“Hvor” befinder psykopatien/det krænkende sig

Posted by Lise Seidelin on
Kender du en psykopat?

“Hvor” befinder psykopatien/det krænkende sig

Tilbage til kategorien: Kender du en psykopat?

“Hvor” befinder psykopatien/det krænkende sig
10/06/2014  af Anette
“Hvor” befinder det krænkende sig? Det spørgsmål tænker jeg meget over.

Da jeg opdagede, at min eksmand var mig systematisk utro, og havde været det over mange år, at han aldrig brugte beskyttelse, heller ikke mens jeg var gravid, at en af hans affærer var en kvinde som kom i vores hjem som en fælles ven, at han lavede legeaftaler med sine affærers børn og vores børn og efterlod billeder af det på vores fælles computer og at han i det hele taget løj hver dag, konstant, for at dække sit dobbeltliv, ja, så var der ingen tvivl for mig om at han havde psykopatiske træk.
èt er at have lyst til at have en affære – det kan man nok forstå – men hvem er i stand til at lyve så vedholdende og til at “håndtere” de mennesker man burde være tættest på, med så stor strategisk sans. Ikke mig i hvert fald. Jeg ville slet ikke kunne, selv om jeg ville.
Jeg var i totalt chok over at opdage at hele mit liv har været fake. Der var så mange i omgangskredsen der vidste det. Og som lagde gode miner til slet spil. Og jeg troede at min eks og jeg havde et nært forhold. Vi mediterede sammen, talte om meningen med livet osv osv. Så det kom totalt bag på mig!

Det blev en hurtig skilsmisse, uden dramatik . Vi har to børn så jeg valgte at holde konfliktniveauet så lavt som muligt. Det var ikke svært for det særlige med min eksmand er, at hans krænkende adfærd altid er skjult. Således laver han aldrig scener, han slår ikke, han råber ikke, han ville aldrig gøre det som “man” ikke gør, hvis det kan ses.
Det er på mange måder en god eksmand at have, for han lægger ikke sag an og han chikanerer ikke.

Men det er svært, fordi jeg har svært ved at forstå hans krækende adfærd og derfor har jeg også svært ved at se, at han stadig krænker mig, men jeg kan mærke at han gør det, fordi jeg kan mærke at jeg bliver ked af det. Det er som om jeg svøbt ind i et usynligt spind.

Da jeg opdagede utroskaben kunne jeg ikke mærke hans ligegyldighed over for mig. Jeg kunne konstatere at han måtte være ligegyldig eftersom han jo havde handler så egoistisk, men jeg kunne ikke mærke kulden. . Det var nemmere for mig at se kulden i fht hans elskerinder, som han var komplet ligeglade med og talte ekstremt grimt om. Den ene var dum ,den anden grim og den tredje irriterende osv. osv. Og jeg kunne regne ud at han tænke det samme om mig
Det har taget tid at efterspore kulden, fordi den var så massiv at jeg bare var vant til den efter otte års parforhold og slog det hen som småting.

jeg har feks bare accepteret, at han ikke brød sig om at jeg græd dengang vi var gift (mange mænd er jo ikke gode til følelser). Han blev forlegn og vred og viste aldrig omsorg. At han som oftest ikke havde nogen ansigtsmimik overhovedet (SKAL jeg da smile, spurgte han og det kunne jeg da godt se var lidt absurd). Med mindre han var fuld og vi var i nærheden af min smukke veninde Sidsel. At han altid var lige ved at eksplodere så enhver situation kunne ekskalere hvis jeg ikke holdt igen (sådan er du da også, indvendte han, hvis jeg påpegede det. ).
At han blev vred over ikke at få sex 14 dg efter jeg havde født et dødfødt barn og ikke viste forståelse for min side af sagen. At han skulle overtales til at være hos mig da jeg fik en spontan abort, men alligevel smuttede og sagde jeg kunne ringe hvis jeg fik for slemme blødninger. At han ikke var med til en eneste scanning med vores sidste barn. Alt det kunne jeg undskylde…. eller slå hen…fordi jeg ikke har så og stadig har svært ved at se at alt dette jo skyldes en grundlæggende manglende følelsesmæssig kontakt. At han ikke evner egentlig empati. Jeg kan huske den absurde samtale hvor jeg forsøger at forklare ham hvordan man trøster; at det ikke har at gøre med hvordan man aer – altså om det er håret eller armen, men at det har at gøre med nærværet. Hvilket han ikke forstod. Han strøg mig mekanisk over håret. og stirrede på mig med tomme store fravæende øjne og ingen ansigstmimik.

Jeg øver mig stadig i at se og forstå, hvad denne manglende evne til empati har gjort og stadig gør ved mig at være nær et menneske som ikke evner at tage hensyn til andre end sig selv.

Jeg observerer derfor nu hvor vi er skilt de store og små ting som jeg ikke oplever som noget særligt, men hvor jeg kan se manglen på empati:
– f.eks: Jeg er indlagt på intensiv, meget syg. Han kommer på besøg, hvilket jo er rigtig pænt gjort og omsorgsfuldt. Han sætter sig skæv i ansigtet ved sengen. Jeg spørger om han er ok. Han siger at det er svært for ham at være der, fordi det minder ham om dengang vores datter blev født og var meget syg. vi taler et stykke tid om hvor svært det er for ham og hvor dårligt han har det. Jeg kan ikke tale meget fordi jeg er så syg, men den tid vi taler taler vi om hvor svært han har det. Ikke een gang spørger han til mine smerter eller til om jeg er bange.

