15 års

Oprettet af Lise Seidelin i
Kender du en psykopat?

15 års

Tilbage til kategorien: Kender du en psykopat?

15 års
22/04/2015  af Pilu Kleist
jeg mødte min X da jeg var 14. Han var min teenage kæreste og den jeg skulle giftes med. Det vidste jeg med det samme da jeg så ham. Dengang fik han en anden kæreste, og jeg også. (men vi sås tit for vi elskede hinanden, og det eneste der stoppede os i at ses, var min mor som ikke syntes om ham)
Jeg flyttede hjem til ham da jeg fyldte 18. Lige siden har jeg været under ham. -Indtil i for nylig da jeg ikke kunne magte det mere, og gik fra ham.
Jeg har været udsat for psykisk og fysisk vold.
vi har en datter på 9 år. Jeg tog min datter med da jeg `flygtede` til en anden lejlighed.
Jeg er en frisk pige på 32. Jeg har altid været livlig, forstående, empatisk og socialanlagt pige. jeg var familiens klovn, kunne få andre til at have det godt.
Grunden til at jeg begyndte at søge informationer omkring psykopater, var, at det hele krakelerede sidste år.
Vi havde alt hvad man kunne ønske sig. Hus, bil, båd, firma (hver for sig) og selvf, vores datter.
Sammen byggede vi det hele op.
Sidste år, fik vi solgt vores lejlighed og købte et hus. det gik ikke så godt med det ene firma, hvor vi var nødt til at lukke. på det tidspunkt kunne jeg ikke få det hele til at køre rundt. jeg troede at det hele var p.g.a. firmaet.
Men men….når jeg tænker tilbage begyndte det hele heelt fra starten.
han slog mig i ansigtet, (fordi at jeg provokerede ham) (dengang var han under uddannelse som politiass. og jeg turde ikke at melde ham, for jeg ville ikke være grunden til at det ikke gik)
skubbede tit til mig, snakkede grimt til mig, kaldte mig for dum, forkælet og opmærksomhedskrævende pige.
Jeg lærte at agere mig efter hans behov. jeg lærte at ikke at svare igen, jeg lærte at holde min mund, jeg lærte at lade vær med at gå med tætsiddende tøj, eller bære læbestift, lærte at gøre alt hvad han bad mig om at gøre eller ikke gøre. I håb om at han ville begynde at behandle mig godt. Men lige meget hvad, var det altid mig selv der var skyld i elendighederne. og han blev endnu mere aggressiv.
Det hele endte med, at selv når vores barn var til stede, var jeg stadig luderen og løgneren. Og når jeg sagde stop, fik jeg et skub, eller kørt heeelt ned at jeg ikke kunne finde udvej. Jeg var bogstaveligt talt under ham. Jeg var lukket inde, jeg kunne ikke arbejde i et år, og levede af ham. Der fik han endnu mere magten over mig. Jeg mistede en heel del af mig selv. Jeg kunne ikke tænke selv. Indtil jeg fik et job, i en advokat firma som også hjalp mig med at komme ovenpå igen. der begyndte jeg nemlig at svare igen. Men der er lang vej endnu. Nu er krigen startet. Det hele skal deles. -Hvis jeg nogensinde får halvdelen af alt det vi har skabt. Heldigvis har jeg forældremyndigheden over min datter. Vi deler hende 10/4 og han prøver at lave om på det.
Jeg kan sige at jeg har været heldig med at have en smule fornuft i mig. Jeg har passet så meget på hvad jeg gjorde, at han ikke kan komme efter mig, uden at trække sig selv ned. han kan ikke komme efter mig juridisk, men det er ikke ensbetydende med at han ikke chikanerer mig. Han er jo så intelligent at han kan finde på alt.
