At komme videre

Oprettet af Lise Seidelin i
Kender du en psykopat?

At komme videre

Tilbage til kategorien: Kender du en psykopat?

At komme videre
02/06/2012  af Knud Larsen
Hej
Jeg har levet med en psykopat i ca. 30 år. Det var min ekskone. Det startede med en kraftig jalousi, som senere blev sygelig og endte med forfærdelige tanker om hvad jeg foretog mig. Jeg har tit undret mig over om psykopati er en sygdom som bliver værre og værre med alderen? Jeg blev beskyldt for at besøge ludere, bruge alle vores penge, tale grimt om min eks til venner, lyve osv. Intet af det er korrekt. Jeg levede tilsidst eksens liv. Historien er, som mange andres meget lang, det kan være at jeg skriver mere senere. Men for at vende tilbage til overskriften, så gik alt galt for mig og jeg ville væk herfra, det lykkedes heldigvis ikke. Jeg blev indlagt og var der ca. 1 måned, fik derefter psykolog behandlig i en rummelig tid. Jeg var kommet til skade med begge mine skuldre, fik revalidering, da jeg ikke kunne passe mit job. Efter alle de dejlige mennesker havde taget sig af mig er jeg i dag ca. 2 år efter, blevet uddannet som uddannelse og erhversvejleder. (jeg er 56 år). Og har et skønt liv, vidunderligt job, er godt nok alene, men det er selvvalgt. I den periode hvor det hele var mest sort, tvang jeg mig til dyrke motion, det har hjulpet mig rigtig meget, samt at få af vide 1000 gange at “du er god nok”
God weekend
Vh. Knud
  SV: At komme videre
03/06/2012  af Lise Seidelin
Kære Knud!TAK for dit fine indlæg. Og STORT TILLYKKE med at du er kommet videre. Ja! Det kan lade sig gøre, selv efter det, du har været ude for. TAK fordi du vil fortælle det, så andre kan få et håb.

Og ja! Du er et dejligt og vidunderligt menneske, elsket bare fordi du er til – er født. Intet andet.

De kærligste hilsner
fra Lise

Godt gået Knud.
07/06/2012  af Kate Hansen
STORT TILLYKKE med at du kom ud af det.
Jeg er selv lige kommet ud af mit Ægteskab efter 43 år og kan godt følge dig i meget af det du skriver.Psykisk kunne jeg ikke tage imod mere, da jeg for 2 år siden var igennem en stort Hjerteoperation som jeg heller ikke fik nogen støtte i ” Jeg var vel selvhjulpet “, men som jeg heldigvis er kommet godt over.
Jeg kan da godt sidde tilbage og tænke hvorfor gik det så galt efter så mange år sammen, men jeg kendte ikke til ordet Psykopat selvom jeg syntes at min X-mand blev mere og mere truende i sin adfærd. Jeg har måtte tage imod mange smertelige tæsk så man ikke har kunne gå uden for en dør i ugevis.
Jeg er nu blevet Pensionist på 66 år og skal nu til at finde mig selv igen samt et nyt Netværk da min X-mand har taget alt med af vores famile efter så mange år.
Det er en høj pris at betale, men håber at jeg vil få det godt fremover.Hilsen Kate.
2630 Tåstrup.
SV: At komme videre
07/06/2012  af
Stort tillykke Knud. Puha – jeg kan slet, slet ikke sætte mig ind i hbor svært I begge må have haft det. Det er rigtig, rigtig mange år, at være fanget i det spind. Godt I begge er ude på den anden side.Stort knus Dorte
SV: At komme videre
07/06/2012  af
For lige at præcisere:
I begge = Knud og Kate
SV: At komme videre
10/06/2012  af Knud Larsen
TAK-TAK Jeg er overvældet. Ja det er hårdt og smertelig at komme videre. En god ven sagde til mig at det tager 5 år. Jeg bliver ved med at spørge mig selv om, hvorfor? Jeg mangler i den grad nogle svar. Derudover er det, når jeg er sammen med både børn og min sønners søde koner, som at gå rundt den “varme grød”. Jeg vil så gerne få talt om det, men igen vil og jeg tør måske heller ikke. Mine børn vil ikke tale / høre noget om hvorfor det gik som det gjorde. Er det ganske normalt? i disse tilfælde. Men vi, der er her i dette forum, er videre, og vil livet. Jeg tænker tit på Lars Lilholts sang: “Det er så let at gå fra kærlighed til had, lad os dog prøve at skille det ad”. Vi er dejlige gode mennesker det er bla derfor vi har været i disse forhold så længe. Lad os rette ryggen, nyde det liv vi lever, et liv hvor vi selv bestemmer. “Selvværd er godt nok ikke alt i livet, men uden dette, er der ikke meget ved livet”.
SV: At komme videre
11/06/2012  af Kate Hansen
Hej Knud.
Det er en hård proces at komme igennem efter så mange år.
Ordet ” hvorfor ” vil blive ved at være der når vores tanker kommer ind på alt det vi har oplevet og hvad er mere naturligt at spørge sig selv HVORFOR. Jeg tror ikke du kan forvente at få svar på alt det du har været gennem i dit lev desværre, men skyldfølelse skal du ikke have. Det drejer sig om at få helet din sjæl igen, men det tager tid, men mist ikke modet.
Hvad ang.din familie skal du nok ikke forvente at du får den støtte som du har regnet med, for de vil så nødig komme ind i dialogen og kun at tage parti for den ene og ikke den anden selvom du kan være forviset om at de også har deres mening om tingenen, men tavshed er guld i den henseende. For mit vedkommende ser jeg heller ikke min datter og børnebørn det har min eks-mand sørget for, for han vil gerne have at det er mig der er noget i vejen med.
Det du kunne gøre er at spørge dem på en nænsom måde om de vil snakke om det så I alle kan komme vidre og du kan få fred i dine tanker, men det er en svær balancegang da de også ved at du/I har været meget igennem i alle årene.
Jeg viste heller ikke hvad en Psykopat stod for før at jeg blev gjort opmærksom på det og så blev jeg rigtig bange. Jeg er glad for at jeg er kommet ud af det, men det gør mig da ondt til tider ved at jeg har skulle alt det igennem det havde jeg aldrig troede skulle overgå mig.
Når man så læser hvor mange der er iblandt os af Psykopater er det uhyggeligt at tænke på.
Ja, lad os rette ryggen,og lær og nyde live på vores egen måde.God vind Knud du skal nok klare det.
Lad mig høre om du kunne bruge dette her til noget, men det er godt vi har Lise som vi kan støtte os til.
Kh. Kate.
SV: At komme videre
24/06/2012  af Knud Larsen
Hej Kate
Det gør ondt at høre at du ikke ser din datter og børnebørn. Men det er så forbandet, vi kan jo ikke bevise noget. Min yngste søn sagde på et tidspunkt hvor det hele var et stort “rod”, jeg ved ikke hvad jeg skal tro i lyver jo begge to! Jeg svarede nej jeg lyver ikke det har jeg ikke behov for. Han svarede hmmm. Og det er jo rigtigt, hvem skal de tro på. Kan du ikke prøve at åbne op for en kontakt til din datter, du kunne måske prøve at spørge om ikke du må give din version af det?
Håber det bedste for dig
Kh. Knud
SV: At komme videre
07/07/2012  af Kate Hansen
Hej Knud.
Tak for dit indlæg her på siden.
Ja, det er en svær opgave for vores børn at forholde sig til når mor og far skal skilles. Det er jo også et stort nedlag for dem uanset hvad alder vi er kommet i når sådan noget sker.
Vi gør det jo ikke for sjovt.
Mange gange er det ligesom om at de nærmeste ikke kan sætte sig ind i et problem før de selv evt. selv prøver det en dag så går det først op for dem hvad vi har været opppe imod med en skilmisse.Nu ved du hvor du står Knud ang. dine børn,s holdninger.
For mit vedkommen kunne jeg ikke bære mere og så ingen anden udvej end at vi gik hver til sit.
Jeg har prøvet alt ang. min datter og mine børnebørn men jeg bliver ikke hørt. Det er også synd for dem da det nu har stået på i mange år unden der er blevet gjort noget ved problemet fordi min mand undlod at få snakket problemerne igennem.
Jeg håber selvfølgelig at de ville ringe på min dør en dag.
Ligenu er jeg ved at få den rigtige skilmisse igennem i Statsforvaltningen så håber jeg at kan få mere ro på mig selv, selvom det er svært da min eks-mand bor ikke så langt fra mig her i byen så jeg ser spøgelser alle vejne.
Det er noget jeg godt kunne have undværet at skulle igennem, men der var ingen anden udvej.
Jeg håber en god sommer for dig Knud og lad os høre hvordan det står til hen af vejen.Kh. Kate.
SV: At komme videre
24/07/2012  af Knud Larsen
Hej kate
Jeg forstår fuldt ud dit dilema med at din eks bor i samme by. Min eks bor, for ikke det skal være løgn, i samme boligselskab som mig. Det går selvfølgelig, men man får ikke problemet ud af kroppen, det tager ihvertfald lang tid. jeg håber inderligt at det hele lykkes for dig, husk det er dig der er et dejligt menneske. God sommer
Kh.
Knud
  1  2  3

