Er jeg offer for en psykopat?

Oprettet af Lise Seidelin i
Kender du en psykopat?

Er jeg offer for en psykopat?

Tilbage til kategorien: Kender du en psykopat?

Er jeg offer for en psykopat?
28/03/2014  af Pia
Jeg er helt ny herinde og har i den grad brug for at komme ud med min historie. Når jeg læser diverse artikler, strømmer tankerne ind om jeg er gift med en psykopat.. Er jeg et offer, som skal sige fra nu inden det er for sent..
Jeg har været gift i 11 år med min mand, vi har kendt hinanden i 12 år, så blev hurtigt gift, men mest fordi vi har “delebørn”.
Når jeg tænker tilbage på dengang, var jeg meget forelsket i min mand, og var meget jaloux, hvis han skulle i byen osv.. Jeg gjorde alt hvad han bad mig om, og alligevel når jeg tænnker tilbage, burde der måske have været nogle alarmklokker der ringede.. Men var ALT for forelsket til at se hans fejl..
Vi har de første 10 år aldrig skændtes, vi har dog haft nogen diskusioner, men jeg har nok altid bare ladet ham få sin vilje i den sidste ende, for at få fred. Bryder mig ikke om at skændes og skabe store konflikter.. Jeg er en Q der gør alt for de mennesker der er omkring mig, og nogen gange meget mere end jeg burde.
I starten af vores ægteskab havde vi kun min lille datter boende (har en større datter der startede med at bo hos sin far) og min mands lidt større datter. Og fordi min datter kun var 1 år, da vi lærte hinanden at kende, har det ikke skabt de store problemer.. Og heller ikke med hans datter.
For ikke at gøre det hele for langtrukken, vælger jeg at springe frem til for 3 år siden.
Min store datter havde det ikke godt ved at bo ved sin far og hans nye kone, så i samråd med skolen, kommer hun over til mig og bo..
Det første år hun bor hos os går det godt, min mand tager sig godt af hende. Men det vender på et tidspunkt, og ja må desværre indrømme at jeg ikke kan huske alle episoder og helt 100% hvordan det går.. Men min mand begynder at være meget efter min store datter, og taler meget nedladende til hende indimellem. Hun er dengang teenager og det med at rydde op osv det skal siges en del gange.. Min mand kan ikke altid håndtere hans vrede over, hendes manglende oprydning osv osv.. Og råber og skælder en del ud, og drager tit mig ind i det, og siger “er det ikke rigtigt” Da jeg jo nok er lidt konfliktsky, vælger jeg bare at nikke eller prøve at “glatte” lidt ud og sige så slemt er det vel ikke.. Det går aldrig ud og den mindste af mine børn og heller ikke hans egen datter, men kun min den store.. Det virker lidt som om, at hun på en eller anden måde Tricker et eller andet i ham..
Da min datter bliver 17 år, begynder hun allerede der at snakke om hun vil flytte, fordi hun ikke kan holde ud, at blive behandlet sådan af min mand. Det er tit når jeg ikke er hjemme, at han råber af hende og skælder ud. Jeg får én historie fra min datter, og skal min mand fortælle om episoden, så lyder det som om at han da har været stille og rolig og talt pænt osv.. Så ender jo lidt som en lus mellem to negle hele tiden.. Prøver konstant at være den der “udglatter” og prøver at få det hele til at køre. Indenfor det sidste 1,5 år, har jeg så lidt fat i min mand og siger om han ikke kan prøve at slappe lidt af, da hun jo stadig er teenager, men han siger med det samme at sådan er det slet ikke det foregår og at det er mig der er ALT for blød.. Prøver endnu engang at få det hele til at kører, med børn og mand og det hele. Og i perioder når jeg har sagt noget til ham, bliver han også lidt venligere, for dog at vende tilbage til sit “gamle jeg”.. Indimellem virker det som om han prøver at spille mig op imod mine børn, og vil have at jeg konstant tilkendegiver at det han gør er rigtigt.. Han bliver jaloux hvis jeg taler “pigesnak” med min datter og vil hele tiden have en finger med i spillet..
For at springe videre frem i forløbet, så det ikke bliver for langt..
Så flytter min datter i en periode på 1,5 mdr ud til en ung pige i en lejlighed, dette går dog ikke som forventet, og min datter må tilbage til os og bo. Jeg informere min mand om at hun er smidt ud, og hun jo kommer hjem i en periode. Den efterfølgende dag da jeg kører ud for at hente min datter, kigger min mand overraskende på mig og siger nå jamen skal hun hjem og bo. Ja selvfølgelig hun kan jo ikke bo på gaden. Da kan jeg se hans indre vrede blusse helt vildt op, han skal virkelig beherske sig for ikke at eksplodere, og en nerve står op hopper i hans kæbe..
