Er det mig eller ham der er syg…

Oprettet af Lise Seidelin i
Kender du en psykopat?

Er det mig eller ham der er syg…

Tilbage til kategorien: Kender du en psykopat?

Er det mig eller ham der er syg…
13/05/2014  af Hanne
Er det mig eller ham der er syg…
13/05/2014 af Hanne
Min historie starte for ca 8 år siden.
Dengang leved jeg i et harmonisk ægteskab med en sød, men også meget lidt selvsikker mand. Jeg havde nærmest pr automatik, tillagt mig en vane med at det var mig der styrede alt i og udenfor hjemmet. Kontakt til alt, som tandlæge,tidsbestilling hos div, kontakt til bank,alt omkring ønkonomi, børnenes sport, håndværkere der fra tid til anden blev brug for… kort sagt ALT, havde jeg påtaget mig, fordi min daværende mand ikke viste en lyst og vilje til disse ting.
Mit forhold til ham ændrede sig da også ubevidst, fra et ligeværdigt til et “mor/barn” forhold. Jeg mistede lysten til ham som mand og efterhånden ku jeg, men skam, mærke at jeg blev flov over at følges med ham.
Til en firmafest støder jeg tilfældigt ind i en mand, som min kollega kender. Han går meget tæt på og på ganske få minutter, bekræfter han mig som kvinde… Han gav det jeg savnede…
Vi udvekslede tlf nr og jeg begyndte at se ham, så ofte jeg kunne. Jeg skammede mig ikke..??
Jeg undskyldte overfor mig selv og gav i mit stille sind min mand skyld for ikke at være mand nok….
Et halvt år efter var jeg skilt, huset solgt, børnene boede en uge hos os hver… Familien var smadret, fordi jeg havde et behov….
Den nye mand (D)var spændende, han viste mig en helt anden verden end den jeg kendte så godt.
Han udforderede mig, begærede mig, bekræftede mig og gav mig de mest fantastiske oplevelser, både kulturelt og sexuelt.
Han ville ikke være kærester, det duede ikke for ham, sagde han. Jeg overhørte fuldkommen den alarm der ringede så højt at alle andre ku høre den..!
Han havde flere kvinder i sit net og han tog hvad han ku få. Sagde ikke nej til nogen eller noget og ind imellem gik det også galt for ham, hvor han fik lavet aftale med flere og uden skrubler, brændte han den af som han ikke fandt spændende nok. Jeg begynte at mærke jalousien snige sig ind på mig. En følelse jeg aldrig før havde kendt til.
Et lille år efter vi havde mødt hinanden, bad han mig om et lån på ret mange penge. Jeg var ikke i tvivl om at han ville betale tilbage og var positivt indstillet. Jeg satte dog som betingelse, at han droppede sine kontakter til de kvinder som han var mig utro med. Det lovede han og ville gerne vise mig at han klippede det simkort over, som han havde til sin “sexdate tlf”.
Nu blev alt godt..!! Jeg var lykkelig, nu havde jeg ham for mig selv, nu skulle jeg ikke “dele” ham med andre…
Men ak…. Han løj, kom med dårlige undskyldninger når han brændte mig af. Han fortsatte sit sex eventyr med så mange han ku overkomme.
Stlle og roligt brød jeg mere og mere sammen, jeg stoppede min uddannelse som zoneterapeut få mdr før jeg ku ha afsluttet den, jeg mistede mit job pga sygemeldinger, jeg søgte hjælp hos min læge og fik beroligende medicin.
Han lovede at ændre sig og lovede at hjælpe mig op igen.
Min mor fik pludselig konstateret så fremskreden kræft, at al behandling var uden nytte. Hun blev indlagt på hospies og blev hurtigt meget dårlig. Han støttede mig, trøstede mig og sørgede for at jeg også kom lidt på afstand af sorgen ind imellem. Jeg følte han virkelig var der for mig i den svære tid..