At komme videre

Tilbage til kategorien: Kender du en psykopat?

SV: At komme videre
12/06/2014  af Maj Olsen
Hej alle.
Jeg er ny her, og har også brug for luft. Brug for at min stemme bliver hørt (og at jeg bliver troet på). Jeg er Q, 40 år, og jeg tror at min mor er psykopat. Jeg brød med hende for ca. 1 1/2 år siden.38 års nedbrydning, kan ikke beskrives kort, men jeg vil forsøge.som 2 årig begyndte jeg at rive hår ud af min hovedbund og spiste det.Min mor har siden fortalt mig “at det er tidlig tegn på sindsyge”. Som teenager var jeg selvskadende, ved at hælde kogende vand over mine fødder, samt forsøge at brække mine håndled ved først at bedøve dem i koldt koldt vand, og derefter slå hårdt på dem med diverse hårde genstande. Neglebørsten blev brugt til at rive min hud på underarmene af. (jeg har ingen men af dette idag).Min bror lavede “bevidst”i bukserne på vej hjem fra skole i lang tid- og han fik hjælp( famillieteapi). Jeg blev ignoreret.Som 9 årig, tvang min mor mig til at spise en efterladt spegepølsemad i min skoletaske. (Den var en uge gammel, og det havde jeg fortalt hende. Som 16 årig, beskyldte min mor mig for at have haft sex,med mindst 20 drenge som hun påstod var blevet oplyst til hende gennem et annonymt brev til hende som hun stod med. Jeg bad om at se det brev. Det måtte jeg ikke. Hun rykkede det itu, og skreg til mig “At hun havde ødelagt det, for at beskytte mig, idet min far ville slå mig ihjel, hvis han så det”.Som 18 årig, bad min mor mig om at tage hendes iturevne skindfrakke på, og køre en tur på min knallert, hvor jeg så skulle vælte mig ind i en stor tjørnehæk eller noget, så hun kunne få penge fra forsikringsselskabet til hendes frakke. Fortsættes…
SV: At komme videre
12/06/2014  af Maj Olsen
Fortsættesle af min stemme…
Jeg ved idag, at INGEN børn gør disse ting ved sig selv (selvskade) uden der er noget helt galt i famillien. Jeg blev ikke set eller hørt. Min vrede blev endten latterliggjort ved kommentarer som “Du er grim når du er sur” eller “gå ind på dit værelse og skab dig ordenligt”. Min forældre skændes hele min barndom, og jeg blev i det daglige passet af min mormor, fordi mine forældre endten arbejdede eller sov, eller skreg af hinanden.når lærerne i skolen roste mig, til forældresamtaler, grinede min mor hånligt og sagde”At så skulle de bare vide hvordan jeg var derhjemme”. I mine første voksne år blev det hele kun værre. Jeg blev gift med- ja en psykopat.Han og min mor talte tit i telefon om hvad de nu skulle stille op med “vansklige mig”. Jeg kan huske at min mor stolt en dag, i mit påhør sagde til min mand, at hvis han ville have mig til at gøre noget bestemt, så skulle han bare sige til mig “at det (ønsket)kan hun ikke finde ud af”. Da jeg endelig forlod min mand, og han chikanerede mig i 5 år herefter, fortalte min mor mig pludslig at hun ikke kunne fordrage ham, og at han iøvrigt havde lagt an på hende, da jeg forlod ham. Nu mente min mor så, at jeg skulle blive kæreste med hendes bedste kammerat (som hun jo ikke kunne være sammen med som kæreste, når hun var gift, selvom hun var forelsket i denne kammerat). Da jeg sagde NEJ til hendes forslag, beskyldte hun mig for ikke at vide hvad der var bedst for mig. Min skilsmisse fik hun iøvrigt lynhurtigt drejet focus væk fra ved at ringe hysterisk til mig og fortælle at “HUN ville skilles, og at min far var psykopat”.Det forlangte hun så at jeg skulle bruge min energi på at hjælpe mine forældre igennem. Fortsættes…
SV: At komme videre
12/06/2014  af Maj Olsen
Fortsættelse af min stemme..
Jeg fandt med tiden en ny kæreste,som tog min søn til sig, og vi fik en datter sammen. Han drak desværre alt for meget, og jeg forlod ham, med børnene efter 5 år. Da jeg midlertidigt ikke havde noget sted at bo, sagde min far je til at jeg og børnene kunne bo hos ham og min mor en periode. Min mor var ikke enig i den beslutning, men min far var en sjælden gang ligeglad med hendes mening.HanBørnenes far er idag ædru,delefar for begge børn, og gør et fantastisk godt forældrearbejde.Vi har det som deleforældre rigtig godt med hinanden, og samværet har altid været uproblematisk, fleksibelt og på børnenes vilkår.:-)
Da jeg tog initiativ til at få samvær mellem børnene og deres far igang hurtigt, efter at deres far og jeg havde haft lange snakke om hans drikkeri, og at det ALDRIG måtte ske under samvær. Så kom min mor på banen igen. Jeg blev kaldt “Barnemorder”, fordi hun mente at “jeg sendte mine børn hen til en mand der ville drikke sig i hegnet, og lade børnene sulte ihjel.”. Denne mand blev nu, overfor mig, også beskyldt for at have lagt an på min mor, da jeg forlod ham. Jeg blev så vred på min mor over beskyldningerne om at være “Barnemorder” at vi kom op at skændes. Det jeg husker fra skænderiet er, at jeg sad sammenkrøbet i et hjørne af mine forældres gæsteværelse- rystende, med armende beskyttende om mit hoved, mens min mor stod over mig og SKREG alverdens beskyldninger ned over mig. Jeg var “lammet”. Mine børn sad i rummet ved siden af sammen med min far, og min far gjorde intet. Jeg var på det tidspunkt ca 29 år.Herefter behandlede hun mig- på trods af at mine børn og jeg boede hos mine forældre-som det rene luft. Aldrig nævnte hun episoden igen. Jeg fandt hurtigt et dejligt udlejningshus til mig og børnene. Vi flyttede ind, og min far hjalp til med at male osv. i en hel uge, hvor han sov hos os. Min mor nægtede at komme på besøg de første par måneder, fordi hun var stødt over at vi “Var flyttet så langt væk fra hende” (50 km). Boligen var 8 km fra børnenes far, og deres kammerater, og det var der jeg valgte vi skulle bo. Livet gik sin gang, og jeg røg ind og ud af deperessioner. Jeg søgte selv hjælp og fik god behandling med både medicin og samtaleteapi.Jeg gennemførte også en vuc- psykologieksamen med et 11 tal, en social- og sundhedshjælperudannelse, en håndværkeruddannelse, samt en vidregående uddannelse. Når jeg havde depressioner “prøvede min mor at fixe mig”.(hun forlangte at jeg skulle fortælle hende ALT, fordi “forældre hjælper jo”.Når jeg viste det mindste tegn på bedring, gjorde hun alt for at nedbryde mig ved at bruge alt det imod mig som jeg havde fortalt hende. Hun blandede sig i hvem jeg måtte ses med, hvilken type mand jeg skulle have, hvad børnene måtte og ikke måtte, og at jeg jo havde brug for hendes råd. Jeg blev nedgjort hvis jeg tog et lille billån i banken, fordi “jeg var da for dum, hvis ikke jeg lånte de penge af mine forældre med mindre rente” siden hen blev jeg nedgjort for ikke at kunne klare mig selv økonomisk, når jeg jo altid skulle låne penge. Hvis jeg en sjælden gang turde protesterer mod hendes opførsel overfor mig, fik jeg at vide at “Det kunne hun ikke huske at hun havde sagt”, eller “Det måtte jeg da vide at hun ikke mente” eller “Det var SÅ trættende at hun altid skulle behandle mig som et råddent æg, fordi jeg tog alting så personligt”.i samme periode sende min mor min far på uanmeldt besøg hos mig, utallige gange, for at han skulle løse de konflikter som hun startede uafbrudt. Hvis han ikke gjode det, gjorde hun livet til et helvede for ham, og når han havde gjort det, nedgjode hun ham for det. Ligemeget hvad min far og jeg gjode, så var det aldrig godt nok, og alle var imod hende.

