Oversigt

Den tredje mulighed

Valget mellem pest eller kolera - men der er også den tredje mulighed.

Når vi er udsat for overgreb / vold, psykisk som fysisk vold / en psykopat / en med psykopatiske træk / osv. osv. osv. så står vi ofte i dilemmaer som føles som pest eller kolera, og vi ser ikke andre muligheder. F.eks. skal vi gøre, hvad der bliver sagt til os eller lade være, skal vi protestere eller være føjelige, eller skal vi gå eller blive. Mange bliver, ofte fordi de ikke kan se nogen anden mulighed. Nogle flygter, fordi de tror, ligesom jeg troede i sin tid, at så vil volden / overgrebene ophøre. Men alt for ofte så bliver overgrebene ved lige meget, om vi flygter eller bliver, om vi gør, hvad der bliver sagt eller lader være.
Men der er en tredje mulighed. Det er den, jeg forsøger at lære dem, der ønske min vejledning. Nemlig at styrke sig selv, og få redskaber til at takle de overgreb, man er ude for. Det skal vi jo lære under alle omstændigheder. Når man så har lært det, så kan man meget bedre tage stilling til, om man vil blive, eller om man vil gå, om man vil gøre, hvad der bliver sagt eller finde ud af, hvad der er rigtigt for en selv, og hvad man skal sige så. Hvis man bliver, så ved man, hvordan man skal takle overgrebene, og dermed få den der laver overgrebene mulighed for at lade være med at lave overgreb. Hvis man vælger at gå, så har man lært, hvordan man takler, at overgrebene evt. fortsætter, efter man er gået. For det er her, det kan blive meget farligt. Det er jo lige meget, hvis man er gået, og derefter bliver slået ihjel, eller ens børn bliver slået ihjel. Så havde det været bedre at blive, til man lærte, hvordan man gør, så man selv eller børnene ikke bliver slået ihjel.
Det er meget forskelligt fra det ene forhold til det andet. Vi har en tilbøjelighed til at skære alle over en kam. Men sådan er livet ikke. Det ville ellers være lettere, men sådan er det ikke.

Når man lærer at takle overgrebene, så er den psykiske styrke, man får, ofte så stor, så overgrebene kan stoppes helt.

Når man lærer at takle overgrebene, så er den psykiske styrke, man får, ofte så stor, så overgrebene kan stoppes helt. Selvfølgelig er der ingen garanti, men jeg har set det så tit, så jeg ved, det kan lade sig gøre. Det afhænger helt af den enkelte.

Så jeg vil ikke tage ansvar for, at sige, at en anden skal flygte, når jeg ved, at det kan være endnu mere dødeligt end at blive. Men jeg vil gerne lære andre, hvordan de takler volden / overgrebene, så de øger deres chance for at overleve.

Heldigvis er det ikke alle, der er udsat for så alvorlige overgreb, så deres liv står på spil. For dem er det mindre betydende, om de går eller bliver. Og så er der mere tid og mulighed for at lære at takle overgrebene, så de selv kan tage stilling, når tiden er moden, om de vil blive eller gå.

Nogle der kommer hos mig, ender med at blive og få det rigtigt godt, og det gør partneren også. Nogle ender med at vælge, at de vil gå, og så bliver skilsmissen mindre voldsom, fordi de har lært at takle volden / overgrebene.
Så det er individuelt, hvad man skal og ikke skal. Det er kun den enkelte, der ved, hvad der er rigtigt for den enkelte.
Og den tredje mulighed er en mulighed, som giver gode resultater, og folk får det godt. Ikke kun den der er udsat for overgreb, men også den der udøver overgrebene har mulighed for at få det godt. Det er så dejligt at se, når det sker.

Det er ikke sådan, at det er den udsatte, der skaber problemerne.

Det er ikke sådan, at det er den udsatte, der skaber problemerne. Det ser jeg tit, at andre mener, når jeg skriver sådan her. Det er det ikke. Det er stadig den udøvende, der har ansvaret for sine handlinger og skaber problemerne. Også selv om den udøvende giver den udsatte skylden og ansvaret er ikke rigtigt, det er stadig den udøvende, der selv har ansvaret for sine handlinger. Men det der sker, når den udsatte lærer redskaberne er, at dansen stopper, og så kan den udøvende ikke mere danse med den udsatte.

