Forholdet i familien

Jeg har fået lov til at sætte denne opgave – Forholdet i familien – ind, som Maya Lyngs har skrevet. Det er en fin og flot beskrivelse af, hvordan livet kan leves i parforhold, og hvad der sker med mennesker i parforhold.

Forholdet i familien viser mange af de psykopatiske træk. Familien består af sønnen Torben og Maria som er mor. Torbens far bor ikke hos Maria og Torben. De har alle været udsat for overgreb, fysisk og psykisk vold. Så man får en god ide om, hvordan de er blevet, som de er. De er både udsatte og udøvende.

Som jeg plejer at sige, at vi får nogle vaner gennem livet, som vi bliver ved med at bruge. Det er helt ubevidst. Sådan reagerer vi bare fordi det er sådan, det plejer at være, og sådan vi har lært det gennem det liv, vi lever.

Hvis vi vil have det anderledes, så skal vi også holde op med at gøre de ubevidste negative vaner – altså bryde dem og få nogle opbyggende vaner i stedet for. Det kan lade sig gøre, jeg har set det så tit, så kan du også.

Jeg bruger acceptprocessen. Det er utroligt, hvad så simpel en proces kan gøre ved mennesker.

 

Forholdet i familien

af Maya Lyngs

 

Forholdet i familien ifølge Naja Marie Aidt

Dansk Historie Opgave 2011

Maya Lyngs, 1.c

 

Indhold

Indledning: 3

Analyse af persongalleriet. 3

Torben og Maria. 3

Bulbjerg. 5

Sammenligning af familierne i novellerne med den senmoderne familie. 7

Konklusion. 8

Litteraturliste: 9

 

 

Indledning:

I denne opgave vil jeg fordybe mig i, hvordan forholdet mellem de forskellige familiemedlemmer bliver skildret Naja Marie Aidts noveller. Jeg vil tage udgangspunkt i 2 noveller af hende: ”Bulbjerg” og ”Torben og Maria”, begge er fra novellesamlingen ”Bavian”(udgivet i 2006). Jeg vil bruge en nykritisk metode til at forholde mig til teksterne.

Jeg vil først analysere persongalleriet og børnenes og forældrenes forhold til hinanden, og dernæst vil jeg diskutere, hvorvidt teksterne stemmer overens med det billede, vi har af den senmoderne danske familie.

Analyse af persongalleriet

Torben og Maria

Maria: Maria er den ene hovedperson i novellen, og i starten synes hun at være direkte ondskabsfuld, men dykker man lidt længere ned i teksten, ville man kunne se, at der er en grund til hendes grusomhed. Maria er (tilsyneladende) en ung kvinde, da det fremgår, at hun kom sammen med Bjerget, da hun var 17 år. Hun er et vredt og tydeligvis såret menneske, hvilket viser sig i den måde, hun skælder sin bror, Bjørn, ud på, og måden hvorpå hun slår lille Torben. Hun prøver at glemme alt om Bjerget, men det er svært, da de to vigtigste personer i hendes liv (Torben og Bjørn) er knyttet til ham på hver sin måde. Hun bliver beskrevet som rastløs og naiv før hun mødte Bjerget. Men efter forholdet til Bjerget og Torbens fødsel, er hun blevet såret og træt af den miserable tilværelse som ung mor. Dette går så ud over Torben, fordi han er Bjergets søn. Det kan Maria ikke se bort fra, selv om han er ligeså meget hendes søn. Hver gang hun ser Torben, bliver hun mindet om den tid, hun havde med Bjerget, og det gør hende frustreret og fortvivlet. Hendes fysiske mishandling af Torben er derfor en indirekte hævn mod Bjerget, og hans afkom. Når hun ikke slår Torben, viser hun en knusende ligegyldighed mod ham. Maria undviger Bjørns spørgsmål til hendes opdragelse af Torben ved at skifte emne; et tegn på at hun inderst inde ved, at det hun gør, er forkert. Hun deler nogle træk med sin egen mor, f. eks ryger de begge, og de er begge voldelige mod deres børn (”Du skal slå ham i røven, så han ikke får mærker” siger hendes mor).; Dette er et tegn på en fremtrædende social arv. Hendes liv omhandler turene på gågaden, one-night-stands på diverse drukture, og slagene der hagler ned over Torben. I dramaturgisk fagsprog ville man sige, at Maria gennemgår en cirkulær udvikling; altså at hun går i ring.