Midt i min sidste uddannelse fik jeg stress, og blev sygemeldt.Mit forhold til mine forældre tog nu en drejning der ENDELIG fik mine øjne op.
Fortsættes en anden dag…

SV: At komme videre
12/06/2014  af Maj Olsen
fortsættelse af min stemme…
Min stress startede efter at jeg og mine børn en dag blev verbalt overfaldet af min nye kæreste, som jeg havde været sammen med at år. Kort fortalt var han faktisk en sød fyr, men ændrede karakter da min søn blev teenager.min kæreste kunne ikke håndterer min søns teenage humør, og havde 5 dage forinden sagt til mig, at hvis ikke min søn holdt op med at opfører sig sådan, så endte det med, at han (min kæreste) slog ham. jeg fik besked på at min søn ikke måtte snakke til ham, eller være i samme rum som ham.jeg reagerede ved at sygemelde mig fra min uddannelse, så jeg var sikker på at mine børn og min kæreste ALDRIG var alene sammen i den periode. da jeg havde tænkt lidt, krævede jeg at min kæreste og søn fik talt ud om dette, fordi det var uholdbart. Samtalen endte i et meget voldsomt verbalt overfald fra min kæreste rettet mod min søn. jeg bad min kæreste tage væk for weekenden fordi vi alle havde brug for ro. han endte med at smadre vores hoveddør og nikke mig en skalle. jeg gjorde det så forbi.Under overfaldet havde min søn ringet til mine forældre, fordi han var rædselsslagen, og min lille datter havde låst sig selv inde på badeværelset. Mine forældre kom hurtigt og min far beskyttede os, til politiet, som jeg havde ringet efter, kom. Min mor eskalerede baladen ved at råbe og skrige af min kæreste, som gjorde ham endnu mere sur.Jeg bad hende lade være, men hun hørte mig ikke. hun var som i trance.
Om mandagen tog jeg igen på uddannelse.. her spurgte en kammerat mig “Om jeg havde haft en god weekend”- Jeg brød sammen, og min kammerat tog mig væk fra klassen, holdte om mig og lyttede. jeg blev kort efter sygemeldt. hos psykologen troede jeg, at vi nu skulle snakke om overfaldet- hvilket vi også gjorde kort..
Fortsættes….
SV: At komme videre
12/06/2014  af Maj Olsen
ca.2 uger inde i min sygemelding, fik jeg pludslig en opringning fra min mor. Hun var hysterisk. Kort fortalt handlede det om at min far var kommet på sygehuset, fordi han havde ondt i brystet. min mor havde opdaget at min far røg cigaretter, selvom han havde lovet hende at stoppe. Hun fortalte mig, at “da hun afleverede ham på sygehuset, havde hun, da han var kommet ned i seng, kastet et bækken m.m efter ham, og skældt ham herfra og dertil, og fortalt ham hvad hun mente han bestod af”. ydermere gav min mig besked om, at jeg IKKE måtte besøge ham, eller ringe til ham, fordi HUN var et offer her, og han fortjente ikke vores hjælp fordi han var et dumt svin og psykopat”. jeg fortalte hende, at jeg ikke var enig i, at HUN var et offer. (min mors metode til at få andre til at gøre som hun mener de SKAL, har altid været trusler om bål og brænd, trusler om selvmord, ekstem kulde, stikpiller og verbale overfald.- og hav ondt af mig, mig mig.).Hun fortalte også “At NU ville hun forlade ham”,Jeg sagde til hende “hvorfor gør du det så ikke?. Medvidre fortalte jeg hende at det faktisk var min fars eget valg om han røg eller ej, og at jeg tvivlede på hvorvidt han havde “lovet hende” at holde op uden at hun havde truet ham til det. jeg fortalte hende også at hun ikke skulle bestemme, hvorvidt jeg besøgte, og eller ringede til min far. Hun blev tosset på mig.Fra da af, var jeg i hendes øjne: “en dårlig datter, egoistisk, tog mig aldrig af hendes problemer, hjalp hende aldrig, hørte altid kun efter hvad min far sagde, og ikke hendes mening.”