En psykopat er mange ting. For nogle er det sådan, at det ikke kan lade sig gøre. Men derfor kan det jo godt være, at det kan lade sig gøre for andre. Det afhænger af utroligt mange ting. Jeg har set det, og derfor skriver jeg det. Der er håb. Der er flere muligheder, end vi måske selv tænker på, og andres meninger og viden kan måske give endnu flere metoder og dermed redskaber til, hvordan man takler en voldelig / overgreb, osv.
Nej! Det er ikke den, der er udsat for overgreb, der er den skyldige eller galt på den, og heller ikke den, der skaber problemerne. Men selv om det er sådan, så er der stadig muligheder for at ændre tingene. Prøv at læse om dansen på hjemmesiden under psykopatens ændring
http://lisegaarden.dk.linux181.unoeuro-server.com/psykopatens-aendring
Det virker utroligt godt, når det lykkes. Og det afhænger ikke af psykopaten om det lykkes men at den der er udsat for overgrebene lærer det. De fleste psykopater har det jo sådan, at det ikke er dem, det er galt med, så de kan ikke gøre noget for at ændre tingene.
Jeg kan godt huske, at jeg selv havde meget svært ved at forstå dette. Så det er for mig helt forståeligt, hvis andre ikke kan forstå det.
Men stadig, hvis man bliver ved og ved og ved med at forsøge at finde sin egen vej frem, så kommer det. Ligesom det gjorde for mig og mange andre, så kan det lade sig gøre for andre. Der er håb.

Gode råd

Vi er et land, hvor vi ved bedre, hvad andre skal gøre. Men det er en norm, der er meget skadelig for den enkelte.
De andre skal gå fra den voldelige, og de skal gøre det hele og nu og her, og hvis de ikke gør det, så er de helt selv ude om det. Ja ja! Hvor er det sørgeligt, at vi har den norm, og især, at der er så mange, der følger den.
Det er normen, at andre de skal gøre det, som vi siger, de skal gøre. Desværre. Det er helt forkert, efter min mening. Der er kun en, der ved, hvad der er rigtigt for den enkelte, det er den enkelte selv. Altså i stedet for at vælge pest eller kolera, så er der mulighed for at vælge den tredje mulighed, der er rigtigt for en selv.
Men når vi er bedrevidende – giver gode råd, og vil have, at den anden skal gøre, hvad vi siger, så er vi jo selv voldelige – psykisk voldelige og udøver tvang – psykisk tvang. Så er vi jo ikke selv bedre end den voldelige, vi vil have, de skal gå fra.
Jo Janteloven har stor magt i Danmark. Desværre. Den enkeltes frihed og selvbestemmelse, samt selvværd, er ikke noget der bliver fremmet af den norm af gode råd og bedrevidende mennesker. Desværre.

Så når man er udsat for vold – især den psykiske vold, så er det alt for ofte ikke kun den voldelige, man skal lære at takle overgreb fra, men også en masse i ens omgivelser, der er bedrevidende. Det gør det hele meget sværere for den, der lever eller har levet i et voldeligt forhold.

Vi har muligheden for at bryde normen og holde op med at være bedrevidende

Men vi har muligheden for at bryde normen og holde op med at være bedrevidende – holde op med at give gode råd, men i stedet begynde at respektere, værdsætte den, der er udsat for overgreb – vold især den psykiske vold. Når vi begynder at respektere, værdsætte, og især vise reel kærlighed, altså elske personen, som personen er, med de gode og dårlige sider vedkommende har, - altså den tredje mulighed – så begynder den udsatte at vokse og begynder selv at kunne takle overgrebene og ender med selv at kunne tage valget, om man vil gå eller blive. Altså den tredje mulighed.

Når andre kan, så kan du også holde op med at være bedrevidende og holde op med at give gode råd. Holde op med at dømme andre som forkerte, fordi de gør, som de nu en gang gør, ud fra de valg de tager.

80 % af partnervolden sker efter skilsmissen.

80 % af partnervolden sker efter skilsmissen. Så når man går fra en voldelig, så skal man tænke sig godt om inden. Det kan være mere farligt at gå end at blive.
Men vi har en holdning i Danmark, at vi skal gå, og mange forstår ikke, når jeg ikke vil råde folk til at gå – flygte hurtigst muligt. Men jeg har selv oplevet, hvad det vil sige at blive udsat for fortsat vold efter skilsmissen, og ved, at det kan være endnu farligere at gå end at blive. Men det er kun den enkelte selv, der ved det. Og oftest kan den enkelte alligevel ikke forudse, hvad der vil ske.