Efter kun fire uger, sov min mor stille ind. Jeg var selvsagt knust. Jeg havde mistet min støtte, min kærlige trøstende mor. Jeg havde mistet det eneste menneske der aldrig bebrejde mig for mine fejl.
Mit liv med D fortsatte. Hans liv med mange damer fortsatte. Han havde ingen skrubler overhovdet!! Han nægtede at tale om det og gav mig skyld for at det hele var spind i mit hovde.
Jeg begyndte at kontrollere ham, undersøgte alt, kiggede i hans tlf og på hans computer.
Jeg ringede til numre jeg fandt og blev bekræftet i mine fornemmelser. Flere af de kvinder jeg talte med, råede mig til at komme så langt væk fra ham som muligt. Men jeg blev, jeg kæmpede og jeg ville vinde.
En dag fik jeg en opringning fra en veninde, som jeg kun havde lidt kontakt med. Hun fortalte mig at han havde skrevet til hende og hans tilbud var ikke til at ta fejl af. Hun havde afvist ham og hun vidersendte alle sms til mig. Han havde taget hendes nummer fra min tlf og han ønskede at have sex med hende, men hun skulle selvfølgelig holde det hemmeligt for mig.
DER STOPPEDE jeg alt. Lukkede hans tlf abonnement, som han havde i mit navn. Jeg skiftede selv nr, blorkerede ham fra facebook og lovede mig selv at han aldrig mere måtte komme i nærheden af mig.
1,5 mdr efter mødte jeg en anden mand, jeg var glad, men slet ikke hel indei.
D skrev mail til mig som jeg ikke svarede på, han opsøgte mig på mit job i en butik, jeg nægtede at tale med ham.
I et svagt øjeblik overgav jeg mig og svarede på en mail fra ham, han fik mit nye nummer og han begyndte at sende sms, som jeg ikke svarede på.
En dag kom der en sms hvor han bad om hjælp, der var sket noget i hans liv som han ikke ku tackle og han havde ikke andre at tale med end mig.Hans søn (på 10 år) havde fået bank af sin farfar med en stok og havde fortalt det i skolen.
Jeg ringede og talte med ham og forsøgte at hjælpe så godt jeg kunne. Et godt stykke hen i samtalen, spørger han om jeg har det godt. Jeg fortæller ham at jeg har det fint og er sammen med en anden mand nu.
Så startede en jagt, han opsøgte mig både på job og hjemme. Ringede på min dør midt om natten.
En dag kom han gående lige så stille i min pause på job, jeg sad ude og røg en smøg. Tårene trillede ned ad hans kinder og han bad mig ta imod et brev.
Jeg tog det og læste det da jeg kom hjem.
Han angrede, han sørgede, han savnede, han ville bare at vi blev venner.
Min nye kæreste havde lugtet lunten og blev vred, aggresiv og truende.
D og jeg mødtes og vi græd sammen, vi savnede hinanden, men jeg gjorde det klart at jeg ikke ku noget med ham, hvis jeg skulle dele ham med andre. Jeg stillede krav til ham og han forsigrede at han var færdig med andre. Han havde prøvet at miste mig en gang og han vidste nu at han ville et liv med mig. Han ville blive lykkelig og gammel med mig.
Jeg “hoppede på den”…
Siden da er tingene gået op og ned. Han lyver stadig, han nægter at tale, han nægter at ta ansvar, han vil at han sætter dagsorden og mine ønsker kan aldrig imødekommes. Han har det ikke godt, men nægter at indse det eller modtage hjælp.
Jeg ved nu at jeg ikke kan ændre på ham. Jeg ved jeg kan ændre mit mønstre og ved det blir en lang sej kamp med mig selv…
Hvorfor elsker jeg stadig denne psykopat? Hvorfor vil jeg ikke miste ham?
Er det mig der i bund og grund er syg…?Det blev et langt indlæg her, men min historie er også lang.
Det var helt rart at fortælle den…
Tak til dig der læste den..
De bedste hilsner Hanne