Jeg ringede til min far på hospitalet samme aften, fordi jeg ikke havde mulighed for at kører helt til århus den aften. ( min datter sov,det var skoledag dagen efter og klokken var 23 00.)

Da min far kom hjem fra hospitalet eskalerede konflikten. Min mor kimede mig ned, for at få mig til at “Indrømme”, at jeg syntes det samme om min far som hende, og at HUN jo var offeret her. Jeg holdt fast i min egen opfattelse af virkligheden, og det endte efter utallige opkald, og sms fra min mor med at hun nu beskyldte mig for diverse måder at være på. Bla.a fik jeg at vide at jeg var ond, selv staqrtede alle konflikter med hende, at jeg ikke elskede hende, at jeg ikke følte noget for hende og min far, at jeg ikke kunne være bekendt at behandle dem begge sådan, at jeg kun var ude på at ødelægge mine forældres ægteskab, at jeg ikke kunne tillade mig at ringe til min far, når hun ikke ville have det. at jeg KUN måtte snakke med hende, og hvad fanden jeg bildte mig ind, at prøve at stjæle min far fra hende.
Alle disse beskyldninger er grundløse, idet disse ting kun foregår i min mors hoved.

fortsættes…

  SV: At komme videre
12/06/2014  af Lise Seidelin
Kære Maj!

TAK for din meget fine beskrivelse af dit liv. Du kan bare det der med at skrive.

Du skal være hjerteligt velkommen til at læse med her, der kan du finde andre, der har historier, der ligner din eller dele af den.

Skulle du ønske det, så skal jeg gerne lære dig redskaber til at takle dit liv, så du kan få det godt. Det kan lade sig gøre. Jeg har set det så tit, så når andre kan, så kan du også.

Husk, at lige meget hvad din mor eller andre siger, så er du et dejligt og vidunderligt menneske, elsket bare fordi du er til – er født. Intet andet.

De kærligste hilsner
fra Lise

SV: At komme videre
12/06/2014  af Maj Olsen
Kære Lise!
Tusind tak for de varme ord, og for at du “Lytter” Det har jeg brug for.. smiler
Jeg er dog ikke færdig med min beretning endnu…

En dag ringer min far til mig og fortæller ulykkeligt, at: “Det er et helvede for ham at være til hos min mor. Han fortæller, at hun har indraget hans penge, og at han ikke må gå nogen steder uden hendes tilladelse. hvis han bliver sendt ud for at handle, skal han vise allekvitteringer, og hun tæller de penge han har med tilbage. han må ikke kontakte sin egen famillie, og hvis han går ud for at få luft, så truer hun nu med at hun begår selvmord fø han vender tilbage. han har heller ikke fået lov at ringe til mig nu her, men han ved ikke hvad han skal gøre”. Jeg kan høre at min mor står i baggrunden og råber at han skal give hende telefonen, og at jeg IKKE måtte snakke med ham. Min mor forsøger at rive telefonen ud af min fars hænder, og hun slår ham. min far lukker sig selv inde i et værelse, og forsøger at tale med mig, Alt imen dette foregår, begyndere min telefon nu at indikerer opkald og sms i en lang strøm. Det er min mor.

Jeg er chokeret, bange og meget meget vred på min mor.

Jeg foreslår min far at jeg kan hente ham NU, men det tør han ikke, “for så begår hun jo selvmord…..” Fortsættes….

SV: At komme videre
12/06/2014  af Maj Olsen
fortsættelse af min historie.

Min far kommer pludslig en aften på besøg hos mig. han græder og fortæller mig at han vil skilles. han beretter om alt det min mor udsætter ham for. Jeg lytter, holder om ham, trøster ham og lytter. (jeg var stadig sygemeldt med stress, men fandt overskud til min far fordi jeg elsker ham). til sidst beder min far mig nærmest om tilladelse til at blive skilt. Jeg fortæller ham at det er helt hans eget valg, og hans beslutning alene. hvis han vælger at blive skilt, så støtter jeg ham hele vejen, hvis han vælger at blive hos min mor, så må vi alle jo accepter det. han fortæller mig, at han ikke bliver behandlet som et menneske af min mor, og at han bare gerne vil opleve en gang i livet at blive behandlet ordenligt. måske han kunne møde en kvinde en dag, der kan give ham dette? Jeg ser håb i min fars øj ne, og mærker selv et håb for ham. jeg fortæller ham at den drøm ikke er umulig at følge, og at jeg bestemt mener, han er berettiget til at blive behandlet ordenligt. Jeg fortæller ham at en skilsmisse ikke bliver let fra hende på nogen måde, men at der ar masser af hjælp derude at hente. Bl.a. psykologer….
Fortsættes

SV: At komme videre
12/06/2014  af Maj Olsen
Fortsættelse af min historie..
Der går ca en måned, og min far er nu flyget med få af sine egendele ud til hans bror og svigerinde. Samme aften kimer min mor, ha ns svigerinde ned, forlanger at tale med min far, og det ender med at han tager hjem til min mor igen.

Tiden går, og mine psykologsamtaler handler nu udelukkende om mine forældres konflikt.(Jeg bliver konstant indraget i den af begge mine forældre, og har ingen rum til at tænke en selvstændig tanke, eller føle noget som helst, der kan hele mig).