Desuden er der den helt anden side af sagen, at det kan jo være, at den enkelte selv er mere voldelige end den anden. Sådan at det kan være den voldsramte, der faktisk er mest voldelig, og at den voldelige faktisk er den voldsramte. Det er ikke til at vide for andre, og alt for ofte ved den voldsramte det heller ikke selv. Her kommer de psykologiske ubevidste fornægtelsesmekanismer ind. Så som udenforstående, kan man ikke tage stilling eller råde til at gå eller blive, det er kun den enkelte selv, der kan tage den stilling.

Grunden til at volden ofte bliver værre, når man går fra en voldelig, er, at den voldelige bliver endnu mere desperat, frustreret, utryg og bange. Når den voldelige bliver det, bliver de oftest mere voldelige, fordi der er projektioner, så det er den voldsramtes skyld, at den voldelige har det skidt. Så ja! De fleste mord i parforhold sker efter skilsmissen. Det kan godt være det ikke ville have gjort det, hvis man var blevet. Selvfølgelig er der også nogen, der vil gøre det, hvis man bliver, sådan er det.

Så hvis man vælger at gå, så skal det forberedes, så man er klar til at takle de udfordringer, som der evt. kan komme.

Men det kunne jo også være, at hvis man selv lærer nogle redskaber til at takle den måde ens partner / kæreste / ægtefælle er på, at det så faktisk ændrer sig, så man kan få det godt.
Jeg har set det så tit, så når andre kan, så kan du også.
Men valget er og bliver den enkeltes. Det er kun den enkelte selv, der ved, hvad der er rigtigt for den enkelte.

En helt anden ting er, at vi tager så mange beslutninger ubevidst. Hvordan kan vi så vide, hvad der er rigtigt for andre?

Og ja! Vi ved ikke, hvad det er, vi er havnet i, før vi virkelig står midt i det. Sådan er det for de fleste, der bliver udsat for overgreb, vold, osv.

Flygt eller bliv?

Det er spørgsmålet for mange i parforhold, der er udsat for overgreb / vold – psykisk og evt. fysiske / en psykopat / en med psykopatiske træk / osv. Skal man kæmpe og blive eller skal man flygte og forsøge at få en god tilværelse uden kæresten / ægtefællen – altså pest eller kolera.
Det er sådan, at 80 % af volden sker efter skilsmissen. Så det kan faktisk være værre at gå fra en, der laver overgreb / vold end at blive i forholdet.
Heldigvis er der også nogle, der ophører med overgrebene, når man forlader dem. Så heldig var jeg ikke. Da jeg besluttede at blive skilt, var det fordi, jeg ikke ville udsætte for vold mere. Men volden fortsatte i mange år efter. Den fysiske vold fik jeg stoppet 4 år efter skilsmissen. Den psykisk vold kunne jeg ikke stoppe, men han ophørte med kontakt efter yderligere 7 år, altså i 11 år efter skilsmissen. Volden var der, fordi vi havde en søn, der skulle være samkvem omkring.
Det er nu mange år siden. Og jeg har lært meget siden.
Jeg har min erfaring også fra de godt 20 år, jeg har arbejdet med det her. Og ja! Det er 30 år siden, jeg var ude for mine sidste fysiske tæsk. Hvorefter den psykisk vold blev værre.

I dag ved jeg, at der er en 3. mulighed. Det er det, jeg i dag kalder acceptprocessen. Det handler ikke om man skal gå eller blive.

Og ja! For nogle er det bedste, de kan gøre, at gå, for andre er det bedste at blive.
I dag ved jeg, at der er en 3. mulighed. Det er det, jeg i dag kalder acceptprocessen. Det handler ikke om man skal gå eller blive. Det handler om, hvordan man takler den måde ens kæreste / ægtefælle er på. Det kan lade sig gøre. Jeg har set det så tit, så når andre kan, så kan du også.

Husk I er alle dejlige og vidunderlige mennesker, elskede bare fordi I er til - er født. Intet andet. Og det er jeres dejlige børn også.

De kærligste hilsner
fra Lise

Lisegården
En lise for krop og sjæl
trivsel for dig og dine omgivelser

Med venlig hilsen
Læge Lise Seidelin
tlf. 24 22 16 22
E-mail: lise@lise-gaarden.dk
Hjemmeside: www.lisegaarden.dk