Daily Archives

En artikel

Angst – bange

Oprettet af Lise Seidelin i
Dagsaktuelt

Når vi er udsat for mobning, Janteloven, overgreb, vold, en psykopat, osv. osv. så bliver vi oftest bange, og nogle gange så bange, så man kan kalde det angst. Det er helt forståeligt. Hvor jeg dog kender det. Ikke bare fra mig selv, men også fra dem, jeg vejleder og hjælper. Er det os, den udsatte, der er galt på den? Er det vores skyld? Er det os, der er forkerte, dumme, syge, osv. sådan som vi bliver beskyldt for?

 

Men også angst for, hvornår det næste overgreb kommer, hvornår mister den udøvende igen besindelsen, og lader det gå ud over os.

 

Da jeg var sammen med min dengang voldelige mand, der var det sådan, at de første 5 år vi var gift, havde jeg det faktisk godt. Jeg ved i dag, at der var psykisk vold, men jeg var hjemmefra så vant til at blive bestemt over og for, så for mig var det sådan, livet var. Det i sig selv gav ingen angst. Men da jeg første gang blev udsat for fysisk vold, det var kun en lussing, der blev min grundvold rystet, og derefter var jeg angst. Hvad havde jeg gjort forkert? Hvornår kom det næste? Hvad skulle jeg gøre?

Da jeg så ikke blev udsat for fysisk vold det næste ½ år, så blev angsten mindre og mindre. Jeg blev igen gladere og gladere, men så kom det næste fysiske vold, denne gang flere slag, så det rystede mig selvfølgelig igen. Sådan gik der 2 år, hvor jeg fik det bedre mellem de fysiske vold, og blev rystet hver gang jeg blev udsat for vold igen. Så ville jeg skilles, da han sidste gang ikke af sig selv var holdt op med at slå mig, men jeg måtte flygte ud af lejligheden.

Jeg troede nu, da vi blev skilt, at det var slut med volden. Det var jo dejligt, og jeg havde det godt igen. Men nej! Volden fortsatte. Der skulle jo være samkvem omkring vores søn. Så min angst kom igen. Det gik der så yderligere 4 år med. Og den fysiske vold blev hver gang værre og værre.

Sidste gang stod han og slog mig med en kæp, mens jeg sad på min søns seng, sammen med sønnen. Der var ingen flugtmuligheder, så her skete det helt ubevidst, jeg sparkede igen. Det blev han så bange for, så det blev sidste gang jeg var ude for fysisk vold. Men så blev den psykiske vold værre. Det fortsatte i yderligere 7 år.

Så angsten fortsatte.

 

Men det er ikke altid så let at gennemskue, hvorfor man er bange eller angst.

Vi er alle mere eller mindre udsat for Janteloven. Du skal ikke tro, du er noget, kan noget, osv. Det kan godt give en grundlæggende angst i os, som vi ikke er klar over, at det faktisk er det, der gør det. Vi bliver urolige, tør ikke gå fremmede steder, være i lukkede rum, snakke med femmede, osv. osv. vi føler vi ikke er gode nok, ikke er pæne nok, ikke har det rigtige tøj på, osv. osv.

Der er også mange ting, vi kan blive bange for i film, når andre i sjov vil skræmme os, men det går hurtigt over igen, og er en sund, normal og god reaktion, der viser, at vores funktioner virker. Funktionerne er der jo for at vi når vi kommer i reelt farlige situationer reagerer, så vi takler den farlige situation – kamp, lugt eller stivne – altså adrenalinreaktionen.

 

Når vi er bange – angste, så begynder hænderne at svede, hjertet slår noget hurtigere, vi fryser eller sveder, vores immunforsvar bliver svagt, og vi bliver oftere syge, osv. osv. Når det kun er kortvarende, så er det helt i orden, men når det bliver længerevarende, begynder at blive kronisk, så er det noget, der skal gøres noget ved. Vi skal lære at takle det, at være bange – angst.

Altså at skabe ro og fred inden i os selv, så selv om vi er udsat for negative påvirkninger, så ved vi, hvordan vi takler det, så det går hurtigt over igen.

 

Det kan lade sig gøre. Jeg bruger acceptprocessen, som er utroligt effektiv, når man bruger den.

 

Så når jeg kan og andre kan, så kan du også.

Lisegården