Torben: Torben er kun 2 år gammel, men ifølge omverdenen er det åbenbart gammel nok til at blive stemplet som en fejl. Han bliver flere gange beskrevet som ikke at være noget særligt, og bliver næsten alle vegne mødt af en hjerteskærende ligegyldighed; hos moren, faren og selv i vuggestuen. Selv om pædagogerne lægger mærke til, at han har buler og sår, gør de ikke noget ved det. De kommer med undskyldninger, fordi de egentlig ikke synes særlig meget om Torben. Denne form for omsorgssvigt fra alle parter gør, at Torben ikke reagerer særlig voldsomt ved nogle situationer; f. eks. står der ikke noget om, at han begynder at græde, når Maria slår ham. Han gør ikke nogen reel modstand, men føler at han fortjener det, selv om han ikke ved hvorfor. Denne forvirring gør ham aggressiv, og ligesom sin mor lader han sine aggressioner gå ud over andre, der er mindre eller på lige fod med ham selv. (Man får en strategi, og det er normalt, hvis et barn identificerer sig med en voldelig forælder. Det er en måde at undgå tæv og overgreb på)[1]. Torben er generelt sky og bliver nemt forskrækket af andre mennesker, f. eks da Bjørn synger med, eller da den gamle mand hilser på ham. Torben er usikker på alt og alle, undtagen det faktum, at han får prygl fra sin mor.

Bjerget: Torbens far, Marias ekskæreste. Han er en af de to fortællere i novellen. Bjerget lurer over den lille familie som en tung skygge. Han er en del ældre end Maria, og han har nok udnyttet hende følelsesmæssigt og seksuelt (Du fortalte om de flade marker i skumringen, og jeg måtte tage dig på brysterne.) Når han ikke er involveret i småkriminalitet, så bruger han tiden på at betragte hans efterladte familie på afstand som et sygt socialt eksperiment (Ikke som en besættelse, nærmere som en slags tidsfordriv).Bjerget er meget nysgerrig efter at vide, hvad der går igennem folks hoveder. Det finder han ud af ved at stikke lidt til Marias hverdag for at se, hvorvidt han kan få hende til at bryde ud af hendes rutine, som f. eks da han sender Torben en gave. Men faktum er, at Bjerget ikke har noget forhold til Torben og egentlig er ret ligeglad med drengen. Han er følelseskold og ekstremt manipulerende, og det ser ud til, at han nyder det.

Bjørn: Marias bror og det tætteste Torben kommer på en far. Bjørn er bekymret for Maria, men mest af alt for hendes søn, Torben. Han synes, at Maria overdriver det med slagene, og han prøver at støtte Torben, f. eks ved at lege med ham og synge med ham. Bjørn er også involveret i småkriminalitet sammen med Bjerget, til sin søsters raseri. Han er en meget omsorgsfuld person, men det er begrænset, hvor meget han kan hjælpe lille Torben, når det ikke engang er hans egen søn.   en dansk mentalitet, som essentielt er meget diskret og ikkeindblandende.  [2] Bjørn er et perfekt eksempel på denne påstand.

