Oversigt

Øvelse 8:

Knibtangsøvelse

Der er så mange, der står i store problemer især på deres arbejdsplads.
Jeg ved, at der er mange ledere, der har alvorlige psykopatiske træk / der er psykisk voldelige, hvor det går ud over dem under dem. Jeg ser det alt for tit, hvordan medarbejdere er knækket af deres ledere på arbejde. Det sker selvfølgelig og desværre også andre steder end på arbejdspladser.

Meget tit er det en enkelt, en leder har udset sig til at være den, som det skal gå ud over. Ofte en, som i forvejen især på det ubevidste plan ikke er vant til at sige fra, men som er ”Ja-siger”, som jeg selv blev kaldt en gang. Jeg lærte af mine forældre, at der kun var et svar på alting, nemlig ”Ja!”. I vores kultur er det også sådan, at piger skal være små søde og sige ”Ja!”, mens drenge skal være hårde og stærke, de må gerne sige ”Nej!” – altså lige undtagen hos de forældre, der slet ikke vil have at deres børn siger andet end ”Ja!”.
En leder vil let kunne spotte sådanne ”Ja-sigere” og så går de ellers i gang med at mobbe og køre psykisk på den medarbejder.
Nogle gange er det flere, det går ud over.
Når den ene så er bukket under, bliver sygemeldt, så finder lederen en anden i stedet, som så lederen kører på. Når vedkommende så også bukker under, så bliver det den næste og den næste og den næste.

Her er det ligesom ved partnervold, at den der er udsat for volden, skal styrkes, lære at lave acceptprocessen, arbejde med det indre lys, samt lære at sætte grænser – sige ”Nej! eller ”Stop!”. men ofte er det så svært, så det ikke lige hjælpe, om end ikke andet, så går lederen bare i gang med at udsætte en anden medarbejder for den psykiske vold. Sådan at ødelæggelserne på personalet ikke holder op, men fortsætter.
Alt for ofte har udøveren - lederen ingen mulighed for at komme i behandling, da fornægtelsesmekanismerne er så store, så det ikke kan lade sig gøre. Selvindsigten er for lille til at behandling vil være mulig. Men vi skal huske, at det er udøveren – lederen, der er den, der er galt på den. Vold – psykisk som fysisk, er ikke godt.

Så her skal der noget mere til, jeg kalder det en knibtangsøvelse. Det kan være meget svært, fordi dem, det går ud over ikke har styrke eller muligheder for at finde sammen, det er for flovt, for nedværdigende, at man har ladet sig udsætte for psykisk vold, så man vil ikke snakke om det, eller gøre noget ved det. Man tror ikke, det kan lade sig gøre.
Men når det lykkes at samle dem, der er udsat for mobningen, den psykisk vold – eller i det mindste nogle af dem, så kan de sammen gå imod lederen.
Hvis der er en tillidsmand, eller andre der gerne vil gå med, så er det meget fint, det vil hjælpe. Her er det igen, at dem, der er udsat og vil gå imod, de skal styrkes og sammen sætte grænser – som en knibtang fra flere sider. Det er mere effektivt end, hvis man står alene – direkte en side. Men nogen gange er det ikke muligt at samle andre, fordi det er for flovt, osv. så andre vil ikke være med til at gå imod, så må man stå alene og stå ved sig selv, sige ”Nej!”, når ens grænse er overskredet. Vi skal ikke angribe dem og selv være voldelige mod dem, men sætte en grænse. Derefter finde ud af, hvad der er rigtigt for en selv og gøre det.
Det meste mærkelige er, at lederen vil værdsætte en for det, når man gør det. Man viser, at man er værdig og ikke vil trædes på. Og det bliver så en god arbejdsplads. Men det er det, vi ikke tror. Derfor forværres det.

Kan I nu alle have det rigtigt godt, så godt som det kan lade sig gøre under de omstændigheder, I har hver især.
Husk I er dejlige og vidunderlige mennesker, elskede bare fordi I er til – er født. Intet andet.

De kærligste hilsner
Med masere at accept og lys samt styrke til jer alle til at sige ”Nej!”
Fra Lise