Dette bruger min psykolog nu alt vores tid sammen på at hjælpe mig igennem. Hun får mig til at indse, at min mor er langt langt inde over mine personlige grænser, og at jeg faktisk er opvokset i en dysfynktionel famillie, hvor hverken min mor eller min far mener at jeg har ret til at sætte grænser. Hun fortæller mig også, at hun er overbevist om, at min mor er psykisk syg, men at hun ikke vil sætte diagnose på. det hun lærer mig, er hvordan jeg skal sætte grænser i forhold til mine forældre, og ikke mindst hvorfor. (Det er jeg hende dybt taknemmelig for).Jeg lærer hurtigt at begrænse min mors misbrug af mig, og sætter aktivt grænser. Jeg BEDER nu ikke om fred og ro, Jeg FORLANGER det.
Fortsættes….

SV: At komme videre
12/06/2014  af Maj Olsen
min historie fortsætter og ENDELIG BEGYNDER JEG AT KOMME VIDERE…
min grænsesætning, specielt overfor min mor, hvor jeg stopper hende, hvis hun prøver at smide ansvret for mine forældres ægteskab over på mig resulterer i at hun eskalerer sine modbydelige og totalt usande beskyldninger mod mig. Min far bliver IGEN sendt ud på “rede hendes opførsel ud- mission”, og nu nærmer “MORs DAG” altså datoen, hvor man med kort, blomster osv, erkender og taknemmeligt viser sin mor sin kærlighed.
Jeg fortæller nu min far, på en af hans besøg hos mig, at jeg ikke kommer på “MORS DAG iår, fordi jeg føler mig falsk og forket ved at udtrykke en kærlighed til min mor, som jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg føler. Jeg fortæller min far om hvordan jeg har oplevet min mor før og nu. vidrere siger jeg til ham, at han kun gør konflikten værre ved at agerer konfliktmægler.(Konfliktmægler på den måde at jeg ifølje min far,skal se igennem fingre med hvad min mor siger og gør mod mig, fordi hun mener det jo ikke….). Jeg føler mig i dette øjeblik overhovedet ikke hørt. Jeg beretter vidre om hvad hun rent faktisk gør ved mig psykisk og at jeg hverken kan eller vil tillade det mere.

Min far bliver chokeret over volden, tvangsspisningen og flere andre oplevelser jeg fortæller om. Han siger nu, at han så egentlig godt kan forstå mig -til dels- men at han ikke vidste at hun havde gjort de ting.

(Jeg tænker idag- hvordan pokker kunne han undgå at vide det???)Fortsættes

At komme videre

Tilbage til kategorien: Kender du en psykopat?

SV: At komme videre
12/06/2014  af Maj Olsen
Nå men lærdom og indsigt fra min psykolog, fører omsider til at jeg skriver et langt, hudløst ærligt brev til min mor om, hvad mine oplevelser med hende er. Hvad MIN virklighed er. Jeg skriver også at jeg elsker hende, men at hun bliver nødt til at ændre sin opførsel overfor mig, fra nu af… ellers skubber hun mig bare yderligere væk, og min afstandstagen bliver kun større. Nu starter en periode hvor min mor skifte vis giver kraftigt udtryk for at hun elsker mig, og at hun hader mig. Jeg siger fra og ligger hende på is i flere perider nu. der går en rum tid, og jeg blier inviteret på kaffe hos mine forældre sammen med min nuværende kæreste og børn. her trækker min mor mig ud i haven og begynder at tudbrøle. hun undskylder alt hvad hun kan og LOVER mig højt og helligt, at det ALDRIG sker igen.- om jeg godt vil gå ind og sige til min far, at vi er gode venner igen.

Jeg er skebtisk men håbefuld. jeg fortæller hende, at jeg føler både tvivl og håb, og at jeg ikke bare kan glemme pt. fortsættes

SV: At komme videre
12/06/2014  af Maj Olsen
min stemme fortsat….
Hun lover guld og grønne skove og virker til at have indsigt i hvad det er hun har gjort.

Jeg bliver lidt mere åben overfor hende nu. Åben for samtaler om ufarlige ting. i en periode på ca 4 måneder ændre min mor rent faktisk sin tilgang til mig, og vci har det indimellem helt hyggeligt, med vores sms og samtaler, samt få besøg, som JEG har valgt hvonår jeg føler mig tryg til. Det begynder nu at pine min mor, at jeg “ALDRIG fortæller hende noget vigtigt om mit liv”- som hun udtrykker det, at jeg “ALDRIG ringer af mig selv”, at jeg KUN kommer på besøg når det passer MIG” og at jeg “ikke tager hensyn til HENDES behov”. (Hun har siden jeg flyttede hjemmefra dikteret at jeg skulle komme på besøg, aller mine forældre ville besøge os, hver 14 dag en hel lørdag, som så var de lørdage hvor mine børn var hos mig, og ikke hos ders far- og helvede brød iøvrigt løs, hvis jeg tillod mig at aflyse en sådan lørdag).
jeg ved nu med mig selv, at hun ikke har ret til at dikterer dette, og at jeg faktisk ikke bryder mig om disse pligtbesøg. For mig, skal besøg være noget som er drevet af lyst.Ikke pligt.
fortsættes

SV: At komme videre
12/06/2014  af Maj Olsen
min stemme fortsat….
min mor begynder nu at forlange at få at vide , hvad jeg og min psykolog snakker om. hun forlanger at komme med ind til psykologen, for det mener hun at have ret til. Jeg afslår.Hun råber så af mig itelefonen “Om hun da for helvede skal fortælle mig om hendes og min fars sexliv, før jeg vil fortælle hende noget om mig”.

efter et stykke spørger min mor om hun må komme forbi til en kop the alene. hun virker rolig og “Normal” den dag. jeg siger ja. hun kommer og vi snakker om uskyldige ting igen. jeg fortæller hende også lidt om børnenes liv. Hun fortæller mig om hendes nylige skønhedsbehandling- siliconebryster- (som hun har valgt at få efter en fedme operation, hvor hun har tabt sig rigtig rigtig meget). Hun fortæller mig om hendes medpatient- en ung pige, som også har fået nye bryster, pludslig udbryder min mor så ” Du skulle også tage at få lavet nye bryster Maj.- Du skulle se at få dig tabt, så du vejer 50 kg, igen og så få nye bryster. dengang var du flot..” (jeg har altid været meget glad for mine bryster, hvilket hun ved. Jeg har på det tidspunkt taget 15 kg på, og hun VED at jeg er ked af min vægt). Jeg blev så ked af det, og vred. jeg var paf. paf over at hun tillod sig at jorde mig på den måde.IGEN.