Dette satte virkelig nogen tanker igang ved mig. Skulle jeg nu igennem alt dette igen vi havde været igennem det sidste 1,5 år. NEJ, nu kunne jeg ikke mere, kunne han ikke acceptere min store datter hun kom tilbage at bo, så måtte han smutte..
Vi havde en del snakke frem og tilbage, hvor jeg forklarede ham, at der også skulle være plads til mine børn og de skal behandles ordentligt. I starten forstod han ikke helt hvad jeg mente, og fortalte ham hvordan jeg syntes det sidste lange stykke tid havde været, og hvordan jeg havde det med ham og hans måde at opfører sig på overfor mine børn og mig. Jeg slutter af med at sige, at kan han ikke ændre på det, må vi skilles. Han sætter sig med det samme på tværs og siger, at det kan da ikke være rigtigt jeg vil sætte alt over styr, hus, bil osv osv.. Og jo jeg er desværre nået dertil, hvor alt det materielle kan være ligegyldigt, for mig handler det om at være lykkelig.. Det kan han dog stadig ikke forstå og græder og beder om at jeg bliver og han nok skal ændre sig..
Jeg vælger så at give ham allersidste chance, og siger at det er slut hvis det ikke kan gå.
MEN jeg tænker jo stadig meget på fremtiden og tvivler på, at han kan ændre sig.. For når jeg ser tilbage, så har han altid været dominerende og kontrollerende. Jeg valgte så at gå ind og læse en masse om at være gift med én “psykopat”.
Og puha det løb mig koldt ned af ryggen, da jeg læste hvordan sådan en mand er.. Mange af de ting der står mindre utroligt meget om min mand. Så nu går jeg konstant og tænker på om det er nu jeg skal smutte fra ham.. Og alligevel får jeg med det samme dårlig samvittighed, da han med det han sige, giver mig så dårlig samvittighed og skyldfølelse. Han siger han elsker mig overalt på jorden. Og vil ALDRIG miste mig og vil gøre alt for mig. Og alligevel mærker jeg i dagligdagen, han indimellem har svært ved at skulle styre ikke at blive sur på min store datter, men han holder meget igen..
Puha.. Det blev meget langt, håber I nåede igennem.. Men er sådan i vildrede hvad jeg skal.. Føler ikke jeg ved hvem jeg selv er. Jeg har tilsidesat alle mine behov det sidste lange stykke tid, for at få det hele til at fungere derhjemme, men nu kan jeg ikke mere.. Jeg er fuldkommen brugt op…
Hilsen en meget frusteret Q.. :(
SV: Er jeg offer for en psykopat?
28/03/2014  af lotte
Jeg kan virkelig godt forstå den frustration der må fylde så enormt indeni dig…jeg synes det er rigtig flot at du trods alt det alligevel viser styrke til at sige som du gjorde til sidst..men det føles som en tikkende bombe kender den følelse selv..man venter bare på at man gør noget som han ikke synes om og så bryder det løs igen…søgen efter hvad man skal gøre eller ikke gøre føles uoverskuelig…man mister fodfæste.. mister sig selv…pludselig mærkede jeg kroppen fysisk sagde fra udviklede angst i en sådan grad at arbejdet ikke kunne passes..først der forstod jeg alvoren i det hele..man prøver at holde fast i sig selv i alt det kaos…føles som at famle i mørket efter den håndsrækning fra en selv…pas rigtig godt på dig selv …
SV: Er jeg offer for en psykopat?
31/03/2014  af Pia
Hej Lotte.
Puha, jeg blev meget ked af det, da jeg læste dit indlæg. fik vildt ondt i maven og kvalme.. Det er lige netop sådan jeg har det.. Venter bare på det hele bryder løs igen, det føles som en bombe indeni mig.. Går hele tiden og skal fornemme stemningen når jeg er hjemme. Er han i godt humør, eller er han irretabel og kommer med spydige bemærkninger. Det ene øjeblik er han kærlig og siger han elsker mig meget højt, og hvor meget jeg elsker ham, og jeg kan ikke få mig til andet end at sige jeg elsker ham. Men føler hele tiden jeg skal lyve, når jeg siger jeg elsker ham.Men ved ikke hvad jeg ellers skal sige. Jeg kan mærke at jeg ikke er glad overhovedet, og mine børn fornemmer jo også at jeg ikke er lykkelig, så derfor er de sure og kede af det og kræver min opmærksomhed hele tiden. Og det gør min mand også hele tiden. Så kan slet ikke finde ud af hvilket ben jeg skal stå på når jeg er hjemme. Prøver hele tiden at virke glad, selvom jeg ikke er det..
