mette

Posted by Lise Seidelin on
Voldsramt

mette

Tilbage til kategorien: Voldsramt

mette
12/06/2014  af mette clante
Jeg trænger til at komme af med noget af den frustration, der følger mig – det føles som om jeg har fortalt den samme historie til mine venner og min nuværende – søde – kæreste 1000 gange og det har jeg også, men den stopper tilsyneladende aldrig.
Det er 3 1/2 år siden at jeg forlod min mand – vi var ikke gift, men var sammen i 14 år og vi har 2 børn og 2 hunde sammen. I mange år håbede og troede jeg at vi kunne få det godt – vi havde det godt i periode, som så blev afløst af et spontant stemningsskift – helt klassisk. De sidste år var jeg godt klar over at mit liv ikke kunne fortsætte sådan medmindre jeg var villig til at ofre mig og udelukkende leve hans liv efter hans regler. Jeg kunne som eksempel se min svigermor, som havde levet 50 – snart 55 år i sådan et voldeligt forhold og jeg kunne se, hvor nedbrudt og ulykkelig hun var.
Jeg forlod min mand og jeg er så stolt af det, for det var så hårdt og svært. Men jeg oplevede en lykkerus efterfølgende. Og så oplevede jeg en hævntørst fra hans side, som aldrig bliver slukket, selvom han nu bor med en ny kæreste og vi har afsluttet alt, hvad der kan afsluttes og lukket alt hvad der kan lukkes.
Men han bliver ved med at henvende sig – han vil ikke have mig tilbage og han elsker mig ikke længere, han vil bare have mig ned med nakken. Der er gerne pauser i henvendelserne, men pludselig er han der med bebrejdelser og rusker op i gamle regnskaber og krydrer det hele med ytringer om at jeg er den dårligste mor der findes etc.
For et par år siden gik jeg ned med stress, der udviklede sig til en tung depression efter i så lange perioder at være udsat for ham. Jeg var medicineret men stoppede for et halvt år siden. Jeg er kommet fint på fode med job og bolig og har orden i økonomien. Vi har klare regler om børnene efter at have været i statsforvaltningen. Jeg har mødt en sød kæreste, som jeg ikke bor med, da han bor i en anden by. Alligevel er jeg trist – grundtrist – jeg kan ikke sætte en finger på hvad det er men mine følelser skifter fra minut til minut og det er som om jeg har mistet min virkelighedssans. Buhu …Det er oplagt at komme til psykolog og få talt nogle ting igennem, men tiden er ikke til det – jeg ved godt det lyder dumt, men jeg kan ikke flexe på mit arbejde …
Jeg har jævnligt ringet til en af krisetelefonerne for voldsramte kvinder og har haft stort udbytte – sidst var der en der sagde at: sådan ser dit liv ud nu … altså jeg kan jo ikke forhindre ham i at blive ved med at henvende sig – jeg svarer ikke på hans henvendelser medmindre det er noget praktisk om børnene –
det kan være at jeg skriver videre på et andet tidspunkt – bare for at komme ud med det … møs
  SV: mette
14/06/2014  af Lise Seidelin
Kære Mette!TAK for din fine beskrivelse af, hvordan du har det. Du kan bare det der med at skrive. Godt gjort.

For mig er det helt forståeligt, at du har det som du har. At humøret svinger – er grundtrist. Jeg skal gerne hjælpe dig med det. Give dig nogle redskaber, du kan bruge, så du og dine dejlige børn får det rigtigt godt. Det kan lade sig gøre, for når andre kan, så kan du også.
Når du ikke kan flexe, er der mulighed for weekender eller telefon. Måske var det en mulighed for dig. Valget er dit.

Lige meget hvad du vælger, og hvad andre siger, så husk, at du er et dejligt og vidunderligt menneske, elsket bare fordi du er til – er født. Intet andet. Og det er dine dejlige børn og kæreste også.

Du skal være hjerteligt velkommen til at skrive videre – bare for at komme ud med det.

De kærligste hilsner
fra Lise

SV: mette
14/06/2014  af Anne-Marie
Kære Mette
Jeg har ikke overskud eller mod eller hvad det nu er til at skrive løs om min historie, men det hjælper mig meget at læse med herinde, så hvis det hjælper dig at få det ud, hjælper du altså også mig – og sikkert andre – ved at dele ud af din historie.
Jeg reagerer på din oplevelse af hans hævntørst og din gundfølelse af tristhed. Jeg har forsøgt igen og igen at komme væk, men knækker hver gang på hans vedholdende og insisterende kamp for at holde mig fast.
Jeg er simpelthen så bange for hans hævn – uden at have noget som helst at have det i. Jeg fatter ikke, jeg er havnet i det her. Han vil altid vinde, og
Jeg glæder mig til at høre mere fra dig, Mette
Kærlig hilsen Anne-Marie
  SV: mette
29/07/2014  af Lise Seidelin
Kære Anne-Marie!TAK for dit indlæg. Det var dejligt, at du vil skrive.

Ja! Det kan være svært at bryde ud. Jeg forstår godt, du er bange for hans hævntørst. Det er desværre helt almindeligt, at man bliver holdt fast, når man forsøger at gå.

Men husk nu, at lige meget hvad han siger eller gør, så er du et dejligt og vidunderligt menneske, elsket bare fordi du er til – er født. Intet andet.

De kærligst hilsner
fra Lise

  1

Lisegården