Jeg sagde til hende, at mine bryster intet fejlede, og hvad hun egentlig bildte sig ind, at sige sådan til mig. Hun gled af…. og tog hjem.

jeg holder nu helt op med at spørge ind til min mor, når jeg snakker med min far i telefonen. Min far og jeg havde på det tidspunkt et lidt anstrengt forhold, fordi min far havde skrevet en mail til mig, hvor han bad mig om at “HOLDE OP”, med at sætte alle de grænser- jeg var jo bare trodsig, skrev han.Han fortalte mig også at “hvis jeg ikke holdt op med at behandle min mor sådan, så blev han nødt til at stoppe kontakten med mig, fordi, hver gang jeg satte en ny grænse for min mor, lod hun det gå ud over ham, og det kunne han ikke holde til”- ” om vi da ikke bare kunne glemme det hele, og “Normaliserer” tingene igen, så han fik ro på. Jeg fik ondt af min far, og aftalte med ham, at næste kontakt skulle komme fra ham. derpå gav jeg ham ro.(han porinterede også i sin mail, at alle samtaler mellem ham og jeg, fremover blev vidregivet til min mor, fordi hun ikke kunne klare at jeg ikke inddragede hende i samtalerne, og sådan måtte det være) jeg fortalte ham herefter at jeg elskede ham, og respekterede hans grænse og behov for ro, men at årsagen til hvorfor jeg ikke måtte kontakte ham, var helt urimelig, samtidig fortalte jeg ham også, at jeg ikke ville finde mig i, ikke at måtte tale med min egen far på tomandshånd om noget som helst, uden at det blev lyttet til af min mor. Jeg forklarede min far, at jeg ikke kunne være åben om mit liv til min mor længere, fordi hun brugte det imod mig, og jeg blev nødt til at passe på mig selv der. samtidig havde jeg et ønske om at dele mit liv med op og nedturer- til en hvis grænse, med ham. Derfor var det et umuligt krav han stillide mig, og at jeg følte mig nødsaget til, ikke at fortælle ham ret meget fremover heller, når han ikke ville holde det mellem os to. Det kunne min far egentlig godt forstå- som han sagde.. Det ændrede dog ikke ved, at han HOLDT fast i sit krav til mig.
Herefter følger ca 1/2 år, hvor jeg
for alvorligger min mor på is. 1/2 år hvor jeg nægter at tage telefonen når hun ringer, og sletter hendes sms til mig, før jeg læser dem.

jeg har gennem de 6 måneder virklig fået styrket mit selvværd. fortsættes….

SV: At komme videre
12/06/2014  af Maj Olsen
min stemme fortsat….
jeg er på dette tispunkt i mit liv kommet vidre i den forstand, at jeg nu er helt klar over hvor mine græner går, og jeg lader ingen mennesker overskride dem. Dette udvidser jeg konkret ved at lade mine forældre vide hvornår de overskrider mine grænser, og holde fast i at jeg har ret til at sætte mine egne grænser, Ekempelvis har jeg lov til at mærke efter hvad jeg tænker og føler og give udtryk for det på en rolig måde. (Jeg skal ikke lade nogen true eller tvinge mig til at øjeblikkeligt svar, bare fordi det er et andet menneskes behov). Jeg har ret til at blive hørt, og taget alvorligt. Jeg har ret til at afvise diverse usande beskyldninger om hvem jeg er, og hvad jeg tænker og føler. ( min mor har været rigtig god til at FORTÆLLE mig alle disse ting, og afvise mine protester hver gang jeg forsøgte at forklare hende, at jeg ikke tænkte dit eller følte dat- at det bare var noget hun TROEDE at jeg gjorde)

Det er, når jeg ser tilbage, som om, at hun hele mit liv har førsøgt at forme mig, til hendes legetøj, som hun kunne smide alle sine projektioner over på, for selv at slippe for at tage ansvar for hendes handlinger. fortsættes…

SV: At komme videre
12/06/2014  af Maj Olsen
Med mine nye styrker, blev jeg raskmeldt hos min psykolog- og færdiggjorde min sidste uddannelse.Jeg var så stolt, da jeg stod med mit eksamensbevis i hånden, og valge at inviterer mine børn, min kæreste, som nu var min forlovede og samlever, samt mine mentorer fra praktikperioden med, til at fejre mig ved dimensionen. Min mor blev dødfornærmet over ikke at være inviteret med, for som hun sagde: “Uden os (hende og min far), var jeg jo ikke kommet gennem den uddannelse, fordi de hjalp og støttede mig jo til at blive rask” Jeg vidste ærlig talt ikke på det tidspunkt om jeg skulle grine eller græde…. fortsættes
SV: At komme videre
12/06/2014  af Maj Olsen
Jeg valgte at svare hende “jeg har valgt kun at inviterer nogle få mennesker med”.

efter en måned ca, blev jeg så ringet op, af min mor, at min far var blevet syg. Han havde kræft, og det var noget han døde af. Jeg blev dybt ulykkelig, og spurgte om jeg kunne komme til at snakke med ham. Nej sagde hun, Nu skal jeg nok forklare, for det kan han ikke finde ud af. ( Måske fair nok, idet min far jo var i chok, og min mor er kræftsygeplejerske). Jeg lyttede og lyttede. da min mor havde fortalt det hun havde behov for, spurgte jeg om ikke nok jeg lige måtte få ham i røret nu- hvis han kunne. Det fik jeg så, og vi talte lidt.

Nogle dage gik, hvor min mor og jeg ringede sammen, for at tale om min fars sygdom, og hvordan han havde det pt. rent psykisk.

en dag kort efter blev jeg ringet op mens jeg stod i netto. jeg kunne se at det var min mors nr. ( jeg har nedsat hørelse på begge øre, efter en højtalerskade fra mine teenageår, og kan derfor ikke fører en telefonsamtale i netto, fuld af mennesker og larm, fordi jeg ikke kan hører hvad der bliver sagt i telefonen i denne situation). det ved mine forældre udemærket godt. Jeg valgte derfor at skrive en sms til min mor om at jeg ikke kunne tage telefonen lige nu fordi jeg var ude,og om ikke det var i orden at jeg ringede når jeg kom hjem?. det skrev hun at det var (mens jeg skrev denne sms til hende nåede hun at ringe mig op 6 gange.og jeg følte det velkendte press fra hende) Jeg ringede hende op senere denne dag og hun fortalte mig om udviklingen i min fars sygdom. jeg lyttede- og græd indvendig. da hun var færdig med at bfortælle sagde hun, at min far gerne ville snakke med mig, Jeg fik min far i røret og han sagde ordene: ” jeg er SÅ skuffet over dig Maj”. jeg blev paf. og spugte forsigtig hvorfor. min far fortalte så, “at jeg ikke kunne være bekendt at lade være at tage telefonen, når min mor ringede og havde brug for mig- og at min mor havde fortalt ham, hvordan jeg havde nægtet at snakke med hende tidligere på dagen”.Jeg var måløs. jeg blev også vred og fortalte min far, at det bestemt ikke var det der var foregået. herefter fortalte jeg ham, hvad der rent faktisk skete.