Det ene øjeblik hader jeg mig selv for jeg ikke bare kan sige stop overfor min mand, det fortjener mine børn jo, at de kan komme til at se deres mor lykkelig, og det andet øjeblik har jeg den største medlidenhed overfor min mand. Er det MIG der er noget galt med, og er det bare mig der er nærtagende og han har ret..
Tænker konstant på, hvad han vil sige hvis jeg vil gøre det forbi.. Han vil græde og tigge og bede mig om den chance som jeg har lovet at give ham. Sige at det jo bare er bageteller, jeg vil skilles over.. At sådan er det hele jo slet ikke. Han fornemmer slet ikke hvor skidt jeg har det. Og siger at hans forældre vil blive meget kede af det hvis vi bliver skilt osv osv..
Jeg føler jeg svigter mine børn, semtidig med den dårlig samvitighed der hænger over hovedet på mig, ved at skulle forlade ham. Min store datter på 18 har sagt, jamen så gør det dog forbi mor, du er ikke lykkelig.. Og hele tiden kommer jeg med en undskyldning..
Og oveni det hele er jeg så bange for, at kroppen til sidst siger fra.. Og har jeg så styrken til at sig stop overfor ham, at nu vil jeg skilles..
Det hele er så svært lige nu..
SV: Er jeg offer for en psykopat?
31/03/2014  af lotte
Hej PiaDer er ingen tvivl om at du føler dig fanget, det er tydeligt at mærke igennem dine ord og det fangeskab genkender jeg desværre alt for godt..løsrivelsen som man ser foran sig byder på lyse billeder såvel som mørke…så mange tanker man gør sig..vil det gå ? vil han blive dybt ulykkelig ? hvad vil hans forældre sige ? hvordan vil børnene påvirkes ? alt sammen egentlig kun et fokus på andre omkring en..men hvor er vi selv midt i alt det kaos?
Vi går rundt på liste fødder som en tikkende bombe, der blot venter på at eksplodere. Føler ikke selv det er fair mod mig at jeg tilsidesætter det menneske jeg er og det jeg ønsker at være i livet nemlig glad…
Det virker som om du gør dig rigtig mange overvejelser…gør jeg også selv men tænker nogengange om alle de tanker der køre er med til at fastholde mig i min situation om de simpelthen holder mig væk fra at træffe en beslutning…for resultatet af overvejelserne kan jo ikke opleves før et valg er truffet…
Forsøger at finde det der er rigtigt for mig, for er det rigtigt for mig vil det være rigtigt for mine børn ligeså da de vil få en glad mor der tager ansvar og passer på sig selv…der er jo ikke andre end mig der kan vælge hvad der er rigtigt for mig for det er jo mig der mærker alle følelserne indeni..og som du mærker den enorme udmattelse og tristhed indeni fortæller du jo egentlig dig selv nogen ting så tror at der inde i os alle findes et svar og hvis vi ikke tænkte tankerne hvad, hvis og hvordan altså stillede spørgsmål til alt ville svaret nok ligge lige foran os…
Jeg kæmper selv med tanken om det er mig der er galt på den og kunne jeg have undgået alle de ting..eller om det er ham osv men jeg er nok ved at nå dertil hvor jeg må indse at jeg kæmper mod nogen spørgsmål jeg aldrig får det helt sande svar på så ingen grund til at pege mod mig selv eller ham og bruge den smule energi jeg har på spørgsmål jeg aldrig får svar på..men istedet lytte til mit allerinderste og finde svaret der for det er derinde hos os alle og er man helt stille med sig selv og mærker efter ved vi det inderst inde godt…det er bare så overvældende og hårdt at se virkeligheden i øjnene….
At føle man svigter nogen man holder af er ubeskrivelig smertefuldt men at svigte det mennesker der altid er der og altid vil være der og det menneske man altid skal leve sammen med nemlig en selv føler jeg er meget mere smertefuldt for det er så svært at være i sin egen krop når den rummer al den tristhed og udmattelse…og det er umuligt at skifte sig selv ud så derfor må det være ens egen glæde man skal finde så oplevelsen af glæde og overskud fylder kroppen istedet…
  SV: Er jeg offer for en psykopat?
12/04/2014  af Lise Seidelin
Kære Pia og Lotte!TAK for jeres fine indlæg og svar til hinanden. Hvor er det fine beskrivelser af, hvordan I har det. Godt skrevet.