Bulbjerg

Faren: Fortælleren i denne novelle synes at være en af de mænd, der er trætte af kernefamiliens kedelige trummerum, og i sin kedsomhed udvikler han efterhånden apati, bitterhed og frustration med tilværelsen. Det kommer til udtryk ved at han har en ekstremt kort lunte over for sin kone, Anne, og søger lidenskab hos hendes halvsøster Tine. Han føler sig mere tilpas i et fysisk forhold, end et følelsesmæssigt. Det følelsesmæssige suger simpelthen al energien ud af ham, og gør ham ”liderlig og fortvivlet”. Når han er sammen med Tine, er der ikke andet end den fantastiske sex. Han beskriver ikke, hvordan hun er som person, men fokuserer på hendes seksuelle færdigheder og fysiske udseende. Da han lige havde mødt Anne, og lige da de adopterede Sebastian og kunne være en ”rigtig” familie, var der en vis magi i luften. Den er nu væk.  Det ses på den måde han beskriver vimplen på Sebastians cykel: ”… billig og sølle…”. Han er følelseskold og egoistisk i parforholdet, da han konstant kritiserer og afviser Anne, men han gør intet for at få parforholdet på benene. Han synes mindre og mindre om hende, og han beskriver hende som en grim og dum ko. Selv i en af de mest romantiske scener i novellen: da han vågner og ser, at Anne kigger på ham og smiler, føler han sig beluret. Da han fortæller Anne om affæren med hendes søster, gør han det med stor apati, grænsende til det bizarre, som om det var et normalt samtaleemne i køkkenet, ikke en af de mest angstfyldte situationer en forælder kan udsættes for. På trods af foragten for moren, er fortællerens forhold til Sebastian noget bedre. For selvom han er den ”strenge forældre” over for Sebastian, så elsker han ham stadig og refererer til ham som ”min søn…”. Da Anne løber væk fra ham, efter han har fortalt hende om hans affære, træder han for alvor i karakter som far, og gør alt for at holde Sebastian vågen og passe på ham. Fortælleren er egentlig afhængig af sin familie, men han er ikke nødvendigvis glad for det. (Deres navne sidder som to syle i min halspulsåre: Hvis man trækker dem ud, vil jeg forbløde øjeblikkeligt.). Et andet tegn på, at han gerne vil løsrive sig, er de tanker han gør sig, da han efterlader Sebastians cykel: (Jeg tænker på, at nu ligger den der og ligner et spor i opklaringen af en rædsom forbrydelse.  Man vil måske tro at det er os der har slået drengen ihjel.) Fortælleren er uden tvivl en ulykkelig mand, spørgsmålet er bare, om det hele er selvforskyldt.

Moren (Anne): Anne fremstår i starten som en meget føjelig og behagesyg kvinde, der holder sig i baggrunden, når hendes mand går amok, f. eks da han skælder Sebastian ud. Hun giver ham kort sagt ikke særlig meget modspil, men hun prøver at holde afstand til ham, når han er vred. Men på trods af sin overdrevet beskedenhed, var hun en gang meget lidenskabelig og vild og tog det første skridt ved at kysse fortælleren. Nu er hun blevet ”tam” og dermed kedelig. Hun prøver desperat at få forholdet til at virke, som da hun prøver at hjælpe manden med at finde vej gennem skoven (et symbol på deres snørklede og forvirrende parforhold), men det bliver for det meste mødt med irritation fra mandens side. Hun er ellers stædig, når der endelig kræves noget af hende; en markant kontrast til den ellers så kompromissøgende Anne. For det meste udløses denne reaktion ved udtalen af hendes navn, som da parret skulle adoptere, og da manden kalder på hende, da Sebastian er slået bevidstløs. Der træder hun i karakter, gør sig tapper og står fast ved sine principper. Da manden fortæller om hans affære, gennemgår hun en dramatisk udvikling: først forstår hun ikke helt, hvad det er, han siger, da det så går op for hende, sætter hun farten op og prøver at komme væk. Da hun bliver konfronteret videre med det, bliver hun skræmt og til sidst rasende og hadsk. Da hun er ved grillen, søger hun trøst hos en gammel bekendt, som også hedder Sebastian. Det kommer frem, at hun har opkaldt sin søn efter ham, så det kan tolkes på to måder: enten har hun i alle disse år stadig haft følelser for denne gamle flamme, eller også er det en gammel bekendt, som hun bruger som en desperat hævnaktion mod manden. Personligt hælder jeg til den første, da det så ville give et motiv til fortællerens bitterhed mod hende. I slutningen af novellen møder hun manden med isnende følelsesløshed. Hun har glemt hunden; et symbol på den efterladte familieglæde hun tidligere prøvede så desperat at klynge sig til.

