Diagnose (sygeliggørelse) modsat sund og rask

Oprettet af Lise Seidelin i
Dagsaktuelt

Når vi er eller har været udsat for mobning, Janteloven, vold, en psykopat, osv. osv. så er en af de ting, vi alt for ofte er udsat for sygeliggørelse. Det er ikke kun den udøvende, der gør det, men også vores omgivelser. Når så systemet – kommunen, Statsforvaltningen, retten, politiet, egen læge, osv. osv. også sygeliggør os – den udsatte, så bliver det endnu sværere. Lægen giver en diagnose, og så går sygeliggørelsen ellers i gang i hele systemet. Vi bliver stemplet som den, der ikke duer til noget, mens den udøvende, der ofte har et job og klarer det fuld tid, bliver set på som den, der er velfungerende. Og sådan kommer det jo også til at se ud udefra. Selv om det reelt inden for ”hjemmets fire vægge” er lige omvendt.

 

Så vi skal tænke os om, inden vi går i gang med at ville have en diagnose, så vi kan få penge ud af systemet. Det handler om resten af vores liv, for vi bliver den, der er sindssyg, mens den udøvende er den raske og sunde. Selvfølgelig skal vi have hjælp, men vi skal tænke os om, hvordan vi gør det.

Har vi reelt brug for den form for hjælp, som vi bliver tilbudt?

Eller har vi ikke det?

Har vi brug for noget helt andet?

Skal vi på førtidspension? Fordi vi er helt ødelagte af overgrebene?

Eller har vi ”bare” brug for et lille kærligt skub til at tro på, at vi er helt normale, sunde og raske, mens den udøvende er den, der reelt er den syge?

 

Vi er så vant til at få at vide, at det er os, der er den syge, den dumme, den der ikke duer til noget, så vi ender med at tro på det. Og derfor gør vi tingene for os selv sådan, så det ender med, at vi får den tro opfyldt.

Men det er kun en tro.

 

Så vi kan lige så godt vende den rundt og tro, at vi er dejlige, vidunderlige og helt normale og normalt reagerende mennesker, sunde og raske.

Ja! Det er hårdt. Ingen tvivl om det. Men det er en tro inden i os, hvor vi jo lige så godt kan tro, at vi er velfungerende, som vi kan tro, at vi ikke er det. Bare fordi den udøvende og vores omgivelser og systemet siger det, så behøver det jo ikke at være sandt.

Når vi et stykke tid har troet, at vi er normale, så bliver det mindre og mindre hårdt, og vi får det bedre og bedre, og så kan vi klare mere og mere.

Jeg ser det så tit, det er så dejligt, når det sker.

 

Så når jeg kan og andre kan, så kan du også. Du må gerne tro, at du er sund og rask og velfungerende, helt normal med naturlige reaktioner, på det du er udsat for.