At finde vejen til at stå ved sig selv

At finde vejen til at stå ved sig selv

Her er et meget fint indlæg om at finde vejen til at stå ved sig selv og give andre lov til at stå ved dem selv.

Følelses dumme væsener, er som små fat svage insekter, der ikke fatter at det er ubehageligt at have dem på sin krop.
De forstår ikke kropssprog som en del af det utalte sprog og de skal have skåret tingene helt ud i pap for at man har en fornemmelse af bare at trænge en lille smule igennem.
Følelses dumme, fat svage, pissemister, er kun med deres eget ego i fokus. Resten af verden må følge med, som om det var den største selvfølge. Der er ingen empati, ingen respekt for de nedtrykte, forskrækkede øjne der, der siges at være sjælens spejl, men som i en eksploderende vulkan af raseri og had bliver undertrykt, brændt og tilintetgjort af den følelses dumme egocentrerede hersker.
Han ser ikke sorgen og skuffelsen som hans ansvar, men skyder fra sig, al skyldfølelse, ud på andre i hans tilstedeværelse.
Han har ingen situationsfornemmelse, så lava eksplosionerne kommer uventet også i andres nærvær, de kommer med en sådan kraft, at enhver levende sjæl bliver stum af angst og overrupelse, for at der skal komme mere lava, i angst og skam for at andre skal vide, at man er i relation til sådan et væsen, der spyer med lava og ild.
Han kan være rolig og charmerende, som et fredfyldt barn der drømmer sødt, der kommer kun små røg skyer fra vulkanens indre, der er i hvile. Man kan slappe af, velvidende at den næste eksplosion ikke er til at forudsige. Denne tilstand kan vare dage, men aldrig uger og måske kun få timer, eller minutter, men der er dejlig fredfyldt.
Han øser dig med gaver og rigdomme, han tror at han gør det af kærlighed, at han er et dejligt menneske. Han tror, at han fortjener at få sat pris på sin indsats. Du ved at han gør det af dårlig samvittighed, manglende empati, du ved at han ikke er et værdigt væsen, at lykken er lunefuld. Alligevel tager du imod, med en følelse af latterliggørelse og skeptis, en følelse af vantro. Stum og bange, for at han skal eksplodere, hvis han kendte dine sande følelser. Du håber at han kan se, se det hele i sjælens spejl, så du ikke skal sætte ord på disse skammende følelser, men må undskyldende overfor dig selv og tro om igen. Han ser intet, kun sine egne behov og lige nu er hans behov at være sød og blive elsket, så du elsker ham. Du elsker med ham og du føler dig som en ussel luder bagefter. Du græder, men han forstår dig ikke, han prøver, for han elsker dig. Han prøver at finde en logisk grund, der er følelses fjern, så han kan forstå det og du giver ham ret og får fred for en stund.
Langsomt bliver du ædt op indefra, men dine overlevelses instinkter kæmper imod, hvad du ved, er følelses dumme væsener der prøver at overtage dit sind.
Du ved, at du er elskværdig, du ved, at du er god nok som den du er, du ved at ingen skal prøve at fortælle dig noget andet og da slet ikke, små følelses dumme væsener, der vil kontrollere dig.
Du gør oprør, oprør imod dig selv, det du finder dig i, du bliver, men bliver samtidig stærkere. Du sætter ord på dine følelser. Du sværger, at for hvert vulkanudbrud, vil der komme en stormflod fra dig, en stormflod så stærk, at den stopper al lava, alle gnister.
Du oplever, at det er umuligt, for du er ikke et følelses dumt væsen.
Du er et smukt, følelsesrigt menneske, du symboliserer havet, vandet følelsernes rige og du bliver stærkere dag for dag, for du ved hvem du er!
Du vælger dine kampe med omhu, du vælger selv dit liv, du nægter at lade dig kontrollere og du står ved den du er.
Du ved at vandet kan kvæle ilden og du ved at de voldsomme eksplosioner kan få vandet til at koge, derfor vælger du, hvad der skal spildes vand på, så dette ikke fordamper.
Som ild og vand er han og du. Det er din opgave, din mission, at sørge for at i ikke kvæler hinandens indre ressourcer. Han kan ikke se det du ser og du kan ikke se det han ser, så i må finde en måde at elske hinanden på, en måde hvorpå ild kan blusse op i en stille flamme og spejle sig i vandet og en måde hvorpå vandet kan bruse uden at slukke flammen.
Du vil altid være Hav dronnigen, der hersker i dit eget følelses univers af vandmassernes rigdomme.
Han vil altid være Ild kongen, der har uendelige mængder af lava i hans eget kongerige af facts og logistik.