Voldsramt uddybet

Oversigt

Voldsramt uddybet
Vold i hjemmet - partnervold

Herunder har jeg skrevet noget om hustruvold og vold mod manden - husbondvold i parforhold, som samlet er defineret som partnervold. Idet det jo ikke kun er kvinder, der er udsat for vold i parforhold men også mænd.

Partnervold.

Begrebet partnervold omfatter fysiske eller psykisk overgreb, hvor offer og gerningsperson er nuværende eller tidligere kærester, samlevere eller ægtefæller.
Der er årligt ca. 4.400 ofre for denne form for vold. Heraf er ca. 4.250 kvinder og ca. 150 mænd, men der er en underrapportering, således at det er absolutte minimumstal. (Nyere tal siger 65.000.)
Det er specielt minimumstal for mænd, idet mænds tilkendegivne vold er vold, hvor der er sket skade. Det er usandsynligt, at der ikke skulle forekomme mere milde former for vold mod mænd.
Ofrene for hustruvold har været udsat for i gennemsnit 2,4 voldshandlinger, og 80% af alle disse er begået af tidligere ægtefæller/samlevere. Hustruvold er således en voldsform, hvor risikoen er særlig stor for gentagelsestilfælde. Når hustruvold synes så vanskelig at modvirke, skyldes det ikke mindst, at selve voldsstedet ofte er identisk med offerets private bolig.
Især er det enlige mødre, der løber en risiko for at blive udsat for partnervold; de udgør op mod halvdelen, 44%, af alle de kvinder, der overhovedet udsættes for hustruvold. Det betyder, at 1 ud af hver 51 enlige mødre - 1,9% - udsættes for partnervold. Samtidig er de enlige mødre ofte offerrecidivister.
Kunne man forebygge, at enlige mødre mellem 20 og 49 år blev udsat for vold fra deres forhenværende ægtefælle/samlever, ville den samlede mængde hustruvold i det danske samfund falde drastisk.

Oplysningerne er hentet fra "Vold på gaden, i hjemmet og på arbejdet".
Oversigt over resultater fra voldsofferundersøgelsen 1995/96.
Information fra rigspolitichefen.

Børnene.

Partnervolden har imidlertid endnu et - meget alvorligt - aspekt, nemlig børnene. De lider utroligt. De står jo splittede i deres kærlighed til begge forældre og kan ikke finde ud af, hvad de skal gøre, for de vil jo så gerne hjælpe dem begge. Og desværre ændrer forholdene sig sjældent ved en skilsmisse. Så længe samkvemmet om et fælles barn skal foregå, er der meget stor sandsynlighed for, at volden fortsætter. Den voldelige part bliver ikke anderledes, fordi de bliver skilt, tværtimod, nu føler han/hun sig tilsidesat og mener, at have endnu mere ret til at være voldelig.
Disse børn har meget brug for hjælp, en hjælp, den voldsramte far/mor oftest ikke har overskud til at yde, fordi den fortsatte vold tager alle kræfter. Hvordan skulle der kunne være kærlighed til barnet i denne situation af forfølgelse fra en voldelig partner i ens eget hjem?
Problemet bliver ikke mindre af, at partnervold er tabu, som man ikke taler om og derfor ikke søger hjælp for. Tabuet er det, der ødelægger børnene mest.

Egne erfaringer.

Personligt har jeg selv været ude for vold i mit tidligere ægteskab og vold efter ægteskabets afslutning, og jeg ønsker, at ingen andre skal have det, som mit barn havde det. Heldigvis fik jeg kun et, men han overværede alle de tæv, jeg fik af hans far, både før og efter skilsmissen, da jeg var enlig mor.
Selv oplevede jeg også at blive udstødt af familie og samfund som følge af volden. Men jeg fik arbejdet mig ud af den og har det i dag så godt, at jeg kan nyde livet og føle at lykken er med mig.

Voldsofrene skal hjælpes.