Vi deler bilen som følger børnene, og aftalen er man altid afleverer den med fuld tank. Det står i bodelingskontrakten. Jeg bemærker en morgen at han (igen) ikke har tanket op. Nævner det for ham. “Gør vi det?” spørger han “øhh ja” siger jeg. Vi har været skilt et år. Jeg har hele tiden haft på fornemmelsen at jeg var den eneste der gjorde bilen rent og tankede op. vi aftaler at jeg afleverer den uden at tanke op og at vi så fra næste skift overholder at vi tanker op. da vi stiger ud af bilen nævner jeg det for ham igen “så altså jeg tanker ikke op inden du får bilen…” rekapitulerer jeg. Han læner sig forover og taler højt og karikeret og langsomt som om jeg er dum “ja det har vi jo aftalt”. Bagefter sidder jeg og føler mig dum på trods af at det er ham, der ikke holder vores aftaler og har snydt mig for en masse penge.
– Jeg er stadig svækket efter mit hospitalsophold og havde bedt ham om at tage børnene lidt ekstra så jeg kunne komme mig, men han skulle til eksamen sagde han, så jeg endte med at have dem mere end jeg egentlig formår rent fysisk for at hjælpe ham. Siden hen viste det sig at han skulle i somerhus. Så selvom han er så sød at besøge mig mens jeg er indlagt så betyder det ikke at han evner at sætte sine egne behov til side.

Jeg har ingen familie der kan hjælpe med børnene så jeg er jo lige nu afhængig af et godt samarbejde med eks’en så vi kan støtte hinanden når vi skal noget vigtigt. Men jeg tænker, at jeg skal til at have en hær af babysittere så jeg kan komme så langt væk fra ham som muligt. For han er et giftigt menneske. Endda et særligt giftigt menneske fordi han er så intelligent at han evner at narre de fleste.

SV: “Hvor” befinder psykopatien/det krænkende sig
14/06/2014  af Anne-Marie
Kære Anette
Jeg synes simpelthen dit indlæg er så godt, fordi det giver konkrete gode eksempler på, hvordan denne type mand handler og agerer, og hvor svært det er at hamle op med.
Hvis han læste dit indlæg, ville han formentlig sige, at det er helt forkert, men at du jo også har været meget syg, er uligevægtig, temperamentsfuld, oversensibel eller noget femte. DU er galt på den. Og hans omverden vil i mange tilfælde se en helt anden mand, der jo er sød, når han sådan møder op ved dit sygeleje osv.
Det er jo netop i nuancerne og de små konstante dryp, at psykopatien viser sig hos de ‘almindelige’ ikke-kriminelle mænd.
Man skal ikke give gode råd her, men jeg tænker jo, at du bliver ved med at bruge alt for meget energi på ham ved at skulle samarbejde så meget med ham. Han kan jo ikke samarbejde…
Jeg håber inderligt, du bliver helt rask og frisk og finder modeller til at begrænse hans påvirkning.
I hvert fald skal du have tak for dit indlæg, som hjælper mig rigtig meget i min historie.
Kærlig hilsen Anne-Marie
  SV: “Hvor” befinder psykopatien/det krænkende sig
29/07/2014  af Lise Seidelin
Kære Anette!

TAK for din meget fine beskrivelse af, hvordan tingene er for dig. Du kan bare det der med at skrive. Flot klaret.

Og tillykke med alle dine flotte indsigter, godt gjort. Jeg kan se, du er kommet langt i din proces med at finde ud af, hvordan han er, så er næste skridt, at finde ud af, hvordan du takler det. Det skal nok komme, med den gode måde du arbejder med dig selv.

Flot at du har indset han er giftig for dig, og at du kan se, at du stadig er svøbt ind i et usynligt spind.

Husk, at lige meget hvad hansiger og gør, så er du et dejligt og vidunderligt menneske, elsket bare fordi du er til – er født. Intet andet.

De kærligste hilsner
fra Lise

  SV: “Hvor” befinder psykopatien/det krænkende sig
29/07/2014  af Lise Seidelin
Kære Anne-Marie!

Også mange tak for dit indlæg, du er også god til at skrive.

Ja! Det er rigtigt, at her må man ikke skrive gode råd. Så du kan i stedet skrive om din oplevelse – din historie, hvordan du har det, hvordan indlægget hjælper dig i din historie. det kunne hjælpe Anette. :-)

Det er så dejligt, at det hjælper dig. TAK fordi du siger det. Det er det, der gør at jeg har lyst til at fortsætte. TAK

Husk også du, at lige meget hvad andre siger og gør, så er du et dejligt og vidunderligt menneske, elsket bare fordi du er til – er født. Intet andet.

Det kærligste hilsner
fra Lise

SV: “Hvor” befinder psykopatien/det krænkende sig
31/07/2014  af Tina
Hej Anette….tak for dit indlæg jeg gysende læste. Jeg vil give Lise ret i at “han kan jo ikke samarbejde” og at han er giftig.
At jeg gøs når jeg læste skyldes at jeg genkender så utrolig mange ting….og det at du lå i den seng og han kommer og kun taler om sig selv. Dit store behov for kærlighed og omsorg og så det her “vanvid” som du prøver at skabe fornuft i. Jeg var selv gift med en der også opførte sig hensynsløst og uempatisk..som dig fandt jeg mig i det. Jeg er skilt nu og har været det i 8 år. Når jeg tænker på den opførsel og adfærd han og jeg havde så krymper det sig i mig af smerte, skam og skyld. Samtidig forstår jeg ikke hvorfor jeg fandt mig i det og ikke gik. Jeg gik efter 17 år. Det er alt for sent. Der skal en god gang usikkerhed og manglende selvværd ja manglende alting for at blive i et sådant forhold…og det havde jeg.”Samarbejde” med ham har også været …på hans præmisser og op af bakke….! I dag er det klart at vi er to forskellige mennesker …og at jeg på mange områder slet slet ikke kan følge hans tankegang.Det er et under at jeg kunne.
  1

Lisegården