At være pårørende(mand) til en(kvinde) med Borderline

Oprettet af Lise Seidelin i
Kender du en psykopat?

At være pårørende(mand) til en(kvinde) med Borderline

Tilbage til kategorien: Kender du en psykopat?

At være pårørende(mand) til en(kvinde) med Borderline
26/10/2014  af
Jeg ved ikke hvor jeg skal starte, eller hvor jeg skal slutte, – for jeg sidder med en øl, og en håndfuld piller som jeg ved, med sikkerhed, vil sende mig til et fredfyldt sted…..
– Sig, eller tænk nu ikke “lad være, – flyt i stedet”, – for det kan jeg ikke, – jeg er tryllebundet, – forelsket, – derfor……Jeg er en af de mænd, der nu tør sige at jeg lever i et sandt helvede med en moden kvinde, der har fået stille diagnosen Borderline, – og med det, har hun også haft meget svære depressions perioder, der ikke har gjort tingene bedre….Hun har haft en meget svær barndom, er blevet brugt, og misbrugt på alle tænkelige måder, – så det er ikke “fri sex” jeg bliver for, for det er et tabu, og ikke noget man gør!

Vi har nu været gift i 15 år, vores møde foregik på internettet, vi skrev sammen i noget nær tre måneder, så da vi endelig mødtes for første gang, “kendte” vi allerede hinanden,
– og dog….

Da vi havde været sammen, 24/7, i tre måneder, skulle hun meget pludseligt hjem til sig selv, – efter min opfattelse, helt uden grund. Jeg fulgte hende til bussen, hun mæglede ikke et ord, da hun sad i bussen, fornemmede jeg en stor sort sky over hendes hoved, – sådan havde jeg ikke set hende før, så jeg var helt rundt på gulvet, hvad var der mon galt….?

Nogle dage senere fik jeg at vide at hun var blevet forelsket, og det var det hun var bange for, – bange for igen at miste……
Hun havde mistet børnenes far til en ondartet sygdom, og en kæreste efter kun 4 år, – begge ved døden…. Så nu var hun bange for at hun også ville miste mig….
Jeg gjorde alt for at overbevise hende om at jeg i den grad havde tænkt mig at nå forbi de magiske 60 år, – og holdt da også mit løfte, er i dag 67….

Vi er så, i årenes løb, løbet ind i det ene efter det andet, ret heftige, skal vi kalde det skænderi, – for det starter med at jeg eks. siger “jeg tror sku jeg vil male stuen hvid”, hvorefter hun nærmest skinger siger “du skal fanme ikke male stuen sort, – hvad fanden har du gang i, du må være fra forstanden, vil du gøre mig endnu mere syg end jeg er i forvejen”….
Dette er en metafor, – men udgangspunktet er netop som her illustreret, – Hver gang….

Hun har været i behandlinger, jeg ved ikke hvor mange gange, har været indlagt, har fået i hundrede vis af piller, som enten var vægt forøgende, eller ikke virkede, – så, – – – ud med dem.. Og så var helvede løs igen….

Sådan er nu 15 år gået, vi sidder i et lille hyggeligt hus, jeg er gået på pension, og håber så inderligt at de her mareridt dog for pokker må tage en ende, men nej….

Vi er lige pt. i parterapi, for efter hendes mening, har jeg også nogle issues, der skal behandles, og, som jeg ser det, så er mit eneste, – fred for pokker……………

Dette har d.d. udartet sig i at hun spurgte mig om jeg havde fået noget ud af disse samtaler, hvor jeg så kommer til at sige at det havde “jeg” ikke, – og med “jeg”, mente jeg at “jeg” ikke havde været “emnet”, men at hun jo, ikke endnu, efter 15 års ægteskab, havde lært at sige “undskyld, det var vist min fejl”, – ((for det er nemlig ALTID mig der er årsag til første, anden og sikkert også tredje verdenskrig))
Dette, – fik så igen “Etna” til at gå i udbrud, – og nu bliver der så, igen, lagt mere brænde på bålet, for nu er jeg sku både dum og grim, vi skal igen skilles,og hun er skrevet op til en lejlighed, så, – – og så videre, – – og så videre, – alt medens jeg prøver på den blideste måde at dæmpe hende, så kører “raseritoget” bare derudaf……

Jeg magter ikke mere, – jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, – jeg ved godt at I ikke må komme med gode råd, – men jeg har brug for – – – forståelse for at der sku er grænser for hvad én mand kan klare, selv med så meget kærlighed som jeg har til denne kvinde……………….

  SV: At være pårørende(mand) til en(kvinde) med Borderline
12/11/2014  af Lise Seidelin
Kære du!TAK for dit godt skrevne indlæg. Du kan bare det der med at skrive. Godt gjort.Ja! Det er problematisk. Den problematik som jeg arbejder med. Og jeg skal gerne vejlede dig og give dig redskaber til at takle den måde hun er på. Du skal lære det, lige meget om du skal være sammen med hende eller går fra hende.
https://lisegaarden.dk/forside/behandling

Når en anden beskylder en for en masse ting, så er det en projektion, som børnene siger i børnehaven: Det man siger er man selv. Men hvor kan det dog være svært at se, når man står midt i det.

Så husk, lige meget hvad andre siger og gør, også hende, så er du et dejligt og vidunderligt menneske, elsket bare fordi du er til – er født. Intet andet.

De kærligste hilsner
fra Lise

  1

Lisegården