Selverkendelse eller kend dig selv

Sygeliggjort er efterhånden en ”diagnose”, jeg synes, vi bør tage med i hele det her behandlingssystem. Ja! Vi skal have vejledning og hjælp, når der er noget, vi ikke kan finde ud af. Men derfra og så til at mene, at det er sygt og dermed sygeliggøre alt muligt helt normalt og naturligt, det er ikke godt.

F.eks. når vi er udsat for mobning, Janteloven, overgreb, vold, en psykopat, osv. osv. osv. så har vi nogle helt forståelig og naturlige reaktioner. Men det gør os jo ikke syge. Det er først, hvis det tager overhånd og gør os ude at stand til at klare vores liv, hverdag og vi er nødt til at sygemelde os.

Men inden vi når så langt, så burde vi have fået den vejledning og hjælp, der gør os i stand til at takle de overgreb, vold, osv. vi er udsat for. Vi er jo ikke syge, fordi vi fra barnsben eller senere ikke kan finde ud af eller ikke har lært at takle overgreb, vold, osv. Vi er jo heller ikke syge, fordi vi har været eller er udsat for overgreb, vold, osv. Det er jo den udøvende, der er galt på den. Og vi er slet ikke syge, fordi en eller anden behandler, læge, osv. skal hævde sig på vores bekostning og stemple os som syge, fordi de ikke lige har en god dag eller har fået ”benet galt ud af sengen”, eller kæresten har ”pisset på deres sukkermad” om morgenen. Det gør jo ikke os til syge.

Så sygeliggørelse er galt. Vi har nogle gode og sunde og naturlige reaktioner på det, vi er udsat for. Det skal vi lære at takle, så vi har det godt. Det kan lade sig gøre. Det er så dejligt, når jeg ser det.

Så når jeg kan og andre kan, så kan du også. Det er helt naturligt, at du reagerer. 🙂

 

Tilbage til Blog

 

Se mere om billedet under Billeder

5 kommentarer

  1. Da jeg var barn var der nogle vilde drenge i klassen, som helt sikkert i dagens Danmark havde fået en eller flere diagnoser.
    Dengang sagde vi bare de havde “krudt i røven”, eller sådan var de bare og de blev ikke stemplet som syge.
    Hvis man tænker over det diagnosesystem, så er det lidt absurd at tænke på al den tid der bliver spildt på at lede efter den rigtige diagnose, til at nye læger o.a fagpersoner skal sætte sig ind i hvad kendetegner lige præcis den her diagnose, evt underdiagnose. Hvem siger patienten overhovedet har alle symptomerne. Så dét der skulle være et arbejdsredskab bliver en lille firkantet boks som mange mennesker proppes ned i, med låg på.
    Istedet kunne man fra start havde spurgt ind til – og skrevet ned hvad lige præcist det her menneske havde gennemgået, som gjorde at filmen knækkede. Oftest ville der være en fuldstændig sund naturlig (reaktion) forklaring!
    “Det et en kold tid som vi lever i…” ♡

    • Kære Anne!

      Mange tak for dit fine indlæg. Flot skrevet. Du kan bare det der med at skrive.

      Ja! “Det er kold tid, som vi lever i …”

      Ja! Inden for det psykiske er det svært at stille diagnoser, der er så mange faktorer, der spiller ind.

      Ja! De vilde drenge i klassen skulle også være der. Og ja! De skulle også lære at takle livets negative sider og dermed deres vildskab, så den ikke gik ud over andre. Men nej! Det gør dem ikke syge, at de ikke har lært det.
      Det ville være det samme, som at kræve, at et nyfødt barn havde lært alt det skulle i livet, når det var født. Men det er der ingen, der har. Det kommer efterhånden, som vi lærer det. Nogle lære tingene på en måde, andre lærer tingene på en anden måde.

  2. Når vi skal behandles i det offentlige system, så skal vi have en diagnose. Desværre.
    Alt for ofte medfører det, at vi bliver sygeliggjort, og dermed får det endnu værre af den behandling vi skule have, for at få det godt.

Skriv et svar