I dag gør jeg, hvad der står i min magt for at hjælpe ofre for partnervold, trusler om vold eller anden form for mishandling i ægteskabet/parforholdet - og efter dets opløsning. Derfor har jeg et tilbud om at tage disse mennesker i behandling, både kvinder og mænd. Samtidig gør jeg en indsats for at forebygge, at den enkelte kommer ud i en menneskelig og arbejdsmæssig negativ udvikling, som skaber sociale tabere og udstødelse af det enkelte menneske.
Jeg fortæller desuden åbent om mine oplevelser der, hvor jeg kan komme til det, bl.a. ved at udgive bøger, udstille mine billeder, være i tv, aviser og ugeblade osv. Flere bøger er allerede udgivet: "Voldsramt kvinde, det er man da ikke i de højere sociale lag", og "Voldens afslutning - afslutningen på volden fra min tidligere mand", se flere under bøger. I forbindelse med udstillinger - jeg har tidligere udstillet en del forskellige steder, bl.a. i Vejle, Otterup, Augustenborg - plejer jeg at holde et mindre foredrag ved ferniseringen.
På den måde søger jeg at ændre holdningen i den danske befolkning. Det skal ikke længere være i orden at være voldelig inden for husets fire vægge. Det er det desværre stadig, der hedder det bare husspektakler. På åben gade derimod er det ikke velset at være voldelig, og der griber politiet ind. Det skal heller ikke fortsat være tabu at være voldsramt, og vi må væk fra at anse den voldsramte for at være den skyldige, i stedet for den voldelige part. Det er immervæk den voldelige, der fører sine destruktive tendenser ud i livet, i stedet for at finde en anden måde at tackle en problematisk situation på, f.eks. kommunikation med ord. Det kan være en svær kunst at lære for den voldelige part, men det kan lade sig gøre.
Egentlig behandling yder jeg på min klinik, hvor jeg bruger mine erfaring som læge og voldsoffer i at hjælpe andre til at styrke sig selv.
Men allerbedst ville jeg kunne hjælpe ved at opbygge Åbne steder at bo i fred og ro. Steder, hvor voldsramte kvinder og mænd kan komme og bo til leje i en kortere eller længere periode, evt. mange år, hvis de ønsker det.
Det skal være et tilbud til dem, der endnu ikke er blevet sociale tabere, altså forebyggende. Og det skal være parat, når de voldsramte ønsker at komme ud af parforholdet - ud af volden. På det tidspunkt var jeg selv nødsaget til at gå under jorden p.gr.a. den fortsatte vold, selv om jeg havde fået egen lejlighed og var blevet skilt.
Da det ofte er i hjemmet partnervolden foregår - selv efter skilsmisse/samlivsophør - er det vigtigt at kunne tilbyde en boform, hvor de voldsramte kan føle sig sikre. Har de ro dér, er der også mulighed for, at de får kræfter og lyst til at komme ud på arbejdsmarkedet.

Systemets tilbud.

Der er ikke i det eksisterende system et tilsvarende tilbud.
I en artikel om tvangsfjernelse af børn i Fyens Stiftstidende 19-4-98 hedder det: "Et ophold i familiecenteret varer typisk 1-2 år med en udslusningsfase på 3-6 måneder". Det er således en længerevarende personlig udvikling, der skal til for at oprette - genoprette - et menneskes selvtillid og selvværd. En anbringelse på f.eks. 3 måneder på et krisecenter eller 6 behandlinger hos psykolog er ikke nok. Som én sagde til mig, det var bare opbevaring på krisecentret, og det kunne hun ikke få ændret sin situation af, manden var fortsat voldelig mod hende, da hun vendte tilbage til sit eget hjem, hvor han ikke boede. Hun havde ikke lært at tackle volden, kun været opbevaret i 3 måneder. Over for partnervold siger systemet fra for tidligt.
Den voldsramte skal desuden oven i købet ofte kæmpe mod en mur af autoriteter. Systemet mener desværre i alt for mange tilfælde, at det ikke er rigtigt, hvad den voldsramte fortæller. Det skyldes, at volden kun er rettet mod partneren og ikke mod andre, og når andre kommer tilstede, ophører volden øjeblikkeligt. Den pæne facade skal holdes. Sådan er det generelt. Derfor bliver den voldsramte ikke troet, men bliver anset for at være gal, medens den voldelige går fri.
Eller autoriteterne betragter det, som den voldsramtes egen fejl, at han/hun bliver slået. Og det på trods af, at det rent faktisk ikke er lovligt at slå, heller ikke inden for hjemmets fire vægge, men her negligeres problemerne både af politi, læger og social- og sundhedsforvaltningerne. Heldigvis dog ikke alle steder, men alt for mange steder.