1

SV: Er det mig eller ham der er syg…
19/05/2014  af marianne
Kære Hanne
Jeg har en historie, der ligner din til forveksling. Jeg kom faktisk til at smile ad al elendigheden, fordi mønsteret er helt parallelt til det jeg har oplevet. “Vejen er målet”, sagde han. Og alt hvad der giver tryghed og tillid er helt uopnåeligt i et sådan forhold. Jeg fik også at vide, at det var min manglende tillid, der tvang ham til st være utro. Det var ikke hans utroskab, der vakte min mistillid!
Jeg har også tænkt over, om det er mig, der er syg, siden jeg ikke kan komme over ham. Han har gjort mig så ondt og alligevel venter jeg bare på, at han rækker hånden ud efter ham.
Jeg er højtuddannet med godt job og orden i mit liv, men alligevel har jeg levet med hans uhyrligheder. Det er da sygt. Og jeg tænker om ikke sitet her kan svare på vores spørgsmål? Jeg skammer mig over alt det jeg har fundet mig i, men allermest over, at jeg ville ønske at han blev “rask”, så vi kunne fortsætte vores liv sammen.
Hilsen Marianne
SV: Er det mig eller ham der er syg…
20/05/2014  af
Kære jer, der læser:
Efter min opfattelse, der der ingen der er syge, men vi gør, hvad vi gør(også den udøvende) fordi det er det vi har lært engang. Min oplevelse er at da jeg indså at jeg skulle “se på min skyggeside”, acceptere den, give den “lys” og anerkendelse, så blev min energi så at sige “omformet”. Det er blevet mere positivt og glædesfyldt at være mig, også med mine “skyggesider”, som jeg mener vi alle har og bare skal lære at tackle og lære at kende.
Hjælpen til at genopdage disse sunde og kærlige redskaber har Lise givet mig i en konsultation.
Jeg kendte til det i forvejen, men var låst fast i en form for uheldig “selvoptagethed”.
Lise fik mig også til at “lade være med at tage tlf. når han ringede”. Jeg indså pludselig at jeg jo har ret til at bestemme, hvem og hvornår jeg vil tale med nogen. Denne lille handling var en slags øjenåbner for mig , blandt flere andre.
Jeg er dybt taknemmelig for den hjælp og støtte det er, både at kunne skrive her, men også at Lise findes med al hendes godhed og kærlighed.
Varme hilsener fra
SV: Er det mig eller ham der er syg…
26/05/2014  af Pia Tegner
Jeg synes at det er tankevækkende, at 70% af familierne i Danmark er dysfunktionelle, dvs. dårligt fungerende med uhensigtsmæssige tanke, føle, reaktionsmønstre og handlemønstre.
Så ikke så sært at mange mistrives i deres relationer.Mange der elsker for meget udvikler følelsesmæssig medafhængihed. Dvs. Ofre alt i kærlighedens navn og mister kontakten til sig selv.

Fordi en mand er utro behøver han ikke være psykopat, men kan bare have nogle uhensigtsmæssige adfærdsmønstre.

Mange kvinder begår den fejl at tro at de har mødt deres drømmeland når de er forelskede, uden egentlig at tage sig tid til at lære ham ordentlig at kende.
Pas godt på jer selv derude!