Sebastian: Sebastian er et adoptivbarn fra Vietnam på seks år. Hans personlighed stemmer meget godt med enhver anden seksårig; når han er træt, begynder han at skabe sig, han er nysgerrig og spørger ind til alt, og han prøver at være en stor dreng, når han er bange.  Men læseren får egentlig ikke de store informationer om Sebastian, eftersom han er bevidstløs det meste af tiden. I slutningen af novellen får læseren dog et mere nuanceret billede af Sebastian, da han tager med faren til hospitalet i stedet for moren. Sebastians rolle i familien tyder på, at familiens forhold til hinanden egentlig er noget overfladisk. Man kunne forestille, at Sebastian var et middel, for at få fortælleren og Anne knyttet mere til hinanden, ikke kun som mand og kone, men også som forældre. I og med han er blevet kaldt Sebastian, tyder det også på, at han er en del af det magtspil, moren kører mod faren, ved at opkalde ham efter hendes egen ekskæreste.

Temaerne i de to noveller omhandler for det meste forældrenes ulykkelige kærlighed, egoisme og frustration, og hvordan det had de nærer til hinanden, kommer til at ramme børnene (Maria slår Bjergets søn, Torben, og Anne påstår, at Sebastian er opkaldt efter hendes gamle flamme). Men de forholder sig ikke så meget til børnene som individer, men snarer som ”vedhæng” eller et middel hvorpå de kan såre den anden forælder.

Sammenligning af familierne i novellerne med den senmoderne familie

Der står i ”Litteraturens veje” (Johannes Fibige, Gerd Lütken, 2010), at forestillingen af tiden som en flod med en strøm har mistet sin troværdighed. Nu er floden kommet til et delta, hvor der er mange små nye floder, hvor strømmen flyder i forskellige retninger, hvilket ikke kun et godt billede på tiden, men også på kunsten og samfundet generelt. Billedet på den senmoderne familie afhænger i høj grad af hvilken slags familie, man kigger på. Er det den ressourcestærke familie, som i Bulbjerg, med villa, Volvo og vovse? Eller er det en ressourcesvag familie, som den i Maria og Torben, hvor der ikke er noget reelt overskud til børneopdragelse, eller fremskridt, men kun lige nok stædighed til at traske rundt igennem den samme rutine?

Generelt set er udviklingen i den senmoderne familie blevet mere individualistisk, ja, nogen vil endda mene egocentrisk. Parforhold er ikke længere en nødvendighed, men snarere et partnerskab, hvor man hele tiden kører på ”noget for noget” princippet, ligesom Bjerget, der forlader Maria, efter han har fået den mængde tilfredsstillelse, han havde brug for. Men så er der også dem, der føler sig tvunget til at være sammen med sin partner, selv om de ikke kan lide vedkommende, pga. enten skyldfølelse eller fordi de ikke føler, at de kan leve uden deres partner, som faren i ”Bulbjerg”.

Der er forskel på folk, især når det kommer til familie og børneopdragelse. I ”Barnets alsidige personlige udvikling” [3] bliver der beskrevet, hvordan børn fra ressourcesvage familier typisk har flere følelsesmæssige problemer, og hvordan de problemer tager længere tid at løse, end de hos ressourcestærke. Børnene fra en ressourcesvag familie har ofte problemer i det sociale liv, f. eks venskaber, og samvær med andre. Det ses tydeligvis hos Torben. Et andet træk hos den ressourcesvage familie er den manglende evne til at bryde ud af den sociale arv: det ses hos Maria, som slår sin egen søn, formodentlig ligesom hendes egen mor slog hende.