"Et sted at bo i fred og ro".

På den baggrund forstår jeg godt, at de voldsramte bliver i forholdene, deres selvtillid er lig nul, og der er ingen, der giver dem bare en minimal chance for at få den tilbage. Det at være enlig og måske endda enlig mor er stadig så ugleset, at man foretrækker at være to, så er man da "normal" i forhold til normalitets-begrebet kernefamilie, og så pudser man facaden og giver det udseende af, at "vi har det godt".
Disse mennesker kan bedst hjælpes af tidligere voldsramte. Ligesom tidligere alkoholikere/narkomaner er bedst til at hjælpe andre i samme situation ud af deres misbrug, således er tidligere voldsramte også de, der forstår de voldsramte bedst.
Et sted at bo i fred og ro vil være det ideelle for ofre for vold fra ægtefælle/samlever, især efter samlivets ophør. En "miniby" på landet med en struktur, der hæmmer såvel fysisk som psykisk vold, hvor en værdig tilværelse er mulig, og hvor der ikke skal være tabu omkring volden, men man skal åbent kunne snakke om sine oplevelser, for alle er i samme båd. Det vil give de voldsramte mulighed for at opbygge selvtillid og selvværdsfølelse til at klare dagligdagen og blive i stand til selv at tackle den voldsperson, de er underlagt, så de kan rejse sig af den vold og undertrykkelse, de har været/er udsat for, og i stedet leve livet i lykke. Det kan lade sig gøre, jeg har selv gjort det.
Planen er, at beboerne skal fortsætte deres arbejde i videst mulige omfang eller hurtigst muligt hjælpes tilbage på arbejdsmarkedet. Men for dem, hvor dette ikke er muligt, er det et mål at skabe så mange arbejdspladser i det enkelte bofællesskab, at de kan få et arbejde på stedet f.eks. som landbrugsmedhjælper, vicevært, sekretær, som dagplejemoder eller på værkstederne, turistrundvisning, o.a..
Desuden er der mulighed for at lære selvforsvar. I sig selv vil det virke præventivt, at vi bor samlet, så alle kan møde op, hvis én af beboerne udsættes for vold. Herved vil volden ofte kunne standses i selve situationen. I de resterende tilfælde må politiet tilkaldes.
Men den dag vil komme, hvor det enkelte voldsoffer selv magter at afbryde volden. Det er både min personlige og lægelige erfaring.
Stedet kan evt. etableres med sigte på at "kunne medvirke til tryghed og bedre trivsel for den enkelte" i overensstemmelse med boligministeriets informationshæfte : "Bofællesskaber i det støttede byggeri for særligt udsatte grupper".
En betingelse for optagelse er, at volden - truslerne - misbruget politianmeldes.

Fordele for samfundet.

For samfundet vil fordelen ved sådanne bofællesskaber være, at der ikke skabes så mange tabere, - at de store menneskelige og økonomiske omkostninger mindskes.
Som jeg ser det, vil Et sted at bo i fred og ro ikke påvirke kommunernes økonomi negativt. Er de voldsramte på f.eks. sygedagpenge eller bistandshjælp, vil det jo ikke blive anderledes af, at de bor i fællesskabet, og de voldsramte skal leje sig ind i bostedets lejligheder og betale normal husleje. Yderligere skal der gøres, hvad der kan for, at disse mennesker kommer så hurtigt i arbejde som muligt, på stedet eller udenfor, og dermed bliver belastningen mindre for samfundsøkonomien. Samtidig vil der blive færre tvangsfjernelser til familiepleje, førtidspensionister osv. Det er spild af gode menneskelige kræfter.
Mange tak fordi I ville læse, hvad jeg har skrevet.
Lise Seidelin
Læge.

Du er god nok.

Har du en kæreste/ægtefælle M/K, der vil bestemme over dig, eller som siger, du er forkert, syg eller lignende?
Ønsker du fred og ro med din mobbende/psykisk/fysisk voldelige kæreste/ægtefælde M/K!!!?
Her tilbydes behandling, med samtaleterpi og visualisering gennem acceptprocessen, samt
 øvelserog gratis Pusterum.

Du kan se mere om voldsramte under
Voldsramte nogle oplysninger
Husbondvold - vold mod manden
Hustruvold - vold mod kvinden

Vi kan alle heles!

Lisegården