SV: Er det mig eller ham der er syg…
30/05/2014  af Susanne
hej alle,jeg har også boet sammen med en, først da jeg var flyttet og kommet på afstand af ham, kunne jeg se de psykopatiske træk.
Hårdt arbejde at komme tilbage til virkeligheden.
Knus fra Susanne
SV: Er det mig eller ham der er syg…
30/08/2014  af
Jeg står i det lige nu.
Jeg har været forelsket i 2 år, gift med ham i 1 år. Han har lige været mig utro for 2. gang, og lover nu at gå i terapi, og at han har indset at det er mig han vil have.
ALLE mine venner siger at de ville ønske at jeg var stærk nok til at gå…
Men jeg har håbet om at han er villig til at gøre det kæmpe arbejde at arbejde med sig selv, så vi kunne få et velfungerende forhold.
Han har ADHD, og de psykopatiske træk såsom manglende respekt, empati, realitetssans, social intelligens etc. udspringer deraf.
Jeg bliver ved med at holde fast i de 3 mdr hvor alt var godt, (bortset fra at han brændte mig af og var utro i den periode… og friede en måned efter)
Det er skræmmende at læse mine egne ord…
Men jeg kan ikke gå, jeg har været her før… i 8 år med mine børns far, tænker at jeg bliver stærkere af at blive, og lære at takle det, end at gå, og rende ind i en ny…
Jeg havde et godt selvværd da jeg mødte ham, er en køn kvinde, der får masser af komplimenter for udseende og personlighed, alligevel, er jeg efter et års ægteskab fuldstændig nedbrudt. Jeg ligner lort, hærget og slidt, det sidste år har lagt ti år til mit udseende, jeg har taget 10 kilo på, og har ikke overskud til noget.
Hver gang mine venner fortæller mig hvor dejlig jeg er, tænker jeg (Ja det VAR jeg, men nu er jeg blot en skygge af mig selv…)Og så kan jeg så skrive ligesom alle andre, at han jo er sød og dejlig, og utroskaben var så vidt jeg ved, kun et lille kys første gang, og denne gang kun et café besøg med en gammel flamme (Han aflyste så vores bryllupsdagsfejring for at besøge hende, med undskyldningen at han skulle på arbejde…)

Som sagt, det er voldsomt at læse sort på hvidt…

Og alligevel har jeg et håb om at vi finder en vej sammen…

  SV: Er det mig eller ham der er syg…
18/09/2014  af Lise Seidelin
Kære Hanne!TAK for din fint beskrevne historie. Du kan bare det der med at skrive. Flot gjort.

Jeg kan se, at du er kommet langt i din egen indre proces i, hvordan du skal takle dine problemer. Flot klaret.
Du ved :-), det første skridt er det sværeste, allerede det næste er lettere, og du er godt på vej, så det bliver lettere og lettere, jo længere du kommer. Jeg er ikke i tvivl om, at du skal nok finde din egen vej frem med eller uden en mand. Men det bliver din egen vej for dig i respekt for manden.

Husk nu, at lige meget hvordan andre er, og hvad de gør, så er du et dejligt og vidunderligt menneske, elsket bare fordi du er til – er født. Intet andet.

De kærligste hilsner
fra Lise

  SV: Er det mig eller ham der er syg…
18/09/2014  af Lise Seidelin
Kære Marianne, Esther, Pia, Susanne og Heidi!TAK for alle jeres meget fine indlæg. Hvor er det dejligt, at I vil skrive svar på indlæg, når jeg ikke selv har kunnet nå det. TAK for det.

Marianne! Der er procentvis mere partnervold i de højere sociale lag end i de lavere, så det er helt normalt. Desværre.

Esther! Hvor flot at du har kunnet omforme (et godt udtryk) din energi. Og ja! Vi har alle skyggesider, og vi har alle gode sider. Og ja! Vi har lært det, der er vores handlinger ud fra det, vi har oplevet i vores liv.
Ja! Du har ret til at bestemme selv. Godt du lærte det.
TAK fordi du siger, jeg har lært dig det. Det glæder mig, at du har haft glæde af mig og min viden. Og tak for roserne, det luner. TAK. :-)

Pia! TAK for dine fine ord.

Susanne! Ja! Der er mange, der har det ligesom dig og Hanne. Mange – alt for mange.
Og ja! Det er hårdt arbejde, at komme ud af det og finde sin egen indre vej frem i livet. Men det er dejligt, når det lykkes.

Heidi! Du gør det godt, jeg er sikker på, at du finder din vej frem i livet. Det er øvelse og atter øvelse, så kommer det.
Du gør det bedre, end du tror.

Husk nu, at lige meget hvad andre siger og gør, og lige meget hvordan de er, hvad de siger om jer og gør mod jer, så er I alle dejlige og vidunderlige mennesker, elskede bare fordi I er til – er født. Intet andet.

Kan I alle have en god arbejdslyst inden i hver af jer. :-)

De kærligste hilsner
fra Lise

  1

Lisegården