Det er helt forståeligt, at man ikke føler, hvem man er, når man er udsat for hele tiden at få at vide, at det er ens skyld, man er den forkerte, den umulige, den uduelige, den der gør alt forkert, osv. Man begynder efterhånden at tro på det.
Men selv om det bliver gentaget, så er det jo ikke rigtigt alligevel.
Så hvis man fjerne alt det andre siger om en, men i stedet finder vej til sig selv, så kan man se, hvor dejligt og vidunderligt et menneske man er, elsket bare fordi man er til – født. Intet andet.

Så lige meget om man skal være sammen med sin kæreste / ægtefælle eller ikke eller andre, så skal man lære at takle deres måde at være på, så man ikke bliver påvirket. Det er lettere sagt end gjort, men det kan lade sig gøre. Øvelse gør mester.

De kærligste hilsner
fra Lise

SV: Er jeg offer for en psykopat?
14/08/2014  af
Kære Pia, hold da op hvor din historie rør mig og hvor jeg kan genkende mange følelser!!! Jeg har bare først den viden, som du har nu, halvandet år efter jeg flyttede fra min mand og blev separeret. Men længe længe havde jeg det ikke godt og jeg kunne ikke forstå ham og de ting der skete hjemme hos os.
Der skulle en meget dyr ombygning med bl.a. installering af nyt køkken til 180.000 kr og en operation i min storetå hvor min eksmand ikke var der for mig på nogen måde – min tante måtte komme og hjælpe mig med børnene mens han tog til træning og i sit musikstudie – før jeg tænkte at det slet ikke var det liv jeg havde fortjent og at det aldrig ville blive bedre. Jeg kunne ikke acceptere de ting der var sket og sagt – jeg måtte væk. Men da vi har to børn kommer jeg jo ikke væk så jeg er så glad for jeg endelig har set hvad der skal til og hvad der har været årsagen til at alt gik skævt. Men jeg er stolt over for selv og glad for jeg ikke skal leve i det mere.
Hvad er der sket siden, Pia? Hvordan har du det nu?
Mange tanker Dorthe

Lisegården