Nu er der gået et par mdr. uden chikane (dødstrusler, stalking, smser m.m.) men han kan stadig få mig til at tvivle på mig selv endnu. Bare en opringning kan gøre mig svag. Så jeg har besluttet mig for at ikke at kontakte ham medmindre det omhandler vores datter. Han har ikke ringet i 2 dage nu, og jeg kan mærke at jeg har blandede følelser som savn, vrede, magtesløshed men mest af alt kærlighed. (hvis man kan kalde det sådan) og jeg har fundet ud af at hans sygelig jalousi har rod fra ham selv. Han har været sammen med andre, samtidig med at han vil tilbage til mig. så langt ude var det.
Endelig er jeg ved at indse at det forhold jeg havde med min X var det usundeste forhold jeg nogensinde har haft. Jeg kunne ikke se det. Hvordan skulle jeg kunne se det når jeg altid er den dumme der slet ikke kunne tænke selv?! Jeg var jo så uduelig.
Det er befriende at komme ud af det, at kunne se at man var `blind`. Og når man får tilbagefald, at man kan se at man er der, i stedet for at benægte det. Fornuften fylder mere og mere. Og ja der er stadig perioder hvor jeg er helt nede og føle at jeg ikke er det værd. tanken om at skulle kæmpe endnu, gør mig svag. måske skulle jeg bare gå tilbage til ham, måske har han tænkt over tingene, måske var det jo mig der ikke kunne se det rigtige i det. jeg skulle have været mere forstående, jeg skulle ikke have sagt det og det og det og det….Når man endelig får at vide at man er den smukkeste, bliver man blød i knæene. Han ved lige præcis hvad for nogle knapper han skal trykke for at få mig til at gå ned.
Nu er det slut. jeg arbejder på mit selvværd og selvtillid. Jeg er begyndt at kunne lide mig selv. Jeg er ikke flov over mig selv mere. Jeg troede aldrig at jeg vil kunne klare det. Heldigvis begyndte jeg at fortælle mine nærmeste om os, og de blev chokeret, for de troede at vi var de perfekte par. og siden har de hjulpet mig.
Nu står jeg her, i en lille lejlighed med min datter. uden materielle ting. Det vigtigste for mig at vi har det godt.
vi kæmper men vi har det godt. Jeg har det godt. Jeg minder mig selv hver dag om at jeg er min egen herre.
Og gæt hvem der ringer konstant nu(og derefter vende 180 og begynde at svine mig til hvis ikke jeg svarede) og vil tilbage, vil gøre godt igen, leve resten af sit liv med mig…?! det er her jeg skal passe på. det er her jeg skal minde mig selv om de gange han tog mig tilbage og derefter smide mig ud, i 15 år!-også selvom vores datter er til stede.
Livet er skrøbelig. man skal sætte sig selv i første række. man skal passe på sig selv. Dit liv er ikke hans og vice versa. <3
mange tak fordi jeg måtte være med her, det hjælper mig meget. så ved jeg at jeg ikke er ved at blive sindssyg. Jeg er ikke alene. Vi er ikke alene. (bær over med mig med min gebrokken dansk. Jeg håber at det er forståeligt det jeg skriver)
/tak
Carmen
  SV: 15 års
23/04/2015  af Lise Seidelin
Kære Carmen!Mange tak for dit indlæg og din fine beskrivelse af, hvordan tingene er for dig. TAK fordi du vil skrive her.

Du skal være hjerteligt velkommen her. Du må gerne være med her. For mig er dit dansk udmærket. Jeg laver selv skrive og stavefejl, så det kan være svært at forstå ind imellem.

Hvor er det flot, at du gennemskuede, at facaden (hus, have, bil, osv.) ikke er det, der reelt tæller, men hvordan man har det. Godt gjort.

Godt at du tog din beslutning, og at det hjalp dig så godt. Flot klaret.

Flot at du arbejder på dit selvværd og selvtillid. Godt gjort.

Husk nu, at lige meget hvad han og andre siger, så er du et dejligt og vidunderligt menneske, elsket bare fordi du er til – er født. Og det er din dejlige datter også.

De kærligste hilsner
fra Lise

  1

Lisegården