Min far blev stille. så undskyldte han, og fortsatte med at skælde mig ud over hvorfor jeg “ALDRIG ringede dem op mere”, Om jeg da ver fuldstændig ligeglad med dem, for det følte de begge. jeg fik besked på at jeg burde ringe til dem noget oftere, og at jeg SKULLE spørge ind til min mor, og skrive KÆRLIG hilsen i mine sms til hende fremover. Jeg blev virklig vred. Det endte i et kæmpe skænderi mellem min far og jeg, hvor min mor stod i baggrunden og hylede højt. På et tidspunkt orkede hverken min far eller jeg at skændes mere, og vi ringede af. min far ringede 2 dage efter, og vi havde en rolig snak.vi snakkede lidt om hvordan han havde det, og jeg fortalte ham hvor meget jeg elskede ham, og hvor ulykkelig jeg var over at han var blevet syg. Han bad mig om at besøge dem den kommende weekend (dagen efter)og tage børnene med.Min forlovede var ikke inviteret. Min Far LOVEDE mig at der ikke ville blive noget drama fra ham eller min mor, hvis jeg kom.Jeg svarede min far, at jeg hellere end gerne ville komme og besøge ham hurtigst muligt, men at det skulle være på et tidspunkt hvor min mor var ude af huset. Jeg sagde at min erfaring var, at han og jeg ikke kunne snakke i fred og ro, med min mor i nærheden, fordi hun så ofte skabte drama, og ikke kunne tackle at samtalen ikke handlede om hende og hendes behov. jeg tilbød også min far at jeg kunne hente ham i bil, når jeg fik den hjem, så han var fri for at være sammen med mig i hendes hus uden hun var der.Jeg fortalte ham videre- som også var sandt- det faktum at jeg ikke havde muligheden rent praktisk denne weekend da vores bil befandt sig i lufthavnen- fordi min forlovede var på konferance i holland fra dagen før, og 5 dage frem, og min datter var pt syg med feber. Jeg ville ikke tage tog og bus frem og tilbage med min datter, når hun havde feber. Det forstod min far godt, og vi aftalte at tales ved snart.

lørdag bliver så til søndag, og min mor smsser mig om “At det jo er min brors fødselsdag om lidt, og at han vil fejre den hos mine forældre, så vi skulle komme den og den dag kl.dut”. jeg kikkede på sms, og jeg TÆNKTE…. Senere denne dag skrev jeg til min bror, at var ked af at dette her kom til at gå ud over ham, men at jeg ikke ville komme og fejre ham hos mine forældre denne gang, fordi jeg var utryg ved min mor, og hvorfor jeg var det. Jeg ville simpelthen ikke være i rum med hende lige nu. Jeg foreslog min bror at jeg, min forlovede og børnene kunne komme og besøge ham en anden dag snart, og fejre ham, hjemme hos ham i københavn.
Min bror havde ikke svaret de det blev aften, så jeg tænkte at jeg ville ringe og fortælle ham hvad der stod i min sms til ham. Jeg ringede min bror op, og fortalte ham det jeg havde skrevet til ham.Vi havde an samtale fuld af spas om alder generelt, og at “han da var skuffet, men det var ok at vi ikke kom ud til mine forældre og fejrede ham.

Jeg hørte ikke mere fra min bror den dag.
Dagen efter brød helvede så løs. Fortsættes

SV: At komme videre
13/06/2014  af Maj Olsen
Min historie fortsat.
Det viste sig at mine forældre og min bror have siddet og holdt familliemøde samme dag som min bror og jeg talte i telefon. (det står dem også frit for). Men pluslig fik jeg en lang sms fra min mor: Hun beskyldte mig for: “som altid, at misforstå altig, fordi jeg kun ønskede at køre konfliken op med hende- så jeg kunne slippe af med hende, fordi det jo var det jeg ville”, “at jeg sjovt nok kun blev extremt hadefuld overfor hende, når min far var syg, fordi jeg jo kun var ude på at knække hende”, “at jeg var kommanderende,irettesættende,belærende,nedladende,manipulerende og truende”, “at jeg troede at jeg kunne bestemme over mine forældre”, at jeg ikke vidste det fjerneste om, hvad der foregik hos mine forældre, og med min fars sygdom, fordi jeg aldreg ringede og spurgte, fordi jeg jo var ligeglad”. (Beskyldninger som er fuldstændig usande og helt fordrejet). Jeg fik så besked på at jeg ikke fik mere at vide om, hvordan det gik med min far, og at den information ville min mor og far KUN give til min søn fremover. Herefter sluttede min mor beskeden af med “HENDE DER ENGANG VAR DIN MOR”.

Kort efter, fik jeg en sms fra min bror, hvor han skrev: “At nu måtte det være slut mellem os, fordi jegudviste foragt for mine forældre, og han derfor valgte at foragte mig”. Jeg var i chok:
Min første reaktion på min mors besked var faktisk den tanke at: Dette er jo ren projektion. Hun har lige siddet og beskyldt mig for ALT det som hun selv gør, og tænker og føler. Derefter tænkte jeg ikke ÅHH NEJ, men “ENDELIG GIVER HUN SLIP”, “NU KAN JEG SLIPPE UD AF HENDES SPIND_ LIGE NU”. (Den tanke kom helt bag på mig, men det var præsis hvad jeg tænkte og følte mht hende.)Deudover blev jeg rasende over
at min søn (Som på det tidspunkt var 18, og boede/ bor hos sin far- altså min datters far), blev trukket ind i dette som mellemmand.(min søn har både hans far og jeg selvfølgelig taget en lang snak med efterfølgende, hvor han kender situationen, og har fået værktøjer til at passe på sig selv i alt det her samt alt den støtte og opbakning han måtte ønske sig. Disse værktøjer bruger han aktivt idag, og han søger støtte og vejledning hos mig og hens far, når han har behov).Han har valgt at have lidt kontakt med min mor, og det respekterer jeg.Min søn respekterer også min beslutning.

Dagen efter beskeden fra min mor, slog jeg hånden af hende.Dette gjorde jeg meget præsist og uden vrede.Jeg fortalte hende at .”Vores forhold til hinanden slutter her.Jeg giver slip på dig nu. Med hensyn til min far, så kan du tro hvad du vil. Jeg følger med i hans helbred på afstand fremover, ganske simpelt fordi jeg elsker ham.Dit psykiske misbrug af mig stopper her, og jeg vil ikke på nogen måde kontaktes af dig mere, og jeg vil ikke se dig mere, Farvel.”