Hos den ressourcestærke familie er der også problemer, de ses bare ikke så tydeligt. Det er her, vi har kilden til problemerne; hos familien i ”Bulbjerg” synes alt at være perfekt, men det er det egentlig ikke. Anne har en hang til at holde fast i facaden, selvom hun og hendes mand dybest set er utilfredse med situationen. Anne er selv skilsmissebarn (Hun har en stedfar og en halvsøster), så man kan tro, at hendes moderinstinkt ville slå til, og hun ville gøre alt, for at Sebastian ikke skal gå igennem noget lignende.

Man skal heller ikke glemme de ligheder, der findes hos familierne. F. eks er der ikke den store forskel hos de to familier, når de bliver såret eller forulempet. I ”Bulbjerg” er det moren, der såres af faren, og i ”Torben og Maria” er det Maria, der såres af Bjerget. Begge reaktioner ligner hinanden, da de to kvinder bliver hadske og laver indirekte hævnaktioner mod dem, der har såret dem. Det gør de med børnene som middel. Maria gør det ved at mishandle Bjergets søn, og Anne gør det ved at påpege, at hun har opkaldt deres søn efter sin ekskæreste. Et andet fælles træk ved de to familier er, hvor egoistiske de er, selv når det kommer til deres kæreste eje, børnene. Før Sebastian slår hovedet i ”Bulbjerg”, er faren ligeså hidsig og opfarende imod ham, som han er mod moren. Maria er stort set ligeglad med Torben, når hun ikke banker ham. Fælles for begge noveller er, at de begge handler om, hvor egoistisk og afstumpet mennesket kan være i frustrerende og ubevægelige situationer.

Konklusion

Familierne i de to noveller bliver skildret som hårdhjertede, frustrerede og egoistiske. Det gør næsten fysisk ondt at læse om Marias mishandling af sin egen søn og så vide, at det rent faktisk sker nogle steder i landet. Og efter at have læst ”Bulbjerg” sidder man tilbage med forbløffelse og spekulerer på, hvad der skal til for, at en person kan blive så følelseskold og nedrig. Ser man lidt nærmere på personerne, får man dog en ide om, hvorfor de er blevet, som de er. De er ikke kun ondskabsfulde, men også sårede og ensomme mennesker, som ikke kan bryde ud af deres egne miserable tilstande, og i sidste ende kommer det til at gå ud over børnene. Novellerne giver et realistisk billede af problemerne i den senmoderne familie, og måden hvorpå man forholder sig til dem. Det viser, hvordan ophobningen af grimme situationer gør mennesket grimmere med tiden.

 

Litteraturliste:

Bøger:
Litteraturens veje, J. Fibiger, G. Lütke, 2010Links:

Der er håb for børnene: Forældet link, se mere under Vold mod børn

Vold mod børnene:

http://politiken.dk/debat/ledere/ECE68672/vold-mod-boern/

Barnets alsidige personlige udvikling v/Pernille Hviid:

Forældet link, se mere under Vold mod børn – via – Socialministeriet.dk

 

[1] Artiklen ”Der er håb for børnene” af Kirsten Pilgaard og Gunnar Onghamar, NordJyske.dk, 20.5.2011

[2] Artiklen ”Vold mod børn” af ukendt forfatter, Politiken.dk, 22.9.2003

[3] ”Børns alsidig personlige udvikling” s.1-2, af Pernille Hviid, ukendt år

 

Tilbage til Blog

Skriv et svar

Din emailadresse bliver ikke offentliggjort. De markede felter skal udfyldes

Send kommentar