsat for dem.
Men også når vi ikke er udsat for voldelige / psykopater / osv. så kan det være utroligt svært at bestemme selv, og især lade andre bestemme selv.
Vi har i Danmark desværre en Jantelov, som er så gennemtrængende i vores samfund, så det er svært at bestemme noget selv. Vi må ikke tro, vi kan noget, ved noget, duer til noget. Når vi tror Janteloven, så ender vi med ikke at bestemme selv.

Mange har utroligt svært ved helt reelt at finde ud af, hvad de egentlig vil.

Mange har utroligt svært ved helt reelt at finde ud af, hvad de egentlig vil. Hvor jeg dog kender det, både fra mig selv og fra dem, der kommer hos mig.
Men helt reelt er der kun en, der ved, hvad der er rigtigt for den enkelte, og det er den enkelte selv. Alle andre kan kun have forslag og give ideer.
Vi har også et gruppepres, moden, normer, holdninger, osv. som gør, at vi i utroligt mange ting slet ikke bestemmer selv.
Prøv at tænke på det sidste døgn. Hvor meget bestemte du helt reelt selv? Den der følelse, der kommer helt dybt nede i dig, f.eks. din mavefornemmelse? Og hvor meget var noget, du gjorde, fordi sådan gør man? Sådan gør du, fordi du har en vane, du har fået? Fordi du gjorde det rent per refleks?

Lisegården