Til min bror skrev jeg: at jeg blev nødt til at fortælle ham lidt mere om min historie i korte træk, fordi jeg havde på fornæmmelsen, at han kun kendte til min mors side af sagen. Herpå fik han noget mere info.Min brors svar var: “Hans viden var temmelig fyldig, fordi han havde siddet hos vores forældre og læst diverse sms, og mails igennem”. Jeg skrev til ham at hvis han virklig mente at det var slut nu, så var det hans beslutning. (Jeg trak mig, fordi jeg følte, at min bror var blevet “Hjernevasket”, den weekend, og jeg faktisk ikke orkede at gøre endnu et forsøg på at nå ind til ham.
Han skrev tlbage at “Nu skulle jeg stoppe mit forbrug af psykofarmaka, og snakke med en ordentlig psykolog”.”Mine børn ville han heller ikke se”.

Undskyld mit sprog nu, men jeg betragter idag min bror, som en “Dysfunktionel klaphat”. (Jeg har her, godt et år senere, skrevet et brev som jeg har sendt til min bror).

I dette brev skriver jeg ” At jeg har brug for at fortælle ham nogle ting”,”At jeg elskede ham, men er i tvivl om hvad jeg føler for ham idag”.Jeg har slået fast overfor ham, at beskyldningen om at jeg foragter min far ikke er sand, og hvorfor.At mit medicinforbrug og hvad jeg skal med det, ikke er noget han har ret til at blande sig i, samt at jeg tilgiver- ikke hans handling, men hans person, fordi jeg har ondt af ham.

( jeg tager antidepressiv på 12 år nu, ikke fordi jeg har depression, men den lille dosis tages for at forebygge depression. Når jeg i samråd med lægen har forsøgt at trappe ud af medicinen, er jeg endt i et regylært sort hul hver gang, min læge har sagt, at jeg nok skal regne med at skulle tage denne forbyggende dosis resten af livet, og jeg er helt ening med min læge, Jeg har ingen bivirkninger ved at tage medicinen, og jeg har det helt fint med at tage den).
Det støder mig derfor meget, at min bror gør sig til dommer over, hvorvidt jeg må tage min medicin eller ej. Han har aldrig SPURGT mig,om forholdende omkring min medicin, og han vil ikke vide det- bare dømme. fortsættes senere….

SV: At komme videre
14/06/2014  af Maj Olsen
Min historie fortsat….
Siden min bror og min mor valgte mig fra- og jeg valgte dem fra skete der følgende:

Jeg begyndte for mig selv, og overfor dem jeg snakker med (på nær min børn) at nævne min mor ved fornavn.-også overfor min far. Dette er for mig, en fastholdelse i den nye situation, hvor jeg erkender at jeg ikke HAR en mor mere- og at jeg nok i virkligheden aldrig har haft det. I min fortsatte beretning, her på siden, vil jeg dog stadig benævne hende som “MOR”, idet jeg ikke ser nogen grund til at udleverer hende ved navn.

Min far og jeg ringer indimellem sammen- sjældent, men vi her dog kontakt. Vores samtaler handler lidt om, hvad der sker med hans helbred, og hvad der foregår i mit og børnenes liv. Min far beder mig indimellem om et besøg, og jeg fortæller ham fortsat, at jeg meget gerne vil se ham, men uden min mors tilstædeværelse. Jeg tilbyder igen og igen, at jeg kan hente ham en dag- og kører ham hjem igen, så vi kan ses hos mig. Han skriver en dag en mail til mig, hvor han slår fast : “at han ikke vil ses med mig og børnene, uden min mor er til stede- for det kan man ikke”. “at jeg skal tænke mig om, fordi hvis han og jeg ikke får sagt ordenligt farvel, så vil jeg fortryde det resten af mit liv” “At kontakt mellem ham og jeg fremover KUN kan foregå på HANS primisser”.

Jeg skrev tilbage til min far at: Jeg kan og vil ikke ses med dig, når min mor er tilstede- Jeg vil ikke se hende mere- du ved godt hvorfor” “Hvor blev din indsigt og forsåelse af far??”. “Jeg ved godt du/I har det svært og det gør mig meget meget ondt” “Jeg elsker dig- men jeg vil ikke gå på kompromi med mig selv”. “Jeg føler dybt i mig selv, at jeg HAR sagt farvel til dig, gennem det sidste stykke tid, via vores samtaler, sms og mails til hinanden”- Jeg ønskede at vi kunne ses og sige farvel, men jeg føler at den mulighed er udtømt for længe siden, da du ikke vil ses med mig i fred og ro, og at I Begge her skubbet mig væk” Du må fortsat gerne ringe og skrive til mig, men på dine egne primisser. Jeg er ikke vred på dig, men utrolig ked af at det må ende sådan her..Jeg giver dig ro nu. Du har stadig et valg. Det er op til dig nu”

Herefter har min far og jeg ikke kontakt i ca 3 måneder..

Min søn ringer nu og fortæller mig- grædende og panisk( nøjagtig som min far ringede grædende og panisk til mig i sin tid), at min mor ikke vil lade ham være i fred. “At hun kimer ham ned og skiftevis skælder ud samt græder” ” At hun vil have min søn til, at få mig på andre tanker og ringe til hende”.” Min bror kimer ham også ned, i de få pauser hvor min mor ikke kimer ham ned”.
Min søn ved ikke hvad han skal stille op. Han spørger mig hvad han skal gøre. “Jeg er bange mor” siger han. “Jeg er bange for hende. Hun vil have at jeg kommer ud og besøger dem, og tager min søster med”. Hvad skal jeg gøre???- spørger han.. “Skal jeg slukke min telefon???”. Jeg forsøger så godt jeg kan, at berolige min søn over telefonen. Så ringer jeg til min søns far- og sætter ham ind i situationen. (han er på arbejde- og min søn er alene hjemme pt. Vi aftaler at han tager hjem til vores søn nu, og jeg kommer indenfor de næste per timer. (Jeg smed praktisk talt alt jeg havde i hænderne, og kørte op til min søn).

Hjemme hos min søn, tager vi alle 3 nu en lang snak om hele situationen igen. Det ender med at min søn vælger at få et nyt telefonnummer. Fortsættes

  SV: At komme videre
29/07/2014  af Lise Seidelin
Kære Maj!

TAK for din fine beskrivelse af, hvordan din historie er. Hvor er du god til at skrive og god til at få finde ud af, hvordan tingen rent faktisk er for dig. Flot klaret.

Jeg synes, du klarer det hele virkelig godt. Det er imponerende, at du kan stå ved dig selv, også når der liver sagt og skrevet så meget.

Flot at du kan vejlede din søn, så han lærer at takle din mor. Godt gjort.

Husk nu, at lige meget hvad din mor og også hvad andre siger og gør, så er du et dejligt og vidunderligt menneske, elsket bare fordi du er til – er født. Intet andet. Og det er dine dejlige børn og forlovede også.

De kærligste hilsner
fra Lise

SV: At komme videre
31/07/2014  af Tina
Ja, hvor var der dog mange der havde haft glæde af at ikke se deres familie mere. Det er måske en hård men alligevel bedre løsning.
  1  2  3

Lisegården